Kære Alle

Sandheden finder vi altid inde i os selv.....VI er sandhedens kilde !

Med hensyn til Niels Borh's indførelse af komplementaritets-begrebet i kvantefysikken, så var det svaret på et ellers uløseligt teoretisk spørgsmål: hvordan kan to modsætninger som gensidigt udelukker hinanden (partikkler og bølger) alligevel være det samme ?
Her er det vigtigt at forstå (og det er netop pointen som de fleste går glip af), at lys IKKE er enten det ene eller det andet (enten partikler eller bølger), men begge dele på samme tid (både partikler og bølger samtidig). Det er KUN når vi undersøger lysets natur at det viser sig enten fra den ene side (som fx bølger) eller den anden (som fx partikler). Og det skyldes kun VORES manglende evne til at se det fra begge sider samtidig. Lyset er altså hele tiden både bølger og partikler. Om vi ser det som det ene eller det andet, afhænger helt og holdent af hvilket eksperiment vi opstiller, når vi vil undersøge det. Der er derfor ikke tale om to forskellige (og modsatte) sandheder, men kun om EN sandhed......nemlig at lysets natur er komplementær (både partikler og bølger på samme tid).

Sagt på en anden måde: vi opdagede noget ved lysets natur, som vi ikke kunne forklare med vores kendte begreber, derfor indførte vi et nyt: komplementaritetsbegrebet. Hvilket kort og godt går ud på, at 2 tilsyneladende gensidigt udelukkende modsætninger, godt kan være komplementære (afhængige af hinanden som fx nat og dag).

Jeg lurer bare på hvorfor vi ikke også indføre dette begreb i kristendommen, og dermed een gang for alle får slået fast, at Gud og Fanden er hver sin side af samme sag. Nå men det var lige et lille sidespring.

Med hensyn til Martinus, hans kosmologi og hans sandhedsværdier: Martinus var et ganske almindeligt menneske, lige som alle os andre. Alt hvad han fandt ud af, hans kosmologiske guddommelige viden osv. kan ethvert menneske selv finde ud af. Alt hvad han sagde og skrev og gjorde....kan ethvert menneske sige og skrive og gøre. Og alt hvad han har oplevet af såkaldte guddommelige åbenbaringer osv. kan ethvert menneske selv opleve. Selvfølgelig ikke lige præcis sådan som Martinus, men på deres egen personlige måde og ud fra egne personlige erfaringer osv. osv.
Dette skriver jeg ikke for på nogen måde at nedgøre og/eller kritisere Martinus. Jeg har stor respekt for hans person og hans arbejde.
Jeg har selv haft såkaldte guddommelige oplevelser og gennemgået mystiske forvandlinger dybt i mit sind og min sjæl. Derfor forstår jeg (til dels) godt Martinus. Men i 'min kosmologi er det største og aller vigtigste, og det som alt andet må vige pladsen for.....kærlighed.
Og sådan som jeg forstår ordet "kærlighed", består det i virkeligheden at 2 ord: kær og lighed.
Derfor kære menneske......står vi alle lige.

Kærlig hilsen
Jima

Kære Jima

Jeg kan godt lide dine udlægninger og kan følge dig meget langt, den evige dualitet som er forudsætningen for altings bevægelse og ud/ind/af/ vikling.
Forudsætningen for de udviklingsprocesser vi havde brug for da vi kom til dette solsystem var netop baseret på dualiteten.
vigtigt at forstå er, at lyset (det guddommelige) og mørket (det djævlske) begge er guddommelige hvorimod ondskaben er menneskeskabt og intet har med lys og mørke at gøre.
Som det er med den videnskabelige opdagelse og accept af lysets natur vil vi efterhånden opdage at på samme måde forholder det sig med mange andre vedtagne begreber, men så længe vi generelt er begrænset til en tredimensionel opfattelse af rigtigt og forkert vil vort betragtningspunkt sætte mange begrænsninger.

Måske er det netop disse dualiteter der i sin tid fik os til at søge væk fra det absolut guddommelige salighedsrige og det der til sin tid vil få os til igen at opsøge det, blot med en noget større erfaring og fuldkommenhed.

