Hej Steen2!

Jeg ved ikke hvilket svar, du er på udkig efter. Måske trængte du bare til luft og ikke mere.

Man kan finde alle "svar" i livet. Hvis du er på udkig efter et bestemt svar, kan du finde det. Er du på udkig efter det modsatte, kan du også finde det.

Enhver har sin fulde frihed til at vælge den virkelighedsopfattelse, som de ønsker. Hvis du ønsker, at se, at alt er noget lort, så har du derfor rig mulighed for det.

Men hvis du ønsker att blive klogere, så er du nødt til at være åben for den mulighed, at du ikke selv sidder inde med hele sandheden om virkelighedens natur. Og dermed muligheden for, at du kan tage fejl.

Hvis der er noget, man ikke bryder sig om, så er det ikke vanskeligt at afvise det, som noget sludder.

Men for at kunne forstå de kosmiske analyser, må man være villig til at arbejde oprigtigt med sig selv. Enhver har frihed til at føle sig som et offer eller en martyr og påtage sig denne rolle; og livet vil rigeligt bekræfte en i, at man har ret i denne holdning, idet man udelukkende vil være fokuseret på al verdens elendighed, og derved vil man også kun se den.

Men martyriet er farligt, fordi det dræber livsglæden, og det bygger på en livsløgn.

Hvis du vil ud af oplevelsen af helvede, må du indstille dig på, at du selv har ansvar for dit liv. Det, at du oplever lidelse i dit liv, viser, at der er sider i livet, du ikke mestrer, fordi du mangler visse erfaringer. Men det er der ikke noget forkert i. Vejen til livsglæden er, at erkende det, som det er. Det gælder om at lære at forstå, at enhver er god nok, som man er. At ingen kan være anderledes i øjeblikket, end de netop er. Derfor har man også ret til at være her med de ufuldkommenheder, man rummer. Ved at forstå at man er god nok, som man er, har man den accept, der er grundlaget for at kunne frigøre sig fra de ufuldkommenheder, man har. Og se dem som det, de er: grundlaget for visdom og fornyelse af evnen til at opleve salighed.

Der er ikke noget som helst i livet, der kan forfølge en andet end en selv. Oplever man sig forfulgt af livet, må man indstille sig på af alle sine kræfter, at holde op med selv at forfølge nogen eller noget. Kun på den måde kan man komme til at opleve en tilværelse, hvor man ikke føler sig forfulgt.

Er man derimod indstillet sådan, at man er uretfærdigt forfulgt, så vil man blive ved med at få denne opfattelse bekræftet.

Så længe man ser sig selv som en martyr i livet, vil man ikke kunne forstå de kosmiske analyser eller i det hele taget synspunkter, der modsiger offerholdningen.

Man må arbejde på at frigøre sig fra al intolerance mod andre og sig selv - ikke ved at benægte eller fordømme den - men ved at erkende den som en del af ens sindelag, undersøge den og arbejde på at blive herre over den. Indtil man bliver herre over den, er den nemlig herre over en i stedet.

Man må beslutte sig for, at arbejde på at lade det højeste i ens bevidsthed råde og ikke det laveste, kun derved kan man frigøre sig fra de overtroiske og livsødelæggende tankeklimaer.

Så længe man identificerer sig med de destruktive tanker, oplever man ganske vidst at få ret, men man oplever også, at man ikke får det bedre. Da al lidelse dybest set er selvskabt - selv om man ikke nødvendigvis er klar over det - så er man også selv den eneste, der kan gøre sig fri af lidelserne. Men andre kan naturligvis være til stor hjælp, hvis man er åben for en sådan hjælp.

Med hensyn til at være flink overfor andre og efterfølgende føle sig bedraget, så tror jeg, det handler om at være oprigtig. At give, fordi man ønsker at give, og ikke fordi man forventer at få noget igen. Hvis man har denne forventning, er det mere reelt, at  fortælle modtageren dette, så denne ved, at der er tale om en handel og ikke en gave.

Jeg håber, du kan bruge disse tanker til noget, og at de var svar på dit indlæg.

mange venlige hilsener
Jan

Alt er såre godt! - Men kan kun give mening, set i det store kredsløbsperspektiv.

