Der er et ret aktuelt spørgsmål som jeg ønsker at gå videre med her i forummet at stiille op til debat.
Det handler om "sandhedernes rummende værdi". Faktisk så spørger jeg på en andens vejne, men osse på mine vejne da jeg selv stiller spørgsmål til hvordan man kan svare på følgende spørgsmålet, som lyder som følger:
Sandheder
Hvor stammer de egentlig fra disse, ofte meget detaljerede, teorier om hvordan alting er?
At vi er på vej igennem en udvikling fra mineralriget over plante, dyre, menneskerige, til at blive guddommelige skabninger. - Eller andre af disse teorier eller tros-traditioner, som mennesker vælger at godtage som sandheder.
Jeg ved godt at nogle teorier stammer fra buddhismen, fra hinduismen, kristendommen, martinus osv. - Det jeg mener er... hvor stammer de grundlæggende fra?
Er de udtænkt af mennesker?... åbenbaret af guder, engle eller andre åndelige væsner?... eller andet? - Og hvordan kan man være sikker på at de kilder man har, ikke er fulde af løgn? Jeg mener, selvom noget lyder rigtigt behøver det jo ikke at være det. Vi har vel en tendens til at tro det som lyder godt, og som vi derfor gerne vil tro. Altså det der kildrer vores ører.
Man kan selvfølgelig sige at noget forekommer at være sandt for en, fordi det virker logisk. Men menneskets hjerne har jo sine begrænsninger, trods alt, og der kan jo være ting der er sande, men som simpelthen ikke kan rummes af vores forstand og logik. Derfor kan det være en "fælde" at tro at noget er sandt, fordi vi i vores forstand finder det logisk.
Sandheden kan jo ligge langt udenfor hvad vi kan begribe, og den kan jo være en helt anden, end det der kildrer vores ører.
Hvad er kilderne til vores sandheder?... og hvorfor tror vi på disse kilder?... og har du nogensinde tænkt den tanke, at du dybest set ikke fatter mere af "alting", end en lille myre fatter Einsteins relativitetsteori? (eller noget).
Har du et bud?
På forhånd tak.
2mas
hej 2mas
er det ikke lige nøjagtig her vi har bøn
larskrog
Hej 2mas.
Man kan vel aldrig være sikker på den endelige sandhed. Den indstilling jeg har til hvad der er sandhed, bygger jeg på, at den skal være logisk. Men som du skriver, behøver den endelige sandhed ikke at være logisk. At noget er logisk beviser jo ikke sandhedsværdien. Men hvordan skal man nogensinde bevise, at noget er sandt - det kan man jo ikke?
Så vidt jeg husker, hævder de kilder som du omtaler, at have adgang til Guds viden om sig selv - Guds viden om sig selv er jo netop alt. Gud er ikke klogere i dag end han var i går, hans viden er konstant, uden grænser og total. Martinus var jo 100% sikker på, at den viden han havde var den rigtige - men som almindelig dødelig kan jeg aldrig være sikker. Jeg er endda så usikker, at jeg ikke kan fatte, hvordan andre kan være sikre på, at de har den endelige viden. Martinus var inde på, at hans analyser ikke kunne væltes, for væltede man blot en af hans analyser, ville verdensaltet ikke "gå op". Men hvem siger også, at det skal "gå op"?
Det eneste jeg kan gøre er, at analysere disse kilder med den intelligens jeg har til rådighed. Men sandheden kan jeg ikke være sikker på, at jeg har fat i. Efter sigende skulle intuitionsengergiens indtog gøre, at jeg vil få den endelige sandhed. Men igen - hvordan kan jeg være 100% sikker? ???
Jeg mener godt at man kan bevise at noget er sandt, men det er ud fra det perspektiv og de grundregler man har sat op.
Hvis du og jeg vil undersøge om en ting er sand, så kan vi kun komme til det samme resultat, hvis vores udgangspunkt er afstemt - dvs at vi er enige om perskeptivet og grundreglerne.
Martinus (og andre) har givet os nogle analyser som vi kan forholde os til, men vi vil ikke kunne blive enig med ham (eller de andre), hvis vores perspektiv ikke er bare nogen lunde svarende til hans (deres) og hvis vi ikke kan begribe bare lidt af hans (deres) grundregler.
kh
Tina :0)
Hej Tina.
