Hej Claus.

(Al)Kærlighed definerer Martinus kort sagt som noget, der i sit slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener.

Lidelsen eksisterer alene for at (gen)skabe den visdom og medfølelsesevne, der gør, at man kan leve i lidelsens modsætning: kulminerende glæde og velvære.

venlig hilsen
jan

Hej Claus

Kærlighed som begreb har optaget filosoffer i mange kulturer gennem mange sekler så min udlægning er blot en af mange.

For at se kærligheden universelt er vi nød til at rette vort "syn" ud over logikken da den hører hjemme i Sjælens manifestation i den mentale verden og derfor "blot" er et højere aspekt end det rent følelsesmæssige.

Martinus ser` og skriver hvad han ser `fra et universalt punkt der ikke er farvet gennem Sjælens manifestation og begrænsninger og dermed er meget for ham oplevet som selvfølgeligheder set og oplevet gennem dyb accept, dyb respekt og rummelighed af alt levende og ubelivet stof jævnført hans udtalelse om at "alt er såre godt" altså at kunne rumme ubetinget uden angst, vrede, fordomme, negative erfaringer etc.

Så kærlighed i sin universelle for som Jan beskriver:
(Al)Kærlighed definerer Martinus kort sagt som noget, der i sit slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener.
Kan jeg kun være enig i med denne tilføjelse: På alle planer og i alle verdener da alt i sidste ende er ET.

Sjælen manifesterer sig via flere legemer (bevidstheder) og det fysiske menneske oplever gennem alle disse legemer men er pt. ikke bevidste i alle legemer selv om vi udtrykker os skiftevis gennem fortrindvis mere gennem det ene eller det andet, altså logisk gennem det mentale (tankemæssige) eller det astrale (følelsesmæssige) eller en blanding af disse.

Da vi nu engang er oplevende og levende i en fysisk og dermed begrænset livsopfattelse kunne en tilgang til oplevelsen af kærligheden øves og udvikles gennem disse tre "enkle" regler: accept af os selv og de andre (den anden), respekt for os selv og de andre (den anden), rummelighed af os selv og de andre (den anden) og det kunne retteligt gælde parforholdet og alle andre forhold som vi lever i eller er en del af.

Ser vi et parforhold "indefra" ser det ud som en levende boble indeholdende de mennesker (og dyr) som forholdet består af og dermed et "væsen" som indeholder det vi samvirkende gør det til, altså et levende væsen som de implicerede er ansvarlige for, hvad tilfører vi dette væsen?

Venlig hilsen
Pondus

Kære Claus,

For længe siden mødte Jeg En der var meget optaget af åndelige og lign. emner,
Han havde også studeret Livet's Bog, indtil Han læste at 'logik er kærlighed',
så stod han af,

lidt kortfattet,  M. nævner bl.a. noget med, at hvis man ikke bygger fx huset logisk op, så braser det jo ned over dem der er i det, og det er jo ikke kærligt,
kort sagt, at handle/skabe logisk, er at handle/skabe kærligt,

Kærlig hilsen
Holger

Hej

Jeg mener ikke at logik nødvendigvis har at gøre med kærlighed da det er afhængigt af hvor og i hvilken udgangspunkt vi betragter logikken fra.

I militær sammenhæng drejer logik sig om alt andet end kærlighed.
At bygge et fængsel eller en anstalt kræver byggemæssig logik frem for kærlighed.

Set fra Martinus viden og indsigt er det logik, at kærlighed er limen der binder alt sammen men da han for at skrive og videregive den viden han havde adgang til holdt han sin bevidsthed universelt hvilket ikke så mange mennesker endnu er i stand til da vi ikke har adgang til at opleve universelt så længe vi er funderet i Sjælen.

Så som jeg ser det er kærlighed den "lim" der holder alt sammen og begyndelsen til universel kærlighed er det at kunne føle empati i mere og mere "ren" form indtil vi ikke mere bliver i stand til at handle, føle og tænke uden fuld empati og først da bliver det ren logik at handle gennem denne empati, indfølelse og viden kan/vil da blive logisk.