Da alle former for oplevelser må ske gennem kontraster, kan intet opleves, uden at det har en modsat tilstand. Naturen er vores største underviser i det. Vi oplever varme og kulde, nat og dag, lys og mørke, men naturen viser os også, at der er et kredsløbsprincip; det vi oplever som vinter, forår, sommer og efterår. Her oplever vi ved naturens egen kredsløb, at bladene falder fra træerne om efteråret og mange træer derved står nøgne dvs. uden blade om vinteren; men alligevel kommer der nye friske blade på næste forår. Er det ikke vidunderligt ting, at dette kan lade sig gøre, er det ikke vidunderligt at opleve et nyt forår? – Er det ikke et vidunderligt syn, at livet atter er tilbage igen i vores natur, med utal af skønne farver og blomster, der kommer til syne.

Naturen viser os dermed, at der finder et kredsløb sted hele tiden. Det vil aldrig være de samme blade, vi ser fra det ene år til det andet, ligesom det er heller ikke de samme blomster, vi ser. Nu er det sådan, at vi mennesker har meget lettere ved at overskue naturens kredsløb end vores eget kredsløb, da vi kun er i stand til at iagttage det, der ligger i vores nærhorisont. Set ud fra vores nuværende liv, kan tingene se ud som tilfældigheder, og at naturkatastrofer og andre ulykker rammer os tilfældigt, men det viser jo blot, at mange mennesker endnu lever i vinterzonen. Flertallet af jordens mennesker kender endnu ikke det virkelige forår, der venter dem. De kan ikke se, at alle de besværligheder de må gennemleve, er en ubehagelig, men nødvendig undervisning.

Vi mennesker har også vores kredsløb, hvor vi må gennemløbe en vinterzone, forårszone, sommerzone, efterårszone og igen en ny vinterzone osv. Så længe vi befinder os i vinterzonen, kan vi ikke se den skønhed, der venter på os forude. Vi kan endnu ikke opleve de pragtfulde farver, som foråret vil bringe. Først når vi er kommet så langt i udviklingen, at vi direkte kan opleve foråret, ja først der, kan vi virkelig se, at alt er såre godt. Vinterzonen vil være det område, hvor vi får den hårde undervisning, her er det døden, der hersker over os, det er her, vi mener, at tilfældighederne råder, det er her, vi giver de andre skylden, når noget går imod os og vi forstå endnu ikke, hvorfor vi selv må tage et ansvar for vores eget liv og ikke ødelægge livet for andre medvæsener. Vi forstår heller ikke alvoren i, at det vi sår, må vi også høste. Men takket være den manglende evne til at se, hvad der er ret og vrang, så vil ”livet direkte tale”, tale til os gennem sygdomme, ulykker og naturkatastrofer og andre ulykkelige situationer. Og en dag, behøver vi ikke mere denne undervisning, da vil vi selv stråle udover vores medvæsener og da kunne sige: Se! Alt er såre godt!

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]

Jeg beundrer din livslede.

Det eneste jeg har at klamre mig til, er håbet om at Martinus har ret - at alt er såre godt.

ATP

Hej igen!

Jeg kom til at tænke på, om jeg kom til at formulere mig for hårdt i mit tidligere indlæg. Det var ikke ment sådan, men derfor kan det jo godt være tilfældet.

Den ene side af sagen er jo det intellektuelle, analytiske side af sagen, som ikke nødvendigvis er forkert, men som godt kan virke hård.

Den anden side er den mere empatiske side, som også er vigtig at have med. Når man føler, at det hele er "ad helvede til", så kan det være rart - trods alt - at føle sig forstået. Hvis man så føler, at man får et svar, der ikke afspejler forståelse, så er der ikke stor chance for, at man kan bruge svaret til meget.

Jeg tror, det forholder sig sådan, at det til tider ikke bare er hårdt - men meget hårdt - at have kendskab til de kosmiske analyser. Dem får man først for alvor interesse for, når man allerede har oplevet svære lidelser. Men det, at lære analyserne at kende, er ikke nødvendigvis i første omgang en "dans på roser". Tværtimod. Jeg tror ikke, man kan integrere de kosmiske analyser i sit praktiske liv uden, at de udløser en sjælelige krise, en psykologisk korsfæstelse. Når noget er ved at være overstået, så får det en opblomstring, før det dør. Sådan er det også med den dyriske væremåde. Jo mere man ønsker at blive fri af den, jo mere kan den synes at være alle vegne.