Med hensyn til kærlighed må vi nok acceptere, at det i sig selv er et begreb der vil ændre sig efterhånden som vi kan rumme et bredere og bredere betragtningspunkt forstået på den måde at så længe vi er i personlighedens følelses og mental verden vil vi opleve kærligheden derfra og det i sig selv giver mange mange mennesker i dag store problemer, så store, at alene det at definere kærlighed fylder mange bøger.

For mig vil kærlighed nødvendigvis skulle rumme mindst disse tre ting: Respekt, accept og rummelighed og ikke blot til de andre eller en partner, men i lige så høj grad også til sig selv ellers taler vi også om begær/behov.

Ordene "kær" og "lighed" er som jeg oplever dem begreber der er knyttet til astral (følelses) verdenen og dermed brugt i mange forskellige sammenhænge.

Hvad angår gud og fanden (djævelen) er de mig bekendt absolutte størrelser og modsætninger i kristendommen og egentligt de vigtigeste virkemidler til at holde folk fast gennem angsten for netop fanden og hans rige.

Kh.Pondus

Hej Pondus,

Du skriver:

Din skelnen mellem mørket (det "djævelske") og "ondskaben", forstår jeg ikke noget af. Hvis vi snakker Martinus' analyser, så hører det, man kalder "ondskab", ind under "det ubehagelige gode" og er dermed lige så guddommeligt, som alt andet. (Men vel at mærke ikke (lige så) behageligt; idet "det  ubehagelige gode" netop repræsenterer alle former for ubehag og lidelse).

Hvis ikke det skulle være sådan, ville Guddommen ikke kunne være hverken almægtig, alvidende eller alkærlig. Og der måtte eksisterere et evigt "intet" eller  en evig "død", i stedet for et evigt liv.

kærlig hilsen
Jan

Kære Pondus

Det glæder mig at du kan lide mine udlægninger og at du kan følge mig meget langt......men prøv nu at følge mig i det følgende, for her har vi fat i noget esentielt og altafgørende ved sandheden: den føles altid godt (man føler at den stemmer med noget dybt inde i sig selv) og den er altid nem at følge og forstå. Samtidig har vi også fat i dualitetens inderste væsen her: fordi vi er måske ikke enige om alt, dig og mig, ja vi kan endda havde direkte modsatte meninger om nogle ting......men samtidig supplere (komplementere) vi hinanden, lære noget af hianden, vokser begge og udvikler os samtidig. Dualiteten er en god ting min ven ;o)

For mig findes der egentlig ikke nogle modsætninger. Jeg tror det er noget vi mennesker gør (deler alting op i modsætninger) og at der i "virkeligheden" ikke findes disse modsætningsforhold som vi holder så meget af. Lige som du selv er inde på i forbindelse med "ondskab": at det er noget vi mennesker skaber. Hvorfor vi gør det, ved jeg ikke, men vi har åbenbart brug for at gøre det (af en eller anden mystisk årsag ?).

Hvis du stadig kan følge mig, så lad os gå videre til kærligheden. Den behøver altså slet ikke at være så indviklet, sådan som vi mennesker elsker at få alt her i livet til at blive, fx ved at skrive uendeligt indviklede bøger om det osv.
Jeg vil (dumstædigt måske ?) holde på at kærlighed.....alle former for kærlighed....kan beskrives og forståes meget enkelt og kort: Kær Lighed !
Prøv at tænk nærmere over dette: kan jeg give dig større respekt end ved at behandle dig som min kære ligeværdige ? Kan jeg give dig større accept end ved at behandle dig som min kære ligeværdige ? Kan jeg give dig større rummelighed end ved at behandle dig som min kære ligeværdige ?
Ja ! vil nogen sikkert sige.....jeg kan respektere dig som min hersker og acceptere dig som min Gud osv. (overdrivelse fremmer forståelsen). NEJ vil jeg svare......ikke i kærlighed !