Kærlig hilsen Pondus

Hej Pondus

Det er jeg ikke helt enig med dig i. Det du i forbindelse med militær og fængler benævner som "logik" er ikke egentlig logik, men derimod kun et foreløbigt højdepunkt for jordmenneskelig tænkeevne. Altså ikke "logik" forstået som "i pagt med livets love", men snarere en form for "logik med begrænset holdbarhed".

Men det betyder ikke at militær og fængselvæsen ikke udgør nødvendige livslektioner, der - ved hjælp af vores fejltagelser - skal føre os fra ufuldkommenhed til fuldkommenhed. Og dermed er disse institutioner i virkeligheden guddommelige redskaber, der skal lære os at tænke, handle og føle i pagt med livets love - hvilket gør dem til udtryk for guddommelige kærlighedserklæringer, selvom de her og nu giver os lidelsesoplevelser.

Problemet  i forhold til vores forståelse af hhv. "kærlighed" og "logik", tror jeg, er, at vi faktisk ikke helt er klar over, hvad de to begreber dækker. Vi har kun en fornemmelse af, hvad virkelig kærlighed er i form af reminiscenser fra vores forrige spiralkredsløb og fra den instinktstyrede "parringskærlighed". Men disse erindringer og oplevelser er i vores jordmenneskelige sfære godt og grundigt blandet op med tyngdeenergi - selvom de stadig kan fortrylle os alle fra popsangere til kosmologer.

Noget tilsvarende gør sig gældende for vores opfattelse af "logik": Her kommer vores endnu ikke særlig veludviklede intelligens til kort, og i kombination med tyngdeergien, vil det, som de fleste jordmennesker opfatter som "logik", ofte være lig med "det, der bedst kan betale sig".

Så derfor kan det være svært at sidestille "kærlighed" og "logik": Vi har simpelthen endnu ikke evnerne til fuldt ud at forstå, hvad de dækker - men heldigvis har vi i kraft af den enestående forskningsvejledning, som Martinus har givet os, fået en genvej til forståelse livet og disse begreber.

De venligste hilsner

Petersh

  Hej alle.

Vil da lige give mit bidrag til opfattelserne af "kærligheden" (og logikken) i sammenhæng med den kosmologi jeg hidtil mener at have forståelse omkring.

Martinus bygger tingene op omkring 2 sider, den intellektuelle og den følelsesmæssige, og jeg mener at kærlighed og logik tilhører hver sin side af disse 2 aspekter.

Logikken er, som jeg ser den, det der altid i det enkelte individ syntes som det mest"positive", på det grundlag den enkelte har at vurdere udfra, og er altså altid opstående i forbindelse med "det tænkte" og dermed intellektet, eller intelligensen, kundskaben o.s.v.

  Kærligheden er derimod altid tilknyttet det følelsesmæssige område, og man tænker sjældent sig frem til kærligheden, men føler den som noget "instinktivt" omkring forskellige mennesker eller ting.
  Så den er altså noget der opstår og føles, uden at man behøver at sætte ord eller tanker på selve det logiske i, at man føler kærlighed, og kan derfor beskrives som værende "intuiativ".

  Som vi "ledes" intellektuelt via logikken, til større og større kosmisk indsigt, (og det er Martinus jo et godt eksempel på hvordan kan ske, via hans "billeder" på verdensaltets sammenhænge),, sådan ledes vi også følelsesmæssigt "intuiativt" til større og større muligheder for kosmisk indsigt, via kærligheden på det følelsesmæssige plan.

  Og den største mulighed for at udvikle sig (og også en "betingelse" for at bevæge sig "fremad" i udvikling) er at der er rimeligt "ligevægt" mellem disse 2 sider af menneskets sammensætning.

  Billedligt ser man ofte mennesket vist (åndeligt) med stråler kommende fra hjertet og fra hjernen, så det er altså disse 2 "chakraer" der vægtes mest i forskellige åndelige sammenhænge.

  Så min konklusion på begreberne kærlighed og logik, er derfor, at det er 2 forskellige ting, der på hver sin måde er "drivkrafterne" i menneskets udvikling, og at det er disse 2 ting der sørger for at vi som individer altid vil bevæge os fremad i retning mod mere lys, fremfor at vandre "baglæns" eller at stå stille.

