Tak for nogle gode tanker.

Jeg synes det er forkert at kalde enkelte mennesker for syge i hovedet, psykopatiske og afstumpet. Det er samfundet som er syg i hovedet, afstumpet og psykopatisk. For det er samfundet som har skabt det menneske og de andre mennesker du skriver om. Om handlingen/handlingerne er skabt af et enkelt menneske eller flere. Synes vi ikke gør nogen forskel.

Vi har valgt vores ledere. Vi har valgt at leve i en verden med krig og mord.

Men hvem er vi?

~Udviklingen~

~Freden begynder før vi skaber den~

I virkeligheden er freden allerede begyndt.

~Freden skaber sig selv, med alles hjælp~

Det, man ikke selv laver, ved man, laver sig selv.

Jeg kan ikke lave freden, for jeg ved at freden laver sig selv.

Kærligheden er en hel anden snak.

Venlig hilsen
Kasper

Hej jan og Kasper

Svært at være uenig, men ser frem til den
Dag, hvor landene aflevere deres militær
Budget til et internationalt politi - føler
Det som min pligt at oplyse og fortælle
Om dette - da jeg har læst det i treide
Testemente. Fn taler faktisk om at de ønsker
Et eget politi -

Samtidig er jeg glad for at det ikke var
Nogen af mine børn som faldt !

husker også en udtalelse fra en overlevende hvis en
mand kan hade så meget må vi vise vi kan elske ligeså
meget gået verden over !
Mvh

Lars

Avanceret søgning

Se symbol nr. 9 i nyt vindue

Når en roman er matematisk fuldkommen 436. Nærværende problem forstås måske bedre, hvis vi til eksempel tager sådan en analyse, som udgøres af det, vi kalder en "roman". En roman er jo det samme som en livsskildring og bliver derved en slags analyse. Om den er digtet, eller den udgør en virkelighedsskildring, forandrer ikke princippet. Igennem en sådan roman får vi en hel række kundskaber om dens personer, steder og tildragelser. Og det har altså været forfatterens hensigt med romanen at give sine læsere et helhedsbillede af de særlige tildragelser eller den skæbneart, som romanen er bygget over.
I en sådan romans struktur er der gerne en skurk, en helt, nogle bipersoner, af hvilke nogle tangerer helten, andre skurken. Romanen begynder i reglen der, hvor skurken og heltens meriter begynder, og slutter der, hvor helten vinder over skurken og får sin belønning, og skurken får sin straf.
Men er sådan en analyse matematisk? - Er den et helhedsbillede af selve den kosmiske virkelighed? - Har helten i virkeligheden, kosmisk set, lidt uret og derved gjort sig fortjent til belønning? - Og er det absolut givet, at den straf eller lidelse, skurken nu har fået over sit hoved, er absolut udtryk for retfærdighed? - Nej, absolut ikke. I den kosmiske virkelighed kan, som det senere vil fremgå af "Livets Bog", ingen lide uret og ingen gøre uret. Romanens analyse er således usand fra ende til anden. Den kan kun være udtryk for nogle timelige ydre foreteelser, fremkommet af forudgående virkninger, som romanen ikke giver nogen oplysninger om, ligesom den brat slutter af med heltebelønning og skurkestraf uden at give oplysning om eftervirkningerne af disse foreteelser.
Da det ikke kan nægtes, at romanbegivenhederne, som udgørende et billede af livet, kun kan eksistere som identisk med virkninger af forudgående energiudløsninger, og at disse ikke kan frakendes at have spillet en rolle i skurkens og heltens indstilling overfor hinanden, ligesom det heller ikke kan bestrides, at heltebelønningen og skurkestraffen må afstedkomme virkninger, der ikke i al almindelighed er egnede til at skabe gensynsglæde eller sympati imellem de to personer, er romanen jo slet ikke færdig.
Man vil måske påberåbe sig, at skurken og hans hjælpere eller venner alle er dræbte og som følge heraf ikke mere vil kunne være til nogen gene for helten. Men dette bevirker jo kun, at romanen i en endnu større grad kun er en brudstykkeanalyse. Den er ikke nogen kredsløbsanalyse. At slå skurken ihjel er ganske vist en løsning, men det er den simpleste af alle løsninger. Det er den løsning, der kun kan udrinde af primitivitet. Af virkelig intellektualitet kan aldrig i noget tilfælde opstå en sådan løsning. Der findes en anden løsning, som er naturens egen, og som alle tilsidst må bøje sig for, og som derfor er den højeste, nemlig den, der får skurk og helt til at omfavne hinanden i sympati eller kærlighed, og hvorved den højeste guddommelige kontakt er sluttet og kredsløbet fuldendt. Først når denne kærlighed eller sympati har udlevet sig selv imellem skurk og helt, og en total ligegyldighed er blevet dominerende, begynder et nyt kredsløb. Først her er romanen færdig.

