Hej alle
Efterhånden som jeg mere og mere finder ud af hvordan ting rigtigt hænger sammen - stor tak til Martinus for dette! - er det blevet et større og større spørgsmål for mig hvordan jeg har lyst til at indrette mit liv.
Hvormeget ønsker jeg f.eks at forsøge at "hjælpe" andre og i det omfang jeg vælger at forsøge at "hjælpe", hvordan gøres dette så bedst både for mig selv og for andre.
Som Martinus studerende kan jeg nå til den konklusion at alt er såre godt og går præcis som det skal, hvilket leder mig til at konkludere at der ikke er noget jeg skal eller bør gøre ud over så godt jeg formår at være alkærlig og agere alkærligt overfor andre væsener.
Den anden del af min Martinus forståelse fortæller mig at jeg er en del af guddommen og at jeg udgør en del af guddommens oplevelses og skabelsesorgan og at jeg derfor naturligvis skal gøre alt det som jeg har lyst til.
Dette leder mig så frem til at det naturligvis må være helt op til mig, så hvad er det så egentlig jeg har det bedst med. At gennemleve dette spørgsmål oplever jeg som en fantastisk rejse som netop giver mig den oplevelse af livet og den udvikling som jeg har behov for og mest mulig glæde af.
Det næste spørgsmål er så, hvordan jeg bedst får mit "normale" liv med forhold, børn, venner, job, penge og den slags ting til at passe sammen med det der egentlig interesserer mig mest, nemlig den spiritualle udvikling. Jeg lever i et vestligt samfund, der er bygget på en række værdier og strukturer som jeg ikke selv længere deler. Der er en del af mig der har lyst til i større omfang at omgås mennesker der mere deler mit livssyn og leve sammen med sådanne mennesker i det daglige. Brian Oleary er en mand der åbenbart har gjort dette. Jeg fandt dette interview inspirerende http://www.naturalnews.com/Index-Podcasts.html (Click på interview nummer 59). Han kommer også ind på nogle ting der passer godt med Martinus, f.eks omkring free energy.
Samtidig ved jeg fra Martinus at alt er såre godt og fra Buddhismen at min lykke udelukkende er at finde indeni mig selv, så der ingen pointe er i at ændre de ydre rammer.
Hvilke overvejelser gør i andre jeg om sådanne ting?
Med kærlighed
Lars
Vi har heller ikke noget med at "Komme frem og bekender vores syndere her"
Hej Lars
Først vil jeg sige tak for et godt link. Det er altid inspirerende at høre om en person, der bevidst vælger sin egen vej, uanset hvad andre mener. Det virker som om - i følge Brian Oleary - at det ikke er nemt for en fysiker i dag at gå ind for tanken om fri energi i universet, grundet den store modstand fra andre fysikere og den eksisterende energisektor.
Jeg synes det er nogle spændende tanker du gør dig. Her vil jeg fokusere på den del, hvor du filosoferer over den ydre materialisme kontra den indre spirituelle udvikling. Jeg har nemlig også tænkt lidt over dette.
Jeg har tidligere haft kortere perioder, hvor jeg havde svært ved at se meningen med at skulle bruge energi på ydre materielle ting, når det nu er den indre del af mig som virkelig interesserer mig. Men hver gang kom jeg til den konklusion, at jeg ikke kan adskille mig fra den ydre verden, fordi det er herigennem jeg udvikler mig. Sat lidt på spidsen, så dur ideen om at sidde i en hule og meditere sig frem til indsigt ikke i mit tilfælde. Det er igennem respons fra andre jeg bliver bevidst om mig selv. Også selvom responsen kommer fra personer, som absolut ingen tanker gør sig om spirituelle begreber eller specifikt kender til kosmologien. Og det er den situation jeg er i pt. I min daglige omgangskreds er der kun få der eksplicit har lyst til at snakke om spiritualitet, og ingen der kender til Martinus kosmologi.
Men jeg har ikke noget problem med dette, da jeg ved - udfra analyserne - at min ydre verden udgør mit eget specielle "træningsprogram". Jeg ved at jeg bliver stærkere i mit indre hver gang jeg møder modstand. Og det har jeg oplevet en hel del gange blandt andet efter jeg "sprang ud" som vegetar. Det, at holde fast på ikke at spise kød, selvom stort set alle andre synes det er en underlig ide, ja det giver virkelig styrke. Jeg bor på falster pt. og her har tankegangen om, at der er visse problemer i at slå dyr ihjel, så absolut ikke vundet indpas endnu 
Jeg har da tit tænkt på at det kunne være dejligt eksempelvis at bo i Klint hele tiden og snakke om kosmologien, men samtidig tror jeg på, at vi er der, hvor de bedste udviklingsmuligheder er for os. For mig er det i mit stille indre at lære analyserne bedre at kende via mit almindelige daglige liv sammen med andre, uanset om der eksplicit bliver snakket om kosmologien.
Ja, det var bare de tanker jeg har gjort mig om dit spørgsmål
Kærlig hilsen
Kenneth
Hej Lars.
Jeg er meget enig med det Kenneth skriver, omkring det, at jeg ikke mener jeg kan adskille den spirituelle udvikling ud fra den daglige trummerum. Martinus er i et af sine foredrag inde på, at hvis man for eksempel er på en arbejdsplads, hvor der er en kedelig tone, hvor man måske bliver bagtalt af nogle kolleger, så hjælper det ikke bare at flygte fra det hele og skifte arbejdsplads. Der hvor man søger hen vil man på et eller andet tidspunkt blive mødt med den samme kedelige tone. Det eneste der hjælper, er at arbejde med de energier man selv udsender, og samtidig lære at tilgive sin næste, så er det i princippet mindre væsentligt, hvor man selv befinder sig rent fysisk. Hvis man gemmer sig i en hule sammen med ligesindede, så kan man ganske vist for et kortere tidsrum, måske endda et helt liv, gemme sig for sin skæbne, men den vil før eller siden indhente én. Alle og enhver kan jo være næstekærlige over for dem der elsker én selv, men den store eksamen består jo i at være næstekærlige over for ubehagelige væsener.
Jeg synes også der er en stor træning i at bo i et vestligt samfund, hvor mange har det "alt for godt", rent materielt altså. Alligevel lider mange mennesker af depression, ubestemmelige smerter, kedsomhed, overvægt osv. Jeg tror mange mennesker i vort samfund efterhånden vil indse, at den eneste vej ud af disse tilstande, er at give ud af overfloden - at være noget for sin næste, og hjælpe andre når de er i nød. Vi skal bare lige ud over den millionårige indgroede tankegang om, at dyrerigets "kampen for tilværelsen", stadig er en livsbetingelse.
Skriv et svar