  Derfor kan man så godt betegne kærligheden (og logikken) som limen der binder alt sammen, da det jo er disse ting der sørger for at universet, uanset hvor man befinder sig i det, altid vil bevæge sig i en bestemt retning, nemlig "fremad", i udvikling, og aldrig tilbage i udvikling.

  Kærligheden er tilknyttet følelsen, og medfølelsen, hvor det er evnen til at føle (uden nødvendigvis at kunne forstå med ord) der udvikler ens næstekærlighed, logikken er tilknyttet lidelsen og medlidenheden, hvor det er af intellektuel vej man oplever at forstå andres situation og lidelser, og dermed at opnå næstekærlighed af intellektuel vej.

  En rimelig balance mellem disse 2 sider vil så udvikle ens næstekærlighed og dermed give adgang til større kosmisk indsigt og videre udvikling.

  Kærligheden og logikken vil derfor også altid være delvis eller ufuldstændige begreber, indtil vi opnår fuldkommen kosmisk indsigt (så logikken bliver baseret på fuldkommen viden) og indtil vi opnår fuldkommen alkærlighed, (så kærligheden bliver baseret på følelsen af samhørighed med alle levende væsener).

  Indtil da vil kærligheden og logikken være "forskellig" og blive set på forskelligt af den enkelte, og er kun baseret på den enkeltes nuværende udviklingsstadie, og det er sikkert derfor vi alle har hver vores helt egen opfattelser af disse "begreber", så det syntes så svært at beskrive disse overfor hinanden.

          Kærlige tanker fra Avatar.

Hej Petersh

Jeg kan kun give dig ret og er helt enig især i det sidste du skriver:

Så derfor kan det være svært at sidestille "kærlighed" og "logik": Vi har simpelthen endnu ikke evnerne til fuldt ud at forstå, hvad de dækker - men heldigvis har vi i kraft af den enestående forskningsvejledning, som Martinus har givet os, fået en genvej til forståelse livet og disse begreber.

Kærlig hilsen Pondus

Kære Avatar

Jeg kan godt følge dig i dette:

Martinus bygger tingene op omkring 2 sider, den intellektuelle og den følelsesmæssige, og jeg mener at kærlighed og logik tilhører hver sin side af disse 2 aspekter.

Du nævner også:

Billedligt ser man ofte mennesket vist (åndeligt) med stråler kommende fra hjertet og fra hjernen, så det er altså disse 2 "chakraer" der vægtes mest i forskellige åndelige sammenhænge.

Her mener jeg det er vigtigt, at have Sjælens natur og opbygning med i betragtningen, også i forbindelse med det, at vi "kun" kan forstå kærligheden begrænset på grund af vor opbygning.

Hjertet har ikke umiddelbart at gøre med følelser, der skal vi betragte solar-plexus chakret.
Hjertet er nærmest et "bro"-chakra, det er tredelt i sin opbygning lige som Sjælen er det.

Dette betyder, at vi når vi begynder at aktivere hjerte-chakret og de blade der er knytter hertil vil blive mere bevidste i Sjælen og den vider det er knyttet hertil dog stadig med de begrænsninger som Sjælen i sin natur har i kraft af sit fysiske tilhørsforhold.

Dette vidste Martinus alt om selv om han sjældent beskæftigede sig med det da andre "tog sig" af disse mere fysiske tilstande.

Martinus har givet en ret så udvidet facitliste men forståelsen af denne er op til os selv hver især og dette gælder i lige så høj grad det meget store arbejde omkring afviklingen af mange tusinde års følelsesmæssige ophobninger og forståelser og frigørelser.

Heldigvis har vi de liv der skal til for at gennemleve og forstå disse processer skridt for skridt.

Så ja`:
Indtil da vil kærligheden og logikken være "forskellig" og blive set på forskelligt af den enkelte, og er kun baseret på den enkeltes nuværende udviklingsstadie, og det er sikkert derfor vi alle har hver vores helt egen opfattelser af disse "begreber", så det syntes så svært at beskrive disse overfor hinanden.

Kærlig hilsen Pondus 

Logik og kærlighed er 2 sider af samme sag, ifølge Martinus' bog Logik kap 82. Her skriver han bl.a.:

Endvidere skriver han i Livets Bog 6 stk. 1954:

Kærlig hilsen
Anette

  Hej Anette S.

