Hej Oscar.

Jeg kan ikke selv svare helt entydigt på spørgsmålet, om jeg er angst for døden. Jeg ved ikke, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg fik at vide, at døden var nært forestående. Jeg har en teoretisk viden om, at døden ikke er afslutningen, men jeg ved jo også teoretisk, at jeg ikke skal blive vred på min næste - og alligevel kan jeg stadig blive vred på min næste. Og jeg kan ikke svare på, om jeg ikke også i praksis vil være dødsangst, hvis jeg fik at vide, at døden var nært forestående. Jeg ved jo ikke i praksis, hvad der vil ske når jeg dør.

Hvordan fjerner man angsten for døden? For mig at se skyldes angsten først og fremmest uvidenheden - vi ved ikke hvad der sker, når vi dør. Men uvidenheden er ikke det eneste der gør, at vi frygter døden. Lad os antage, at man har et ønske om, hvad der sker når man dør, men at man så "ved", at der sker noget andet, så kan det også medføre angst. Lad os antage, at en ateist "ved", at døden er afslutningen, men at han ønsker at leve videre, så vil døden medføre angst for at sige farvel til det man ikke ønsker at tage afsked med. Hvis man derimod ønsker, at døden virkelig er afslutningen, fordi man er livstræt, så møder man vel døden uden angst - det man ønsker, og det man forventer er det samme i denne situation.

Der findes mennesker som har prøvet at dø - de beretter, at deres dødsangst er forsvundet efter disse oplevelser - men man kan jo indvende, at de alligevel ikke har været døde, for de lever jo stadig!

Jeg tror, at al angst og utryghed i livet i sidste instans skyldes dødsangsten, så kan man slippe af med dødsangsten, så kan man vel ikke ønske sig mere her i livet.

På den anden side, så er dødsangsten en uundværlig følgesvend i store dele af dyreriget - havde vi ikke dødsangst, ville vi heller ikke stræbe efter at bevare det fysiske liv og legeme så længe som muligt, og vi ville ikke opleve kampen for tilværelsen i dyreriget. Og så ville vi jo slet ikke lære det vi skulle af den fysiske tilværelsesform. Derfor er dødsangsten en uundværlig fase i forvandlingen fra dyr til menneske og i oplevelsen af mørket. Egentlig er det største mørke man kan forestille sig vel angsten for at miste livsoplevelsen for evigt?

meget smukt skrevet svend

Martinus skriver i bogen "Mellem to verdensepoker", kapitel 13, at frygen for døden viser, at man tror på et liv efter "døden". Hvis man ikke troede på det, var der jo ikke noget at frygte. Der kunne kun være en sorg. Men sorg er ikke det samme som frygt. Der er altså noget organisk i en, der ikke accepterer en absolut død.

Hvis man virkelige døde i absolut forstand, ville man jo aldrig finde ud af det.

Hvad er frygt? Frygt må være relatereret til forventning om lidelse. En absolut død kan ikke være en lidelse, fordi lidelse forudsætter noget levende til at opleve lidelsen.

Vi lever i en fysisk verden, hvis primære formål er, at forfølge, mishandle og æde hianden fysisk som psykisk på grundlag af uvidenhed. Og det giver jo grundlag for en enorm frygt.

Og hvis frygt også opleves som noget, der ikke er plads til, så kan det medføre, at man ikke længere er klar over årsagen. Man er bare bange.
I sådan en situation, tænker jeg, det må gælde om, at finde frem til årsagen.

Martinus skriver ikke særlig meget om frygt. Det han fokuserer på er kærlighed og tilgivelse. Så det må også være det, der er overskriften på, hvordan man bearbejder sin frygt.

Så længe man hævner og forfølger, kan man sige, at der er en god grund til at være bange, for det betyder jo, at man har hævn og forfølgelse til gode.

Men omvendt når man er interesseret i at være kærlig og tilgivende over for alt og alle og forsøger at være det, så godt man kan, så har man ikke noget at frygte.

Men selv om man i tankerne er overbevist om, at der ikke er noget at frygte, kan det jo godt være man stadig kan mærke frygten. Det er jo også logisk ,for frygten må jo være en talentkerne, der er ca. ligeså omfattende som intolerancen. Den er bygget op over årtusinder.

Men med de kosmiske analyser har vi fået et arbejdsredskab, hvor vi bevidst kan arbejde på at skabe den kærlige, tilgivende og forstående tænke- og -væremåde, der modvirker frygten. Men frygten er der stadigvæk i en eller anden grad indtil talentkernen for kærlighed er større end talentkernen for frygt.

Ved at øve sig i det kærlige, undlader vi at nære frygten. Og det er vejen frem. Når man er i "det rigtige menneskerige", er der intet at frygte. For her er der ikke nogen, der forfølger nogen.

Så hvis man vil fri af frygten, så må man igen og igen øve sig i ikke at forfølge, men tilgive og forstå. For mit eget vedkommende er det også et spørgsmål om at øve mig i at sætte tydelige grænser - og dermed undgå at kræve mere af mig selv end, hvad der er sundt.  Det er nemt sagt, men i praksis gælder det om, at finde ud af fra situation til situation, hvad der er sundt. Og det er ikke altid lige nemt.