Her gælder det om både at arbejde på det intellektuelle og følelsesmæssige plan. De kosmiske analyser kan give en intellektuel, teoretisk indsigt i, hvad der sker, og i heldigste fald en forståelse og en vis form for meningsfuldhed i alt det svære, man går igennem. Og man kan få hjælp til nemmere at blive sporet ind på den rette indstilling til ens besværligheder og dybe smerter.

Og her er der et stort arbejde. For i arbejdet med at holde op med at undertrykke, åbner man sig. Men i første omgang betyder det også,  at man også i sit sind kan åbne "låste døre", bag hvilke der kan gemme sig mange uforløste smertefulde oplevelser, følelser og tanker.

Disse smertefulde oplevelser kan man ikke gemme bort i al evighed, de må før eller senere op i dagsbevidstheden, føles, rummes og forstås, før man kan slippe dem. Det er en lang og hård proces. Det er en slags "indre korsfæstelse". Det er en naturlig tendens, at man ikke ønsker denne proces, fordi den er smertefuld. Men det er ved at turde møde og rumme disse smertelige ting, at man kan forløse dem. Kristus sagde: "Tag dit kors og følg mig". Det, at gå i Kristus fodspor er en "korsfæstelsesproces". Det er noget man virkeligt skal ville, før man gør det. Men efter korsfæstelsen er der som bekendt en opstandelse. Før en fødsel er der mange smerter, men efter fødslen overskygger glæden smerten. Sådan er det også med "den store fødsel".

Når man har det allermest svært, så er det godt at vide, at alt det forfærdelige og smertefulde trods alt er et ubehageligt GODE, og alstå ikke et onde i absolut forstand. Det kan også være godt at tænke på, at alt kun er en overgang. Ingen lidelse bliver ved i al evighed. Og der er hjælp og kraft at hente i bønnen til at gå igennem sin lidelse.

Det er ikke altid lige nemt. Nogen gange er det meget svært. Og så kan det også være svært at se, at alt er såre godt. Hvis man imidlertid alligevel i sin sjælekvide er i stand til at tænke den tanke, at alt er såre godt, trods tilsyneladende bevis for det modsatte, og hvis man er i stand til at rette sin koncentration mod Guddommen, så er der stor hjælp at hente i denne indstilling. Og så er det også en hjælp, hvis man arbejder på ikke at stritte imod den uundgåelige smerte, men at man ønsker at tage den til bunds. Hvis der er noget i en, der sidder og gør ondt, så kan man ved at tillade sig selv at opleve det, på den måde komme gennem smerten og til sidst slippe den.

med kærlig hilsen
Jan

Hej Steen2.

Du nævner blandt andet Sunamier og oversvømmelser. Jeg kommer til at tænke på Storm P. i den flue hvor den ene herre siger til den anden: "Hvad mener du om verdenssituationen"? Hertil svarer den anden: "Den har jeg ingen mening om, jeg har fået noget i øjet".

Jeg tror det er vigtigt, at man engang imellem gør som manden hos Storm P. Der er ingen af os der er guder, og derfor skal vi heller ikke tage ansvar for naturkatastrofer, det kan vi simpelt hen ikke bære på vores skuldre. Det er rigtigt at TV er fyldt med katastrofer, hungersnød, børnemishandling osv, men det er ikke det enkelte menneskes ansvar. Engang imellem må man prøve at lægge afstand til disse ting, det man derimod kan gøre er at gøre så godt man kan i sin nærmeste omgangskreds, med de muligheder man nu har. Martinus sagde engang i et foredrag, noget i retning af at "Jeg er udmærket klar over, at når de går herfra, så er de ikke omvendte til at være alkærlige væsener, så naiv er jeg ikke. Det er heller ikke en sag mellem dem og mig, det er en sag mellem dem og Gud. Jeg har ikke ansvaret for Deres handlinger, og de har ikke ansvaret for mine. Jeg siger det heller ikke for at bebrejde nogen noget, jeg ønsker stadig, at vi skal være gode venner. Men jeg er jo nødt til at fortælle dem disse ting, når jeg nu har fået evnen til at se hvad konsekvenserne er".