Søg Kontakt Frivilligt arbejde FAQ Tips til nye Gaver Boghandel
Print
Oversigt © Martinus Institut

Hej Jan.

Jeg meget enig i det du skriver.

Martinus siger et sted, at alle mennesker betragter den krig de selv fører som hellig, og det er ikke bare den krig der er krig i bogstavelig forstand, men også hver gang vi taler ondt om næsten - det vil altså sige, at hver gang vi praktiserer mørket, så ser vi det ikke selv som mørke. Når vi selv i det store eller det små fører krig med vores nabo, så er det fordi vi hver især føler, at det er den anden der er noget galt med. Det kan godt være, at vi bagefter kan føle, at det vi har gjort er forkert, men i gerningsøjeblikket føler vi, at vi gør det rigtige.

Den eneste vej ud af det, er det du så rigtigt skriver her:

Hvis to mennesker bliver slået ihjel, og vi ser det ene mord i fjernsynet, mens det andet mord sker nede i Langtbortistan, så kan vi kun berøres af det første mord, for det andet kan vi ikke sanse. Men vi kan jo ikke reagere på andet end det vi kan sanse, men det er så sandelig også nok. Vi bliver dagligt bombarderet med, at alt muligt er ved at gå galt: Økonomi, sult i verden, arbejdsløshed, oversvømmelser osv. Der er stort set ingen livsglæde i det vi bombarderes med i medierne. Bare se på valgkampen - er der et eneste spor af "livsglæde" nogen steder?

Men igen, så er der kun en vej til fred i verden, og den går gennem at begynde med en selv. Som du så rigtigt skriver:

Jeps - vejen til fred er et indre arbejde, som vi må gøre med os selv. Vi må forsøge at holde op med hele tiden at græmmes over det vi dagligt bombarederes med.

Hej Kasper,

Tak for din kommentar!

Det er i vort møde med omgivelserne, at vi får vores livsoplevelse. Og tilsyneladende er det derfor i høj grad omgivelserne, der er årsag til vores skæbne.

Men dette - hævder Martinus - er ikke rigtigt. Det ser bare sådan ud, fordi vi hovedsageligt kun kan sanse timeligt - og ikke kosmisk eller i evighedsdimensionen.

Fra evighedsdimensionen viser det sig, at omgivelserne kun er redskab for skæbne, vi selv er den dybeste årsag til gennem de handlinger, vi selv har gjort i dette eller tidligere liv.

Det, vi oplever, er nødvendigt og meningsfuldt set over mange liv. Men hvis vi kun ser dette ene liv, så kan det se både tilfældigt, meningsløst og unødvendigt ud.

Men denne opfattelse skyldes altså manglende overblik, og ikke at det, der sker reelt er tilfældigt og meningsløst.

Alle vores handlinger reguleres af karma-loven, som dybest set er kærlighedens lov, fordi den viser kærligheden, dels når vi selv er kærlige, og dels ved at vise vejen til kærlgheden gennem at vise konsekvensen af manglende kærlighed. Denne konsekvens er lidelses-erfaring. Men lidelses-erfaring er det, der kræves, for at kunne være kærlig; for at kunne blive besjælet af et ønske om kun at være til glæde og velsignelse.

Alle handler altid, så godt de kan, og med denne forståelse er der ingen at bebrejde. Når vi laver fejltagelser, så er det kosmisk set fordi, vi ikke kan andet, fordi vi endnu ikke har de nødvendige erfaringer. Og det eneste logiske er altså derfor, at være forstående overfor dem, der laver fejltagelserne (hvad enten det er os selv eller de andre). Men når man ikke kan være forstående, så skyldes det netop, at man mangler det kosmiske overblik, og dette skyldes igen, at man mangler tilstrækkeligt med lidelseserfaringer. Men disse erfaringer får vi gennem fejltagelserne. Og dermed bliver fejltagelserne garanti for, at man til sidst vil opnå det suveræne overblik, der gør, at man kan forstå og dermed tilgive alting og være til glæde og velsignelse for alt og alle.

