Jeg vil mene at noget af det vigtigste Martinus lærer os er at alt er såre godt. Vi ved at vi på et tidspunkt kommer til at være alkærlige væsener der ikke kan gøre noget ondt og samtidig ved vi at alle er på netop det udviklingstrin de nu er på og derfor på ingen måde kan gøre tingene anderledes end de er udviklet til.

Men dette gælder jo også os selv, så et godt sted at starte er at tilgive sig selv for alle de ting man ikke kan gøre bedre end man nu engang er i stand til netop nu. Men dette er jo heller ikke helt rigtigt for alt er såre godt, alt er en del af gud og derfor er der jo ikke noget der er bedre end noget andet. Alt er også lige såre godt.

Som en voksen der ved mere end en teenager og en teenager der ved mere end et lille barn. Ingen af disse er jo bedre eller dårligere, blot er de ikke nået lige langt hen af den vej samfundet kalder livet.

Med kærlighed

Lars

Hej Lars1.

En ting er ikke at vide bedre. (her går man trygt, hvor engle ikke tør træde)
En anden ting er når man ved bedre, men ikke handler derpå.

Vi har en masse viden fra Martinus. Han opfordre os til at venne os
af med det dræbende princip.

Har man viden som en voksen, men opføre sig som et barn...så kommer
man vel på en måde i konflikt med sig selv?
Ala "det gode jeg vil, det gør jeg ikke. Det onde jeg ikke vil, det gør jeg".

Det er dette der ligger bag den dårlige samvittighed, tænker jeg.

Selv om alt dybest set er såre godt, så kan man jo ikke dække sig bag
den undskyldning, eller?

Kh. Ejby

Jeg mener ikke dette er helt korrekt. Jeg mener Martinus forklarer os hvordan tingene hænger sammen og herunder hvordan vi vil udvikle os og hvad vi blive til. Jeg synes ikke Martinus opfordrer os til at være noget andet end vi er lige nu. Tværtimod skriver han meget om at ingen kan være på en måde som de ikke er udviklet til og det gælder jo i lige så høj grad os selv.

Det er ikke viden der gør hvordan man opfører sig men i højere grad det udviklingstrin man befinder sig på og da alle udviklingstrin er lige "gode" behøver der ikke at være nogen konflikt.

Jeg mener ikke man kan eller skal undskylde at man er på det udviklingstrin man nu engang befinder sig på. Martinus hjælper os til at forstå det trin vi er på og dermed kan vi være opmærksomme på nogle realiteter som kan være os til hjælp. Der har været uendelig mange sjæle før os og der kommer uendelig mange efter os og da alle udviklingstrin er fuldstændig lige "gode" kan der aldrig være noget at undskylde.

Med kærlighed

Lars

Tjahh... jeg har en vel en hel del dårlig karma til gode. Jeg spiser kød, drikker mælk og får da indimellem også en genstand.

Men jeg er heller ikke overbevist om at Martinus nødvendigvis har ret. Men jeg har en idé om at hvis han har ret og at dette går op for mig - så kan jeg hurtig lave mig selv om. Men sådan er det bare ikke...

Ellers må der vel bare ske hvad der skal ske. Så er det meningen 

Det lyder splittet, og det er det også.

Hej Lars1.

Betyder det så, at du ikke kender til dårlig samvittighed?

Kh. Ejby

Her er det så jeg tænker, at begrebet "Alt er såre godt" kan gå
hen og blive en sovepude.

Hej Ejby.

Jeg er i det store hele enig med det Lars1 skriver. Du skriver, at med viden følger ansvar, men ansvar over for hvem? Vi er kun ansvarlige over for Gud og dermed vor egen skæbne, og enhver er fri til at søge sin egen vej. Der er jo som sådan ingen eksamen vi kan dumpe i nogen steder, og vi riskerer heller ikke at blive kasseret af Gud. At vi kender livslovene gør for mig at se ikke, at vores karma bliver anderledes end hvis vi ikke kender livslovene. Hvis man kender livslovene, og drikker en flaske rødvin, så får man af den grund ikke en hårdere skæbne, end den der drikker en flaske rødvin uden at vide noget som helst om livslovene.

For mit eget vedkommende må jeg sige, (har vist været inde på det før), at det at jeg har fået kendskab til Martinus ikke har forandret mit liv væsentligt, men det har forandret mit liv en lille smule, og jeg arbejder hele tiden på sagen. Jeg spiser lidt anderledes, jeg opfører mig lidt anderledes over for min næste osv. Men jeg føler det på ingen måde som, at det at jeg har fået kendskab til livslovene gør, at jeg nu pludselig skal til at opføre mig helt anderledes, for mig er det helt utopisk, og jeg vil ikke bruge mit liv på at spille skuespil. For mig handler det om at tage ganske små skridt. Jeg drikker lidt alkohol engang imellem, og er myrerne i vejen for mig, ja så bliver de altså fjernet med hård hånd, de skal jo ikke vade rundt i min mad. Men hvis jeg ellers støder på et insekt i mit hjem, så søger jeg nu at få dem ud af huset i live, før i tiden var de bare røget op i støvsugeren, og edderkopperne får lov at være i fred, så en lille forandring er der alligevel.