Foredraget handlede blandt andet om spiritus og tobak. Og Martinus havde jo fået evnen til at se, at nydelsen af disse stoffer var skadelige for den menneskelige organisme. Så ville det jo være uansvarligt af ham, ikke at gøre opmærksom på dette, selv om det måske ville virke sårende på mange, ja måske endda få mange til at miste vende kosmologien ryggen. Foredraget blev afholdt på et tidspunkt hvor den almindelige dansker ikke var klar over tobakkens langsigtede skadevirkninger.

Det synes jeg er meget centralt. Vi skal passe på ikke at lægge ansvaret for alverdens ulykker på vore egne skuldre. Vi har kun ansvaret for hvad vi gør med vore egne evner og muligheder, og være et godt eksempel for andre. Vi kan kun forhindre "krigen" i vort eget indre, og være med til at forhindre den i vore nærmeste omgivelser.

Du nævner, at man bliver røvrendt af sine nærmeste, hvis man er et flinkt menneske. Kan du prøve at nævne nogle eksempler? Jeg har tænkt lidt over situationer fra mit eget liv, og jeg kan faktisk ikke finde et eneste eksempel.

Hej igen.

Jeg vil lige for en god ordens skyld nævne, at udtalelsen i mit forrige indlæg fra Martinus ikke er et ordret citat fra foredraget, det han sagde har været en tur igennem min hukommelse.

Kære Steen2

Nu kender jeg ikke din mening med at lufte din vrede over begrebet "Alt er såre godt", måske er det en konkret vrede, måske er det desperation, måske er det fortvivlelse men for så vidt er det ene ikke bedre end det andet da du har taget det til dig og reagerer på det.

Jeg kender følelsen og vil ikke forsøge at argumentere for Martinus påstand om at "Alt er såre godt" idet begrebet kræver at man er rimeligt funderet og i balance for at kunne se det.

Derimod er der en mekanisme som næsten er en regel, "vi kan ikke nå højere end vi har været nede at rydde op til", det er stadig princippet om oppe/nede, kulde/varme, lys/mørke der er gældende men på en mere direkte og mærkbar måde.

Hvert eneste chakra eller punkt i kroppen har et referance-punkt i hjernen således at forstå, at enhver blokering i kroppen også sidder i hjernens mekanisme. For at frigøre disse punkter i hovedet er vi nødt til at komme i forbindelse med de tilsvarende punkter i kroppen/følelserne og det er her vi bliver "tvunget" ind i tilstande der for at sige det mildt, kan være ret smertefulde.

Måske kan det være en trøst at den egentlige "synder" er Sjælen, da de fleste mennesker der kommer i gang med en dyb udrensnings-proces som forløber for en egentlig indre forvandling ofte oplever netop det du beskriver. Det "bærende" princip her er sult/mæthed, er vi efterhånden så "mætte" af den tilstand vi går i, at vi har fået nok, at nok er der hvor vi giver op og måske gør noget vi ikke før har gjort for, at ændre på vor situation.

Kunne det tænkes at problemet ikke ligger i alle de andre omkring dig men inden i dig? Set i perspektiv er det en mulighed da de selvsamme mennesker omkring dig måske har en helt anden opfattelse af "verdensbilledet", prøv engang at pege på nogen omkring dig og du vil se at der er 3 fingre der peger tilbage på dig selv, et tilfælde...måske?

På en måde kan man sige, at den tilstand du oplever omkring dig eller i dig er din, helt og holdent din! Spørgsmålet er så, har du fået nok af den eller har du brug for at "dyrke" den lidt mere?  Det er op til dig selv men det er klart, at det kræver mod og vilje at ændre en tilstand i os selv, mod til at se og erkende at alt udspringer i os selv, vilje til at ændre på denne tilstand, husk på, at du er den første i hele verden der har haft det sådan!!! 😮

Jeg er nødt til at nævne at der findes en tilstand/følelse i os som ikke har nogen positive sider, ikke kan bruges til noget men er en helt konkret følelses/tanke-gift og her mener jeg Gift i ordets egentlige forstand og det er BITTERHED, det er en gift for os selv og for alle der kommer i nærheden af os, et begreb de fleste vil flygte fra og frygter!!!

En tibetansk munk har engang sagt: Gud giver dig en båd når du er på dybt vand, men du må selv ro den...