Når det aldrig er de andre, men altid en selv, der er den dybeste årsag til ens vanskeligheder, så er det altså med sig selv, man er nødt til primært at arbejde, hvis man vil blive fri af disse vanskeligheder.

Man kan godt tale om, at andre har et medansvar, men det er ikke det primære. Hvis man fx er blevet født ind i et ufuldkomment samfund, så er det også noget, man selv er årsag til. Man skal lære at bære over med samfundets ufuldkommenheder, ligesom man skal lære at bære over med sine egne. Så længe man ikke har lært det, vil man blive ved med at møde disse ufuldkommenheder, indtil man har lært at forlige sig med dem.

Er man fx. blevet syg, så kan samfundet naturligvis godt have et medansvar, men man er selv den dybeste årsag til sygdommen. Det gælder om at lære at se dette, uden nogen former for bebrejdelser, fordi disse er en del af problemet.

Hvis man ikke vil vedkende sig sit ansvar, så er man med til at fastholde sygdommen. Ligesom man også kan blive syg, hvis man pålægger sig ansvar for ting, som man ikke har ansvar for. Udfordringer er at lære at se, hvad der er mit ansvar, og hvad er de andres ansvar.

Det kan godt være, at man lever i et sygt samfund, og dette samfund tilsyneladende har gjort en syg, men den dybeste årsag til ens sygdom, ligger - ifølge de kosmiske analyser - altid hos sig selv. Det må man lære at se helt uden bebrejdelser. Man må forstå, at når man er blevet syg, så er det fordi, man ikke har vidst bedre. Man gør det altid, så godt man kan. Men vejen til at blive rask er, at selv tage ansvaret og ønske at finde årsagen til sygdommen, og derefter arbejde på så godt man kan, at holde op med at udløse den eller de årsager, der fører til sygdom. Og i dette arbejde vil man finde ud af at sygdommen er en ven (omend en ubehagelig en af slagsen), og derfor noget man kan være taknemmelig for. Sygdommen er gennem de erfaringer, den giver, vejen til visdom og sundhed.

venlig hilsen
Jan

Jeg er i gang med at skrive en bog eller et eller andet. Og det her fik jeg skrevet i dag.

/

Vi er alle sammen med til at ændre verden. Vi er alle sammen med til at påvirke verden. Nogle påvirker den negativt, nogle påvirker den positivt. Men vi er alle sammen med til at udvikle det gode. På hver vores måde.

Nogle har påvirket mig negativt, nogle har påvirket mig positivt, nogle har påvirket mig psykotisk, nogle har påvirket mig filosofisk. Men alle har været med til at udvikle det gode i mig. Dengang der var meget negativt i mig var alle også med til at udvikle det. På hver vores måde påvirker vi alle sammen hinanden. Jeg kan ikke gøre for at der er nogle som har påvirket mig negativt, ligesom jeg heller ikke kan gøre for at jeg er blevet påvirket positivt.

Engang blev jeg født i vores verden og siden da har verden skabt det menneske som jeg er i dag. Jeg blev ikke særlig uddannet fordi verden ikke havde et uddannelsessystem som kunne motivere mig.

Før jeg gik i folkeskole var jeg en meget aktiv og social dreng, det var jeg også i en stor del af folkeskolen. Men da jeg gik ud af folkeskolen fungerede jeg ikke særlig godt. Det var dengang mit liv begyndte at gå den forkerte vej. Folkeskolen skadede mig. Fordi jeg ikke var en dreng som var født til at lære viden. Og slet ikke lave lektier. Dengang var der ikke et alternativ til folkeskole i mit liv, og det er der heller ikke i de fleste liv i dag. Nogle får meget ud af viden, nogle får meget ud af erfaringer. Nogle får meget ud af at bare få lov til at leve deres liv og passe deres egen udvikling. Nogle får meget ud af at blive styret og bestemt over. Nogle bliver ødelagt af det.

Verden skabte mig og jeg er med til at skabe verden. Skader jeg verden, er det fordi jeg er blevet skadet. Hjælper jeg verden, er det fordi jeg er blevet hjulpet. Jeg kan ikke gøre for hvis jeg skader verden, ligesom jeg heller ikke kan gøre for hvis jeg hjælper den. Verden skabte mig og derfor vil det jeg skaber, gør, laver, altid være verdens ansvar. Om jeg skader eller om jeg hjælper er ikke en beslutning jeg træffer.