Jeg har i det store og hele ikke dårlig samvittighed over mit liv, det er der ingen grund til, for jeg kan jo ikke gøre noget, der får andre til at lide uret. Og hvis Martinus har ret, ja så får jeg jo nok min karma med tiden (har faktisk fået en del allerede i dette liv!), og det må jeg så lære af. I øjeblikket er jeg ikke i stand til at leve meget anderledes end jeg gør.

Hej Ejby

Hvis jeg oplever dårlig samvittighed, så tænker jeg på at jeg også må tilgive mig selv og der hjælper Martinus mig meget.

Med kærlighed

Lars

Jeg må indrømme, at jeg ofte oplever dårlig samvittighed.

Jeg tager fx. en runde på min datters værelse om aftenen med
fluesmækkeren, og så får myggene en på godawèn for, at hun
ikke skal få en masse myggestik i løbet af natten.....men samtidig
føler jeg et lille stik af dårlig samvittighed....for jeg ved,
at jeg i det øjeblik helt bevidst tager et andet levende væsens liv.

Kh. Ejby

Når jeg skriver, at med viden følger ansvar....så er det fordi jeg føler
at viden forpligter mig i forhold til livet og min næste.

Jeg ville fx. ikke arbejde på en våbenfabrik eller et slagteri, på baggrund
af den viden jeg har.

Jeg mener i øvrigt, at Martinus opfordre kosmologer i mange henseende..
bla. til at øve sig i, at tilgive sin næste. Jesus liv var et eksempel til
efterfølgelse...også han opfordrede til at følge hans eksempel.
For mig er det, hvad hele verdensgensløsningens princippet går ud på...
at vise os vejen frem i forhold til det stadie vi befinder os på i spiralkredsløbet.

Desuden mener jeg, at det er en blanding af teoretisk viden og den enkeltes erfaringer...
der gør en istand til at gøre "det gode." (intellekt + følelse) Hvis ikke den teoretiske viden havde
nogen betydning, så var der jo ingen hensigt med verdensgenløserne.

Kh. Ejby

Hej Ejby.

For mig drejer det sig om at have realistiske ambitioner. Livet handler for mig om at sætte mig nogle mål, som jeg realistisk set kan nå. Disse mål skal ikke være for svære, men heller ikke for lette.

Martinus opfordrer ganske rigtigt til, at man skal tilgive sin næste, men hvis man nu synes man har 10 fjender, og kun kan tilgive den ene af dem, er det så ikke også et lille skridt på vejen? Man kan måske godt ærgre sig over, at man ikke kan tilgive de ni andre, men kendskabet til livets love gør måske, at man kan tilgive den tiende fordi denne fjende er trods alt ikke helt så slem som de andre, og så er der jo også sket et fremskridt. På denne måde har den teoretiske vejledning en meget stor betydning, idet den kan anvise vejen, og man kan derved begynde sin træning, vel vidende hvad det er man skal sigte efter, selv om denne træning måske ikke kan fuldføres i dette liv.

Hei
Det høres fornuftig ut det Svend skriver. Jung sier at idealisme ofte er en sykdom. Det er stor fare for at hvis vi skulle følge alt det Martinus foreskriver, så ville vi "synde"kraftig på  et annet felt hvor vi er ubevisst. Feks arroganse. 
Vh Jostein   

Hej Jostein.

Jeg må indrømme, at jeg ikke kan følge dig her. ???
Måske du kan forklare yderligere?

Kh. Ejby

Hvis man følger Martinus i alle detaljer, så kan det være at man har en ubevisst følelse av å ha kommet lenger enn andre. Det hjelper ikke at man lar være å plukke blomster hvis det ligger et hovmot dypt i personligheten. Jeg skjønner ikke helt hva som var uklart med mitt forrige innlegg. Vh Jostein  

Jeg er til dels enig, om jeg forstår deg korrekt da. Man kan strekke seg for langt etter sine idealer og dermed synde mot sin egen uferdige natur. Man presser seg selv til å leve etter en natur som man dypest sett ikke selv er representant for. En slags "selvdressur." Men dette er vel et tema Martinus også er inne på eller hva?

Jeg tror nok at hovmod også eksisterer blandt kosmologer. Enkelte mennesker kan nok bak en "blomstervennlig" fasade sitte med store tanker om seg selv og sitt eget formodentlig høye utviklingstrinn. Kanskje de fleste av oss har slike tendenser i mer eller mindre grad.