Og det gælder ikke kun andre mennesker (partnere, familie, børn, venner) men ALT...i hele universet. Den største kærlighed må være den hvor vi ikke ser os selv som mere værd end dyrene og planterne og jorden......ja end ikke det mindste sandskorn. Men derimod som kære ligeværdige med alt.
Hvorfor det ? vil nogen sikkert spørge. Fordi vi 'ER det....det alt sammen....hele universet. Af stjernestøv er vi skabt, fra stjernelyset kommer vi og strømmer ind i vores former, lige som alt andet. Hvem kan sige at den ene form er bedre end den anden, når alle former indeholder det samme lys ?

Jeg vil ikke påstå at jeg selv er istand til at praktisere denne kære lighed med alt. langt fra. Jeg håber bare på at kunne komme så tæt på som muligt.

Til sidst et lille digt om Gud og Fanden:

Der er dem iblandt os - menneskesjæl - som tror de IKKE er Gud
for deres egen verdens ondskab - de tager intet ansvar.
Og der er dem iblandt os - menneskesjæl - som er dødens sendebud
Gud ved hvem de er ! - og hvor fanden de kommer fra.

KH
Jima

Hej Jan

Det jeg mener er at "Lys/mørke" ofte opfattes som de evige modsætninger rummende alt hvad vi behøver for at udvikles, men realiteten er, at det vi kalder mørket eller modstandskræften i sit udspring er guddommeligt i sit og dermed vil følge os langt frem i udviklingen som en dualitet langt over sjælens "fixpunkt" men selvfølgeligt med en ændret kvalitet.

Noget anderledes forholder det sig med den konkrete ondskab, den er forankret og udviklet gennem de laveste verdener, lavere end vi kan komme ned i med de udviklingskroppe vi nu benytter selv om de stadig kan kontaktes til en vis grad, men disse kræfter er bundet til de lavere fysiske legemer og indvielsesgrader og dermed vil de ikke kunne påvirke et mere udviklet menneske, vi har så at sige udviklet disse ondskabs-talentkærner og dermed er det vort eget ansvar at "aflære" disse igen, der er intet guddommeligt islet kun valg.

Som jeg ser det er det guddommelige vore muligheder ikke vore valg, dem er vi selv ansvarlige for.

I teorien er alt gud...Ja, men i praksis skelnes der særdeles kraftigt mellem modstandskræfter og ondskab al den stund der findes en "gentlemen-aftale" mellem lyset og det vi kalder mørket, det gør der ikke vedrørende ondskaben, det er helt andre kræfter og valg.

Jeg håber det giver lidt mening ???

Kh.Pondus

Kære Jima

Jeg kan ikke rigtigt være uenig med dig men jeg har nok formuleret mig noget utydeligt med hensyn til dualiteten/modsætninger idet jeg bestemt ikke ser det som noget negativt, tværtimod men så længe vi er i en fysisk; følelsesmæssig, mental verden vil disse begreber have mange udtryk og aftryk som selv Sjælen kæmper med at forstå og forholde sig til, så tillad mig at tvivle på, at jeg ikke føler mig sikker på, at jeg til fulde kan forstå den guddommelige tanke om kærligheden som kosmisk begreb med disse filtre ???

Jeg har oplevet så mange holdnings-ændringer i mig selv, revideret min mening så mange gange på min vandring, at jeg efterhånden betragter sandheder mere som "lige nu sandheder" men holder mig åben for næste "aha" og det gælder også min forståelse af kærlighedens natur.

Dog, som allerede nævnt...jeg er ikke uenig med dig i dine betragtninger 

Kh.Pondus

Hei Pondus
Betrakter du møtet med ondskapen som det ubehagelige gode? Eller er den bare i veien for utviklingen.
Er du uenig med Martinus der? Og er det andre ting som du "ser" som ikke lar seg forene med det Martinus har skrevet og sagt?
Hilsen Gabriel

Hej Gabriel

Jeg mener ikke jeg er uenig med martinus da  jeg ser ondskabet som et valg vi gennem de tidlige inkarnationer har taget/skabt gennemvort fri valg og dermed er valgmuligheden guddommelig og et særdeles ubehageligt gode, at det for nuværende er "i vejen" for udviklingen er ikke mit sprogbrug, jeg vil nærmere sige at en forudsætning for vor udvikling går gennem elimineringen af ondskaben.