Det er ikke magtens ansvar, det er ikke mine forældres ansvar. Det er vores alles ansvar. Samlet og fælles. Dit, mit og VORES. Alt som sker i vores verden er fælles ansvar. Og derfor kan ingen mennesker i virkeligheden stå til ansvar for deres handlinger, for alle handlinger er fælles ansvar. Og derfor nytter det ikke noget at vi dømmer og straffer få individer fordi de står til ansvar for vores fælles fejl.

Er der en som dræber, er det ligeså meget din skyld som det er det individs. Det er ikke den persons skyld at verden skabte negative handlinger i ham. Ligesom det ikke er ledernes skyld at vi lever i en verden med krig.

Jeg tror ikke på vi har hver vores karma, jeg tror på at vi alle er forbundet af verdens karma.

Så lad ikke dit had gå ud over nogen andre, for der er ingen andre som kan gøre for at der blevet skabt had i dig. Du kan heller ikke selv gøre for det. Giv udviklingen skylden og tilgiv verden.

/

Selv de klogeste af de klogeste kan tage fejl. Men derfor er deres fejl stadigvæk ikke deres skyld.

"Så fik jeg modarbejdet din viden lidt min ven."

Hej Kasper,

Du mener, at Martinus tager fejl, når han siger, vi selv er dybeste årsag til vores egen skæbne. Det er jeg ikke enig med dig i.

Men hvis du trives med din opfattelse, så er det fint med mig. Og så vil jeg ikke begynde at argumentere for noget andet.

Hvis du derimod har lyst til at overveje muligheden for, at Martinus har ret, og det måske er dig, der tager fejl i dette spørgsmål, så vil jeg gerne bringe nogle argumenter herfor.

Men hører jeg ikke mere fra dig, går jeg ud fra, at du trives fint med din opfattelse, og så ser jeg ikke nogen grund til, at jeg skulle forsøge at argumentere for noget andet.

venlig hilsen
Jan

Min opfattelser ændre sig hele tiden. Alt efter det jeg oplever. Det du skrev fik mig til at skrive noget, begik jeg fejl i det jeg har skrevet. Er det jo fordi jeg blev påvirket til at begå den fejl.

Bestemmer jeg hvad du skriver til mig?

Bestemmer du hvad jeg skriver til dig?

Hvis jeg har begået en fejl, er det jo en fejl som verden har hjulpet mig med at begå. Har jeg skrevet noget rigtigt kan jeg ligså takke verden. Fælles ansvar.

Verden skaber mig, men jeg er også med til at skabe mig selv. Jeg skaber mig, jeg bliver skabt. Om jeg i virkeligheden er hovedårsagen til at jeg bliver skabt som jeg bliver, ved jeg ikke. Men jeg ved i hvert fald at verden skaber mig. Igennem dig, mig, og alle andre.

Hvis jeg læser Martinus viden og får mig nogle holdninger.

Har jeg så selv bestemt at jeg ville have de holdninger?

Jeg ved ikke om jeg har den opfattelse jeg har, men den opfattelse jeg fik var en som min skrift ledet mig hen til at have. Ud fra de erfaringer og viden som jeg har fået tilegnet mig i mit liv. De erfaringer og den viden giver mig så en holdning. Om den er rigtig eller forkert har jeg ingen anelse om.

Bestemmer jeg hvilken erfaringer jeg har fået?

Bestemmer jeg hvilken viden jeg lærer?

Der er nogen/noget som har bestemt at jeg skulle have noget bestemt viden og nogle bestemte erfaringer. Årsagen til deres beslutninger for mit liv kender jeg så ikke.

Jeg skriver det jeg gør i dag fordi at min fortid har skabt det menneske som jeg er i dag.

Meget af min skrift, er noget jeg skriver for at åbne op for tanker. Ikke for at sige hvad som er rigtigt eller og forkert. Noget af min skrift kan måske virke som om jeg har en bestemt holdning. Og er lidt fastlåst på den, men det er jeg i virkeligheden ikke. Jeg er altid åbne overfor at revurdere mine tanker. Jeg elsker at indrømme hvis jeg tager fejl, for det vil betyde at jeg er blevet klogere.

Overvejer gerne om Martinus har ret og vil helt sikkert sætte pris på nogle argumenter.

