Hei Steen
Jeg har tenkt på mye av det samme.
Jeg har hatt et dårlig forhold til mine foreldre, og hadde mitt opprør mot dem for over 20 år siden.
Men etter at jeg selv i min ubevissthet har forverret min tilstand i dette liv betraktelig klarer jeg ikke å anklage dem noe særlig for hva de har gjort. Fordi jeg nå i mye sterkere grad imaginerer at det er mine egne handlinger i forrige liv som gjorde at jeg havnet hos mine utvalgte foreldre.

Men vanskeliggjør ikke det mye i en terapisituasjon hvis den eneste man er sint på er seg selv?
(jo, jeg blir sint på andre, men føler ingen rett til det...)
Spesielt for meg som føler meg som et KNUST KUNSTverk, og hvor sinne bare knuser enda mere.

Og den eneste man skal tilgi er seg selv ?
Mitt livs skjebne er mangel på å kunne si DU, være TO , være et VI.
Skal ikke terapi opprette dette JEG-DU forhold?
Men en god terapeut trykker sikkert på de rette knappene, slik at dette forhold helbredes etterhvert...
Vh Jostein

Steen S wrote:

Hej alle  

Jeg har gennem længere tid interesseret mig for tilgivelse, men er i tvivl om hvordan det praktiseres. Har læst Martinus skrive at det handler om at ændre sin væremåde. Når man føler en person har gjort en uret, så må man vænne sig af med at fordømme og tænke negativt om vedkommende og i stedet tilgive...jeg siger f.eks. til mig selv, at jeg selv har tiltrukket den givne episode, så fred være med det. Det virker egentlig fint for mig, men jeg kan ikke lade være med at tænke på at når jeg nu selv er årsagen til det jeg møder på min vej gennem livet, er det så ikke at anklage andre for at have gjort mig "uret" når jeg tilgiver dem ? er det ikke mig selv jeg skal tilgive ???
jeg vil mene at du har ret steen ,hvis du tilgiver andre tilgiver du også dig selv,og hvis du tilgiver dig selv tilgiver du også andre , det vi møder er et spejlbillede af os selv .så hvis man møder en ryger der oser en lige i hovet er det ikke lige sikkert at man selv ryger en i hovet, men at man kan nænne at gøre noget der genere andre uden at man nødventivis er klar over det eller ikke ligger så meget i det.

Efter at ha' læst "et kursus i mirakler" for en nogle år siden tilgav jeg min far hver dag i en uge og mærkede derefter en del sorg, så jeg stoppede igen da det var for voldsomt. Jeg har for nylig gjort det igen med det resultat at jeg udover sorg følte meget angst, som jeg i øvrigt har haft en del af i perioder hele livet.sorgen er af at miste, du mister noget som skaber sorgen i det her tilfælle er det
din far som du mister noget ved. eks hvis man mister en man holder af så sørger man over det men det fordi man mistede noget ikke fordi den man har miste har miste noget, men hvis man så tænker over at den man har miste ikke har mistet noget så er sorgen måske lidt nemmere at bære , så kan man så sige at den man mistede feks. havde miste sin krop men så er det ikke sorg men sympati , sympati til noget den anden har miste og i det her tilfælle er det en krop, så kan man så sige man får en ny krop og så er sympati sorgen nok lidt nemmere at bære  .
angst er fordi man er bange for at miste noget og som martinus skriver om bunder det meste i dødsangst , men så kan man så sige at hvis man kan erkende at man lever evigt mister man sådan set ikke rigtigt noget .

Jeg er helt med på der er en mening med jeg har de forældre jeg har og har et dejligt forhold til dem begge, men hvad siger Martinus om at tilgive ens forældre for noget som er hændt for så mange år siden ? har han sagt noget i stil med "et kursus i mirakler". Det jeg har kunnet finde handler nemlig kun om at tilgive dem vi møder nu og her...
det der genere dig ved dine forældre det er der du skal rette dit fokus hen ,når det ikke længere genere dig har du tilgivet, både dine forældre og dig selv   .
jeg mener ikke martinus har skrevet noget om  "et kursus i mirakler" men du kunne prøve at læse lidt af det martinus skriver eller høre nogle foredrag http://det-tredie-testamente.dk/web/Forfatteren/Martinus-holder-foredrag.html
så kan der måske være gemt lidt mirakler her .