Grunden til at jeg skelner så skarpt mellem modstand og ondskab er, at det ofte bliver accepteret at vi i perioder er onde i vore handlinger og tanker på linie med den modstand vi ofte støder på i os selv som en naturlig følge af vor erfaringsdannelse, her mener jeg at ondskab ikke er "naturlig" og derfor må kræve ekstra opmærksomhed og konkret handling.

Jeg mener ikke, at jeg på nogen måde er uenig med Martinus men det sker at jeg ser/arbejder med noget af det han beskriver i en praktisk "helt ned i nuet og fodhøjde" form da jeg nu engang er praktiker.

Kh.Pondus

Hei Pondus

Så vidt jeg vet skiller ikke Martinus det onde i det djevelske og ondskapen. Hvorfor ,tror du?
Steiner deler opp det onde i Lucifer, Ahriman og Asuras, der sistnevnte er av den forferdelige sorten,
der reparasjoner er umulig.

http://wn.rsarchive.org/Lectures/DeedChrist/19090322p01.html

Hilsen Jostein

Hej Jostein

Martinus forholder sig til de store mysterier og de store linier, det er det han og hans bevidsthed er "gearet til", hvis han skulle gå ind i alle de mindre mysterier ville hans skriverier have fyldt meget mere end de nu gør og ikke mindst ville han skulle gentage hvad andre havde sagt før ham og et sådant spild af gode kræfter ville ikke være ønskeligt. Det budskab Martinus har givet er så rent, klart og umiskendeligt at andre må tage sig af "petitesserne" i forbindelse med den fysiske verden og det "nære univers", set i de helt store sammenhænge ser ting nogle gange anderledes ud end det gør i den nære pulveriserne og praktiske virkelighed, lidt som forskellen på at læse og forstå et søkort og så føre et skib sikker over havet til en fjern distination.

Med hensyn til: der [flash=200,200]sistnevnte er av den forferdelige sorten,
der reparasjoner er umulig. Her er jeg ikke helt enig med Steiner med mindre han tænker på de lavere legemer, på et lidt højere plan, de større legemer er hævet over Lucifere påvirkninger.

Det er klart at disse påvirkninger har visse evner og muligheder men så vidt jeg ved kan de i sagens natur ikke komme videre end det vi kalder 2. indvielse med den form for "magi" det rummer, lyset og kærligheden vil altid være større da de er selve guds og dermed universets natur.

Kh.Pondus

Hej Pondus...

Jeg forstår heller ikke helt din skelen - og at ondskab ikke er naturligt. Jeg finder det lige så naturligt som alt andet, og det mner jeg også Martinus gør.

Martinus skriver således:

(Understregning foretaget af mig)

kh
Tina :0)

Hej Tina

Jeg ser en forskel i det martinus kalder "det onde" (mørket) da det som overordnet betragtet er den modstand vi bliver udsat for som et modstykke til "det gode" (lyset" og så den ondskab som er blevet udviklet af mennesket selv gennem vor nedsænkning i den dybere fysiske tilstand.

"Det onde" som jeg oftest ser i anførselstegn fra Martinus side (måske tager jeg fejl :o) dækker, som jeg oplever det, over modstandskræfterne der i sig selv ikke indeholder den ondskab som mennesket selv har skabt, modstandskræfterne er det de er, nemlig modstandskræfter som selvfølgeligt kan "tænde ondskaben i mennesket" men vi vil opleve at når vi i vor bevidsthed har renset en større del af de nederste legemer ud vil vi ikke kunne være bevidst onde, men derfor vil vi stadig kunne reagere gennem et stort følelsesregister og gennemgå meget modstand men den direkte kyniske ondskab vil vi ikke kunne bruge, den hører alene til og er skabt genne vort laveste begærlægeme...af os selv!

Kh.Pondus

Hej Pondus og Tina

Interessant samtale I har omkring ondskaben: hvad 'ER ondskab ? Er den betinget af mennesket ? Er den naturlig ? Er den, som Martinus siger, et Ubehageligt gode ?
Jeg har aldrig selv forstået ondskaben. Jeg har specielt svært ved at forstå de værste former for ondskab, som for eksempel tortur og lignende. Ikke mindst fordi, at de fleste mennesker (hvis ikke alle ?) kan tvinges/manipuleres til, at overskride deres personlige grænser og blive et redskab for den ondeste ondskab (mig selv indklusiv).

