Leser i LB2 495 og 498. Her finner jeg et spørgsmål som kanskje andre åndsforskere har svar og vejledning til.
Martinus er helt tydelig i 495 at:
* Farverne er representert av 7 forskellige grundarter for lys.
* Farverne oppleves med perspektivprinsippet, som gør at indvirkning på våre sanser er forskellig avhengig av avstand.
* Farverne viser deg i 7 forskellige fremtoninger for sanserne.
* Vi ser farverne i 7 forskellige avstandsforhold fra jegets trin.
Farven som ligger længst bort fra jegets trin, har minst innvirkning på våre sanser. Her finner vi farven rød.
Farven som ligger nærmest jegets trin, har størst inflydelse på våre sanser. Her finner vi violet.
Sort regnes som den mørke kombinationen av alle farver, medens hvit er den lyse kombinationen av alle farver.
Farveskalaen er da som kjent:
Hvid – lyszonen – C-perspektiv
Violet (nærmest)
Indigo
Blå
Grøn – farvezonen – B-perspektiv
Gul
Oransje
Rød (fjernest)
Sort – mørkezonen – A-perspektiv
Jegets trin er midtpunktet på skalaen ud fra hvilket jeget opplever livets detaljering (sansning, lyset, farverne). Dette er basert på perspektivprincippet.
Utgangspunkt for mitt spørgsmål er følgende setning hos Martinus:
http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=52&stk=498
Farverne fremtrer altså relativt jegets energiers trinn. Avser han her vår nåværende energiblanding (i hovedsak tyngdeenergi, i avslutningen av dyreriget)? Vil det i så fall sige at vår farveopplevelse endrer seg når vi endrer energiblanding?
Kærlig hilsen
Oscar
Hej Oscar
Superinteressante spørgsmål! Desværre aner jeg ikke, hvad jeg skal svare, men venter i spænding på at høre andres bud!
Venlig hilsen
Petersh
Hmmm....
Jeg læser det lidt i overført betydning. Læg mærke til, at Martinus i Stk. 496 beskriver, at det ikke kun er synet, der virker på denne måde. Alle vore sanser virker sådan set ens - al sansning er en form for følelse, sanserne virker bare på forskellige bølgelængder. Hvis vi tager udgangspunkt i synet, så tror jeg ikke, at oplevelsen af farver vil forandres, når vi bliver mere udviklede - derimod sker der det, at det vi før i tiden opfattede som "hvidt", det kan vi pludselig sanse detaljerne i - vi kan alstå se, at det der før var hvidt for os består af en masse farvenuancer. Omvendt vil vi tabe nuancerne i det mørke område - noget vi før kunne sanse nogle farvenuancer i, viser sig som værende helt sort.
Det vil derfor sige, at alle vore sanser løbende forandres efterhånden som vi udvikles, og derfor vil "lys" (det vi stræber efter) hele tiden forandres, samtidig som "mørket" (det vi frastødes af) også hele tiden forandres. Og endelig vil nye områder til stadighed komme inden for vor sansehorisont i det område Martinus kalder "farverne". Dette princip er en logisk følge af urbegæret, der hele tiden stræber efter nye oplevelser. Man kan vel sige, at alle oplevelserne findes hele tiden, det er vores sanseevner, eller oplevelsesevnen (X2) der sætter grænserne for, hvad vi kan erkende af det skabte (x3) . "Sort" og "Hvidt" eksisterer ikke for Guddommen, for guddommen må jo kunne sanse alt i detaljer på en gang, men kun for det enkelte levende væsen.
Hej Svend
Sådan forstod jeg også stykkerne, da jeg læste dem, umiddelbart efter at jeg havde set Oscars indlæg. Men ved nærmere eftertanke forstår jeg Martinus' forklaring, som om den også gælder de farver, vi kan se med vores "fysiske" syn. Kan ikke helt greje det - føler mig lidt colourforladt i dag... 
Venlig hilsen
Petersh
Hej Svend
Ja, nyancene i hvidt er en interessant tanke! Det kommer forresten tydelig frem der hvor Martinus beskriver sine oplevelser da han fikk kosmisk bevidtshed... for hver skygge som kom forbi, økte hvitfarven i klarhed.
Kærlig hilsen
Oscar
Skriv et svar