Mvh. Steen

vh lu
ps tager jeg fejl hvis jeg har set dig i et andet forum måske
og velkommen

Kære Steen, og folkens!

Interessant indlæg.

Man må huske at hvad der står i analyserne står i det nye testamente og omvendt.
Martinus siger at man skal tilgive alt og alle så meget som overhovedet muligt. Og det kan både være fra fortiden og nutiden. Da alt foregår i nutiden og at det altid vil være nutiden som bringer det der måtte tilgives eller erkendes, selvom at det strækker sig langt tilbage i evigheden, er det samme kærlige handle måde som er løsningen, den næstekærlige bøn.

Hvad handler tilgivelse dybest set om?

Forladelse, at man skal forlade sig selv og man skal forlade sine næste, altså med sin ånd, bevidsthed og sit tanke liv, befri dem og en selv, fra ens hæmmede tanker og følelser så at man kan blive mere fri og få smit nogle af de mange sandsække som holder en fast i lidelse og mørke og dermed lavere bevidstheds tilstande.

Man skal lade sig selv og andre ”være”

At tilgive på kommando er svært. Da skal man jo ha trænet i mange år og mange liv.
Tilgivelse kan jo godt komme meget hurtigt, men det er jo heller ikke sjældent at det er en ganske langsom proces der kræver lidt vedholdende arbejde.
Det kan jo være at man tilgiver lidt i etaper, løbende med at man udvikler sig selv på mange andre punkter i den daglige livs oplevelse. Det er jo at indse at mange ting må køre parallelt og indviklet i denne verden og en god måde at i møde gå dette er med simple tanker og handlinger.  

Med tilgivelse går det begge veje som Lucifer også er inde på, hvis man kun tilgiver sig selv, har man ikke tilgivet og hvis man kun tilgiver sine næste, så har man heller ikke tilgivet.
Det handler jo om hvad man har bundet med pågældende mennesker eller bevidstheds tilstand.
Uden at ha alle de pågældende ”syndere” i betragtning kan en tilgivelse aldrig løsne knuden helt. Uanset om pågældende ”synderne” er klar over det eller ej, har de jo brug for din forladelse for at senere selv kunne blive fri af den pågældende karma.
Vores skabte bevidsthed er individuel, men vi har jo fælles jeg, så tilgivelsen skal jo matche denne viden eller realitet.  
Der findes utroligt mange forskellige former for næstekærlige bønner, med mange forskellige former for detalje virkninger, nogle bønner og noget lys kan pågældende væsener først modtage når de selv er blevet åbne, andre kan lindre deres nuværende sorg eller problemer  osv. Men alle næstekærlig bønner er gode og de simple plejer at give et solidt afkast.

Og man kan godt tilgive sig selv ved at bede for dem man har forulempet eller for dem som har forulempet en. Eller rettere som Lucifer også er inde på, det er sådan man gør det, for vi er jo ét.

Ved at tilgive og bede for sine næste og koncentrere sig på dem, befrier man automatisk sig selv. Alle ens egne forløsninger vil altid komme i tilgift, akkurat ligesom at hvis man koncentrere sig på andres lykke og velsignelse, så kommer der lykke og velsignelse til en i tilgift.

Når vi vil have fred er den svær at få, når vi har opgivet den udgør vi selve freden, den er intet ringere end vores jeg.  

Men hvordan tilgiver man. Der kan jo være elementer der sidder så hårdt fast i en at det måske virker umuligt eller meget svært at tilgive.
Men det handler jo for det første at være åben over for at tilgive og gerne ville tilgive, så har man jo erhvervet sig den velvillighed som senere skal blive til  ren kærlighed.

