Hei
Man skal selvfølgelig gjøre det beste mot mennesker om de er barn eller voksne om de er i repetisjonsfasen eller ikke. Alt annet ville være en skakkjørt karmatro. Jostein

Hej Jostein

Ja, det er jeg helt enig med dig i. Men det er besvarer ikke spørgsmålet:

Er den måde vi bliver opdraget på vigtigere, end den måde vi opdrager på?
Eller forholder det sig i virkeligheden omvendt?

Venlig hilsen
Petersh

Beklager Petersh,
jeg forstår ikke problemstillingen. Håper noen andre gjør det slik at jeg kan forstå. Vh Jostein

Hej Peter

Børn er som planter. Det kræver ydre stimuli at udfolde det medarvede. Forskellige klimaer og forskellige tilstande betinger udkommet. Jeg tror der skal meget til for at spolere noget for alvor. På et tidspunkt slår talentet til, bryder igennem fra overbevidstheden og aktiverer potentialet. Jeg har på fornemmelsen af at det bliver mere udpræget i fremtiden således at børnene bliver mere selvbestaltede, men selvfølgelig skal der det rette klima til det rette frø - men det følges jo nok pænt ad ligesom i naturen.

Vh Esben

Hej Petersh.

Hvis man skal tro Martinus, så har opdragelsen udelukkende betydning for opdrageren. Ingen kan gøre eller lide uret, så man kan ikke gøre sine børn uret. Via lovene for tiltrækning og frastødning, vil kommende forældre tiltrække børn, som kan få den opdragelse de karmisk skal have hos de kommende forældre. Den måde man opdrager på, får dog betydning for ens egen videre skæbne - sandsynligvis for den opdragelse man selv får senere hen. Men det gælder vel alle andre forhold i livet også, at man ikke kan ændre andre væseneres skæbne ved sine egne handlinger, man kan kun ændre sin egen skæbne.

Hei Svend
Hvor har Martinus skrevet om dette?
Da er det fritt frem for overgripere. Tv kan være barnevakt mange timer om dagen. Foreldrene trenger ikke anstrenge seg for å lytte til barna. De er jo i repetisjonsfasen og får uansett sin karma.
Dette er helt motsatt av Steiners prosjekt der oppdragelse/pedagogikk er noe av det viktigste.
Vh Jostein

Hej Jostein.

Jeg mener, at det allerede ligger i sætningen: "Ingen kan lide uret, og ingen kan gøre uret". Det følger direkte heraf, at man ikke kan påføre noget andet levende væsen en skæbne, som det ikke selv er den første årsag til. Kunne man det, så ville hele verden være tilfældigt skruet sammen. Jeg ville da meget nødig være udsat for andre menneskers tilfældige luner og ønsker. Ønsker jeg at lide? Absolut ikke! Hvem bestemmer om jeg skal lide? Det gør ingen andre end jeg selv! Ikke min nabo, ikke min ægtefælle, ikke mine forældre, ikke mine børn, ikke Hitler eller Stalin bestemmer hvad der skal ske med mig. De kan kun påføre mig en lidelse jeg selv er den første årsag til, og derfor er de kun redskaber. Et redskab kan ikke være skyldig i noget som helst. Det er ikke geværets skyld, at det bliver brugt til at dræbe med.

Men efterhånden som man selv får lidelseserfaringen nok så vil man ikke selv længere kunne nænne at være kanal for at viderebringe den mørke karma. Og når man ved teoretisk vejledning desuden bliver klar over, at den mørke karma man kanaliserer videre, den får man tilbage, så vil man i endnu højere grad søge at undgå at videbringe denne karma, og man vil uundgåeligt blive et absolut næstekærligt væsen.

Det kan måske lyde hårdt, men for mig er det den største logik der tænkes kan: Du kan ikke gøre noget mod andre, uden at du gør det mod dig selv. Det er dig selv du ser i spejlet, når du ser i dine omgivelser, og derfor er det i virkeligheden dig selv du hele tiden korresponderer med. Vil man selv udsættes for et overgreb? Nej, og derfor vil det være meget dumt at udsætte andre (sig selv!) for dette.

