Hej med jer
Er der nogen der kan henvise til noget tekst, hvor martinus enten fortæller at tiden og rummet kun eksisterer i den fysiske verden, eller at tiden og rummet eksisterer i både den fysisk og den åndelige verden ?
Jeg har en ide om at tiden og rummet kun kan eksistere i den fysiske verden
Kh.
Kenneth
Hej Kenneth,
Martinus skriver om tiden og rummet en del steder.
Fx. her:
http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=55&stk=1642
Her skriver han, hvordan al bevægelse er nødt til at have både tid og rum, så disse begreber eksisterer altså også i den åndelige verden.
Men tiden og rummet opleves anderledes, fordi den åndelige verden ikke er nogen bundet eller autonom verden. Den står og falder med, hvad man tænker, så derfor er der fx. ikke nogen jord, der drejer rundt om nogen sol og på den måde markerer det tidsrum, vi kalder et døgn (med mindre altså at man tænker det sådan). Og derfor bliver det åndelige verden også en fornemmelse af "uendeligheden" eller en evig dag.
Det skriver Martinus fx. om her:
http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=52&stk=385
venlig hilsen
Jan
Hej jan
Tusind tak for dine link 
Der hvor jeg synes det bliver lidt uklart, hvad martinus mener, er, når han andre steder skriver at tiden og rummet ophører, når man overskrider de grænser, der omgiver den fysiske verden...prøv at læse dette
http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51&stk=235
Hvordan tolker du det iforhold til den åndelige verdens tid- og rumeksistens ?
Kh.
Kenneth
Den åndelige verden er mere en ændring i tilstand end i tid og rum. Martinus beskriver ens omgivelser i den åndelige verden som ens tanker, så skifter man tanker, så er man altså med det samme i ens tankers omgivelser. Derved opstår der en ændring i tilstand og man har en oplevelse af denne ændring, som også er en form for bevægelse om end ikke i tid og rum, men i tilstand. Man forandres eller "bevæger" sig fra en tilstand til en anden. Det er lysten og evnerne til at skabe som er udslagsgivende for oplevelsen. Oplevelsen er underlagt sult og mættelse. Jordmennesker som os vil før eller siden opleve vores begrænsninger i vores skabeevne og søge tilbage til en fysisk inkarnation for at videreudvikle vores skabeevne fordi der opstår en sult efter mere fuldkomne oplevelser.
Hej med jer.
Ja, det er en spændende diskussion, og vi kan vel kun diskutere det på samme vilkår som en samling blinde mennesker kan diskutere evnen til at se.
Martinus beskriver oplevelser i den åndelige verden som en form for tilstandsskifte.
Jeg ser sådan på det, at i den fysiske verden er alting i virkeligheden også et skift af tilstand, men tilstandsskiftet sker ikke umiddelbart, som det gør i den åndelige verden. Da tilstandsskiftet ikke sker umiddelbart er følgen heraf, at vi oplever tid, rum og bevægelse. En hvilken som helst bevægelse eller sansning er et levende væsen som er i færd med at skifte tilstand.
Hvis jeg i den åndelige verden beslutter, at jeg vil kommunikere med en jeg kender, så sker det umiddelbart - jeg skifter tilstand eller bølgelængde med det samme, her er der ikke nogen bevægelse eller træghed i tilstandsskiftet. Det nærmeste vi kommer er nok vores tanker. Hvis jeg beslutter, at jeg vil tænke på min mor, så gør jeg det jo allerede.
Hvis jeg i den fysiske verden vil kommunikere med en jeg kender, så skal jeg også bringes på samme bølgelængde - i princippet er der vel ikke nogen forskel her på den fysiske og åndelige verden. Med "bølgelængde" menes her, at jeg skal inden for rækkevidde af det sanseapparat som jeg og modtager hver især besidder. Vi kan ikke kommunikere, hvis vores sanser ikke er nogenlunde overensstemmende med hensyn til bølgelængde. Alle vore fysiske sanser er beregnet til at modtage bestemte former for tilstande eller bølgelængder. Hvis jeg vil "ses" med en jeg kender, så må jeg bringe mig inden for en afstand med vedkommende, hvor vi kan se hinanden. 2 blinde mennesker kan ikke kommunikere på denne frekvens eller bølgelængde, de må bruge andre sanser til at kommunikere. Når vore bølgelængder, for så vidt angår synssansen, nærmer sig hinanden ja, så kan vi se hinanden (hvis synssansen ellers fungerer normalt). Hvis vi bringer vore bølgelængder endnu tættere på hinanden, så kan vi se hinanden endnu bedre. Den træghed i processen det er at bringe sine sanser tættere og tættere på en andens bølgelængde, er det der skaber tid og rum i den fysiske verden. Princippet gælder alle vore fysiske sanser. Man kan sammenligne det med en gammeldags radiomodtager, hvor man drejer på et hjul, for at komme hen på den rigtige frekvens.