Men tilgivelsesprocessen er jo nemmest og klarest hvor man beder for pågældende væseners lykke. Og atter vil mange ting komme i tilgift.
Man kunne tit sige, jamen er der ikke meget at tænke over, er der ikke meget der skal løses ved terapi eller specielle bearbejdnings metoder, eller ved at tænke bestemte tanker. Det er måske meget rigtigt og det kan ha sin plads.
Men ved at indstille sig ved bøn på disse mennesker, ved at indstille sig på deres lys og lykke, ville denne terapi komme under bønnen, og endda i mindst ligeså mange forløsende ord og følelses former, og der vil opstå i kølvandet en afviklende resonans, en meditation, en koncentration på kerne problemet, som langt overgå enhver psykologs eller terapeut kunnen, enhver form for terapi coaching og udviklingsmetode, her er man altså i terapistolen hos selve guddommen hos faderen, og man når knapt at pille sig i navlen før at man er renset og smidt på gaden igen.

Jeg har et par eksempler fra mit eget liv.

Der var et menneske over en periode da jeg var barn, som havde svært ved at håndtere mig, og derfor i nogen grad havde svært ved at behandle mig som barn selvom jeg var ganske lille. Og det var en hård periode for mig at skulle gennemleve og repetere dette.
Det har haft en rimelig indflydelse på mit liv og givet mig en del vanskeligheder.
Jeg har aldrig som sådan båret nag imod personen, men en tilgivelse skulle vise sig at være på sin plads.
Jeg begyndte at bede en del for personen da jeg blev ældre, og der var så en dag under bøn, hvor at jeg indså tre overordentlige vigtige pointer.

1. Jeg accepterede og konstaterede at det som personen havde gjort imod mig var forkert. Som barn kan man jo tro at næsten hvad som helst er i orden og at alt er ens egen skyld og det er det jo ikke, for der er ingen der er skyld i noget. Vi er nok vores egen skæbnesmed, men det har intet med skyld at gøre. At indse dette, skaber et bevidst forhold til skyld, hovedparten af vores lidelser er fordi vi ubevidst går og føler skyld over det ene eller det andet. At få fat på skylden renser.
2. Jeg indså, i den klareste form, hvordan at jeg havde gjort det samme imod et andet væsen tidligere i min udvikling. Her faldt jeg i sorg for det andet væsen, og bedte for det andet væsen, og græd over mine ”synder”. Det åbnede og blødgjorde mig til sidste punkt.
3. Jeg mærkede og så hvordan at både mine mørke handlinger tidligere imod et andet væsen og personens handlinger imod mig, var en fuldstændig naturlighed, en fuldstændig vigtig uundgåelig og absolut kærlig anordning i livet som i sit slut facit skal bringe mig og alle andre i det højeste lys og den største lykke og velbehag. At dette mørke, uanset hvor ubehageligt det havde været, var kærtegn fra Gud og det var livets gave. At alt er kærtegn. Jeg følte så at sige Al kærligheds princippet i sit én til én forhold.

Da blev jeg forladt i det og disse forhold, men der er jo meget at se til.
Men Ja. Det var en god terapi session for mig.  

Nr. 2 eksempel.
Jeg havde behandlet en veninde vældigt ubehageligt og hun nægtede at se og snakke med mig. Jeg elskede hende også på det tidspunkt lidt mere end jeg har elsket andre og hun blev ligesom ved med at hænge fast i mig. Der var ligesom en ”partiglans” over hele problematikken og med det mener jeg at vi alle kæmper meget med vores partiske hensyn, som ligger begravet i rødderne af vores vaners rødder.  
Jeg bedte ofte for hendes lykke for at hun måtte ha det godt, og møde mennesker der gjorde hende godt, i modsætningen til hvad jeg nu havde magtet at præstere. Jeg bedte en dag for hende og så hende foran mig i et lys, og jeg kunne mærke at jeg havde lyst til at gå ind i hende, men samtidigt kunne jeg mærke at det ikke var det rigtige, mennesket i mig havde ikke lyst til at gå ind i hende.
Her i mit syn så jeg hendes daværende kæreste komme ind ved siden af hende, og jeg beder så til Gud om at de to må blive ét lys og være hinandens. Og de går så sammen og bliver ét og jeg ser dem skinne kraftigt som en vældig sol og jeg føler et overjordisk velbehag i hele mit sind og hele min organisme og jeg følte en frihed længe ønsket. Hun snakker stadigvæk ikke med mig, og jeg ved ikke om jeg er tilgivet, men jeg hørte senere at de var blevet Gift og jeg føler mig tilgivet.