  Må tilstå at jeg her er uenig med Martinus, i forbindelse med at han bruger biler, fly, jernbaner m.m. som eksempler på logiske og dermed kærlige frembringelser.

  Umiddelbart er det sikkert "logiskt" at sådanne frembringelser er skabt ud fra et ønske om at gøre tilværelsen lettere for menneskene, og dermed også at man kan kalde dem for "kærlige" frembringelser, men disse ting er jo netop ikke, ved en mere indgående  undersøgelse, ALENE til glæde og velsignelse for levende væsener, men også i høj grad "produkter" der skader vor (og andre levende væseners) fysik, via forurening ( som jo nedbryder ozonlaget og giver andre sygdomme), og ved at disse ting erstatter den mulighed for motion vi ellers ville have gavn af.

  Så at kalde sådanne produkter for logiske/kærlige er ikke i min verden dækkende, netop på grundlag af Martinusses egne ord om at kærlighed/ logik skal defineres ved at det er noget der er til absolut gavn, glæde og velsignelse for alle levende væsener.

  Det er netop ting der kun er "delvist" logiske, og som kun er bedømt/betragtet udfra det stadie af kpsmisk bevidsthed den enkelte person har.

          Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

På en måde mener jeg du har ret, og dog ikke. Jeg kan godt se hvad du mener, når du skriver at biler og fly ikke er en kærlige opfindelser, da de forurener luftmiljøet. Men det er kun som det ser ud nu, og nutidens tekniske stadie er kun et skridt på vejen til fuldkommen teknisk formåen. Vi - mennesker - skal jo først lære hvad der fungerer og hvad der ikke gør. Og vi er nu ved at opdage, at vores nuværende tekniske forståelse giver problemer med miljøet.

Det at opfinde ting/hjælpemidler, som hjælper os med at komme rundt i den fysiske verden, mener jeg kun kan være udtryk for kærlig handling, da vi jo på den måde får udvidet vores horisont og kan komme og besøge de mennesker vi holder af uanset hvor de befinder sig i verden. Og så tror jeg ikke den stigende globalisering ville kunne finde sted, hvis ikke vi havde nogle transportmidler.

Lad os se hvad fremtiden bringer, efter vi har lært at udvikle transportmidler som er bedre tilpasset jordens økosystem.....Beam me up, Scotty 

kh.
Kenneth

  Hej Kenneth.

  Ja, lad os håbe der snart  viser sig nogle reelle muligheder for os, som mennesker, både at rejse fysiskt, uden at forurene og at rejse rent bevidsthedsmæssigt.

  Men netop fordi vores logik kun er partial, og ikke bygger på 100% kosmisk viden, så vil de frembringelser denne logik , også drevet af kærlighed, frembringer, heller ikke være fuldt ud alkærlig.

  Logikken er for mig baseret på den enkeltes opnåede erfaringsdannelse, hvorpå en "sandsynlighhedsberegning" udføres og det derved fremkomne resultat bygger man så sin logik på.
  Og da vi som individer har forskelligt erfaringsdannelsesgrundlag og også forskellige "opsætninger" af vores sandsynlighedsberegningsfunktion, så vil vor logik altid afvige fra andres, indtil vi opnår fuld kosmisk indsigt.

  Nu er det jo ikke en absolut betingelse for at man kan få fuld kosmisk indsigt, at man så også er i stand til at udøve alkærlighed, så disse 2 ting, logik, på basis af fuld kosmisk indsigt, og alkærlighed, på basis af følelsesmæssigt opbygget næstekærlighed, er derfor, i mine øjne, adskilte begreber.

  Men i sidste ende smelter disse 2 begreber jo alligevel sammen, til en enhed, blot er dette ikke muligt i den fysiske verden vi opholder os i nu, men kan først ske når vi er fuldkomne, og begge poler er i balance, og vi ikke længere behøver at færdes i denne fysiske materie længere.

