Hvis der ikke var uendeligt mange levende væsener på uendeligt mange forskellige udviklingstrin, så var der heller ikke nogen evighed til, ikke noget evigt liv. Det er simpelthen evighedens eller det evige livs natur. Dette forhold er en del af det årsagsløse område, altså den den af livet, som er uforanderlig, det faste punkt, som bare er.  Hvorfor er evighedens natur, som den er? Ja, da evighedens natur/struktur er en evig realitet, har den altid eksisteret. Der har altså ikke været noget før den. Derfor har den ikke nogen årsag. Den er årsagsløs. Evigheden har således ingen begrundelse, men alene den analyse, at den eksisterer.

Det er kun evighedens - det evige livs - funktionsmåde, der kan forklares. Det er det, de kosmiske analyser gør: Viser mange forskellige modeller af evigheden eller det evige livs måde at være på. Det er en beskrivelse af forholdet mellem evighed og timelighed. Men selve evigheden eller livet i sin egennatur er i sig selv årsagsløst. Det vil sige, at evigheden i sig selv ikke har anden "forklaring"/analyse, end at den eksisterer. Der er ingen årsag til evigheden, da den altid har været og altid vil være.

Noget, som er evigt, kan i sig selv kun have analysen: "noget som er", og kan ikke forklares yderligere, da der ikke er mere at forklare. Da der ikke er noget "før" evigheden, eksisterer der ikke noget ophav til evigheden. Men det evige liv har en særlig måde at opføre sig på efter nogle principielle evige lovmæssigheder. Disse kan kortlægges. Men hvorfor de er, sådan som de er, kan ikke forklares, hvis man med en forklaring mener en årsag, da de netop er årsagsløse.

Så når du spørger, hvordan væsener kan være på alle mulige forskellige udviklingstrin samtidig med at de alle er evige, så er svaret, at der ikke er nogen anden grund end, at det nu engang er sådan, evigheden - det evige liv - er. 

Da livet altid har eksisteret, kan man ikke tale om en absolut begyndelse. Lige nu er vi - de levende væsener - på alle mulige udviklingstrin, men det er ikke kun lige nu, det er sådan. Sådan har det i al evighed været, og sådan vil det i al evighed blive ved at være.

Kun den timelige/skabte del af evigheden kan have en en årsag, en begrundelse, som udgør en forklaring på, hvorfor og hvordan den skabte ting er, som den er. Men det gælder ikke for de realiteter, der ligger hinsides det skabte.

Det kan være svært at acceptere, det er sådan, fordi man er vant til at tænke i timelige baner og dermed, at alt har en begyndelse og en afslutning, og dermed også en forudgående årsag. Men dette er ikke tilfældet med evigheden. Her skal man vænne sig til, at evigheden er en årsagsløs årsag. Men at evigheden er årsagsløs er strengt taget også logisk nok, for var der en årsag, måtte evigheden have haft en begyndelse, men så var den jo netop ikke evig.

Og alternativet til evigheden måtte være, at der på et tidspunkt skulle være absolut ingenting (hvad det så end vil sige). Og ud af dette absolutte ingenting skulle der pludselig opstå noget - verdensaltet. Noget kan ikke blive til af intet. Men der eksisterer noget, altså må der altid have eksisteret noget.

kærlig hilsen
Jan

Et interessant spørgsmål du her stiller.

Du er inde på noget her, som jeg heller ikke lige kan svare på.

