Er samvittighedsnag det samme som selvbebrejdelse?
Det er det vel, eller hvad? Kan man have samvittighedsnag uden selvbrejdelser?
Martinus' verdensbillede viser, at der ikke er nogen at bebrejde.
Nok er vi alle sammen årsag til alt i vores liv, men alligevel kan man ikke bebrejde nogen noget, da man altid handler ud fra de forudsætninger, man har fra sin evige fortid.
Man gør det altså altid så godt, man kan. Det gælder alle. Når det alligevel ikke altid ser sådan ud, ja, så er det fordi, man kun har det timelige perspektiv, men mangler det evige perspektiv.
Uden det evige perspektiv ser det ud som en kendsgerning, at alt IKKE er såre godt. Og når alt ikke er såre godt, så er der god grund til bebrejdelse, for det betyder jo, at tingene kunne være meget bedre.
Men det er et bedrag. Det er noget man bilder sig ind. "Alt kan ikke være såre godt", siger mange. Dermed siger de indirekte, at Gud er inkompetent. Han lever simpelthen ikke op til sin almægtighed, alvisdom og alkærlighed. "Det er simpelthen ikke godt nok", hører man tit folk sige. En sådan sætning kan være sagt uden bebrejdelser. Og så kan den være konstruktiv, hvis den er udtryk for, at man kan finde på en bedre måde at gøre tingene på nu og fremover. Men hvis der i udtrykket ligger en større eller mindre bebrejdelse, så er det, at man er i gang med at se sig selv som klogere end Gud eller naturen, idet man indirekte siger, at det ikke behøver at være nu, som det er. Man tillægger enten virkeligheden tilfældighed og/eller ond vilje fra nogen, der godt kunne gøre noget andet og bedre.
Der er nogen, der er af såkaldt "ond vilje", men når man handler ud fra "ond vilje", ja, så kan man ikke andet. Kunne man det, ville man nemlig ikke gøre det. Så enten kan man ikke se det er "ond vilje", eller også magter man bare ikke at forhindre det.
Udsagnet "Alt er IKKE såre godt" er en holdning, der legitimerer bebrejdelser og intolerance. "Det er også for dårligt", siger man. Og det kan det jo kun være i kraft af, at alt ikke er såre godt.
Så fejltagelserne er der i et lokalt perspektiv, men i evighedsperspektivet er "fejltagelserne" en del af fuldkommenheden, og derfor ikke nogen fejl. Det ændrer ikke på, at man bliver mæt af det, man kalder fejltagelser.
Når man fx. bebrejder nogen (sig selv eller en anden) for ikke at gøre det godt nok, så er der et perspektiv, hvor man ikke opfatter det som en fejl, ja måske slet ikke en gang som en bebrejdelse. Man ser ikke "det dræbende princip" i det man gør. I et andet perspektiv ser man det som en fejl, altså noget man ikke burde gøre (en ny bebrejdelse udtrykt som god moral). Og i et andet perspektiv, ser man det som noget, man ikke ønsker at gøre, men man forsøger ikke at bebrejde nogen fejlen, for man har forstået, at der ingen er at bebrejde, og når man bebrejder, så er det fordi man endnu ikke evner at handle fra det perspektiv, hvor man ikke bebrejder.
Nogen er glade for "dårlig samvittighed". "Det er jo en vejviser, der viser noget jeg skal lade være med at gøre", siger de. Ja, det er jo på en måde rigtigt, men det er jo "opdragelse" vha. bebrejdelser og ikke vha. forståelse.
Det er jo fint, at blive opmærksom på, at man vil bort fra "det dræbende princip". Men hvis det sker med en bebrejdelse, ja, så er det jo også det dræbende princip. Bebrejdelsen bliver måske opfattet som "samvittighed", men samvittighed ja det må være kærlighed og tilgivelse, og "dårlig samvittighed", det må være et andet ord for bebrejdelse.
Eller er der andre ting i det?
kh
Jan
Hej Jan
Tak for et dejligt indlæg. Jeg har lige tid til en kort kommentar til det spørgsmål, som du stiller i dit indlæg:
Jeg opfatter samvittighedsnag og selvbebrejdelser - som to sider af samme sag. De er begge udtryk for manglende overblik. Når man rammes af samvittighedsnag, er det, fordi man kommer følelsesmæssigt til kort, og når man rammes af selvbebrejdelser, så er det, fordi ens intelligens kommer til kort.
Hverken følelsesevnen eller intelligensevnen har i disse tilfælde endnu nået et udviklingsniveau, hvor de fungerer i overensstemmelse med virkeligheden eller guds vilje. Oplevelsen af en given situation savner simpelthen det perspektiv, som evigheds- og uendelighedsdimensionen tilfører, som du også nævner.
Hvis derimod både intelligens- og følelsesevnen beherskes, så betyder det, at man efterhånden har tilegnet sig et sådant overblik over livet, at man får adgang til den højeste viden om tilværelsen gennem sin intuitionsevne. Man er derved blevet modtagelig for kosmiske glimt og vil siden gennemgå den store fødsel til fuld kosmisk bevidsthed.
Bebrejdelser og samvittighedsnag er udtryk for kosmiske "opdragelsesredskaber" af forskellig kvalitet - stadig med en vis portion tyngdeenergi iblandet. Men uanset om disse "redskaber" er grove eller fine, er de redskaber, som livet eller gud benytter til at forme det levende væsen, så det kan tilegne sig viden om hensigtsmæssig og uhensigtsmæssig adfærd - og til sidst se livet med guds egne øjne og leve livet i fuldkommen kærlighed til alt og alle.
