Livets Bog 4.

Det skriver han da om :

1127.
Det imå dog bemærkes, at den ovenfor omtalte uselviske kærlighed ikke må forveksles med den, der giver sig udslag i "adoption" der, hvor denne kun udgør en slags kunstig erstatning eller tilfredsstillelse for et ikke udlevet, naturligt medfødt begær efter at have børn, men som ikke på naturlig måde har kunnet tilfredsstilles. Iien sådan situation er det stadigt den utilfredsstillede medfødte "modertrang" eller "fadertrang", der gør sig gældende hos "adoptivforældrene". Og man vil se,iat forholdet mellem disse og "adoptivbarnet" i dette tilfælde er af samme "selviske" art, som hvis det havde været et barn af deres eget kød og blod. Sådanne forældre vil også her hovedsageligt dyrke dette barnipå bekostning af fremmede og dem uvedkommende børn, hvis det skulle blive nødvendigt. "Adoptivbarnet"ier blevet en erstatning for en del af dem selv, som de ikke på naturlig måde har kunnet erhverve eller besidde. Menida deres fuldkomne lykke eller velbefindende i virkeligheden er baseret på en sådan besiddelse, har de måttet skabe en "kunstig" besiddelse i form af det "adopterede" barn. Dette barnier altså en slags "krykke", med hvilken de erstatter den naturlige afstivning eller fundering af deres trins normale lykkefornemmelse eller naturlige mentale velvære. Atide beskytter denne for dem så nødvendige kunstige fundering af deres naturlige velvære er naturligvis lige så selvfølgeligt, som det er selvfølgeligt, at en invalid beskytter sit kunstige ben, sin kunstige hånd eller sit kunstige øje. "Moder-"iog "forældrekærligheden" og de herfra udstrålende andre grene af "familiekærlighed" er således ikke virkelig "kærlighed", sålænge den kun udløser sig som sympati for væsener, der er nødvendige led i ens normale selvopholdelsesdrift eller egoistiske velvære. Hvor guddommelig "familie-" eller "moderkærligheden"iså end fremtræder, kan den aldrig være opfyldelsen af loven for tilværelse, der påbyder, at "man skal elske sin næste som sig selv". "Moderkærligheden" eller "familiekærligheden" inspirerer udelukkende kun til i bedste tilfældeiat elske sine "familiemedlemmer", sine børn og sin ægtefælle som sig selv. En sympati, der inspirerer tiliat elske fremmede væsener som sig selv, har intet med "familie-" eller "moderkærlighed" at gøre.

Hej Jens,

Du svarer næsten selv på dit spørgsmål. Alting er et spørgsmål om sult og mættelse og tilhørende skæbne. Enhver situation man kommer i, har man selv været årsag til, men man har ikke nødvendigvis ønsket det. De smertelige situationer man oplever, har man jo normalt ikke ønsket, men dem har man forårsaget i uvidenhed. Man har ønsket og villet noget andet. Dvs. resultatet er ikke blevet, som man havde forestillet og ønsket sig det. Det skyldes at viljen pga. uvidenhed ikke har været fri: Man har ikke kunnet, hvad man ville. Man har manglet evnen og indsigten. Men den smertelige skæbne som uvidenheden medfører, giver netop de erfaringer og den indsigt, der efterhånden ophæver uvidenheden, der igen medfører, at man ved, hvordan man kan opbygge evnen til at gøre, hvad man vil, så viljen bliver fri. Og nået dertil er alt salighed, livskunst og kosmisk bevidsthed. Når man forstår dette forhold, kan man inden man er nået til vejs ende, begynde at værdsætte sine besværligheder, fordi de giver nyttige erfaringer - de fører til visdom. Lidelserne er i virkeligheden redskaber til at blive fri for lidelser. Det er det ideelle syn på lidelserne, og det eneste, der kan gøre en fri af dem.

Nå, nu kom jeg måske lidt langt væk fra emnet adoption, men tak for stikordet! 

kh
Jan

Hej Jens..

Du må hilse din klon af en søn, ham får du i hvert fald ikke bildt nogen ind, at han skulle være adopteret.. 

Ville bare sige hej

ps. Gute Frage, har selv haft den oppe og vende

Hej Steen og Jan.

Tak for jeres indlæg, jeg har ikke fået selv læst noget i Livets bog endnu.

Hej N.

Tak for hilsnen, vi ses nok lige pludselig.

KH Jens.