Men det føltes også som en fundamental afvikling af tilknytningen til modsatte køn, selvom der nok stadigvæk kan være nogen at se efter   :-*, men mennesker er jo smukke.
Men det er også en længere snak. Men det fortæller afviklingsprocesser stækker sig igennem hinanden og benytter sig af hinanden i mange forhold.
Tilgivelse eller forladelse kan jo netop komme den dag hvor at man ligger andre tendenser eller vaner på hylden. Der er jo ikke noget i tilværelsen der er separat, men de lokale solbriller afværger en del sol.  

Men, det vigtige for mig er det simple og den lige til handling, bønnen. Jeg vil mene at kampen og den frigivende resonans eller følelse, kommer af sig selv og i tilgift.
Men det er svært at turde at være simpel, det kan være man må igennem mange forskellige metoder inden da.
Jeg er overbevidst at alle veje føre til bøn. Ligesom at jeg vil mene at alle veje føre til Livets Bog. Ja. Jeg har også erfaret at alle veje føre til romkugler, så jeg har godt fat i det.

Når vi nu er på Martinus Forum er det altid min varmeste anbefaling at bede. Det kan ha et meget naivt skær over sig i nogle forhold, selv hos religiøse mennesker og Åndsforskere, de beder nok, men det er stadigvæk noget sekundært.
Jeg ved at man må igennem mange ting for at nå frem til det nemmeste, og det kræver styrke og tillid at vedblive med at ofre sig til den nemmeste vej. At benytte og udvikle bønnen er en genvej til alt.  

Bøn, vedholdenhed, tålmodighed, simpelhed og tillid, det er min varmeste anbefaling hvad angår tilgivelse og alle andre af livets gøre mål.

Og så vil jeg ønske held og lykke med arbejdet og en god aften og uge.

Kærlig hilsen
Jacob

Hej Jacob.

Skønt at læse dit indlæg om tilgivelse og bøn på en iskold og blæsende morgen.
Gode konkrete eksempler som man kan forholde sig til. Tak for det. :-*

Kh. Ejby

Tak for den venlige respons  vil arbejde mere intenst med en kombination af bøn, tilgivelse og accept. Ber allerede om hjælp til at tilgive, men har som sagt været lidt i tvivl om praktiseringen. Nu er jeg sikker på det er vejen til frihed...eller i hvert fald en af dem 

Kommer faktisk i tanke om en situation med en eks kæreste for nogle år siden, hvor jeg følte mig uretfærdig behandlet. Jeg følte vrede og lå en aften i min seng. Jeg bad Gud om at hjælpe mig med at tilgive hende og oplevede så at vreden nærmest blev suget ud af mig. Jeg lå lidt og prøvede at finde den igen, men den var fuldkommen forsvundet. Dejligt jeg lige kom i tanke om det 

Vh. Steen

Tak kære Ejby  :-*

Og tak for indlægget kære Steen, det var dejligt at få tanke stof over tilgivelse. Det er godt at få det motioneret og se hvilke former man nu kan få puttet på dette princip.

Det var da skønt 
Tak for en god erfaring.

Kærlig hilsen
Jacob

.

Hi Tomasino,

Jeg nåede at læse dit indlæg inden du slettede det. Essensen i det du havde skrevet synes jeg er ret væsentlig, nemlig at en "du skal bare tænke posivt om andre"-agtig tilgang kan virke en smule naiv i nogle situationer.

Der hvor jeg har erfaret at tilgivelse er en vigtig ting er, og som steen også er inde på, er når man føler sig uretfærdig behandlet. Jeg har oplevet at en enkelt kærlig tanke om den eller dem man synes har behandlet en uretfærdigt, kan gøre underværker

kh
Lasse

Det er naivt.
Hele den næstekærlige praksis er naiv.

nahh.. det kan den være, men behøver ikke at være det.

Hvis man holder sig nogenlunde til Martinus' ord, så kalder han den naive "næstekærlighed" for tossegodhed. Der er overvægt af følelse og/eller for lidt intelligens involveret i tankerne. Den "ægte" næstekærlighed indeholder både følelse og intelligens. Jeg synes nogle gange at forskellen er til at se

Hej kære Jacob,

Tak for dit indlæg, som jeg synes er interessant, og hvor du skriver mange nyttige ting. Også dejlig energi!