Venlig hilsen
Petersh
Hej Peter,
Tak for responsen!
Du skriver:
Kan du uddybe det? Hvad mener du så er forskellen på "at komme følelsesmæssigt til kort" og "ens intelligens kommer til kort"?
Som jeg ser det, kommer man jo både til kort følelsesmæssigt og intelligensmæssigt v. samvittighesnag og selvbebrejdelser. Man kommer følelsesmæssigt til kort (bliver ulykkelig/trist/vred/skyldbetynget) fordi man kommer intellektuelt/intuitivt til kort - man kan ikke se det uhensigtsmæssige og ulogiske i bebrejdelserne, så man giver bebrejderen ret i stil med "ja det er også for dårligt, jeg burde også..." osv.
Man forestiller sig, at man kunne have gjort det bedre, og at man burde have gjort det bedre. Man bekræfter dermed, at man ikke er (eller var) god nok. Og dermed bekræfter man en usandhed.
Jeg tror egentlig, vi er meget enige, men det var bare det, du nævnte, med at det enten var følelsemæssigt eller intelligensmæssigt man kom til kort, jeg ikke kan få til at give mening.
venlig hilsen
Jan
Hej Jan
Jeg skal gerne prøve at uddybe mine tanker, men jeg tror egentlig heller ikke, vi er er uenige:
Når man føler samvittighedsnag, så er der tale om en følelsesmæssig håndtering af en given situation, der ikke har tilstrækkelig rod i virkeligheden.
Når man bebrejder sig selv noget, så er der tale om, at man ikke formår at få en situation til at stemme overens med det resultat, som man vha. sin intelligens mener burde være resultatet.
I forbindelse med samvittighedsnag er der selvfølgelig også intelligensenergi (og tyngdeenergi) involveret, men den primære reaktion med begivenheden, der fremkalder dette samvittighedsnag, er følelelsesmæssig. Omvendt er der også følelsesenergi (og tyngdeenergi) til stede i forbindelse med selvbebrejdelser, men den primære reaktion er her tankemæssig. (Herudover er alle de øvrige grundenergier også til stede, men de er mindre relevante i denne sammenhæng).
Jeg ved ikke, om det tydeliggør mine tanker - ellers prøver jeg gerne igen... 
Venlig hilsen
Petersh
Når man bebrejder sig selv noget, så er der tale om, at man ikke formår at få en situation til at stemme overens med det resultat, som man vha. sin intelligens mener burde være resultatet.
I forbindelse med samvittighedsnag er der selvfølgelig også intelligensenergi (og tyngdeenergi) involveret, men den primære reaktion med begivenheden, der fremkalder dette samvittighedsnag, er følelelsesmæssig. Omvendt er der også følelsesenergi (og tyngdeenergi) til stede i forbindelse med selvbebrejdelser, men den primære reaktion er her tankemæssig. (Herudover er alle de øvrige grundenergier også til stede, men de er mindre relevante i denne sammenhæng).
Jeg ved ikke, om det tydeliggør mine tanker - ellers prøver jeg gerne igen...
Hej Peter,
Jeg ved søreme ikke rigtigt...
Martinus skelner ikke så meget mellem tanker og følelser. Han taler om "tankeklimaer", som er en kombination af tanker/stemninger/følelser.
Men man kan vel ikke have samvittighedsnag uden selvbebrejdelse - og derfor er det vel synonymer.
En anden ting som Martinus ikke rigtigt er inde på er, at skyldfølelse både kan være "naturlig", fordi ens handlinger strider mod ens samvittighed. Men det kan også være en påført skyld, hvis man er blevet indoktrineret at noget er forkert, og så har man godtaget det, for at undgå yderligere forfølgelse, men det er i virkeligheden ikke i overensstemmelse med ens "virkelige" samvittighed.
Hvis man fx. har lært, at det er forkert, at tage hensyn til sig selv, så kan man få skyldfølelse, når man begynder at tage hensyn til sig selv, selv om noget i en faktisk er klar over, at det er det mest kærlige at gøre.
Men uanset hvilken form for skyldfølelse, det drejer sig om, må det for mig at se dreje sig om selvbebrejdelser.
venlig hilsen
Jan
Hej Jan
Når jeg skriver "tankemæssig", så mener jeg relateret til intelligensevnen som "tænkte tanker" og ikke "følte tanker". Jeg mener, at der er tale om to sider af samme sag med nuanceforskelle skabt hhv. af en mangelfuld følelsesudvikling eller intelligensudvikling, der dominerer ens oplevelse i det pågældende felt.
Venlig hilsen
Petersh
Ja, Vi kan bruge billedet af 'pendulet' der svinger mellem intelligens og følelse, det er bedst når der er balance, det gælder for Alle 'høj som lav', men det må i sagens natur svinge lidt fra det ene til det andet, så når den ene er kommet tilstrækkeligt langt foran, aktiveres den anden automatisk, og omvendt.
Og jo længere man kravler op ad 'pendulet', jo mindre bliver udsvinget, også på det sidste stykke, med forløbere, og glimt, i form af mere eller mindre følelses- eller intelligens-prægede glimt.
Kærlig hilsen
Holger
Skriv et svar