Hej med jer
Jeg har holdt en længere pause som aktiv i dette forum. Den gode Ejby fik lokket mig til tasterne igen med en tråd om mad, remoulade og læskedrikke – tilbagelænet kosmologi af den hyggelige slags. (Og nu ved I, hvem i skal skyde skylden på)... :p
Kort efter kom der mere mad i forummet med en opfordring om at leve strengt vegansk. En tråd, der samtidig bragte tanker og spekulationer om intolerance og fordømmelse på banen. Jeg må indrømme, at jeg ofte har intolerancen og fordømmelsen som følgesvende i dagligdagen, selvom jeg nærer et nok så fromt ønske om at blive dem kvit. Det fromme ønske stimuleres jo af den kosmiske videnskab, som bl.a. Martinus har åbenbaret for mig i sit livsværk.
I ”Det evige verdensbillede 3” (33.62) skriver Martinus:
Ja, det skal nok komme, men desværre ikke i helt samme tempo, som jeg kunne ønske, og det giver – i hvert fald hos – mig anledning til en del sjælekvaler. Det har Martinus selvfølgelig også en god forklaring på i samme stykke:
.
”Tåbelig” er mit mellemnavn! 
Jeg synes, det er rart når Livet (og Martinus) minder mig om, at jeg bare er et jordmenneske på vej. Og en vigtig del af denne vej er at forstå, at ALLE mine medmennesker OGSÅ er jordmennesker på vej.
Hvad er det så for kræfter, der mødes og skaber intolerance, fordømmelse – og måske i sin yderste konsekvens endda KRIG? Det er vores forskellige opfattelser af, hvad der er retfærdigt. På de nederste jordmenneskelige udviklingstrin er der stadig mennesker (og nationer), der ser sig i deres gode ret til at udnytte, deres fysiske eller økonomiske overlegenhed – bare fordi de er stærkest. Dette er oldschool krigsmentalitet.
Mødet med denne krigsmentalitet gør ondt for dem, den går ud over. Langsomt vokser et nyt retfærdighedsbegreb frem i jordmennesket, som sætter spørgsmålstegn ved det retfærdige ved denne styrkemanifestation. En ny mentalitet er opstået: Forsvarsmentaliteten. Og umiddelbart lyder det jo rimeligt, at vi skal kæmpe for de svageste, slås for freden eller endda gå i krig for den. Men når forsvarsmentaliteten møder krigsmentaliteten, så går det desværre helt galt. To parter står over for hinanden, og begge parter føler, at de kæmper en retfærdig kamp.
Selvom drivkraften bag forsvarsmentaliteten er nok så uselvisk, så rummer den altså ikke den fulde sandhed. For sandheden er jo, at krigsmentaliteten ikke er et spørgsmål om vilje, men derimod et udviklingsspørgsmål. Akkurat ligesom forsvarsmentaliteten er det, i øvrigt...
Men vi bliver heldigvis klogere. Livet gør os klogere – og udvikler igennem vores oplevelser af godt og ondt i inkarnation efter inkarnation vores kærlighedsevne. Jeg synes, at Martinus beskriver resultatet så fint i sin artikel ”Den mentale treenighed”, ”Artikelsamling 1” (20.46):
Når jeg læser Martinus’ artikel ”Den mentale treenighed” bliver jeg fyldt af håb. Jeg forstår, at jeg er på rigtige vej, og jeg føler, at jeg inden i mig har et ganske vist lille fredsfrø, der langsomt vil vokse sig stort og derved forædle min væremåde og mine tanker, så jeg på et tidspunkt bliver et kærlighedsvæsen, et menneske i Guds billede.
Og jeg forstår, at hvis jeg forsøger at se mine medmenneskers ufuldkommenheder i samme lys, så hjælper jeg ikke kun mig selv, så hjælper jeg min næste, og jeg hjælper Gud med at skabe et rigtigt menneskerige her på kloden.
Det kommer ganske vist til at tage tid. Men jeg har en evighed til min rådighed, og jeg kommer ikke uden om, at slutte fred med krigen! Omkring mig og i mit indre. Alle skal vi slutte fred med krigen og forstå og acceptere de handlinger, som vi finder forkerte – for det er Guds plan!
Så længe jeg dyrker min intolerance, så længe jeg fordømmer de intolerante, og så længe jeg ikke forstår, at alting har sin uundværlige plads på udviklingsstigen – er jeg langt fra at være den freds- og kærlighedscelle her på jorden, som jeg så inderligt ønsker at være. Heldigvis er hvert eneste lille fejltrin et skridt i den rigtige retning!
Hilsen
Petersh 
Hej Peter og folkens
Tak for et indspirende indlæg.
Jeg kunne godt unde dig flere ”likes” desværre er der kun et tryk pr. persona.
Når jeg siger inspirerende mener jeg at få fornemmelsen af den rette spænding imellem hvor jeg står placeret i udviklingen og acceptere og åbne mig for dette, men samtidigt også at bevæge mig fremad med omtanke, overvejelser og viljekraft, uden at dyrke min uformuenhed. Man kan dyrke den varmt, men også ignorere den koldt.
Det er svært at åbne sig for sin egen uformuenhed og indrømme den. Det er et sjældent syn.
Den første virkelige ydmyghed tror jeg kommer ved erkendelsen af manglen på ydmyghed og at man evner at udtale den overfor sig selv og også andre i en eller anden udstrækning.
Erkendelsen af hvor lidt man kan og hvor streng man kan være i sine tanker og måske også handlinger, tror jeg er det første virkelige syn af porten til en højere, mere forklaret og behageligere tilværelse.
Et individ har en fremherskende form intolerance og en ikke fremherskende, afhængig af dets udviklings forløb.