Jeg er glad forat høre om dine eksempler, hvor du har oplevet, at bøn har hjulpet dig.

Jeg vil gerne kommentere på følgende afsnit:

Jeg tror, at du ud fra dine egne glædelige erfaringer i den bedste mening har forsøgt at konkludere noget alment. Og denne almene beskrivelse bliver derfor tilsvarende optimistisk. Men jeg har min tvivl om, den også er realistisk.

Jeg mener også, at bøn er nyttigt og godt, og det ikke kan overdrives, hvis det praktiseres rigtigt.
At man alene vha. bøn kan opleve en proces, som den du beskriver, tvivler jeg heller ikke på. Men jeg har min tvivl om, at det altid er tilfældet.

Der er folk, der via bøn oplever mirakelhelbredelser, men det er ifølge Martinus undtagelsen. Det er ikke det primære formål med bøn. Jeg har også hørt Martinus på et båndet foredrag sige, at bønnen ikke er beregnet til at helbrede sygdomme med. Dertil vil der komme andre metoder. Han har også sagt, at der i fremtiden vil fødes læger med kosmisk bevidsthed, som virkeligt kan helbrede.

At du har erfaringer for, at bøn for dig ved flere lejligheder har fungeret som en vellykket terapiproces, synes jeg er glædeligt at høre, rigtig godt for dig og også dejligt, at du vil dele dine erfaringer med os andre. Men derfra at konkludere, at bøn ideelt set kan stå alene som den bedste terapiform og dermed overfløddigøre alle andre, mener jeg ikke holder. Jeg synes lidt det svarer til at mene, at fx. bønnen "giv os i dag vort daglige brød" kan overfløddiggøre alle madopskrifter, teknikker og viden om, hvordan man laver human, sund og velsmagende mad.

Det kan bønnen naturligvis ikke, og det er heller ikke formålet med bøn. Men selvfølgelig er det glimrende at integrere bønnen i alt, hvad man gør, uanset om det er madlavning, terapi eller alle mulige andre ting.

Når forsynet har "plantet" psykoterapien på jorden, så mener jeg absolut ikke, den er et "vildskud", som det alene gælder om varsomt at gå uden om. Tværtimod.

Jeg ser psykoterapien som den begyndende spiring af den nye kultur. Psykoterapien er - for mig at se - den ny kultur i svøb. Den er en udforskning og optræning af de humane omgangsformer mennesker imellem, som med tiden vil brede sig til hele menneskeheden. Det er klart, at der er hensigtsmæssige og mindre hensigtsmæssige metoder og terapeuter, ligesom der fx. også er hensigtsmæssige og mindre hensigtsmæssige madopskrifter, ernærings-forskning og kokke. Men det er jo ikke på det ufærdige trin, man skal vurdere en ting, men på det, som den skal blive til. Samtidig med at man selvfølgelig ikke skal være blind for det ved tingen, der er ufærdigt.

kærlig hilsen
Jan

Hej Lasse.
Ok. Forskelligt syn på sagen. Jeg mener den er naiv.

Hej kære Jan,

Tak for din kommentar. Jeg syntes at du har en god pointe.

Den vinkel jeg har på det er ligesom at vi har et stort antal af religioner og sekter, så ender de alle sammen med "Livets Bog"
Ligesom en stjernetåge med utallige partikelmasser ender som én sol.

Ligesom vi har et utallige udbud af madvare i dag, ender det med frugt.

Men vi kan jo selvfølgelig ikke gå fra kødspise og til at spise frugt på en enkelt dag. Der er en masse trin der først må passeres.

Og jeg syntes ikke at der er nogen der skal droppe deres terapi uanset hvilken form den måtte have, det der hjælper en, må være det bedste.
Men jeg tror naivt på at slutfacittet er bøn.
Eller som jeg var inde på i et tidligere indlæg, at våge og bede.
For mig at se er det vejen.

Men jeg vil også helst selv finde teknikken frem for at få den.