J

Hei
Steiner ville nok vært enig  i at hvis jeg dreper min neste så er det noe i karmaen for den drepte som utløses. Men det høres utrolig lettvint ut at ingen kan lide uret og ingen kan gjøre uret. Jeg er ikke enig i den siste. "Barnet er i repetisjonsfasen så vi kan ikke gjøre noe fra eller til"(min omskrivning).
Mens dere trekker på skuldrene av oppdragelse og pedagogikk, så er flere tusen sider av Steiners vitenskapelige verk (med foredragene) viet dette emnet. Når dere er så lettvinte med oppdragelsen vil dere vel få tilsvarende lite
interesse når dere igjen inkarnerer som barn .

Vh Jostein

Spørsmålet blir: gjør dere det ytterste for at deres barn skal få en best mulig oppvekst? Hvis ja: Er det ikke viktig å bruke åndsvitenskap for å kunne oppdra best mulig?
Vh Jostein

J

Hej Jostein.

Det gør jeg absolut ikke. Det står ingen steder i mine indlæg.

Som jeg ser det, går udviklingen frem til at blive et næstekærligt væsen, ad to veje.

Den første og vigtigste vej er via karmabølger, og dermed udviklingen af medlidenhedsevnen. På de områder, hvor medlidenhedsevnen er tilstrækkeligt udviklet, der kan man ganske simpelt hen ikke længere handle imod denne. Dette uanset om man ellers er uudviklet på andre områder. Et eksempel: Er man blevet tilstrækkeligt mishandlet af sine forældre i tidligere inkarnationer, så kan man til sidst ikke længere nænne at mishandle sine egne børn. Denne form for næstekærlighed udvikler sig helt automatisk (måske endda instinktbaseret?), og man behøver her ikke nogen som helst teoretisk vejledning, for at handle i overensstemmelse med hvad man kan nænne, og helt undlade at gøre det man ikke kan nænne. Denne udvikling sker helt automatisk, uanset om man er sort eller hvid, om man kender Steiner eller Martinus, eller man aldrig har hørt om noget i den retning.

Den anden vej, og også den helt sekundære vej, er via teoretisk vejledning. Den teoretiske vejledning kan kun fungere, hvis man har en vis erfaring via den første vej, men altså ikke helt nok til, at det er blevet en automatfunktion. Via teoretisk vejledning kan man indse, at der er visse ting som man ikke bør gøre, selv om man måske nok i første omgang kan nænne det - man føler vel ikke direkte medlidenhed, men man forstår rent teoretisk, at det man gør, det går ud over en selv. Et eksempel fra mig selv: Før i tiden havde jeg overhovedet ikke medlidenhed med insekter, jeg klaskede løs på dem, når de kom i vejen for mig. Det har jeg faktisk heller ikke i dag - jeg kan virkelig ikke føle medlidenhed med de bæster. Alligevel søger jeg i visse situationer at redde deres liv, fordi jeg via Martinus forstår, at det går ud over mig selv, hvis jeg klasker dem helt uden grund. Man kan sige, at jeg handler næstekærligt af helt egoistiske grunde - men det er vel i grunden ligegyldigt. Via teoretisk vejledning kan man således lære at handle næstekærligt lidt hurtigere end man ellers kunne lære det udelukkende via den første metode. Personligt ser jeg denne vej som, at man bruger sin intelligens til at befordre egen udvikling, hvorimod metode 1 er baseret på instinktenergien. Eftersom instinkt/intelligensenergien er som to modpoler i grundenergierne (når den ene kulminerer, er den anden helt i bund), er det vel meget logisk, at intelligensen må tage over der hvor instinktet ikke helt slår til.

Der er også situationer, hvor ingen af de to veje endnu er udviklede hos mig. Jeg har ikke oplevet tilstrækkelig lidelse, og jeg forstår måske nok den teoretiske vejledning, men jeg handler alligevel imod disse ting. På et eller andet tidspunkt, vil jeg derfor igen ryge op til situation 1, idet jeg vil få lidelse. Når jeg drikker en øl er det simpelt hen fordi jeg ikke har lidt nok af at drikke alkohol. Jeg kan måske 100% forstå den teoretiske vejledning som jeg har fået, men det hjælper bare ikke, for jeg har ikke tilstrækkelig lidelseserfaring via metode 1. Og har jeg ikke det, så hjælper nok så megen teoretisk vejledning desværre ikke. Jeg har derfor lidelser til gode på dette område.