Som jeg ser det,  må det være sådan, at jo bedre vi bliver til at praktisere kærlighed og tilgivelse, jo mere vil frygten også tage af. Men helt forsvinde permanent gør den vel først den dag, man har kosmisk bevidsthed?

kærlig hilsen
Jan

Hei Svend,

Meget fint innlegg. Jeg tenker også at jeg rent teoretisk ikke er redd for å dø, men jeg kan jo strengt tatt ikke vite dette før jeg er i en situasjon som er livstruende.

Jeg tenker her at godt nok er de ikke døde, og det er jo litt av poenget. De har jo opplevd sin egen udødelighet og da forsvinner jo grunnlaget for dødsangsten. De har vært "døde", fått "syn for sagn" og kunnet komme tilbake å fortelle om det. Om man tror på det er jo en annen sak.

mvh wrell

Jeg hørte et program om en kvinde der efter en såkaldt nær-døds-oplevelse, mistede dødsangsten, og derefter blev en slags dødshjælper, hospice-arbejder, der vågede over døende.
Særligt når døden indtraf var hun meget fokuseret på, om hun kunne 'se noget',
men hun havde ikke fantasi til at tænke at det er noget man kan forske i, og finde noget om på biblioteket, og mon ikke det bl.a. skyldes at 'dødetroen' er så massivt tilstede, allerede i børnehaven.

Ja, idag er det Martinus fødselsdag, 119 år, (Et Stort Tillykke) men for mig markerer denne tid en slags jubilæum, det er nemlig 25 år siden, at Jeg ganske uventet og helt spontant, oplevede min egen udødelighed, fra det ene øjeblik til det næste, fandt Jeg mig selv 'skue ind i evigheden'.
ligeså spontant indså Jeg at der ikke er nogen grund til at frygte døden, og straks kom Jeg i tanke om to historier om måder at dø på, en mild, og en voldsom, og tænkte at det eneste der er at frygte ved døden, er måden dvs en voldsom eller ubehagelig måde.

Da Jeg 1-2 år efter mødte M's Kosm. anede jeg ikke noget om reinkarnation, men havde dog selv anvendt bl.a. 'øvelse gør mester'-princippet, (medfødte evner) og andre urokkelige fakta, som også er centrale i M's analyser og forklaringer om dette.
Men selv med den erfaring, har Jeg oplevet at være bange for fx at falde ned med et fly, men det er jo urbegæret, der på kanten af afgrunden, med det yderste af neglespidserne holder fast (i Livet) til det sidste, en 'psykologisk mekanisme', i stil med 'det sug' når man instinktivt griber efter noget for at undgå det går itu, eller En's yndlingsbeskæftigelse pludselig bliver afbrudt.

Ja, det religiøse instikt er altid bærer og støtte, af og for, de forskellige etiketters døds-forhold,
troende, ateist, urokkelig bevidst,
det er altså det religiøse instinkt der driver fx ateisten, og da ateisten er en 'tvivler', kan ateisten jo komme i tvivl, og så kan det religiøse instinkt evt. komme i kraft fra en anden vinkel, i form af spontan bøn. (R/I-vinklen)

Det var udsagn (i et program) af ældre, som; 'Jeg tror ikke man bliver kat, men bliver til noget, ?', - 'Ja man befinder sig jo bare i en ventesal,' - der gjorde at Jeg foreslog DKs største plejehjem at holde foredrag om udødelighed, også et ældrecenter, hvor det var program-sat, men ingen tilmeldte, senest i sidste uge tilbød Jeg foredrag.dk, at komme på listen, men det er småt med interessen.

Ja, der er jubilæumsstemning i Holger's stille sind, nyligt kom Jeg til formuleringen; Døden er ikke længere væk end natten/søvnen, man er der bare i længere tid, -

Ja, 'NDO', nær-døds-oplevelse, sjovt begreb,

Dødetroen er massivt tilstede, og overskygger eller er 'indlejret' i de allerfleste ord og sætninger m.v. der findes, derimod fejer M's Kosm. al dødetro væk, og med forståelsen af M's værk, så har man faktisk passeret milepælen, nok teoretisk, men uigenkaldeligt.

Kærlig hilsen
Holger

tillykke også til dig holger

jeg vil sku da godt til et foredrag med dig ,du store sol 

p,s god tråd oscar

Tak, Luci,
Det kunne da være død hyggeligt, og det er vel ikke helt utænkeligt,
så I skal nok blive informeret, hvis der viser sig et 'tid og sted',
(meget af det, findes her allerede brudstykkevis)

fedt

Jeg er ikke bange for døden i sig selv. Men når jeg tænker på det, kan jeg godt blive bekymret for omstændighederne, der kommer før døden. Hvordan bliver processen? Bliver det pludseligt eller får jeg tid til at sige farvel til min familie osv.? Hvad sker der konkret med min krop? Bliver det smertefuldt? Dratter jeg om midt i en folkemængde? Det er mine bekymringer omkring døden. Men når man først er kommet videre, tror jeg ikke der er noget at bekymre sig for.