Det er klart at enhvert skridt ud på "dybt vand" kræver en vis form for tillid, tillid til, at vi kan ændre tingene omkring os, tillid til at vi vil få den hjælp der er nødvendig og tillid til, at vi har fortjent det...Har du det?.. Fortjent det mener jeg!

Der går en lille historie om tillid som jeg ikke kan lade være med at bringe videre her...:

Vor lokale præst som er en troende sjæl og meget nidkær havde engang vovet sig op i havens højeste æbletræ for at få fat i de mest udsøgte æbler før fuglene, da han står i toppen og skal til at række ud efter det flotteste æble knækker grenen han står på så han ender med at hænge i armene. Da han har hængt en tid er han klar over at situationen ikke er optimal og egentligt temmelig farlig da det nu engang er et ret højt træ. Han har jo egentligt sin tro og naturligt nok kalder han på gud som (lidt overraskende) svarer: Ja min ven, sig frem! Præsten synker engang og beder om et godt råd og hjælp til at redde situationen, Gud svarer at det skal han nok få hvortil præsten spørger: Hvad skal jeg gøre? Gud siger: Giv slip, præsten kigger ned, synker igen, retter blikket opad og udbryder: Hallo...Hallo, er der en anden?

Kh.Pondus

Tak for gode råd og tryst . Og den gode vits om præsten 

Men sandt nok bliver i aldrig i tvivl ? sæt nu Martinus bare er en gang gas
som intet har på sig ? Bare noget filosofi.
Jeg kender kosmologer ? der har været kosmologer i 20 år uden
at have læst Martinus. De syntes bare det er rart at komme på klint fx.

Hver gang jeg beder vælter det ned med karma sumarmi bølger. Er det ikke bedst at stoppe.

Kære Steen2

Jeg burde aldrig være i tvivl da alene mit arbejde ikke lader nogen tvivl mulig, først og fremmest fordi jeg ser hvad der sker i en del forskellige verdener, min kone ser og arbejder på samme måde som jeg og begge har vi en fuld kundalini-rejsning, også fordi vi har karmaloven som et helt klart stykke værktøj ganske som en tømrer bruger en hammer, på trods af alt dette kan tvivlen komme som en mindre Zunami-bølge ofte uden forudgående varsel, alt efter hvad tvivlen skal bruges til, styrer sjælen hvor meget eller hvor lidt angst, tvivl, håbløshed etc. der skal blandes i den aktuelle coktail.

At leve med en fuld kundalini rejsning betyder i al enkelthed at smide travestøvlerne og sætte sig overskrevs på en stor kraftig motorcykel, men..samtidigt betyder det at vi repeterer tidligere liv, gennemlever tidligere traumatiske oplevelser i fuld "dagslys", dette gør at vi ikke burde være det mindste i tvivl om "at alt er såre godt" og "alt starter og slutter i os selv", men alligevel er vi nødt til at blive kastet ud i tvivl, angst etc. for kun gennem det at opleve får sjælen sin erfaring og vi vor jordforbindelse uden hvilket vi aldrig ville være i stand til at arbejde som vi gør, aldrig kunne tåle en direkte konfrontation eller absorption i forbindelse med vort arbejde "ude i marken".

Vi ved at tiden kan føles uendeligt lang i en enkelt inkarnation men ganske kort i et større sammenhæng og vi ved af erfaring gennem efterhånden mange års terapeutisk arbejde at "alt vi sidder fast i" har en årsag og en løsning, at vi aldrig "får mere" end vi kan klare, MEN,MEN,MEN vi ved også af erfaring at det springende punkt, altså der hvor vi kan vende livet og dets problemer netop er der hvor vi rette opmærksomheden ind mod os selv, selv tager ansvaret for det der sker i vores liv netop der åbner vi op for miraklerne, for det at "alt er såre godt".

At bøn virker er selv de "etablerede" enige om, noget andet er bønnens mekanismer. Når du beder om for eksempel at dit liv skal blive f.eks.meningsfyldt, så vil de hjælpere der er med dig spørge din vejleder/sjæl til råds om måden du skal have opfyldt din bøn, ikke set fra personligheden men set fra din karma/dharma og den plan du i sin tid lagde for denne inkarnation og udfra dette vil hjælpen komme. Har du lagt en arbejdsplan der indeholder det at "skabe dit liv gennem valg og personligt ansvar ja så vil sjælen/du selv på et andet "plan" se om du har opnået dette eller måske skal have en "tand mere" for at komme videre. Dette vil set fra personligheden være "det rene gylle", det modsatte af hvad du har bedt om, altså er alt "det fis" bare indbildning, det virker ikke og "gud er en lummer fis", men..set fra sjælens plan er det en ægte kærlig handling for den fører dig videre i rejsen "hjem".