Det jeg opfatter som "sandhed" er det der er sandt, uanset om jeg er enig i denne sandhed eller ej. Om jeg er enig i Martinus' ananlyser eller ej opfatter jeg ikke som noget kriterie for, om de er sande eller usande. Hvis Martinus har ret i sine analyser, så er de "sande" både for stenen, træet og mennesket, uanset om vi kan fatte dem eller ej, eller uanset om vi er enige eller ej.
Hvis man derimod antager, at sandheden er afhængig af udgangspunktet, så findes sandheden vel sådan set ikke - udgangspunktet ændrer sig jo konstant?
Hvis man derimod antager, at sandheden er afhængig af udgangspunktet, så findes sandheden vel sådan set ikke - udgangspunktet ændrer sig jo konstant?
Hej Svend...
Jeg er enig med dig. Min pointe er netop at det der er sandhed for den ene ikke behøver være sandhed for den anden og den absolutte sandhed kan vi ikke efterprøve i sin helhed. Hvis Martinus har ret (og det mener jeg han har 
), så kan vi først efterprøve den absolutte sandhed, når vi får kosmisk bevidsthed 
kh
Tina :0)
til alle
ja vores bøn er højest personlig - det hedder sig jo ikke martinus vor eller jesus vor, men fader vor, vi er midt i en skabelse,
hvor det er klogt at bede for sine fjender og tilgive, fordi man ser, sådan var man før og der kunne man naturligvis ikke være anderledes .
mvh
larskrog
Jeg tror ikke den endegyldige sandhed er en mulighed før vi igen er "et med gud", indtil da må alle påstande betragtes som teser der efterhånden, som vi kan erkende og erfare deres sandhedsværdi eller mangel på samme være de "milepæle" som vi hver især må erobre gennem erfaring, indsigt og beherskelse.
De "sandheder" der bliver frigivet til jorden og allerede er frigivet til jorden vil nødvendigvis blive farvet af modtageren, af den aktuelle kultur, af det gældende verdensbillede og evnen til at abstrahere fra de vedtagne normer og ikke kun for modtagerens side men i lige så høj grad for afsenderens side.
"Sandheder" kan komme mange steder fra og med mange formål og intentioner og lige som et fyrtårn byder på en videre og videre udsigt og helhedssyn efterhånden som vi kommer højere op i tårnet således er det også med de "indre" verdener, jo højere op i vibrations-lagene vi kommer jo videre og helhedspræget er budskaberne. Her gælder den regel som går igen overalt i udviklingslagene, vi kan se nedad i stoffet men kun fornemme det der ligger lige over vort bevidsthedslag.
( Heri ligger også en vigtig nøgle for de der beskæftiger sig med clairvoyance, at kan vi se ind i et lag (en verden) så kan de også se beskueren, dette er godt at huske på inden man giver sig til blindt at lege eller forsøge sig med diverse teknikker.)
"Tibetaneren" der kanaliserer Alice Bayleis bøger starter altid med en advarsel om blindt at tro på det han siger men opfordrer til at efterprøve, "føle efter", sammenligne og være kritisk og det samme starter jeg altid mine egne foredrag med da jeg syntes det er en god holdning.
Så som jeg oplever sandheden er det en tilstand her og nu og under stadig bevægelse og udvidelse.
Mit eget motto: Livet er som en vifte, konstant kan vi opleve at viften kan folder yderligere et led ud!
Kh.Pondus
Hej 2mas...
Jeg har fundet følgende på wikipedia (det der står med fed er min tilføjelse):
"Buddha Shakyamuni blev født som prins ca. år 560 fvt. og blev døbt Siddharta Gautama. Han levede de første 29 år af sit liv som prins. Da så han en som var alvorligt syg, en gammel mand og et lig. Han opdagede således, at mennesket lever et liv i elendighed, sygdom og til sidst død. Han besluttede sig for at for forlade sit royale liv og finde meningen med tilværelsen. Efter seks års søgen som elev af forskellige filosofiske og spirituelle lærere i det nordlige Indien, besluttede han sig som 35-årig for at sætte sig og meditere indtil han fandt noget, som rækker på den anden side af sygdom, alderdom og død. Seks dage efter nåede han den fulde erkendelse. Efter nogle uger begyndte han at lære fra sig om sindets natur og om, hvordan man erkender den. Dette fortsatte han med i 45 år, indtil han døde som 80-årig."
"(...)I modsætning til religioner som f.eks. Buddhisme, Kristendom og Islam har hinduismen ingen religionsstifter.
