Er det ikke kun kvinder der bruge spejle så meget 
Jo da ind imellem.
Men der er også mange ubesvaret spørgsmål.

Hvornår er det en besked fra Guddommen ? og hvornår der det bare
noget skal af med "al la "det er hendes problem". Det kan vil være svært
at gennemskue ?

Men husker så samme unge pige så at også det gode er et spejl ? eller
bliver det bare brugt til at undgå irettesætelser ?

Ejby wrote:

Der florer en ny trend blandt teenagere.

Jeg har nogle bekendte, der har en teenage datter. Og hver gang hendes forældre forsøger at rette på hende og fortælle hende, hvordan hun burde opfører sig.
Så holder hun provokerende hånden op foran sig (stop-agtigt) og siger "spejl"
til stor irretation for forældrene.

Jeg har meget svært ved, at lade være med at trække på smilebåndet og synes denne nye trend er meget sigende og interessant. For i grunden har hun jo ret.

Jeg finder det meget lærerigt, at se på den ydre verden som et spejl og bruge den ydre verden til at kigge indad.

Hørte Martinus foredrag: "Mit forhold til Gud" - Martinus institut d. 29. april 1968 på Martinus-on-tour`s hjemmeside. Hvor Martinus netop er inde på dette.

Livet er i dybeste forstand en samtale mellem Gud og det enkelte individ.

Oplever i andre også, at verden er et spejl i jeres dagligdag?

Kærlig hilsen Ejby

Ja, især spejler omverden det hos mig jeg aldre helst ikke vil se, men som omverden gør meget tydlig. Ikke sjældent på en for mig meget pinlig måde... X3 (skabelsen, oplevelserne) er jo  en spejlebild for og af jeget, X1 (skaberen), og X2 (energierne, skabelseformuen/-evnet) er spejlen!

Ejby wrote:

Der florer en ny trend blandt teenagere.

Jeg har nogle bekendte, der har en teenage datter. Og hver gang hendes forældre forsøger at rette på hende og fortælle hende, hvordan hun burde opfører sig.
Så holder hun provokerende hånden op foran sig (stop-agtigt) og siger "spejl"
til stor irretation for forældrene.

Hej Ejby

Jeg er bange for, at det bare  er en gammel trend, der først nu er nået til Nordjylland...  Måske skulle du bare lære hendes forældre at sende "dobbeltspejl" tilbage til deres datter (jeg tror nok, det er sådan man giver igen på den slags)... 

Nå, spøg til side. Det er pudsigt, at man somme tider opdager, at der gemmer sig en hel del kosmisk sandhed i ganske almindelige hverdagsting, som fx ordsprog, lege og den slags. Og den "spejltrend", du her nævner, er bestemt ingen undtagelse - selv om jeg tvivler på, at der er ret mange af dem, der siger "spejl" i tide og utide, som er klar over kosmikken i komikken...

Først efter at jeg er begyndt at studere Martinus' værker, er jeg selv begyndt at forstå denne direkte sammenhæng mellem det, livet byder dig, og det, du byder livet. Denne indsigt giver mig mulighed for at gribe et irritationsmoment i opløbet og vende det om for at se, hvad det er i mit væsen og min væremåde, der her vender tilbage. Desværre lykkes det langt fra altid at fange disse irritationsmomenter, inden jeg har nået at reagere på en ikke særlig menneskelig måde, og sommetider er jeg ikke sikker på, at Gud og jeg taler samme sprog - men øvelse gør heldigvis mester!

I det følgende citat fra "Livets Bog" fortæller Martinus om, at ens skæbne er et spejlbillede af det, som har selv har gjort mod et andet væsen:

"Og den faderlige røst fortsatte: "Du er nu, min kære søn, blevet helt fortrolig med, at alle mørke handlinger tilsidst fører til indvielse grundet på, at de evige love befordrer energierne i naturen på en sådan måde, at denne i sig selv bliver et skæbnens spejl. Ligesom det i et almindeligt spejl er muligt for et væsen at se et fysisk billede af sig selv, således er det også muligt for et væsen, igennem den samlede påvirkning, det fra naturens side, hvilket vil sige: omgivelserne og medvæsenerne, kommer ud for, at se et mentalt spejlbillede af sig selv. Ligesom væsenet i et almindeligt spejlbillede blandt andet kan se sit ansigts renhed og urenhed, dets fuldkommenheder og ufuldkommenheder, således kan væsenet også i det nævnte mentale spejl efterhånden komme til at se sin sjæls renhed og urenhed, dens fuldkommenheder og ufuldkommenheder. Ligesom det fysiske spejlbillede dannes af en refleks af lyset, således dannes væsenets sjælsbillede af en refleks af årsags- og virkningsloven. Da væsenets sjæl er det samme som dets underbevidsthed og den heri rodfæstede vågne dagsbevidsthed, viljeføring og væremåde, bliver dette område således det absolutte fundament for dets forhold til dets omgivelser, naturen og de levende væsener. Om dette forhold er lyst og lykkeligt eller det er mørkt og lidelsesfuldt, vil altså være afhængigt af, hvilken art af viljeføring og væremåde væsenet udløser overfor de nævnte foreteelser, naturen, omgivelserne og de levende væsener. Denne viljeføring og væremåde kan altså, som du, min kære søn, forlængst er blevet fortrolig med, være af en sådan beskaffenhed, at den bliver årsag til reaktioner i dets omgivelser, naturen og de levende væsener, der er dødbringende og lidelsesbefordrende for væsenet selv. Men den kan også være af en sådan natur, at den bringer omgivelsernes reaktioner til at befordre stort lys og velvære for det selv. Og her er det, at omgivelserne eller livet selv bliver dets skæbnespejl. Hvis dets viljeføring og væremåde er fred og kærlighed, vil det dermed bringe omgivelsernes eller livets reaktioner heroverfor til at udgøre den samme fred og kærlighed. På samme måde vil omgivelsernes eller livets reaktioner naturligvis blive ulykke, lidelse og død for væsenet i samme grad, som dets viljeføring og væremåde befordrer den art af manifestationer. Det er således i kraft af denne, universets evige retfærdighedslov, at efterfølgende begreber eksisterer: – "Hvad et menneske sår, det skal det høste", – "Alt, hvad I ville, at menneskene skulle gøre imod eder, det skulle også I gøre imod dem; thi dette er loven og profeterne."
      Du er således her, min kære søn, blevet indviet i, hvorledes et væsens skæbne er et spejlbillede af den væremåde, de lidelser, sorger og bekymringer eller den glæde, det lys og velvære, det forud har skabt i sine omgivelsers eller i sin næstes liv eller tilværelse. Og det er dette tilbagevirkende spejlbillede af dets væremåde overfor omgivelserne eller sin næste, der efterhånden afføder dets frastødning imod det såkaldte "onde" eller alt, hvad der er dødbringende og lidelsesbefordrende for andre levende væsener. Det er denne frastødning, du forlængst har lært at kende som "kærlighed". Og kærligheden bliver således også her synlig som det eneste, der kan befri det levende væsen fra livets mørke, fra ragnaroks bloddryppende lidelsesterræner og føre det, ligesom den nu har ført dig, ind i mit riges lysvæld her på livets tinder eller i livstemplets allerhelligste."" (Uddrag fra stk. 2128 i sjette bind af "Livets Bog")

Venlig hilsen

Petersh

Hej Petersh.

måske det bare er mig der er lidt bagefter...
Der er ikke så mange teenagere i min omgangskreds, og var ikke noget vi benyttede
i mine unge dage.

Rigtig godt og passende Martinus citat.

Kærlig hilsen Ejby