Prøv at forestille dig din åndelige vejleder, et væsen der i sin natur er uendelig i sin respekt for dig, uendelig i sin tålmodighed med dig og uendelig i sin kærlighed og empati, forestil dig et væsen med disse kvaliteter følge dig vel vidende hvilken smerte livet i perioder kan være og forestil dig at for nogle er den næste opgave den samme (engang når vi er færdige med de fysiske inkarnationer), det kræver lidt erfaring og overblik erhvervet gennem øvelse og træning opnået gennem mod og vilje i dette liv, i tidligere liv og i fremtidige liv.

Flg. står for min egen regning da jeg ikke kan henvise til det nogen steder:
De sidste år af sit liv var Jesus overskygget af kristus og da han hænger på korset trækker Kristus sig tilbage idet han gennemgår sin indvielse, Jesus oplever denne  tilbagetrækning som en stor tvivl og udbryder: min fader, hvorfor har du forladt mig. Kort efter gennemgår han sin egen indvielse og ser hvad han har fuldført/skabt og udbryder: Det er fuldbragt.
Det samme (i mindre målestok) opleves hver gang vi tager et trin "op ad stigen", vore vejledere trækker sig tilbage og i tomrummet efter dem er ensomheden, angsten for at være kasseret/ikke fundet gode nok. Dette er ikke tilfældet men der går nødvendigvis en periode fra de "gamle" hjælpere trækker sig tilbage og til de "nye" kan arbejde sammen med os, det er et spørgsmål om tilpasning af sprog, celler etc. Det vil føles som et tilbageskridt men er nødvendigt for at "gå videre".

Man kan sige at jo større håbløshed, angst, vrede....jo større "landvinding" ligger forude.

Jeg vil af hele mit hjerte håbe det bedste for dig og din vej...!

Kærlig hilsen Pondus

Hej steen2,

Personligt har jeg - lige så længe jeg kan huske - følt, at livets inderste kerne var kærlighed. Det har jeg ikke været i i tvivl om. Det, jeg kunne være i tvivl om, var, hvad den dybere mening var med de mange lidelseserfaringer, og hvordan jeg kom fri af konkrete vanskeligheder.

Jeg oplever, at analyserne har givet mig nogle sproglige, intellektuelle beskrivelser på den kærlighed, jeg altid har følt var kernen i livet. De har forklaret kærligedens matematik eller logik. Dermed har analyserne givet mig nogle detaljer, som jeg kan tænke efter, men ikke selv kunne tænke mig frem til.

Hvis man kan fremføre logiske argumenter, som ikke kan væltes med andre mere logiske argumenter; dvs. hvis man ikke kan finde nogle logiske fejl i argumentrækken, så er ens påstand logisk underbygget og dermed troværdig eller sand. Det er denne logik, der gør, at man med sikkerhed kan sige at 2 + 2 er 4 og ikke 5 eller noget andet, fordi der ingen logik er i sidstnævte påstand. 

De kosmiske analyser er også matematik.  De er principielt ikke anderledes, end påstanden om at 2 + 2 er 4; samt alle andre påstande i matematikken, der kan bevises (eller modbevises) af logikkens vej.

Derfor er jeg ikke personligt i tvivl om sandhedsværdien i de kosmiske analyser.

Men matematik kan jo være mere eller mindre kompliceret, og har man et indviklet regnestykke, er det måske nødvendigt, at man skal regne en del på det, før man kan løse det. Det samme gælder, hvis man ikke kan se logikken i de kosmiske analyser, så er det ikke tanken, man bare skal tro på dem. Det bliver man ikke klogere af.  Hvis man vil være klogere, er man nødt til at "regne efter" eller undersøge om påstandene er rigtige, eller om de kan afsløres som værende ulogiske og dermed ukorrekte.

Tvivlen kommer således en til gode, idet den får en til at undersøge tingene på egen hånd. Og dette er grundlaget for, at komme til at forstå analyserne.

venlig hilsen
Jan