Martinus siger jo, at for at livsoplevelse overhovedet kan finde sted skal der være kontraster. Vort eget liv er jo en evig vandring fra mørket til lyset, tilbage til mørket osv. Dog foregår det hver gang på et lidt højere plan. Så spørger jeg: vil kontrastprincippet ikke på et eller andet tidspunkt blive blændet af, at vi - på trods af vekslen mellem mørke og lys hele tiden - trods alt kommer lidt mere op i lyset hver gang? Altså alle væsener går jo mod højere livsoplevelse hele tiden, bliver vi ikke mættede af denne konstante fremgang? Martinus sammenligner det jo med talsystemet, når vi har gennemløbet et enerkredsløb, så skifter tierne osv. Vi kan jo sammenligne det med kilometertælleren i en bil, når bilen kører fremad hele tiden og kilometertælleren hele tiden ruller fremad bliver vi så ikke som væsener mættede af denne oplevelse? Kunne det ikke være sjovt at køre baglæns en gang imellem, altså for eksempel gå fra "det rigtige menneskerige" til "dyreriget", som jo aldrig bliver aktuelt?

Jeg kan ikke med min jordmenneskelige forstand helt gennemskue denne problemstilling, ligesom jeg heller ikke kan gennemskue den problemstillling du ridser op. Den eneste forklaring jeg kan komme på er, at for helt at forstå begrebet "uendelighed", så skal man være i stand til at "sanse fra oven" - med almindelig jordmenneskelig "sansning fra neden" kan man ikke fatte det begreb helt, ligesom begrebet "0" - altså begrebet "ingenting" også bliver sværere og sværere at forstå jo mere man tænker over det.

Når vi taler om begrebet "uendelighed", så blander vi med vores sansning fra neden noget ind der hedder "begyndelse", og de to begreber har intet med hinanden at gøre. (Tag bare bibelen: I begyndelsen skabte Gud osv...- man beskriver her Gud (noget uendeligt) ved hjælp af sansning fra neden (begyndelsen - noget endeligt), for at have en chance for at forstå hvad Gud er for noget).

Eller: Med sansning fra oven kan man se, at 1 meter og ½ meter begge er uendelige størrelser - de kan begge deles uendeligt mange gange uden at blive udelelige. Sanser man fra neden vil man sige, at 1 meter er mere end ½ meter.

Med sansning fra neden vil man også sige, at jordmennesker er længere fremme i udviklingen end et græsstrå. Med sansning fra oven er begge parter et udtryk for "den højeste ild", altså noget evigt.

Kære Johnny,

Vi ER 'det evige startpunkt', et evigt 'nu og her', derfor er der logik i at fx. PBJ. henviser til et arabisk ordsprog; Du er nærmere Gud, end dit eget hjerte, -
man har aldrig været nærmere, og vil aldrig komme nærmere livets inderste kerne, end vi ER 'HER og NU'
det er Dig og Mig, nu og her,
det er ens for Alle og Altet,
(Du citerer selv; Jeg tænker, altså er Jeg, - )
og uendeligheden ligger i oplevelsernes (tænkningen) fremadskridende natur, det kan man konstatere,
nu og her,
og det stemmer også matematisk/logisk set,
Vi er Alle lige, (evige),
en far er fysisk set ældre end sin søn, det fungerer hensigtsmæssigt,
men så er Vi på vej ind i diverse principper, forældre-, sult og mættelse, perspektiv-, kontrast-, osv.

et kort ånds-akrobatisk krum-spring,,,  kan forlænges,

Kærlig hilsen
Holger

Johnny wrote:

...
Da alle væsener er evige kan der dog umuligt være så kæmpemæssige forskelle på deres placeringer i spiralkredsløbene. Martinus fortæller jo at man "vandrer opad" i spiralkredsløbene til endnu større spiralkredsløb. Dette er jo en bevægelse- altså noget timeligt. 

At det har eksisteret i uendeligheder er selvfølgeligt, men de giver stadig ingen mening af hvorfor væsener er placeret på disse forskellige udviklingsniveauer!!! Der kan da kun være tidsmæssige forskelle på deres "start" i kredsløbene, hvis en forskel på udviklingsniveau skal finde sted!