Nej, mener ikke han tager fejl. Hvis det vi er fælles. Hvis vi'et er enkeltstående, så ja. Du er ligeså meget med til at skabe min skæbne som jeg selv er. Hvis der er nogen som får en ulykkelig skæbne, er det ligeså meget mit ansvar som det er det menneskes. Vi er alle med til at skabe hinandens skæbner.

/

”De drømme jeg har, de ting jeg hører på tv, sætninger fra samtaler, de ting jeg læser også meget andet. Alt som er noget som påvirker mit liv”

Jeg bestemmer ikke hvilke drømme jeg har.
Jeg bestemmer ikke hvilke tanker som påvirker mig fra tv'et.
Jeg bestemmer ikke hvilke budskaber jeg får.

Faktisk bestemmer jeg ikke engang hvad jeg skriver, for det jeg skriver er noget som jeg er blevet påvirket til at skrive. Af den luft jeg indånder, af den smøg jeg ryger. Joint i dag. Fra de små påvirkninger, til de store. Alt jeg oplever er med til at skabe den jeg er og det jeg laver og gør. Ændre jeg en tanke er det fordi at jeg har en viden eller fået mig nogle erfaringer som får mig til at kunne lave den ændring, ofte til det bedre. Erfaringer og viden som har været med til at gøre mig til det menneske som jeg er i dag.

Det er ikke mig
Som kun er med til at skabe mit jeg
Det er ligeså meget dig
Som skaber mig

Og eftersom du er med til at skabe mig. Er det jeg gør jo også dit ansvar. Og derfor har jeg et ansvar for dig. For det du gør er også mit ansvar.

~Kærlighedens logiske argumenter~

Positiv og negativ kærlighed. Energi. Er det jeg modtager fra verden. Lige siden jeg var en lille dreng, til den mand som jeg er i dag. Har den energi jeg har modtaget været med til at skabe mig.

~Det er meget hårdt for mig at leve i en verden uden fred~

Bestemmer jeg hvilke energi jeg modtager?

Bestemmer jeg hvilken energi jeg udsender?

Hej Kasper,

Jeg tager udgangspunkt i, at Martinus' analyser er korrekte. Det gør jeg, fordi jeg både med hjerte og forstand oplever, at de er rigtige. Mit hjerte siger ja: de føles rigtige. Og min forstand siger ja til de logiske argumenter, Martinus fremfører i sine analyser. Derudover har jeg, da jeg var 20 år, og før jeg kendte noget til Martinus verdensbillede haft forskellige oplevelser af, at alt er kærlighed, at enhver selv er dybeste årsag til sin skæbne, og samtidig at ingen kan bebrejdes noget, fordi enhver til enhver tid gør sit bedste ud fra de erfaringer, man har, uanset hvor frygteligt og meningsløst det evt. måtte se ud her og nu.

Den logiske side af sagen er bl.a., at hvis ikke man selv var dybeste årsag til sin egen skæbne, så ville verdensaltet være af lave, så ville der ingen orden herske, så ville der ingen retfærdighed eksistere, og så ville der ingen kærlighed eksistere.

Det er i sig selv påstande som kan kræve yderligere begrundelse, men så må jeg henvise til Martinus eget værk, for hele Martinus værk er en stor logisk argumentation for ovenstående.

Når du skriver, at andre - omgivelserne og dermed også samfundet - er med til at forme os, og vi ved ikke hvordan, så er det for så vidt rigtigt, men med den tilføjelse at omgivelserne kun kan forme os som konsekvens af, hvilke årsager vi selv har udløst tidligere.

Man kan sige, at vi med omgivelserne som redskab, former og påvirker os selv. Det vi udløser af årsager mod omgivelserne, kommer tilbage som omgivelsernes påvirkning af os. Tilsyneladende er det omgivelserne, der påvirker os. Men vi er selv den dybeste årsag til, hvordan omgivelserne påvirker os. Men dette forhold er ofte ubevidst, og det gør det vanskeligt at opdage.

Men i kraft af de kosmiske analyser, får vi serveret en vældig hjælp til at se, at omgivelserne kun er et redskab for ens skæbne, som man selv er dybeste årsag til. Omgivelserne er altså fra et vist perspektiv en slags årsag til ens skæbne, men fra et højeste perspektiv viser det sig, at denne med-årsag ikke er den endelige årsag. Vi er ikke kommet til bunds i årsagskæden, før vi kommer ind til begrebet "jeget" X1, som er os selv.

