Hej Ejby.

Det du her beskriver, lyder for mig som den sindstilstand, man normalt kalder for depression. Bag ved depressionen ligger en bitterhed. Bitterhed er forstenet vrede. Så hvis man kan bevidstgøre denne vrede og  finde ud af, hvad den handler om, og dermed slutte fred med den, ja, så forsvinder depressionen.

Uanset hvor stort et mørke man i øjeblikket befinder sig i, så er man også altid i selskab med et endnu større lys, nemlig Guddommen, som man dog ikke altid selv kan sanse. Men det ændrer ikke på, at Gud og dermed en uendelig skare af kærlige væsener - bl.a. i form af forsynet - står til tjeneste for ethvert levende væsen. Når man ikke kan få øje på Gud i den situation, man befinder sig i, så kan man nemt blive deprimeret. Man har i depressionen kun fået øje på det bitre ved situationen og ikke alle de opbyggelige og kærlige kræfter, som til enhver tid er til stede og til rådighed for en - som minimum på det åndelige plan - hvis man griber ud efter dem.

venlig hilsen
Jan

Hej Ejby.

Det du beskriver kan sagtens finde sted, og det er vel noget som alle levende væsener skal igennem. Hvis man skal beskrive det allerværste mørke man kan komme ud for, så må det vel være, at man ønsker at blive fri for at opleve livet, altså en total udslettelse. Alle levende væsener skal igennem dette totale mørke, for at kunne opleve et tilsvarende lys senere i spiralen. Det eneste lys man så kan klamre sig til i disse situationer er et håb om, at der trods alt er andet end den fysiske tilværelsesform til, selv om man ikke har en absolut, men kun en teoretisk erkendelse af, at der findes andet.

Man kan sammenligne det med jordkloden. Engang troede menneskeheden at jorden var flad. Det kunne de opleve både i praksis og i teorien, de kunne simpelt hen ikke forestille sig andet, og de kunne jo se, at jorden var flad. Selv om vi i vore dage teoretisk ved, og også forstår, at jorden er rund, og har set billeder fra rummet af vores blå klode, så ændrer vores praktiske syn på jordkloden sig jo ikke - den ser stadig ud til at være flad. Tilsvarende kan man godt gå rundt i et "praktisk mørke" selv om man har et fint teoretisk kendskab til de højere planer, og også kan forstå logikken i, at det må være sådan. Jeg kan derfor sagtens følge dine tanker.

Samtidig mener jeg dog, at et teoretisk kendskab til højere tilværelsesplaner er en del af "A-viden" omkring de højere tilværelsesplaners virkelige eksistens. Denne "A-viden" gør, at man i det daglige også går og øver sig i at praktisere en anderledes væremåde, på de områder man nu er klar til en sådan væremåde. Men desværre findes der ingen lette genveje ud af dette mørke, hvis der var lette genveje eksisterede mørket jo ikke.

Hej Jan

Ja, det er godt at vide, at der findes hjælp fra det åndelige plan....så nogen
ikke kommer så langt ud i depression, at de ikke selv formår, at komme tilbage...
og finde den nødvendige glæde ved livet, der skal til for at komme på bølgelængde med
de åndelige sfærer og få kosmisk bevidsthed.

Mine tanker gik på, at man jo i slutningen af mørkezonen, efterhånden må opnå en
mæthed af den fysiske verden og en længsel efter lyset....en slags overmæthed eller
livslede.....og med denne mangel på livsglæde/livsgnist er man jo langt fra den bølgelængde
af glæde/kærlighed/lys, som der beskrives nødvendig for kosmiske glimt.

Det er lidt et modsætnings forhold jeg ikke helt kan få på plads i hovedet :
Ved ikke om du forstår hvor jeg vil hen?

Kh. Ejby

Hej Svend.

Tror du forstår hvad jeg mener

Men hvordan man vender sig fra overmæthed(livslede) af mørkezonen og den fysiske verden, til
den livsglæde der skal til for, at være på rette bølgelængde til kosmisk bevidsthed.... det kan jeg
ikke helt få på plads.

Man må jo blive mæt af den fysiske verden, før man kommer videre i spiralkredsløbet til den lyse åndelige sfære....hvis drivkraften er sult og mættelse......og samtidig kræves der glæde ved livet for, at opnå kosmisk bevidsthed :
Hvordan forklares det?....har jeg tænkt på og undret mig over. :

Overmæt ----> livslede   ---> ?

Kh. Ejby

Hej Ejby,

Om jeg forstår dig ret, er mit bud følgende: Det er jo den materielle verden og mørket heri man bliver mæt til lede af; men det der stadig giver livsglæde er åndelige sysler, samt andre levende væsner. Selvom man er mæt af den materielle eksistens og dyrisk livsførelse, så er jeg overbevist om, at man finder stor glæde fx i samvær med andre væsner, at se glæde i deres øjne eller sysle med musik, litteratur, kunst og andre intellektuelle/åndelige sysler.

Det er jo det dyriske aspekt ved den fysiske tilværelse man bliver mættet af, men i takt med at man bliver det, så udvikles ens interesse jo på det åndelige felt, og her er der masser af glæde og livsinspiration at finde for den næste lange periode i indeværende spiralkredsløb.

"Ligningen" bør derfor se således ud - tror jeg

Overmæt af dyrisk eksistens ----> menneskelige/åndelige sysler  ---> livsglæde ---->kosmisk bevidsthed

kh,
Torben

Hej Ejby

Jo mere man forsøger at flygte fra mørkezonen ved at fortabe sig i følelsen af overmæthed eller livslede, des mere vil livet konfrontere én med denne. Og det bliver den simpelthen ved med, indtil man erkender, at det ikke er den fysiske verden i sig selv, der er noget galt med, men derimod ens egen opfattelse af den fysiske verden, og ens ageren i denne.

Jo mere man konfronteres med mørkezonen, des bedre lærer man den at kende og dermed forstå de mekanismer, der udløser forskellige handlinger. Og til sidst forstår man, hvordan man bedst bevæger sig fra dyrerigets afsluttende fase og ind i det rigtige menneskerige. Men det tager selvfølgelig tid og kræver øvelse, øvelse og atter øvelse. Pyha. Heldigvis hjælper det med en lille bøn i ny og næ...

Venlig hilsen

Petersh

Hej Torben og Petersh.

Det var overgangen jeg havde svært ved at se....men jeres svar giver god mening for mig
Takker  :-*

Kh. Ejby