Man kan godt sige, at vi alle er lige gamle, forstået på den måde at vi alle er evige. Men hvis man siger om vores alder, at den er evig, så er det det samme som at sige, at vi ikke har nogen alder, idet vi aldrig bliver ældre og aldrig har været yngre. Vi har i al evighed haft en evig fortid bag os, og en evig fremtid foran os. Det har vi også lige nu. Og det vil vi blive ved med i al evighed. Fra et evighedssynspunkt har vi altså ingen alder. Vores aktuelle placering i spiralkredløbet har således ikke i absolut forstand noget med alder at gøre, da en sådan kun kan eksistere i forhold til et starttidspunkt, og da evigheden ikke har noget absolut starttidspunkt, har den heller ingen alder.

Man kan også sige at vi alle evigt befinder os "midt" i spiralkredsløbet med uendeligt mange væsener under og over os. I absolut forstand er bevægelse altså en umulighed. Men hvad så med bevægelsen til større og større kredsløb? Ja, den er helt reel oplevelsesmæssigt set. Det er sådan, det opleves. Men det er takket være et evigt illusionsprincip, som Martinus betegner X2 eller "det levende væsens skabeevne" med dets ligeså evige forskellige skabeprincipper, perspektivprincippet, livsenhedsprincippet osv. Det er disse illusionsprincipper som får os til at opleve bevægelse, udvikling, fornyelse, fuldkommengørelse osv. Men kosmisk set et det en illusion. Verdensaltet har i al evighed været fuldkomment. Fuldkommenheden er en evig realitet. Noget, der allerede er fuldkomment, kan ikke blive mere fuldkomment. Noget, der allerede er uendeligt og evigt, kan ikke blive mere uendeligt eller mere evigt. Noget, der allerede er såre godt, kan ikke blive bedre. Når det alligevel opleves sådan er det altså takket være det evigt fungerende illusionsprincip, X2.

Der er altså to perspektiver på virkeligheden: Sådan som den opleves gennem X2; og sådan som den er i sig selv. Den måde den opleves på er altså en illusion, fordi  det ikke er sådan, den er i absolut forstand. Men omvendt sådan som den er, er det ikke muligt at opleve den.

Sagt med andre ord, man kan ikke opleve evigheden i sig selv, men kun "forklædt" som afgrænsede "ting" og bevægelser. Vi kan altså opleve det, der er afgrænset. Men selve evigheden kan ikke opleves, fordi der ikke er noget at opleve, den er sansemæssigt lig tomheden.

kærlig hilsen
Jan

Man kan også sige at vi alle evigt befinder os "midt" i spiralkredsløbet med uendeligt mange væsener under og over os. I absolut forstand er bevægelse altså en umulighed. Men hvad så med bevægelsen til større og større kredsløb? Ja, den er helt reel oplevelsesmæssigt set. Det er sådan, det opleves. Men det er takket være et evigt illusionsprincip, som Martinus betegner X2 eller "det levende væsens skabeevne" med dets ligeså evige forskellige skabeprincipper, perspektivprincippet, livsenhedsprincippet osv. Det er disse illusionsprincipper som får os til at opleve bevægelse, udvikling, fornyelse, fuldkommengørelse osv. Men kosmisk set et det en illusion. Verdensaltet har i al evighed været fuldkomment. Fuldkommenheden er en evig realitet. Noget, der allerede er fuldkomment, kan ikke blive mere fuldkomment. Noget, der allerede er uendeligt og evigt, kan ikke blive mere uendeligt eller mere evigt. Noget, der allerede er såre godt, kan ikke blive bedre. Når det alligevel opleves sådan er det altså takket være det evigt fungerende illusionsprincip, X2.

Der er altså to perspektiver på virkeligheden: Sådan som den opleves gennem X2; og sådan som den er i sig selv. Den måde den opleves på er altså en illusion, fordi  det ikke er sådan, den er i absolut forstand. Men omvendt sådan som den er, er det ikke muligt at opleve den.

