Jeg gætter på det er en nyhed, som osse ville have haft M's interesse, for det lader da til at være et klart og tydeligt udviklingstegn!

I den forbindelse er det osse interessant, at der har været vældigt mange militærnægtere i Tyskland efter 2. verdenskrig.  Det er jo næsten lige efter bogen... 

Jeg er helt enig i at det er soldaternes udvikling, der gør at de ikke længere ønsker at gå i krig, trods at det er deres proffession. Men mon ikke det for de fleste i første omgang er risikoen for at miste eget liv?

Det er lang tid siden at Danmark har sendte sine soldater i krig, så i tiden fra anden verdenskrig og til nu, er der måske kommet et lidt "romantisk" skær over det at vælge en uddannelse inden for hæren?

Soldaterne bliver macho-trænet, hvilket formentlig kan tænde mange unge mænd i repetionsfasen, måske også fordi de ubevidst har vidst, at der ikke tidligere var en egentlig risiko for at komme i krig. De mener måske at de gerne vil, for hvem vil ikke gerne prøve sine færdigheder af efter endt uddannelse, men når det så virkelig kommer til stykket, og det går op for dem, at de i dag vitterlig kan miste livet og at de faktisk kan se deres kammerater blive skudt, så er det lyserøde skær væk og de har fået en rigtig øjenåbner?

kærlige søndagshilsner fra
Tina :0)

Jeg tror du har ret i nogle tilfælde, men mange unge vil vige tilbage fra krigen og al dens uvæsen som sådan. De mest overbeviste (formentlig dem der i tidligere liv har oplevet mest krig på egen krop) trækker sig allerede som militærnægtere (hvis ellers de lever i et land, hvor det er muligt), dvs ifm. indkaldelsen, mens andre først gør det som desertører, når de endnu engang i praksis har oplevet krigens gru på egen krop.

Nogle vil selvf. i den situation blive rystende bange for at miste livet, men ifølge M vil flere og flere af os jo efterhånden blive uegnede til at overhovedet at bruge våben mod andre, og denne tendens synes jeg da godt man kan se, når man fx læser om høje militærnægtertal i bla. Tyskland, og at flere og flere amerikanske soldater nægter at gå i krig.

Selv blev jeg indkaldt i 1978 men havde pga. en del bomæssig ustabilitet aldrig modtaget indkaldelsen, så da jeg endelig fik den og med kort varsel sku stille på en kaserne, var det umiddelbart for sent at blive overflyttet som civil værnepligtig, som det hedder. Det lykkedes mig kun pga stædighed, der kulminerede med en meget spontan "ondt i ryggen" den nat, jeg sku være rejst afsted. Men jeg husker at jeg midt i forviklingerne og den mgl. forståelse fra myndighederne spurgte mig selv, om det virkelig var meningen, at jeg sku springe soldat? NEJ, konkluderede jeg, og endte med efter en ny senere indkaldelse at blive udstationeret som militærnægter på et kontor for Abbe Pierres Børnehjælp/Mother Teresas medarbejdere. Her mødte jeg tilmed en flink fyr, der oprind. var startet på kontoret på samme måde, og som ku nære min spirende åndelige interesse med overraskende oplysninger, han havde fra bøger af en vis Martinus! (Det var nuvær. rådsmedlem Klaus Iversen.) Mit nægteri fik iøvrigt den pudsige udløber, at jeg fik 200 kr i bøde for udeblivelse fra kasernen, som jeg i min ungdommelige ukuelighed nægtede at betale og derfor kom i retten, hvor den blev nedsat til 100 kr (som jeg betalte). Så kan det vist ikke blive mere dansk... 

kh Henrik

Bush har masser af penge, når det gælder krig (ødelæggelse)
Men han har ingen penge til at fodre de fattige i sit eget land. ( opbyg-ødelæggelse )

For mig er Bush ik en leder, men kun en egoistisk-kusist.

Jeg så en Doc omkring US soldaterne i Irak, og de fortalte, at der ik er nogen lande der kan lide USA mere...

Hvor svært er det at forstå, at krig er noget skit?