Hei wrell
Du har forstått meg riktig.
Vh Jostein

Tak for mange innsiktsfulle og lærerike innlegg og kommentarer!

Bare en rask kommentar på slutten av dagen. Dette er min erfaring.

Når man skal slutte med dårlige vaner, er det viktig å gjøre det på rett tidspunkt. Man skal ikke gjøre det for tidlig. Det skal være en fast beslutning: at man ikke lenger kan nenne at gøre det. Da er det på tide å slutte. På de områder hvor jeg har gjennomført dette i mitt liv, vet jeg at disse uvaner ikke kommer tilbake. Ikke i dette liv og ikke i neste.

Så får jeg heller ha littegrann dårlig samvittighet mens jeg modnes, og fortsatt gør ting som jeg inderst inne ved jeg burde la være.

Med kærlighed
Oscar

Hej Jostein.

Behøver de to ting at hænge sammen?
Jeg mener ikke man kan sætte lighedstegn mellem de to ting.
Arrogance og hovmod forekommer også, selv om man ikke følger Martinus i detaljer.

Kh. Ejby

Hej Svend! Du skriver:

Jeg tror ikke jeg er enig med deg her Svend. Jeg har ikke sjekket dette mot LB eller Kosmos-artikler og det kan være en spennende øvelse for en regntung sommerdag Men: også i vår rettspraksis er det slik at en overlagt overtredelse straffes hårdere enn en overtredelse man gør i vanvare. Det kan kosmisk-kemisk fungere slik at når man gør noget når man vet det er fejl, kan det følge med dårlig samvittighed og stress, som er en forverrende situasjon for microkosmos.

Ejby, jeg føler det på samme måde når du skriver om dårlig samvittighed.

Martinus skriver faktisk om hvordan samvittighed fungerer i LB5 1724 (jeg elsker søkefunksjonen!)
Og for hver gang, der således opstår disharmoni mellem viljen og et humant ønske, er det, at væsenet får den reaktion i bevidstheden, vi kalder "samvittighedsnag". Samvittighedsnag er således en fundamental bekræftelse på, at alkærlighedsfølelsen er et organisk produkt, er et udviklingsresultat og ikke en blot og bar viljesakt. Der er vel intet normalt menneske, der tilstræber samvittighedsnag? – Kæmper mennesket ikke med den dårlige samvittighed for at blive den kvit?

Dårlig samvittighed ansporer til handling.

når udviklingen fører ethvert menneske frem til en tilstand, i hvilken deres organiske struktur afføder i væsenet denne kærlighed til næsten uafhængig af køn, og denne til sidst bliver så stærk, at man ikke kan overtræde dens bud uden at få samvittighedsnag, bliver den i en tiltagende grad det bestemmende for væsenets handlinger.

Dermed konkluderer jeg at samvittighed er av det gode.

Og Well, det du skriver om nybegynnende kosmologer og hovmod, det kjenner jeg meg igjen i! Man kan gå helt opp i sin egen fortreffelighet og høye utviklingstakt. Det gjør jeg… Det som kan hjelpe å holde begge føttene godt plantet på jorda og se sin egen begrensning er å granske sitt eget ståsted mot utviklingstrinnene i LB1 hvor Martinus beskriver menneskegrupper og afdelinger. En kritisk granskning av meg selv viser at jeg ikke har kommet særlig langt! Men jeg er på vei, og det føles så usigelig godt. Eller samlign med mennesker som ofrer hele sitt liv og tilværelse på å hjelpe andre. Da har jeg et stykke igjen å gå.

Kærlig hilsen
Oscar

Oscar wrote:

Jeg tror ikke jeg er enig med deg her Svend. Jeg har ikke sjekket dette mot LB eller Kosmos-artikler og det kan være en spennende øvelse for en regntung sommerdag Men: også i vår rettspraksis er det slik at en overlagt overtredelse straffes hårdere enn en overtredelse man gør i vanvare. Det kan kosmisk-kemisk fungere slik at når man gør noget når man vet det er fejl, kan det følge med dårlig samvittighed og stress, som er en forverrende situasjon for microkosmos.

Jeg mener ikke at Martinus noget sted beskriver skæbne som straf. Martinus lærer os at det ikke giver mening at straffe et væsen for at det er på et givet udviklingstrin og da Guddommen er alkærlig kan skæbne aldrig være en straf.

Det vi forstår ved en "hård skæbne" er i virkelighed det kærligste der kan ske for os fordi de såkaldte lidelser der følger med betyder at vi er parat til hurtigere at blive ført mod den store fødsel. Jeg hørte for længe siden et foredrag af Martinus omkring dette at lidelser kan ses som en stor gave, men jeg kan desværre ikke huske titlen på foredraget (noget om lidelser tror jeg).

Med kærlighed

Lars