Jeg så engang en udsendelse om Jødeforfølgelserne i Hitlertyskland, hvor nulevende (overlevende) Jøder fortalte deres historier. Een af disse Jøder (en ældre kvinde, hvis historie, og det blik jeg så i hendes øjne mens hun fortalte den, har brændt sig dybt ind i min sjæl), fortalte om hvordan de blev transporteret med lastbil til en KZ-fangelejr, og hvad der så skete.....

Da vi kom til KZ-fangelejren, stoppede alle lastbilerne ved hovedindgangen. De Tyske soldater begyndte at lukke folk ud og dele dem op i grupper: kvinder og børn blev skildt fra hinanden, alle unge mænd kom i een gruppe og de ældre i en anden. I lastbilerne sad familierne samlet, mor og far og bedstemor og bedstefar, og alle børnene....selv helt små spædbørn. Jeg husker det som var det igår: en af de tyske soldater tog et spædbarn ned fra lastbilens lad og greb fat om begge dets fødder, hvorefter han slyngede barnet af al kraft imod lastbilens side, indtil det var dødt. Den dag stoppede jeg med at tro på Gud !

Ondskaben er (tror jeg) en naturlig del af den menneskelige udvikling og noget vi skal tage ved lære af. Hvor ufattelig ond den så end er, må vi aldrig vende den ryggen. For gør vi det, vil den uhindret af lyset fra vores øjne, tage mørkets krafter og skabe et helvede af lige så ufattelige dimensioner.

Kh
Jima

På kinesisk består ordet krise av to tegn. Det ene står for fare og det andre for muligheter.

-J.F.K

Hej Pondus...

Jeg tror godt jeg forstår hvad du mener, men jeg er ikke enig i at Martinus laver denne skelen

Her nævner han terror som en del af det "onde". Terror betragter jeg som rendyrket ondskab, men det er måske her vi ikke har helt samme opfattelse af begreberne?

kh
Tina :0)

Hej Lima...

Jeg mener den er naturlig - og uundværlig, fordi den er en førsteklasses undervisning i lidelse. Kun ved at have oplevet lidelserne selv, får vi vores medfølelse udviklet. Når vi i dag formår at tage afstand fra tortur og lignende ondskab, skyldes det, at vi kan trække på et erfaringsmateriale - nemlig det vi fik, da vi på et tidspunkt selv var underlagt ondskab. Grunden til at vi så har været underlagt ondskab, er, at vi tidligere selv har optrådt som "bøddel og terrorist", for vi kan jo kun få de oplevelser vi selv er første årsag til. Grunden til at vi har opstrådt som "bøddel go terrorist" har så igen været overlevelse, tilranelse af magt osv - dvs det der drev os på vejen i indviklingen i mørket - og hele meningen med mørket. Mørkeoplevelsen er kontrasten til lysoplevelsen - vi kan ikke undvære nogen af dem, for uden kontraster har vi ingen oplevelse.

Ondskaben er et guddommeligt redskab i undervisningen, indviklingen og udviklingen. Det er dog ikke ensbetydende med, at vi ikke skal tage afstand fra den, for det mener jeg vi skal - og når vi er langt nok fremme i uvdiklingen, kan vi slet ikke lade være med at tage afstand. Men vi skal forstå dens væsen som en del af vores udvikling og ikke foragte de medvæsener, der endnu ikke har modtaget så meget lidelse selv, at de ikke længere kan nænne at benytte sig af ondskab. Deres tid vil også komme og når den gør det, vil vi formentlig få ondt i maven og krumme tæer, når vi hører om deres lidelser - men ligeledes her skal vi huske at de har været første årsag til det de gennemgår. Vi skal støtte, trøste og lindre, men uden fordømmelse af deres "bøddel/terrorist". Med tiden vil de også komme så langt, at de kan gennemskue årsager og virkninger og tilgive.

kh
Tina :0)

    Kære alle.