  Når vi når det punkt, så er jeg helt på linie med Martinuses udtalelser om at logik og kærlighed er et.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Jeg vil mene, at at evnen til at udøve alkærlighed absolut er en betingelse for fuld kosmisk indsigt. Man kan derimod få eller fremprovokere glimtvise nedslag af kosmisk bevidsthed - det, som Martinus kalder "kosmiske glimt" - uden nødvendigvis at have en tilstrækkelig udviklet kærlighedsevne.

Venlig hilsen

Petersh

    Hej Petersh.

  Ja, den tanke er da sikkert også rigtig, men jeg mente nu også blot, at man sagtens kan være et væsen der i perioder har fuld kontakt med akashi records, og derved have fuldkommen viden omkring de ting man vil undersøge i disse perioder, uden at man følelsesmæssigt er udviklet nok til at slippe ud af den fysiske inkarnation, eller har denne fulde kosmiske indsigt 24/7.

                    Kærlig Hilsen Avatar.

  Hej Alle.

  En tilføjelse til "synet" på kærligheden/logikken.

  Alt er jo, som Martinus siger, såre godt, hvilket også betyder, at alt er bygget på kærlighed, så man kan sagtens opfatte kærligheden som den drivende og sammenhængende kraft i hele universet.

  Alt, også det "ubehagelige gode" er jo til for at lære os at skelne mellem mørke og lys, så selv en negativ handling vil kunne udlægges som "kærlig" da denne i sidste konsekvens via de åndelige love ( som jo er absolut kærlige) vil føre til noget der er til gavn, glæde og velsignelse for de involverede individer.

  Men isoleret set er det jo ikke i vore bevidstheder alle ting vi møder, som vi umiddelbart betegner som indeholdende kærlighed, og det er jo principelt også nødvendigt for den enkelte at adskille også dette "begreb" i 2 poler, for at kunne opnå fuldkommen kærlighed individuelt, da der jo nødvendigvist må være 2 poler at vurdere imellem, før man kan vælge at ville den ene.

  Så kærligt og ukærligt vil altså altid være 2 forskellige "ting" for individet, selvom den grundlæggende "frekvens" i hele verdensaltet er alkærligheden.

      Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Jeg er helt enig omkring kærligheden og vores forståelse/tilgang til at forstå.
Med hensyn til Akasha kronikken findes den i et bevidsthedsplan lige over Sjælens og dermed knyttet til jordens udvikling så umiddelbart er den uafhængig af den kosmiske indsigt selv om evnen til at læse eller modtage brudstykker kræver en vis udrensning som også vil give mulighed for kosmiske glimt...som jeg ser det

Kh.Pondus

Hejsan!

Jag skriver på svenska - hoppas det är begripligt ändå...(?)
För mig är kärlek i Martinus mening det samma som villkorslös kärlek.
Det finns alltså inga som helst villkor för att få uppleva och vara i kärlek.
Allt är i denna aspekt ett uttryck för kärlek.
I Guds sekundära zon, där vi lever, är dock detta "dolt" för oss, vi har fått
träna oss i att "glömma" att det förhåller sig som ovan beskrivet, det vill säga att
vi alla är villkorslöst älskade.

Det kan beskrivas som en gigantisk teaterföreställning, där vi alla går in i och ut ur olika roller, och prövar olika karaktärsdrag, olika temperament, olika öden, för att därigenom uppleva livet - vilket är vår innersta önskan.

Det villkorslösa i kärleken är sannolikt än svårare att förstå för oss som befinner oss i brytningspunkten mellan djurriket - med dess omedvetna, instinktiva sexualliv - och vårt mer medvetna och med andra energi blandade sexualliv.

Vi har fått lära oss att det finns något som heter kärlek - och vi har då kopplat detta samman med framförallt förälskelse - vilket enligt Martinus snarare är ett uttryck för parningssympatin, som i sig är exkluderande. Det vill säga: Mina sympatier gäller bara min sexualpartner, eventuella barn samt de människor som ingår i min familje/släktkrets, ursprungligen baserat på mitt eget överlevandsbehov samt de som stod mig närmast.

Den "nya" kärleken är dock inkluderande.
Därför är det i viss mot motriktad förälskelseenergierna, som exkluderar andra.
Andra "tillåts" inte komma in i min sympatisfär, åtminstone inte i samma grad som min förälskelsepartner, barn och närkrets.

