Er verden virkelig af lave?
Hvor skidt står det egentlig til med klodens og ikke mindst menneskehedens udvikling? Tja, hvis man læser aviser, ser tv og surfer lidt rundt på nettet, så er der god grund til at frygte fremtiden. Det er selvfølge mindre farligt at frygte fremtiden end nutiden, men ingen af delene er særlig rare...
Så lad os spørge os selv, om dette frygtscenarie er i overensstemmelse med virkeligheden, som vi kan iagttage den gennem livets tale til os? Vi kan jo benytte Martinus' analyser som hjælp til at "oversætte" livets tale for os, så vi bedre kan forstå den med vores nuværende begavelse.
Lad mig starte med konklusionen for at mane enhver tvivl bort: Der er intet at frygte! Eller som Martinus ynder at sige med Biblens ord: Alt er såre godt! Der er nemlig en mening med den tilsyneladende galskab, vi oplever i verden omkring os. Ovenikøbet en god mening.
Galskaben, der i vore jordmenneskelige øjne af og til antager karakter af decideret ondskab, er nemlig lige præcis det, der skal træne vores tanker og færdigheder, så vi med tiden - efter mange liv - bliver i stand til at forstå tilværelsen og elske vores medpassagerer på vores rejse gennem livet. Martinus skriver bl.a.:
Men hvad er det mere præcist, der er årsag til menneskehedens fortvivlelse. Svaret er ganske simpelt, ifølge Martinus: Det er uvidenhed om livets love - og ikke mindst skæbneloven! Det er der ikke noget som helst underligt eller forkert i. Før man kan besidde en viden, må man tilegne sig denne viden, og det er det, menneskeheden netop nu er i færd med.
Skæbneloven - hvor hård den end må synes for nogle - er en guddommelig garant for retfærdigheden i livet. Den sikrer, at alt, hvad man gør ved andre, vil man før eller siden selv opleve - og derved lærer man at forstå, hvad ens handlinger er er årsag til. Denne læreproces betyder at man konstant fornyer og udvikler sin evne til at opleve, skabe og forstå. Det er ikke noget andre kan gøre for én eller gennemgå på ens vegne - det handler altså om, at man selv følger med i "klassen".
Men har vi da ingen mulighed for at ændre verden til det bedre? Jo, i allerhøjeste grad. Vi er nemlig selv en del af verden og en celle i det organ, som menneskeheden udgør. Derfor kan vi meget nærliggende starte med os selv. Vi kan sende kærlige og forstående tanker til vores fjender og derved tænde det lille lys i vores indre, der med tiden vil vokse sig til en stor lysende sol, der kan varme vores omgivelser. Så vil genskinnet falde tilbage på os selv, og vi vil se verden i al dens stråleglans - vores stråleglans.
Men blot fordi alt til enhver tid er, som det skal være, må der da være nogen, vi kan bebrejde for finanskrisen, den globale opvarmning, regeringsfortielser, folkemord, fodboldnederlag, muskelhundebid eller fedmeepidemier, så vi kan få afløb for vores indestængte frustration? Nix. Beklager. Start med dig selv, ven.
Venlig hilsen
Petersh 
Det er rigtigt, at når man ser fjernsyn eller bruger nettet, er det nemt at blive bekymret og ligefrem bange for fremtiden og verdens skæbne. Men her er der kun tale om brudstykker af virkeligheden, der er doseret ud på en måde, for at få bestemte reaktioner ud af folk.
Det er derimod et langt bedre indtryk, man får, hvis man sidder udendøres og tænker over verden. Måske et sted med en god udsigt om natten, hvor alle de forvirrende energier fra verden, er på det laveste. Modsat medierne i fjernsynet, vil det åndelige liv omkring en være fremkaldervæske for et større perspektiv. Så kan man, til tider, fonemme fremtidens sande mønstre, som ender i harmoni og åndelige resultater.
Ingen tvivl om det - lidelserne vil blive ved med at komme, men hvis man ved i ens hjerte, hvad der kommer bagefter, kan man måske komme igennem det hele - ja, hvis ikke lettere, så i hvert fald med en fornemmelse af, at det hele, når alt er sagt, er såre godt.
Hej Petersh
Tak for et kanon indlæg. Det er vigtigt altid at huske at der er en kærlig mening med det hele og at alt er såre godt. Martinus citaterne var som altid fremragende og jeg nød også dine kommentarer imellem.
Med kærlighed
Lars
Hej Mads
Smukt skrevet!
Efter jeg er holdt op med at se fjernsyn oplever jeg at det er nemmere at finde roen. Jeg går nogle lange ture i min skov og jeg har lagt mærke til at jeg nogen gange starter med raske skridt og mange tanker i hovedet og når jeg så kommer hjemad går jeg langsomt og med større opmærksomhed og færre tanker. Jeg er overbevist om at det er sundt at "hoppe" af vognen og ikke være en slave af de mange input og de mange ting der kan gøre os bange.