Jeg syntes det er godt at Martinus eksempelvis siger vi må afstå vores vrede, men han siger ikke hvordan?
De første gange jeg prøvede at praktisere dette, holdte jeg vreden nede. Senere fandt jeg jo ud af at vreden skulle ha rum.

Ris, linser lidt olie og nævefuld grønsager. + et lille glas mælk (og en snegl + romkulge) for begyndere.
såre simpelt!

For mig at se er bønnen forholdet til det man foretager sig og ikke hvad man foretager sig, du kan gå til psykolog, psykiater, coaching, yoga, forskellige kurser osv. og det er godt. Men du kan bede om at møde det du har brug for.

Og vi møder jo hele tiden det vi har brug for og det er jo netop at komme i kontakt med dette.

Jeg tror som sagt at terapi er noget alle mere eller mindre må igennem og man skal ikke afslutte noget og så kun bede, nej og vi har mange forskellige udviklingslinier hvor at noget i en terapi -session kan være afgørende for nogen og ligegyldigt for andre.

Men jeg siger at jeg tror at jo bedre man bliver til at bede, jo mindre behøver man.
Jo mindre er der at ordne og fixe, jo mindre er der at overkomme og klare.
Jo mere kan man bare være sig selv og jo mere finder man ud af hvilken terapi der er ens egen.

Hvordan bearbejder man problemer nemmest?
Lade dem komme og gå, indtil de ophøre af sig selv.

Eller finder man dem frem og jager dem væk. Og hvad tror man der sker når de er jaget væk?
Tror man ikke at de gå ud og finder andre problem "venner" og fortæller om hvor der et hus med fest og endnu flere problemer og bliver problem ”venner” med dem og tager dem med tilbage og det sidste bliver værre end det første.

Man mener jo også at problemer er noget der ligger i en som havde man en mørk kælder og en rygsæk. Det er jo så populært at sige at vi alle har en masse i rygsækken. Nogen har bare rotter på loftet ligesom mig selv, rotter med menneske hænder der skruer på mine skruer.

Men hvad er denne rygsæk.
Det er tanker der køre i ring, det er vaner!

Man kan ha ideen om at man er fyldt med lort fordi at man har været igennem det ene og det andet. Nej.
Man har været udsat for lort, og dette lort har så påvirket ens bevidsthedsliv eller bevidsthedsfelt som gør at man tænker sådan og sådan om sig selv og derfor føler sådan og sådan om sig selv.

Men man har altså den ide om at man kan grave fortiden frem og fikse den, fordi at man tror at man har samlet en masse lort med sig som man bære rundt på i en rygsæk eller indkøbsposer.
Nej.
Det jo om at indse at vi som sådan ikke bære på noget, men at vi hele tiden sætter bevægelser i gang som giver et hav af billeder om os selv og vores væremåde og hvad vi indeholder osv.
Dette lort har blot fået vores bevidstheds liv til at stinke, hvilket vil sige at man mere eller mindre lider under tvangstanker og tvangsfølelser og alle mulige illusioner.

Men alle ens problemer har en forsimpelt lokalitet og det er her og nu.
Den svære måde er jo at stille noget fra sig som man ikke har, og den nemme måde er at lade sig selv være.

Tvangstanker og følelser forværres ved at disse ikke for plads hvilket vil sige mangel på kærlighed.
Og ved at disse fænomener opfattes som værende i en rygsæk eller et dybt læggende problem, et barndoms traume eller andet, bliver de jo næsten uoverskuelige at komme til livs.

Ved at holde op med at yde pågældende tanker og følelser modstand, som Kritus siger "sæt dig ikke imod" da ophøre de voldsomme tanker og følelser, når disse er ophørt kommer der flere følelser og tanker som måske stammer fra tidligere tider, men også de får plads, de får lige akkurat så meget plads at de ikke har behov for at  rumstere og når de er holdt op med at rumstere erkendes de jo som illusoriske og midlertidige og man får det bedre og man for nye og lysere cirkel mønstre i tanke livet,.

På den måde kommer løsningerne af sig selv.

Man skal ikke finde noget, man skal holde op med at lede.