Sagt med andre ord, man kan ikke opleve evigheden i sig selv, men kun "forklædt" som afgrænsede "ting" og bevægelser. Vi kan altså opleve det, der er afgrænset. Men selve evigheden kan ikke opleves, fordi der ikke er noget at opleve, den er sansemæssigt lig tomheden.

Hej Jan.

Interessant betragtning: En bevægelse er kosmisk set en illusion, og at vi sådan set befinder os "midt" i spiralkredsløbet med væsener over og under os i en uendelighed/ uendeligheder. Bevægelse er en umulighed! Så er det jo vel også en illusion at nogle er mere udviklede end andre. Føles dog ikke sådan i praksis- men du har ret kosmisk set

De betragtninger du kom med gav faktisk mening. Vi har sådan set befindet os "midt" i spiralkredsløbet og bevæger os slet ikke- i virkelig forstand. Så forstår man bedre hvorfor der ikke behøves nogen begyndelse på de forskellige væseners udviklinger-

Udviklingen er en illusion til ære for kontrastprincippet.

Vi er en stor ubevægelig masse

Kære Jan,

Du beskriver delvis oplevelsen af evighed, med/som tomhed,
og Jeg supplerer, med at Jeg'ets uforanderlighed 'synliggør' evigheden, 'der klæber sig til jeg'et som en usynlig skygge',

(ultrakort)

Kærlig hilsen
Holger

    Kære Johnny m.fl.!

    Dette emne, eller rettere, et forsøg på en forklaring, er en kompliseret sag, men her er et bud!

    Det der tilsyneladende er sket i "Uendeligheden i praksis" er et "alvorligt " tilfælde af "tankedril/sprogforbistring".

    2 perspektiver er blevet blandet godt og grundigt sammen "Guddommens og det "lokale jeg-perspektiv".
    Man kan ikke bortforklare det, at der tydeligvis finder en udvikling sted "her på det fysiske plan". ( vi fødes, vokser op, bliver gamle og dør, -
vi lægger lag på lag til vores bevidsthed - bliver "klogere"), (Vi starter i 1 klasse og bevæger os liv efter liv op på "universitetsniveau" her i livets
skole).
   
    Ved så "pludselig "at svinge sig op på Guds trone", hvor vi alle har levet evigt, sluttes det, at vi nok må være lige udviklede," der er ingen
bevægelse absolut set", "tiden eksisterer ikke", "Al afstand og perspektiv er en illusion".
      Dette kan man ikke gøre! Det giver absolut ikke nogen mening, - som at "blande to "sprog", i en forklaring, og så håbe, at det giver mening
til ´en, der "kun behersker det ene sprog".

    Har jeg totalt misforstået, hvad der foregår undet dette emne????

      ??? ???  Karsten. 

Til Johnny m. f.

Nu har bl.a. Jan jo besvaret en del af dit spørgsmålet, og der er mange menneskerne gennem tiderne, der har filosoferet over, hvornår livet startede i tidernes morgen. Men hvis der havde været en første start, hvad skulle da havde startet det?

Vi oplever livet i skabte foreteelser, alt hvad der sker, er input, som hele tiden passere vores evige Nu fornemmelse, og dermed må Nuet være det faste punkt i alle typer oplevelser, ligesom Jeget evigt er knyttet til selve Nuets succession (tidens gang). Men hvad er dette ”Nu” andet end den tilstand, at alle input, får eksistens for vores bevidsthed og dermed skaber et output (energien vendes i X1). Vores bevidsthed må hele tiden skabes ifølge Martinus, og det gør den på den måde, at urbegæret er den ”motor” sammen med moderenergien der hele tiden ”skubber” til de seks andre grundenergier, der derved danner et ”indtryk” for Jeget.

Da vores bevidsthed, derfor hele tiden må skabes, vil man heraf kunne udlede, at der er noget over vores bevidsthed, der sikre, at vi bliver bevidst om vores oplevelser. Martinus bruger da også betegnelsen overbevidstheden, dvs. det, der ligger over vores bevidsthed. Vi kan da på ingen måde sanse det direkte, men det er en egenskab ved det levende væsen, som er forudsætningen for, at Jeget kan opleve og være bevidst i disse oplevelser.