Af samme grund er hinduismens forestillingsverden og praksis heller ikke et sammenhængende system, men snarere en række temaer og praksisser spundet sammen igennem en lang historisk udvikling.(...)"
"(...)Islam er en religion, baseret på profeten Muhammeds åbenbaringer, som de findes nedskrevet i islams primære helligskrift, Koranen. Åbenbaringernes ordlyd blev ifølge islam memoreret og videregivet mundtligt, som det var traditionen på det tidspunkt, og efter profetens død blev de nedskrevet som en samlet Koran på arabisk, i den Mekka-dialekt, de ifølge islam var blevet åbenbaret på. Koranen opfattes som Guds ord, der er blevet bragt til profeten Muhammed af ærkeenglen Gabriel. Islam betrager sig som en åbenbaringsreligion, dvs. at Gud har givet sig til kende gennem profeter, som har givet hans budskaber videre.(...)"
"(...)Biblen, foreningen af jødernes bibel (i skikkelse af Det Gamle Testamente) med Det Nye Testamentes kristne skrifter. Fundamentalistiske kristne mener, at den ord for ord er "Guds ord", nedskrevet af mennesker, mens andre kristne fastholder, at den kun er et menneskeskabt vidnesbyrd om Guds tilstedeværelse på jorden og derfor åben for fortolkning.
Jesu død og opstandelse indfører en ny pagt mellem Gud og mennesker til erstatning af den gamle pagt mellem Gud og det jødiske folk som beskrevet i Det Gamle Testamente.(...)"
Martinus' tilgang til at skrive Det tredie Testamente startede med en meditation på gud og endte med kosmisk bevidsthed, der gav ham adgang til den viden han skulle formidle.
I princippet kan ingen af os vel være sikre på, at de ikke er det. Vi må stole på vores egen dømmekraft og erfaringer - er det vi læser troværdigt - giver det genklang.
kh
Tina :0)
Det er kærligheden, der er kilden.
Hvis man ikke er enig i det, er man jo fri til opføre sig ukærligt. Og finde ud af, om det er mere sandt.
Vil man vide, hvad sandhed er, må man undersøge, hvad kærlighed er.
Hvad kan være sandere end kærligheden? Hvad kan være mere rigtigt end den?
hilsen
Jan
Kære 2mas,
Åndsvidenskab er ikke for troende,
evige realiteter, er evige realiteter, dem er der ikke nogen der har fundet på,
de kan opleves helt konkret, og beskrives teoretisk,
Du kan teoretisk benægte din egen eksistens, men det stemmer ikke med virkeligheden/realiteterne,
Niels Bohr; 'en sandhed kan meget vel være det modsatte af en anden sandhed', -
et sted ? bruger M. eksemplet, (rettelse)
En sidder med fødderne i en balje med 30* varmt vand, En anden sidder med fødderne i en balje med 20* varmt vand, nu flytter de begge fødderne over i en balje med 25* varmt vand,
den ene vil hævde at det er koldt, den anden at det er varmt, -
Kærlig hilsen
Holger
hej holger
var niels bohr vegatar - hvordan havde han det med tobak ?
mvh
larskrog
Kære Lars,
Jeg ved ikke om N.B. var vegetar, men hans sommerhus var nabo til 'Kosmos Ferieby',
og han sad på første række i Studenterforeningens til bristepunktet fyldte sal,
ved et foredrag af Martinus, om atomernes mikroverden,
ja, han hyggede sig vist med sin pibe og tobak,
Einstein var vegetar, og udtalte at det gjorde at han tænkte bedre,
har også udtalt at hvis ikke tænkere m.v. gennem tiderne havde haft intuitive 'indslag', så ville Vi ikke være nået dertil hvor Vi er i dag,
det er tænkeligt at Bohr har fortalt Einstein om Martinus,
Kærlig hilsen
Holger
Hej sandhedssøgere 
Som jeg forstår Martinus (og verdenen for den sags skyld), så findes der en absolut sandhed, men vi kan have forskelligt perspektiv på sandheden dvs. vi kan være mere eller mindre tæt på den. Er vi langt fra den, så er den utydelig og vores antagelser om verdenen kan være fejlagtige. I takt med at vi kommer tættere på sandheden bliver vores forståelse og oplevelse af livet mere i overensstemmelse med sandheden indtil vi en dag bliver et med sandheden.