Tilsvarende er der altid et slør i den fysiske verden. Vores kommunikation vil altid være på en vis afstand. Vi kan aldrig komme så tæt på hinanden i vores kommunikation, at vi ikke kan komme endnu tættere på. Jo tættere vi er på hinanden i bølgelængde, jo færre misforståelser i vores kommunikation.
I den åndelige verden er det anderledes. Der er kommunikationen præcis, for vi er umiddelbart på helt samme bølgelængde. Der er intet slør, afstand eller forsinkelse på kommunikationen, som der altid er i den fysiske verden. At lyve og bedrage er derfor ikke muligt overfor et levende væsen som kan sanse på disse bølgelængder. Jeg tror egentlig, at et menneske som Martinus, hvis han slog sine evner til, umiddelbart kunne se bag om ethvert menneske. At lyve over for ham ville derfor være nytteløst.
I serien "sjæl og videnskab" afsnit 5 og 6 medvirkede en række personer, som har haft nærdødsoplevelser. Deres beskrivelser af deres oplevelser er vel noget af det nærmeste man kan komme måden at opleve på i den åndelige verden.
Hvorfor har martinus bunden sig med
Os og med tiden ?
Mvh
Lars
Hej igen Kenneth og selv tak!
Jeg opfatter stk 235, at han mener den fysiske tids og rums grænse, sådan som også Lasse og Svend er inde på.
Tiden og rummet i den fysiske verden er anderledes end i den åndelige verden.
Og man kan derfor med rette skelne mellem fysisk tid og rum, og åndelig tid og rum. Og jeg mener, det er det, han gør - bare uden explicit at nævne det.
Pga. den fysiske verdens "permanente" natur (hvor jeg med "permanent" mener, at den fysiske verden også er der, når vi ikke tænker på den), så lever vi fysisk på betingelse af en hel del faste punkter (som vel og mærke kun tilsyneladende er faste). Vi har "syd", "nord", "øst" og "vest". Vi har "op" og "ned", vi har "uger", "dage", "timer" osv., vi har afstande, som vi måler i 'faste' enheder, fx. meter.
Vi har også i den fysiske verden grænser for hastigheder, fx lysets hastighed som den øvre grænse. Og der er også en nedre grænser.
I den fysiske verden er vi bundet af tiden og rummet. Hvis det er vinter, og vi fx. gerne vil have, det skal være sommer, må vi vente et halvt års tid. Og hvis vi vil fra et sted til et andet, må vi møjesommeligt bevæge os derhen, og det tager tid og energi.
I den åndelige verden, er det hele "nu", der er derfor ingen tid og rum, der skal tilbagelægges, før vi er der. Vi er hele tiden der, hvor vi ønsker at være.
Alligevel er der en slags tid og rum, men det er åndelig tid og åndelig rum.
Den fysiske tid er en delmængde af den åndelige tid. Den åndelige tid beskrives af spiralkredsløbet, som er en slags "åndeligt ur".
Og det "åndelige rum" er det rum, som vi hele tiden skaber med vores ønsker og tanker. På det åndelige plan har vi altså hele tiden lige præcis den mængde tid og rum, vi ønsker og har brug for - hverken mere eller mindre. Og denne mængde er samtidig ubegrænset. Der er uendeligt meget til rådighed. Medens der på det fysiske plan hele tiden er begrænsninger.
kh
Jan
Fandt lige dette stykke, som nu er et af mine yndlingsstykker...
Vi bevæger os ikke ud af flækken, her i den fysiske verden 
kh.
Kenneth
Der må være en eller anden form for forandring på det åndelige plan, som følger love, f.eks. i ens sult og mættelse. Jeg forestiller mig f.eks. at der, for jordmennesker som os, på et tidspunkt i den disinkarnerede tilstand, opstår en sult efter at blive fysisk inkarneret og komme videre med sin udvikling (eller hvad man nu sulter efter på det fysiske plan).
Det "åndelige ur" eller "tidsenhed" indeholder ændringer i ikke materielle tilstande (?), i form af forandringer i talenter samt sult og mættelse. Eller hvordan? Jeg er for alvor begyndt at gætte, men det er jo også lettest når det er noget man dybest set ikke har så meget førstehåndskendskab til
Jeg mener at Martinus skriver noget i retning af at vi i den fysiske verden skal omsætte vores tanker til noget fysisk, som andre så kan opfatte og "tolke" med de erfaringer, som de har. Det kan være i form af tale, billeder, etc. Kommunikationen i den fysiske verden bliver derfor begrænset af hvad vi kan udtrykke rent fysisk og hvad modtageren evner at tolke og forstå i den fysiske verden. Som du skriver, så har vi ikke muligheder for direkte at vise og se hinandens tanker i den fysiske verden.
Skriv et svar