Analysere har da helt klart hjulpet mig til at forstå "døden" meget bedre. Også reinkarnationsprincipperne har givet mig en større forståelse af "døden". Som holger også har været inde på, kan man selvfølgelig ikke forstå ting bedre ved blot at studere dem teoretisk, men hvis det, som Martinus har sagt, stemmer nogenlunde overens med det, man allerede selv havde en fornemmelse af, kan det godt gøre tingene lidt klarere for en.

Hej Oscar

Jeg tror du har fat i den vigtigste, forståelsen for at alt er såre godt og at der er et liv efter døden. At døden er en illusion så at sige.

Denne opfattelse eller forståelse tror jeg har en stor indflydelse på vores frygt for døden og det er måske den eneste vi kan gøre noget ved. Vi kan læse Martinus og andre der giver denne forståelse og hvis vi kan acceptere det som sandhed så kan det reducere vores dødsangst.

Herudover vil jeg sige "gå ind i det". Hvis vi har en frygt for døden så må det vel være en slags sult for denne frygt - at vi endnu ikke er blevet mætte af at føle denne frygt. Ved at beskæftige os med døden og meditere omkring dette emne kan vi så udleve denne frygt indtil vi har opnået mættelse. I buddhismen siger de noget i retning af at man ikke kan leve før man har lært at dø. Der er også mange eksempler på folk der finder livsglæden, når de får at vide at de snart skal dø.

Vi behandler tit vores frygt ved at skubbe den væk, dække den til, fornægte den osv. Jeg tror ikke meget på at man skal sidde og endevende hvorfor man er bange og hvad det skyldes osv. men jeg tror det er vigtigt at se frygten som sin kærlige ven og tillade at den dukker hovedet frem ind i mellem, se den ind i øjnene og bare acceptere at det nu engang er sådan. Som en rejsekammerat, der kan være irriterende ind i mellem, men som man trods alt er glad for er der på sin vej.

Med kærlighed

Lars

Man finder nok først ud af, om man er bange for at dø, den dag man ligger for døden.

Jeg har altid frygtet døden, fordi det bare er for syret at tænke over, samt at jeg ikke VED noget om det (døden)

Jeg har en idé om døden, og jeg frygter den ikke så meget som "før martinus".... Så det er da altid noget

Hej med jer

Dødgodt emne...

Ja, det er vel nærmest umuligt at vide, hvordan man vil reagere, hvis man bliver stillet en snarlig død i sigte. Men det er jo ikke kun en snarlig død, der kan gøre én bange for døden. Blot tanken om det uundgåelige, nemlig at ens sjæl på et eller andet tidspunkt skal forlade sin velkendte krop, kan være angstfremkaldende for de fleste. Selv mennesker, der er fortrolige med reinkarnationstanken, kan gyse, hvis de forestiller sig, at de ikke mere skal se venner og familie i samme form, som de kender dem i dette liv.

Men det er min erfaring, at det hjælper at beskæftige sig med disse tanker, så man bliver bevidst om, hvad døden reelt indebærer. Som barn og ung led jeg af dødsangst, der sommetider blev til livsangst. Min sjæl kunne vride sig i dødskramper, når mine tanker modvilligt berørte emner som død, sygdom, krig og den slags.

Martinus' logiske gennemgang af dødsprocessen og det evige liv var den medicin, jeg havde brug for - og den kan jeg hele tiden vende tilbage til, hvis jeg mærker afmagten ved livets skrøbelighed komme snigende. Det er heldigvis sjældnere og sjældnere, jeg føler frygten for døden. For nu er døden ikke længere totalt ukendt for mig, og jeg ved, at der er grænser for, hvor forfærdelig den kan være.

Hvis jeg bliver ramt af en livstruende sygdom, så vil jeg ikke frygte det på forhånd, men derimod sætte min lidt til, at Martinus' evige verdensbillede og bønnen også i den situation har kraft til at berolige mig. Hvis jeg derimod står sekunder fra en pludselig død, vil instinktet vel tage over og forme sig som en anråb til højere magter. Under alle omstændigheder: Den tid, den angst, den frygt....

Venlig hilsen
Petersh

Tak alle sammen for mange gode innspill og vinklinger på dette emne! Her er det mye for meg at jobbe med i en konkret situation. Veldig spennende at se at hver person har sin egen måde at komme på godfot med døden på. Døden er en sag som vi møder ofte opp genom livet. Og som vi har møtt personlig så mange mange gange før ved avslutningen av hvert jordeliv. Likevel er denne omvendte fødsel innhyllet i mystikk og medfører ofte angst for de fleste mennesker. I denne tråd er det mye stoff for at se døden på nye måder. Tak! Og skriv gjerne mer

Kærlig hilsen
Oscar