Og det kan være der kommer stor vrede og sorg op og også det får plads, det kan være at der kommer gråd, slim, blod og snot og også det får plads.
Men det kan være at stolthed, ære og blufærdighed, det kan være at tvivl fordi at man har så mange meninger om hvad der dur og ikke dur, står i vejen for sådanne udløsninger og så må man jo tillade sig selv at føle stolthed, usikkerhed og blufærdighed og så kommer udløsningen alligevel.
Ved mindre man insistere på at være stolt og blufærdig, ved mindre at man ser sin person som værende det ene eller det andet frem for ”ikke nogen”. Men at være "ikke nogen" kræver at man våger.

Men nok om det er min mening og min terapi og det tager også tid. Og til det vil jeg også sige at det er vigtigt at man gør, det man skal og har lyst til. Jeg for det hele til at lyde meget selvsagt og det er det naturligvis ikke der er mange måder og former for udvikling. Jeg stoler på at folk selv ved hvad de skal.  

Det humane omgangsformer ser jeg som aldeles simple. Forsøg at være rar og venlig overfor dine medvæsener. Og har du svært ved det? Find ud af hvor du fejler.

Jeg vil æde alle rotterne på lofter på at det er mangel på at våge og bede.

Men der er mange psykiske teknikker man må udvikle og tænke over, hvordan gør man sig kold, hvordan slipper man en tanke, hvordan overgiver man sig, hvordan ser man med Guds øjne osv. osv.

Det at udvikle omgangsformen, bliver jo i hvordan vi giver hinanden større og større orgasmer, hvis du henviser til det rigtige menneske rige.  

Hele min pointe er at bønnen er evig og alle de andre ting er lokale. Jeg syntes ikke at nogen skal overflødiggøre noget som helst, det er en stor fejl fra min side, hvis jeg kommer til at lyde så selvsagt og konkluderende, den tendens har jeg, det er også noget jeg skal huske at være opmærksom på!!
Jeg syntes bare at mine egne ord lyder så pokkers rigtige, hehehehehehehe   !!!

Man skal forstå at jeg virkeligt syntes at det er dejligt at folk arbejder med sig selv på den ene eller anden måde og jeg tror virkeligt at alle gør deres bedste og det mest rigtige for dem.

Jeg er ret fikseret på min egene ideer, så jeg overhøre gerne andres.

Ja.
Men, jeg syntes at det var godt at du skrev Jan. Det er en væsentlig pointe du fremlage.

Jeg kan også se, at jeg ligesom med V diskussionen er nød til at stoppe med at tale om disse ting, jeg syntes at jeg har gjort et rimeligt comeback på forummet efter mine flip, men jeg syntes også at jeg er blevet mindet om at jeg ikke skal snakke om disse ting mere og at min tid her er ved at være bragt til ende, enhver skal ha lov til sin egen teknik.

Det har været dejligt!

Og Jan som sagt god pointe du har! Jeg syntes det er godt at du hælder noget god tyngde i nogle af de forskellige udsagn og indlæg som kommer.

Jeg har nok et enkelt indlæg tilbage som jeg måske kommer forbi med her på et tidspunkt, som jeg arbejder lidt på som hedder Fundamentalzonen Årsagen til den Årsagsløseårsag. For der er jo en årsag til den årsagsløse årsag, men den er jo ikke nødvendig for Åndsvidenskaben nu, og jeg ved ikke om det er noget som er godt at tage op i vores tid, men det er hvert fald et emne som vil blive aktuelt i den nye Åndsvidenskab eller udviklingen af denne.

Man kan kalde det den Aktuelle konsekvens logik.

Nok om det,
folk skal gøre lige præcis det de føler for!

Kærlig hilsen
Jacob

Afslutningsvis, vil jeg gerne gentage, at det i det hele taget er svært at sige hvad man skal gøre hvad angår tilgivelse.
Jeg ved det ikke, og jeg har ingen myndighed eller ret til at fortælle andre om det, det som jeg siger er noget jeg mener og tror på og dybest set bør jeg ikke tale om disse ting, når jeg magter så lidt selv. Jeg har forsøgt at snakke om hvordan jeg tror man kan spare sig selv for en masse anstrengelse. Men man skal være træt, led og ked af at anstrenge sig, før man vælger noget nyt.