Jeg har svært ved at se, at udviklingen kan gå ad andre kanaler end disse to. Og dette gælder alle forhold i livet, og dermed også børneopdragelsen. Har man lidt tilstrækkeligt i tidligere tilværelser, under nogle ubehagelige forældre, så kan man som forælder ikke længere nænne at gøre noget tilsvarende - dette går helt automatisk, og man behøver ikke at tænke over det. Har man forstået den teoretiske vejledning, så sørger man måske ad denne vej for, at ens egen børn ikke kommer til at lide under ens opdragelse. Gør ingen af disse ting sig gældende, så er der kun ens egen lidelsesfulde oplevelse af metode 1 tilbage, for at udviklingen til et næstekærligt væsen kan finde sted.

Som jeg ser det, så kan børn kun inkarnere hos forældre som passer til dem og derfor har alle børn lige præcis de rigtige forældre til at give dem de oplevelser der er bedst for dem.

Derfor er det vigtigste i børneopdragelse at gøre det man som barnets forælder synes er det bedste og/eller det man er i stand til, hvilket jo også netop er det alle forældre gør.

Børneopdragelse er derfor enormt vigtig for den enkelte forælder og for det enkelte barn da både barnet og forældren herved oplever livet. Jeg ved ikke om det er mere vigtigt for den ene eller den anden, det giver vel ikke mening. Må det ikke være enormt vigtigt for begge, ligesom alle andre ting vi oplever i livet?

Jeg har altid takket mine børn for at de har valgt mig som deres far. Jeg synes det sender et godt signal til børnene om at der er en ligevægt i vores forhold og vi er her begge for hinandens skyld og fordi vi netop har det der skal til for at vi hver især kan udleve og opleve livet.

Det som ofte glemmes i vores "normale" forhold til opdragelse er denne individualitet. Vi ser noget som godt og noget andet som mindre godt uden at forstå at det der er godt for det ene barn ikke nødvendigvis også er godt for det andet. Det kommer tilbage til frihed for den enkelte til at få lov til (og blive hjulpet til) at være netop den sjæl som det barn nu er. Meget af vores uddannelse og opdragelse forsøges at blive hældt på flasker og ved gennemsnitsbetragninger finder vi "løsninger" som ikke rigtig passer til nogen. I det fremtidige alkærlige samfund vil alle blive accepteret og alle blive hjulpet til at være netop den de er.

Med kærlighed

Lars

Hei Lars
Takk for et fint innlegg. Det var noe sånt jeg etterlyste blant dere kosmologer.
Vh Jostein

Hei Espen,

Jeg har hørt om et begrep som (jeg tror) kalles "ugressbarn". Det kan jo høres forferdelig ut, men begrepet er myntet på mennesker som til tross for en forferdelig oppvekst allikevel får et godt og stabilt liv som voksen. Mot alle odds så klarer de på forskjellige måter å distansere seg fra de opplevelsene de har hatt i oppveksten og lever dermed stabile liv.

vh wrell

Hej Jostein

Jeg har ikke studeret Steiner. Hvis du har lyst kunne det være sjovt for mig at høre mere om hvordan du ser Steiners forhold til børneopdragelse, så vi kan sammenligne det med kosmologien.

Med kærlighed

Lars

Hej Jostein

Hvis det ikke er en karmaudløsning, hvad skyldes det så (ifølge dig og ifølge Steiner)?
Hvis det skyldes en forfærdelig opvækst, hvordan har barnet så gjort sig fortjent til en sådan?

Vh. Petersh

Hei Petersh
Klart det er en karmautløsning. det skrev jeg jo.
Vh Jostein

Hei
Det jeg savner i kosmologien er mere å legge vekt på noe man positivt kan gjøre for andre, ikke bare negativt
lar være å gjøre.
En lærer kan ikke bare stå ved tavlen og være kjærlig og la være å gjøre noe ondt.
På skolen går barna for å lære på et vidt felt og læreren går på skole for å lære å lære fra seg.
Det spennende med antroposofien er at pedagogikk ikke bare blir vitenskap, men ÅNDsvitenskap. Men dessverre med stort sett bare en vitenskapsmann , Steiner.
Vh Jostein