    En ekspert, er den, der har begået flest fejl i et givet afgrænset videnskabeligt område, og draget "læren" deraf.

    En "højtudviklet": Er den, der har været udsat for mest lidelse og smerte, da lidelsen er den eneste "forædler" af bevidstheden.

    Når intelligensen bliver så udviklet, at den kan bruges til "smerteanalyser"/"karmaforståelse", så er det først det "rykker"
    i udviklingen frem mod der "rigtige menneske".

    "Desværre" ikke nogen genveje til Kosmisk bevidsthed; men i stedet en masse lidelse, men den tager du på en helt anden måde
    når du har indset nødvendigheden/princippet.

    Kærligst Karsten

Hej Tina

Nej, jeg tror heller ikke Martinus foretog denne opdeling men han ser også på det overordnede princip, men arbejder man som jeg gør med disse mennesker/verdener er det ind imellem vigtigt om ondskaben er konkret eller "blot" er udtryk for angst, smerte, håbløshed, jalousi etc.
En person kan godt foretage en handling der virker ond (som for eks. terror, drab el.lign.) men i sit udspring ikke bygger på ondskaben men på førnævnte. I lande som Skandinavien er det yderst sjældent, at den slags dæmoner træder frem men det sker og så er selv lyset meget målrettet og kontant.
I meget gammel tid var jorden ikke så tæt på at være en "hellig planet" og dermed var ondskaben en del af mørket hvilket ikke på samme måde er tilfældet i dag men mere og mere vil selv mørket være mindre og mindre markant for til sidst at forsvinde og dermed de sidste rester af "dyret i mennesket", på en måde kan man sige at der sker en "udsultning" af de dyriske prinsipper.
I praksis betyder det, at vi i stedet for at virke stærkt (primært) gennem de 3.nederste chakrar vil energien være primær virkende gennem de tre øverste chakra idet hjertet er en "bro" mellem de "dyriske" og de "menneskelige" chakra og dermed noget der kan arbejdes konkret med.
Dette betyder igen at i stedet for som nu, at bruge vor seksualitet/pardannelse gennem det næstnederste chakra (hara) vil vi benytte halschakret og dermed vil seksualitet og parforhold (Også vort samarbejde med andre som arbejde, samfund etc.) få helt nye udtryk.
Selve dette arbejde med seksualiteten/parforholdet er allerede frigivet til jorden det konkrete arbejde vil strække sig over en ret lang periode (et par hundrede år eller mere) men dette vil være en medvirkende årsag til "mørkets" udsultning på jorden.
Allerede nu arbejder vi i praksis med disse principper og frigørelser selv om det er i et meget lille omfang endnu globalt set. (Her tænker jeg ikke på tantra sex og den slags der virker gennem de nederste chakra). :'(

Kh.Pondus

Hej Pondus...

Jeg synes nu at Martinus flere steder er ret konkret og at han netop flere gange gør sig stor umage med at pointere, at det blot er udvikling der mangler og at alt netop er virkning af årsager.

Jeg er enig i, at ondskab kan komme i flere forklædninger/grader, men det gør da ikke, at jeg anser en del af den som gudommeligt og en anden del som menneskelig - og derved ikke-guddommelig. I mine øjne skriver Martinus, at alt er en kontakt med det guddommelige - også ondskaben, hvad enten den er udløst af "angst, smerte, håbløshed, jalousi etc." eller om den er ægte udtryk for sadisme - dvs en tilsigte svælgen rundt i at påføre et andet væsen lidelse. Begge grader er udløsninger af begær.

kh
Tina :0)

Hej Tina

Jeg kan godt give dig ret da alt ned til de mindste detaljer er guddommeligt men et er teori og generelt set men her som så mange andre steder er der en forskel på teori og praktisk arbejde som ofte kræver en forholden sig til nogle situationer på en mere nuanceret måde. Når man står ansigt til ansigt med visse situationer er en klar skelnen nødvendig.

Jeg vil lige benytte lejligheden til at ønske alle en rigtig god og velsignet påske
Kh.Pondus