Afstanden mellem os og sandheden er ikke en fysisk materialistisk af stand, men en afstand målt i udvikling eller evner. Når vi i dag kan være i tvivl om hvad der er rigtigt eller forkert, så hænger det sammen med manglende evner eller udvikling (og så ringede min mor og nu kan jeg ikke huske hvad jeg så ville skrive. suk : ).
kh
Lasse
hej holger
jeg er også fan af Bohr og Einstein - selv om de fik en pipe tobak eller hvad - mener da at var meget tæt på
sandheden - jeg vidste ikke at Bohr var fan Martinus - håber da de er med os fra det andet plan - det må de
være - rigtig lasse så ringer ens mor midt i det hele he he.
mvh
larskrog
Hej 2mas
Fandt lige følgende i de gamle Kosmos på nettet,angående sandheder.
De har ganske ret i, at der kun kan være én sandhed, men det er vigtigt samtidigt at gøre sig klart, at sandheden ikke er så fattig, at den kun har én klædebon at vise sig i. Dette møder man bl. a. et interessant eksempel på inden for fysikken. På grundlag af undersøgelser lader det sig her dokumentere som sandhed, at lys er identisk med elektromagnetiske bølger, der med stor hastighed udbreder sig i rummet. Men på grundlag af andre undersøgelser lader det sig på samme måde dokumentere som sandhed, at lys er identisk med en sværm af energikvanter, der nærmest må beskrives som partikler; man taler her om "fotoner". Tilsyneladende er disse fremtrædelsesformer af lyset indbyrdes uforenelige, hvilket betyder, at de to sandheder om lyset synes at modsige hinanden. For medens nemlig partikler er størrelser, der forholdsvis let lader sig lokalisere i rummet og tiden, er noget andet tilfældet med hensyn til bølger. Med andre ord: at bølger og partikler skulle kunne være identiske forekommer for den tilvante menneskelige forestillingsverden at være utænkeligt. Ikke desto mindre bekræfter de føromtalte undersøgelser ved enhver lejlighed, at det er tilfældet, og det har givet anledning til, at man i fysikkens fagsprog har måttet indføre et begreb, der udtrykker denne særlige situation. Det drejer sig om begrebet komplementaritet, og det skylder for øvrigt den fremragende danske fysiker Niels Bohr sin indførelse i fysikken.
Når jeg her fremdrager dette eksempel fra fysikken, er det fordi, det kan lære den studerende af åndelige faktorer noget væsentligt vedrørende begrebet sandhed, således også i vurderingen af religioner og religiøse sekter. Det er så tit blevet hævdet, at kernen i de store religioner i dybeste forstand er den samme, men sådan ser det ikke ud for den, der indgående studerer sagen. For eksempel møder man i buddhismen og kristendommen så afgørende forskelle i de grundlæggende synspunkter, at man strengt taget må betragte dem som uforenelige. Og taget som udtryk for højere sandheder må disse grundlæggende synspunkter dermed tages som eksempel på sandheder, der tilsyneladende er uforenelige. Medens således livet inden for kristendommen betragtes som et gode - en gave - og har en personlig Gud til skaber og ophav, betragtes det inden for buddhismen som et onde, en lidelse, der er en konsekvens af en upersonlig verdensorden, og som man kun kan gøre sig fri af gennem dette på grundlag af meditation og streng selvdisciplin at ophæve personligheden og individualiteten i tilstanden: nirvana.
Dette citat stammer fra
http://kosmos.martinus.dk/da/kosmos/1968/kos1968-06-068.html
Læs selv videre.
Som jeg forstår det kan sandheden også være komplementarisk, jvf afsnittet om lysets beskrivelse som henholdsvis partikeler og som bølger...
Kærlig hilsen Cai
Interessant analyse af sandhedens "komplementaritet"
Jeg ved fatisk ikke om kosmologien indeholder en komplementar sandhed. Der er den absolutte sandhed og så er der en masse analyser af timelige ting, som en den evige analyse er illusioner. Jeg er ikke sikker på at analogien med ovennævnte eksempel holder hele vejen. Jeg skal lige have tænkt lidt
Jeg synes det er på sin plads at skrive at det er skrevet af Per Bruus-Jensen
kh
Lasse
Hej Lasse,
Jeg tænker på om ikke det er lidt det samme, som det "behagelige gode" og "det ubehagelige gode". Behag og ubehag er modsæninger. Men samtidig er ubehaget/smerten en lige så stor guddommelig velsignelse som velværet. Og alligevel er det ikke ligegyldigt for nogen, om det, de oplever er behageligt eller ubehageligt, fordi alle - dybest set - ønsker behag.