Det er dette forhold, som symbol 16, Evighedslegemet viser:
klik her for at se symbolet og Martinus Instituts forklaring

Man kan måske sammenligne med, hvis man skærer sig i fingeren med en kniv. Kniven er jo her en med-årsag til, at vi skærer os i fingeren. Men vi er selv den dybeste årsag. Hvis en anden person (som vi kan kalde A), skærer os i fingeren, så ser det ud til, at det er A, der er årsagen (fordi han fører kniven), men fra det kosmiske perspektiv viser det sig, at dette kun kan ske, hvis man selv tidligere har udløst en lignende skæbne, og man er derfor altid selv dybeste eller første årsag.

At vi ikke kan overskue hvad omgivelserne vil gøre imod os, skyldes at vi ikke er tilstrækkelig bevidst til at have et sådant overblik. Det er altså ubevidsthed, der får os til at leve i den overtro, at vi ikke selv er den dybeste årsag til vores egen skæbne.

Enhver bestemmer dybest set over sig selv og kun over sig selv. Man kan ikke bestemme over andre. Dette er grundlaget for, at vi alle kan have fri vilje.
Kunne man bestemme over andres skæbne end sin egen, ville fri vilje være en umulighed. Når andre prøver at bestemme over andre, så er det fordi, de ikke har opdaget, at det er umuligt at bestemme over andre end sig selv.

Men vi er hver især vores egen skæbnes ophav. Vi har den fulde magt over vor egen skæbne. At forstå det, er forudsætningen for at kunne få bedst udbytte af denne magt.

Hvis man ejer en skat, men ikke ved at man har denne skat til sin rådighed, så kan man ikke ret godt gøre brug af den. Men idet man finder ud af, at man har adgang til denne skat, så kan man begynde at bruge den meget mere bevidst og målrettet.

Når man ikke ved, at man selv har den fulde magt over sin egen skæbne, så kan man heller ikke bruge denne magt ligeså bevidst og hensigtsmæssigt, som når man finder ud af, at man har magten over sin egen skæbne.

Det betyder ikke, at vi er helt alene, og at vi ikke kan gøre en hel masse ting i fællesskab med andre. Det kan vi gøre, fordi vi kosmisk set alle er eet, SAMTIDIG med at vi er individer. Vi er eet med Gud, men vi er i høj grad ubevidste om dette forhold, men når vi begynder at ane dette forhold, kan vi begynde at kommunikere med Gud, netop fordi vi er eet med Gud, og så bliver det nemmere for Gud at hjælpe os - og også nemmere for os at hjælpe Gud.

Når det ser ud til at andre end os selv - skaber eller bestemmer over vores liv - så er det flokbevidstheden, der er på spil.

I flokbevidstheden flyder vi sammen med de andre, vi kan ikke skelne, hvad der er mine behov, ønsker, etik og holdninger, og hvad der er de andres. Vi er på en måde et med flokken, på bekostning af vores egen individualitet. I flokbevidstheden giver vi flokken skylden, vi finder syndebukke og peger væk fra os selv: "det er de andres skyld", tror vi, og vi finder de ting, der tilsyneladende bekræfter dette synspunkt. Men i denne væremåde står vi også selv for skud. Alle gør de andre til syndebuk, det er alles krig mod alle. Alle må underkaste sig flokbevidstheden - hvis ikke bliver man forfulgt.

På et tidspunkt i udviklingen får vi behov for at bryde ud af flokbevidstheden, fordi den begynder mere at mere at blive et fængsel, der forhindrer os i at være os selv. Men i starten var den en beskyttelse, en velsignelse i dyreriget, der gjorde os stærkere, hvilket var nødvendigt i junglen, hvor loven var "den stærkes ret". Men efterhånden som længselen efter at komme fri af jungleloven, vokser i os, så vokser også behovet for at bryde med flokbevidstheden.

At bryde med flokbevidstheden kræver, at vi bliver klare over os selv, hvem er jeg, hvad er mine behov, ønsker og etik, og hvad er de andres.

Martinus bruger begræbet "mental suverænitet". Dertil skal vi nå, at vi slet ikke er styret af flokken - hverken bevidst eller ubevidst . At vi er styret af flokken, er noget vi tit ikke er klar over, fordi det i høj grad ikke bare er ubevidst, men også kollektivt.

Man vil derfor ofte bliver regnet for mærkelig, forkert og uansvarlig, når man bryder med flokbevidstheden. Denne modstand kommer ikke bare fra omgivelserne, men også fra ens egen indre, fra den del af sin egen bevidsthed, som repræsenterer flokbevidstheden.