Det er godt at vide at alt er såre godt og det ved vi jo når vi har læst Martinus. Det vanskelige er at vide det sådan rigtigt - ikke bare oppe i hovedet som en teori eller en idé, men rigtigt vide det. Den del tror jeg ligger udenfor vores kontrol og at det kommer helt af sig selv, når vi er klar til det.
Hvad kan man så gøre indtil da? Gå ind i sig selv, forstå sig selv, undersøge sig selv, være opmærksom på sig selv. Alt sammen uden at fordømme noget eller ønske sig det anderledes, men med fuld opmærksomhed og ærlighed - naturligvs i det omfang man evner dette.
Med kærlighed
Lars
Hej Lars
Var det ikke Michael Strunge, der i et eller andet digt, skrev noget i retning af, at han savner at gå uden "tanke for andet end gangen"? Det var et rigtig godt indlæg, om at sortere verden fra og lissom' lytte til vinden og ens eget hjerte. Det får mig til at tænke på, at jeg absolut må gøre det noget oftere.
Det er lige netop nemt nok, at "forstå" at alt er såre godt rent teoretisk, men jeg skal øve mig godt og grundigt, inden de ord gi'r ekko i mit hjertes inderste kamre.
Hej Peter.
Super indlæg!
Dejligt at få sat lidt kosmologisk perspektiv på den aktuelle debat.
Kh. Ejby
Hej Petersh!
Tak for et smukt og tankevækkende indlæg!
Et sted i Det nye Testamente og for øvrigt over mange kirkedøre står der:
"Jeg er vejen, sandheden og livet."
I lørdags var jeg i Klint til mindedagen og talte længe med et af medlemmerne af Rådet. Han fortalte, at han foran i et førsteeksemplar af Livets bog I, som findes på Martinus Instituttet, havde fundet en blyantsnotits, hvor Martinus havde skrevet:
"Smerte er vejen til Gud, sandheden og livet."
Så klart kan det udtrykkes! Jeg fik tårer i øjnene, da han fortalte det, for det er jo hele pointen: Uden smerten kom vi jo aldrig frem til Gud, og lærte hverken sandheden eller livets mening at kende!
Kærlig hilsen
Christina B. 
"Smerte er vejen til Gud, sandheden og livet."
Hej Christina B.
Så sandt, så præcist. Men samtidig en sandhed, der måske kan være vanskelig at kapere for mange, der ikke har kendskab til livets guddommelige retfærdighed, som Martinus delagtiggør os i i sine analyser. Alligevel kan jeg se, at Martinus rent faktisk skriver noget lignende allerede i stk. 86 i "Livets bog". Her konkluderer Martinus nemlig:
"Smerten viser vejen til Gud, til sandheden og livet."
Læs hele stykket på Martinus Instituts hjemmeside: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51&stk=86 .
Venlig hilsen
Petersh
ja det kan da ikke gøres bedder
og det bedste ved smerten er når den holder op
Hei Peters og jer andre
Takk for dejlige og inspirerende ord Peter. Vi trenger å bli påmindet om at vi har inget at frygte, og at skæbneloven er en positiv kraft i våres liv.
Hvis vi ser det anderledes er det noe fejl på våres perspektivforhold. Jeg leste akkurat i LB2 506 hvordan samme forhold kan medføre at en person ser det positivt medens en annen ser det negativt:
http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=52&stk=506
Noen kan se gudomen i en situation, der hvor er annen ser djævelen. Snakk om at have forskellige briller på! Da er det ikke merkelig at resultatet i opplevelsen blir høyst forskellig.
Sunde tankeklimaer gir en sund og lærende holdning til livets forhold. Situationen blir ikke automatisk behagelig av den grund, men en slik endring i perspektiv på tilværelsen gør at omstendighederne blir lysere.
Kjærlig hilsen
Oscar
"Smerte er vejen til Gud, sandheden og livet."
Hej Christina B.
Så sandt, så præcist. Men samtidig en sandhed, der måske kan være vanskelig at kapere for mange, der ikke har kendskab til livets guddommelige retfærdighed, som Martinus delagtiggør os i i sine analyser. Alligevel kan jeg se, at Martinus rent faktisk skriver noget lignende allerede i stk. 86 i "Livets bog". Her konkluderer Martinus nemlig:
"Smerten viser vejen til Gud, til sandheden og livet."
Læs hele stykket på Martinus Instituts hjemmeside: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51&stk=86 .
Venlig hilsen
Petersh
Hej Petersh!
Ja, du har helt ret, det er nok de færreste, der vil føle, at alt er såre godt, når de har smerter, men jeg tror dog, at den viden, vi, der kender til Martinus, har om, at smerten fører til Gud, sandheden og livet, vil hjælpe os i de svære stunder, vi alle må igennem.
Og tak for citatet i stk. 86 - det ligner jo til forveksling blyantscitatet!
Kærlig hilsen
Christina B.
Skriv et svar