Det en god pointe som Jan kommer med i forhold til at jeg konkludere lidt for generelt angående bønnen.
Enhver må være opmærksom på hvad hun eller han trænger til.

Jeg tror at det er godt at forsøge at være glad for der hvor man er, skære ned på sin tvivl og jeg tror at modstand er den sejeste fjende.  

Jeg ved at vi allesammen er på vej imod noget fantastisk dejligt. Uanset hvor fuld af lort en dag eller et menneske har været er der altid noget at glæde sig over og se frem til. Vi har al grund til at glæde os og glæde hinanden.

Kærlig hilsen
Jacob

Yderligere afslutningsvis,
Vil jeg bemærke at "Livets Bog" jo også læses i et hav af versioner da den læses af et hav af væsener, hvilke jo må gælde inde for alle vejledende former.

Jeg har jo ikke jo ikke kunnet undgå at møde et hav af fortolkninger, både her på MF, på instituttet og i byen, privaten og i mig selv og at der jo som sådan, uanset hvor meget et væsen nu ved og arbejder for og med sagen, alle uden undtagelse laver fejlslutninger og indeholder mere eller mindre partiske holdninger til værket, hvilket jo også er samme værks betingelse.
Alle mere eller mindre må jo være værkets fjende indtil at de oplever dette i dem selv.

Nogen mener at værket skal spredes med fart og hast. Det kan være et ideale eller utålmodighed.

Nogle mener at det lyder for religiøst og at vi burde omformulere det i en mere materialistisk venlig tone.
Det kan være en god ide, forklarende, opklarende og en hjælpende hånd til begyndere eller det kan være ivrighed og mangel på tillid og forståelse.

Ja der er også tale om ikke religiøse perspektiver til sandheden og universelle principper som reinkarnation og det levende i de levende. Hvilket kan fratage det religiøse skær og bringer flere bier til blomsten.
Men hvad nu når sandheden er religiøs fratager man så ikke sandheden, fra den sandhed man præsentere.  

Andre mener at sagen er en personlig sag. Det er måske ideelt, eller måske er det alt for passivt. Måske man her sætter sit lys under en skæppe.

Nogle mener at vi skal korrigere ”Livets Bog” andre mener at vi må lade det være.
Ja selv Instituttet har endda været i bogen og rette i det værk som de skulle beskytte. Hvilket på det ene led virker totalt forståeligt, uundgåeligt og uskyldigt, og samtidigt skingrende sindssygt, åndssvagt og inkompetent.

Martinus Åndsvidenskab skaber et hav af handlinger, meninger og udtryk, fordi vi er så forskellige og det er der ikke meget at gøre ved eller regulere på. Det kan man i sidste ende kun lade være og lade forsynet om at forme, hvis man nu ellers acceptere tilstedeværelsen af sådan et.

Martinus nævner at "Livets Bog" ikke er det absolut eneste saliggørende. Guddommen eller det samlede univers og manifestationer virker igennem alt og benytter alt til at tale til det levende væsen. Ikke en bevægelse i verdensaltet går til spilde.

Martinus nævner at det som hovedsagligt udvikler de levende væsener er deres lidelses erfaringer, det er hvad som bringer hver enkelt frem og alt teori er udgørende et sekundært supplement.
Teori kan i højeste tilfælde hvis den i hovedsaglig grad matcher væsenets egen forståelse gøre vejen til freden lidt kortere og nemmere. Men alle kan nå frem uden nogen særlig grad af teoretisk vejledning.

At sige det ene er sådan eller sådan uanet hvor rigtig man end måtte mene ens ”videnskab” måtte være, kan jo ha den side effekt at man i sidste ende har fremstået som en falsk profet og vejleder.
Så det kan nok være vigtigt at overveje sine retningslinier for hvad man vejleder i og har kyndighed til.

Jeg tror også at man må huske at lave nogle fejltagelser og ikke være så bange for at flyve, køre eller løbe i grøften afhængig om man er til jet, bil eller til hest eller et skod æsel.

Komme ind i forceringen, hehehehehe YES! YIHA YA KOM SÅ!    ???  :(" title=">:(" class="bbcode_smiley" /> KOM NU FOR H******!

- Ja kom så!  

Og så vil jeg sige mange tak for det hele  

Kh JR