Men jo mere vi er i stand til at frigøre os af flokbevidstheden, jo mere kan vi stå selv og indgå i en gruppe-bevidsthed, hvor vi arbejder for helheden uden at miste os selv. Vi kan give afkald på - eller udsætte - vores egen behov, når det er mest hensigtsmæssigt for helheden. Det kan vi kun gøre, når vi kender vores egne behov og ønsker. Når der ikke er nogen tvang. Men noget vi vælger bevidst og frivilligt, og ikke fordi vi er bange for straf.

Efterhånden bliver det mere og mere synligt, at vi er et med Gud - og kan skabe ligesom Gud - Alle vil få deres dybeste længsler opfyldt. Det er alene et spørgsmål om tid. Der er lys forude. Og forstår vi det, kan vi måske tage dette lys ind i nuet - og føle glæde og lyksalighed her og nu - og kan vi det, så er lyset ikke alene forude, men også lige nu. Og da er vi med dette lys en sol både for os selv og vores omgivelser.

Jeg håber det giver mening i relation til det, du skrev.

mange hilsener
Jan

Hej Jan.

Tak for dit lange svar.

Jeg har været sindssyg og da jeg var sindssyg oplevede jeg mange ting. Stemmer, syn, spirituelle drømme mm. Jeg ved ikke hvordan sådanne ting bliver skabt, men de ting har været med til at skabe mig. Min skæbne. For mig er det noget åndeligt, guddommelig, ukendt som skaber de ting for mig, og guider min skæbne på vej. Faktisk styre mig.

For et år siden var der en dame som gik ind og manipulere mig ved hjælp af, efter min viden, clavoyance evner. Hun gik bevist ind og påvirkede mig og dermed har været med til at skabe min skæbne. Havde jeg ikke mødt hende ville mit liv været meget anderledes i dag. Jeg har skabt noget og det kunne jeg ikke have skabt hvis ikke hun havde, faktisk styret mine tanker, handlinger mm. Jeg ved ikke hvordan min skæbne vil blive, men havde jeg ikke mødt hende ville jeg have en anden.

Som mit liv er nu er jeg ikke skaberen af min skæbne, for efter hvad jeg kan forstå på alt det jeg har gået igennem og oplevet er min skæbne forudbestemt. Jeg føler ikke jeg har nogle fri vilje eftersom alt jeg oplever er med til at skabe den jeg er.

"det er de andres skyld" at jeg er den jeg er i dag. At jeg har fået skabt det som jeg har gjort. Jeg ved ikke hvor meget af det som er min skyld. Det er lidt sårbart at skrive det her for mig. På mange måder tænker jeg at jeg har fået taget min frie vilje fra mig, hvorfor? Fordi mit liv bliver planlagt bag om min ryg. Der sidder nogle et eller andet sted og planlægger min skæbne. Som hacker sig ind på min computer, styre min mailbox, sender mig tanker, stemmer, skaber syn. Nogle gange rådgiver de mig, men for det meste styre og bestemmer de over mig.

Det er noget som de andre har bestemt sig at gøre over mig. Det jeg bruger mit liv på i dag, at skabe noget som kan hjælpe verden, er pga at de gik ind og styrede min udvikling. Min skæbne.

For mig er mit liv ligesom at læse en bog. Den er skrevet, men jeg ved ikke hvad som vil ske.

Måske er alt vi oplever planlagt. Og hvis det er planlagt er vi jo ikke skaberen af vores egne skæbner. Da kun hvis vi var med til at planlægge det fra starten af.

Har læst et sted at vi alle bliver lykkelige engang. Så må jeg jo bare håbe på at det planlagt for det liv jeg lever denne gang.

Venlig hilsen
Morosufyku

(Hed jeg da jeg levede på planet 12 i et andet solsystem fik jeg i hvert fald af vide af det åndelige, guddommenlige, det ukendte)

~Der er sku liv derude~

Hej Jan tak for et godt indlæg,

Jeg kunne godt ha ønsket dig nogle flere "likes" og måske også en længere/kortere og bedre bemærkning end denne. Det bliver sværere og sværere at skrive for mig, det hele føles så gennemtygget, men jeg syntes at du har en god vinkel på partisk medfølelse.

Jeg syntes det er et rigtigt interessant og relevant billede du opsætter.

Kh J