Al skabelse går igennem Nuet, og Nuet befinder sig altid lige midt i evigheden. Ligegyldigt hvor mange lysår man passere, har man ikke flyttet sig en tøddel i evigheden. Vi begår den tankedril, at vi tror, at evigheden er noget, der kan måles i tid, men evigheden er højt hævet over det skabte. Tid er noget, der hele tiden skabes og tiden opstår fx ved, at to objekter bevæger sig i forhold til hinanden, fx jordens bevægelse omkring solen, og igen solens bevægelse i forhold til alle andre legemer i rummet.

Hvis vi forestiller os, at vi beregner alle bevægelser i forhold til hinanden, ville vi komme frem til bevægelsernes centrum, stilheden. Kunststykket består i, at skabe en illusion af begivenheder, former og oplevelser. Disse ting kan jo kun give indtryk igennem vores Nu fornemmelse. Når noget går gennem Nuet, afsættes der et aftryk i vores bevidsthed, men dette aftryk, vil vi ikke være i stand til at sanse, hvis det ikke blev lagret i vores bevidsthed, som en begivenhed, der lige havde fundet sted eller finder sted i dette øjeblik. Takket være hukommelseslegemet evne til at akkumulere Nuets input og oven i købet sammenligne det med tidligere input (genkendelsens lov) da er vores bevidsthed i stand til ligesom en computer, at sammenligne tidlige data med nye data. Med vores intelligens kan vi forstå, at der vil komme nye input (data) hele tiden, som vi kalder fremtiden, takket være vores intelligenslegeme.

Hvis vi forestillede os, at der havde været et første data, hvad skulle så havde sat det i gang? – Nej, det ville vist være en umulighed, hvis man tænker over det. Derfor kan der heller ikke være tale om nogen oprindelse af første data, og vi ser her, et indirekte bevis på, at vi alle er udødelige væsener. Når vi ser noget, ser vi i virkeligheden ind i vores evige fortid, ifølge Martinus.

Alt hvad der skabes, indgår i tidens gang og er hele tiden under forvandling, det har sin begyndelse og sin afslutning, og enhver begyndelse er samtidigt en afslutning fra en tidligere tilstand osv. Men det, der forvandler det, er før og efter det skabte, og kan aldrig være en del af det skabte, det må i sin form og analyse være højt hævet over det skabte, det er et Noget, som kan og vil opleve, og som Jan skriver i sit indlæg, den årsagsløse årsag.

Det er i virkeligheden (X1), der takket være (X2) egenskab, hele tiden kan skabe nye indtryk af sig selv, som det skabte (X3). Takket være tomheden og logos eksistens, kan det skabe sit eget væsen, et evigt skiftende udtryk, som et afbillede af sig selv. Det er evigt i sin skabelse, og det kan evig skabe nye billeder af sig selv, ligesom vi i den fysiske verden, kan se nye billeder på fjernsynet eller på computeren.

Når vi kigger ind i mikrokosmos og igen i deres ”mikrokosmos” osv. ser vi lige ind i vores egen evige fortid. Vi kan af den vej, aldrig komme ned til den første byggesten, fordi vi som mellemkosmiske størrelser, altid vil stå lige midt i evigheden. Og uanset hvilken kosmos vi kommer til at befinde os i, vil der være lige langt til begge sider, i både mikrokosmos og makrokosmos. 

Og lad mig til slut sige det ganske enkelt, der er et Noget, som er til og dette Noget er i stand til at lave et syn af sig selv, ved at lave et spejlbillede af sig selv, som vi kender som det skabte, tiden og rummet, men det er da også noget af et kunststykke, at kunne gøre dette tricks.

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]