Når nogen oplever et helvede, så er denne oplevelse helt reel. Men samtidig er denne oplevelse et møde med Gud, et møde med kærligheden, et møde med evigheden. For det er enhver oplevelse.
Men mange vil have svært ved at forstå, at helvedesoplevelsen ud over at være pinefuld også er en kærlighedsoplevelse; er et møde med Gud.
De fleste kan acceptere at Gud er i tilgivelsen, forståelsen og alle de behagelige manifestationer. Men at torturbøddelen gennem sit offer, møder Gud, og dermed er i gang med at torturere Gud; og at offeret i sit møde med torturbøddelen også møder Gud, det er for mange nærmest umuligt at forstå. Så svært at en sådan holdning kan anses for pervers.
Men ikke desto mindre viser de kosmiske analyser, at det forholder sig sådan. Man kan ikke møde noget som helst - uanset hvor behageligt eller ubehageligt, det er - uden samtidig at møde Gud.
Men det er ikke sikkert, man kan se, det er Gud, man møder.
Ikke desto mindre er det en sådan forståelse, der er nødvendig for at kunne komme til at praktisere kærlighed og tilgivelse i enhver situation.
Det synes jeg egentlig godt man kan kalde komplementaritet. (eller hvad det nu var, det hed, det svære ord )
kh
Jan
Hej Jan,
Problemet med det komplementere i PBJs eksempel er at de to 'sandheder' er ligestillede, dvs. de er lige sande. I kosmologien er de forskellige sandheder graduerede. De evige analyser er f.eks. mere sande end de timelige. Som PBJ fremstiller det, så er det ikke tilfældet i fysikkern. Det kunne det f.eks. have været, hvis man gik ud fra at lys er bølger og nogle gange opfattes som partikler. Man kan sige at Martinus har en højeste sandhed og så nogle sandheder længere ned på stigen, som bliver overtrumfet af de højeste eller absolutte sandheder. Jeg synes at dit (Jans) eksempel illustrere det meget godt med at 'alt er såre godt' er en større sandhed eller mere sandt end oplevelsen af en helvedestilstand/ubehag.
Jeg håber at det giver mening.
kh
Lasse
Hej Lasse,
Problemet med det komplementere i PBJs eksempel er at de to 'sandheder' er ligestillede, dvs. de er lige sande. I kosmologien er de forskellige sandheder graduerede. De evige analyser er f.eks. mere sande end de timelige. Som PBJ fremstiller det, så er det ikke tilfældet i fysikkern. Det kunne det f.eks. have været, hvis man gik ud fra at lys er bølger og nogle gange opfattes som partikler. Man kan sige at Martinus har en højeste sandhed og så nogle sandheder længere ned på stigen, som bliver overtrumfet af de højeste eller absolutte sandheder. Jeg synes at dit (Jans) eksempel illustrere det meget godt med at 'alt er såre godt' er en større sandhed eller mere sandt end oplevelsen af en helvedestilstand/ubehag.
Jeg håber at det giver mening.
Hvis vi tager det "ubehagelige gode" som eksempel, så dækker dette begreb over, at enhver smertefuld oplevelse, alllivel - trods smerten - er et gode. Smerten er et gode. Og smerten er ubehagelig. Begge dele er lige sande.
Et andet eksempel er det 3-enige princip. Analysen af det evige væsen udgør et 3-enigt princip. Dvs 3 forskellige beskrivelser af det samme evige "noget". For at dette "noget" kan være levende, må det være et 3-enigt princip. Det vil sige ikke bare et komplementært, men et triplementært princip. Både jeget (X1), skabeevnen (X2) og det skabte (X3) udgør et "noget som er" i sin inderste analyse. Men det er ikke nok at sige, at der eksisterer et evigt "noget som er". Det evige "noget som er" udgør samtidig ligeså evigt princippet som oplever/skaber (X1), princippet som skabe- og oplevelsesevne (X2), og princippet som det skabte og oplevede (X3). Ingen af disse 3 kan stå alene, og analysen "et noget som er" - uden den 3-enige analyse, giver ingen analyse af et levende væsen. Disse principper er alstå lige virkelige og lige afhængige af hinanden. De er også en slags modsætninge, samtidig med at de har den samme analyse - nemlig: evigheden, eller et "noget, som er".
kh
Jan
Skriv et svar