Så småningom upptäcker vi att kärleken även finns "utanför" denna sfär, nämligen i en speciell känsla/fölelse inför naturen, det kan gälla ett engagemang för konst, för musik, för skönhet över huvud taget. Engagemeng för ideella organisationer, ideal där det humana sätts i fokus. En längtan efter att förena olika människor, olika grupper, en längtan efter att mjuka upp sociala skränkor, överbrygga utbildningsskillnader, osv.
En önskan om "en enad värld", ja, en frihetslängtan som förvisso först kan vara sammankopplad med tankar om forcering, men som sedan gradvis förvandlas till icke-våld, "ahimsa"-idealet, att göra gott, agera gott, "mätta de hungrande", iordningsställa så att ett yttre fred och en inre frid i allt högre grad kan realiseras.

Allt detta är, synes det mig, tecken, signaler på att vi börjar inse, känna av, förstå, begripa allt mer av den villkorslösa kärleken, den kärlek som ÄR, den som är ett uttryck för "Guds funktionssätt": vi blir därigenom i allt högre grad "medskapare" till Gud, "i Guds bild". Men det sker långsamt, eller genom små, små steg (ibland genom stora steg, och därmed stora misstag och därmed stora misslyckanden och därmed till eftertanke och omorganisering av resurserna till att just hantera utvecklingen genom små, men relevanta steg och mått - och därigenom "vara i fas" med Guds primära medvetande, att förstå, att ingenting alls generellt sätt kan forceras fram, några "hopp" i utvecklingen finns inte, blott en gradvis, ständig uppbyggnad, påbyggnad, av talanger, resurser, förmågor - vilka i sin tur "avtäcker" kärlekens hemlighet för oss.

Kärleken blir allt mer tydlig när vi börjar förstå karma: att karma är det sätt som Universum eller Gud fungerar på (på många olika plan och i med otaliga variationsmöjligheter).

Vi börjar förstå att vi inte längre skall hämnas, inte längre attackera, inte längre kriga, då allt detta innebär en rekyleffekt i form av motsvarande hämnd, attack, krig.
Fredens uttryck börjar inifrån den själsliga nivån.
Utan frid i vår själ är yttre fred omöjliggjord.

Så insikterna kommer långsamt, och i precis rätt tid för precis rätt individer i precis rätt rum. Allt är balanserat - "kosmiskt" sett - allt är "under kontroll": processerna som är identiska med livslagarna är orubbliga och därför den största tryggheten för oss alla, varenda levande varelse är alltså omähändertagen, sedd, bekräftad, förstådd, igenkänd - även när individen - du och jag, han och hon, den och dem - lider, upplever smärta, svårigheter, problem.

Långsamt växer insikten att vi kan omskapa vår verkligheten genom att förändra vår medvetenhet om verkligheten i sig: vi börjar tänka annorlund, känna/föle annorlunda, agera annorlunda och mer i fas med livslagarna - och därigenom uppstår en sexuell glädje som kommer upp i paritetet - så småningom - med den sexuella extasen som vi känner igen via orgasmen via de därpå perfekt konstruerade sexualorganen.

Dock är orgasmen i sig inte en fysisk upplevelse - utan en andlig: Det är ju energier som har en hög frekvens; vi kommer enl. Martinus i beröring med intuitionsplanet.
Detta plan kommer vi även så småningom i kontakt med via vår allt mer utvecklade intuitionskropp - så det är inte längre "bara" sexualorganen som fungerar som mottagare och avsändare av den "elektriska" energin som vi beteckar som sexualenergi, utan hela kroppen.

Ju mer denna kropp utvecklas, desto lättare är då också - enl. denna tankegång - att förnimma den villkorslösa kärleken som "Universums grundton". Vi kommer nämligen i allt högre grad just på våglängd med denna grundton!

--
Ja, det var några tankar och reflektioner kring vad kärlek är för undertecknad...

Allt gott!

gm

Hejsan gm

Rigtig flot udlægning og beskrivelse som jeg oplever det, er helt enig med dig og seksualiteten rummer en hel afhandling i sig selv.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på årsagen til, at den katolske kirke havde så travlt med at udrydde Katharene i sin tid.

Kh.Pondus