Intolerance kan være meget udtalt i udbrud ved manglende kontrol, men den kan næsten også være usynlig og et tegn på overdimensioneret kontrol hos det levende væsen der vogter sit billede.
Den kan gå længe gemt bag selvretfærdighed. Man ser måske ikke intolerante ord og vendingerne strømmende fra sådan en intolerance men man mærker og oplever det ved dens ignorance og lukkethed, dens evne til ikke at ville møde sig selv og især andre. Man mærker den som et koldt pust, et hoved drej, en næse i vejret, et manglende ord, i modsætning til når den manifestere sig som et drag over nakken eller en voldsom provokation.
Jeg ved ikke hvilken en der er værst, den varme eller den kolde intolerance. Man kan se dem begge
det ene er en kosmisk fagten med arme og ben, den anden er kosmisk snoppethed og ignorance.
Den ene gør ”ondt” og får tingende til at koge den byder op til slåskamp, eksplosion og den anden er ”grim” og vil gradvist frastøde og fryse det levende ude, tørke og forfald kommer til den, ting smuldre og rådner op i denne stille intolerance. Det ene er en bombe der tiltrækker terror, det andet er et lig der frastøder liv.
Krigen der skal sluttes fred med..
Har behov for ”to former” for freds praksis, en levende imødekommende og kærtegnede fred og en passiv, overgivende og observerende fred. De to komplementær farver til kold og varm intolerance.
De er ét!
Det var lige et skud efter intolerance, det kolde aspekt fik ikke lov til at gå fri. Den kolde ignorerende og bange bevægelse.
Kh
Jacob
Hej med jer.
Jeg kender godt alt det I beskriver så glimrende.
Jeg kommer til at tænke på et råd jeg engang læste til folk der løber i fritiden, og gerne vil løbe hurtigere. Rådet lød noget i retning af, at hvis man vil løbe hurtigere må man selvfølgelig træne, og tage tid på, hvor hurtig man er, og hvor meget man forbedrer sig osv. Man kan så glæde sig over fremgangen. Men engang imellem kan man træne og træne, uden at komme nogen vegne - måske løber man endog langsommere i en periode. Hvis det går helt galt, og man farer for hurtigt frem, kan man endda overbelaste sig selv og blive skadet - og så må man bagefter begynde fra et dårligere udgangspunkt.
For at undgå dette, kan det være en god idé, at man i en periode helt lader uret ligge der hjemme, og bare løber som man har lyst til - ikke stoppe med at løbe, men bare lade være med at fokusere på hvor hurtig man er, og i stedet lægge fokus på selve glæden ved at løbe, med de oplevelser der nu engang ved det, uden hele tiden at fokusere på fremdrift.
Det samme kan man måske gøre mht. livet. I perioder kan man lade være med at fokusere på, hvor "hurtig" man er, hvor "hurtig" man "burde" være eller "ønsker" at være, og så i stedet fokusere på selve livsoplevelsen - i perioder kan det være det bedste for at undgå overbelastning og skuffelser.
For sandheden er jo, at krigsmentaliteten ikke er et spørgsmål om vilje, men derimod et udviklingsspørgsmål. Det er vores forskellige opfattelser af, hvad der er retfærdigt. Langsomt vokser et nyt retfærdighedsbegreb frem i jordmennesket, som sætter spørgsmålstegn ved det retfærdige ved denne styrkemanifestation. Og en vigtig del af denne vej er at forstå, at ALLE mine medmennesker OGSÅ er jordmennesker på vej. Jeg forstår, at jeg er på rigtige vej, og jeg føler, at jeg inden i mig har et ganske vist lille fredsfrø, der langsomt vil vokse sig stort og derved forædle min væremåde og mine tanker, så jeg på et tidspunkt bliver et kærlighedsvæsen, et menneske i Guds billede. Det kommer ganske vist til at tage tid.
Tak for de tanker Petersh
Hej Svend
Det lyder meget fornuftigt, det du skriver her! Jeg har selv haft glæde af at skifte den teoretiske "livskundskabstræning" ud med en mere praktisk "livskundskabstræning". På den måde kan man få prøvet af, om teorien holder og måske blive tvunget til at revurdere sine forestillinger eller justere sin væremåde. Det giver god mening for mig!
Inden for træning snakker man også om restitution - altså hvileperioder hvor man bliver stærkere mellem selve træningen. Jeg kender en gammel løbetræner, der har et motto, der hedder "Af ro bliver man go'". Når man i perioder er lidt mere afslappet i forhold til sine egne forventninger til sig selv, giver man sig selv lov til at leve i nuet. Man kan stadig leve "det bedste man har lært", men det er så et mere "ægte" udtryk for ens væsenskvalitet snarere end ens ønskede væsenskvalitet.
Jeg kommer også til at tænke på et begreb som "hvileinkarnation". (Jeg er ikke sikker på, at Martinus bruger dette udtryk). Dvs. inkarnationer, hvor oplevelser og kundskaber fra tidligere inkarnationer får lov til at "sætte" sig, og hvor man kan samle kræfter til (og efter) hårdere inkarnationer.
vh. Petersh
Hej Petersh.
Jeg kan heller ikke huske at have stødt på det hos Martinus, men det lyder meget logisk. Efter en inkarnation, hvor man virkelig er blevet knock-outet (og det kommer vi alle sammen ud for, der vil være liv, hvor vi virkelig lider meget og får forceret udvikling), kan jeg sagtens forstille mig, at man er på virkeligt lavt blus i ens næste inkarnation - de første år af mit eget nuværende liv kan godt beskrives lidt på den måde, hvor jeg virkelig var præget af en for mig selv og mine omgivelser fuldstændig uforståelig angst og ligefrem livslede. Så helt sikkert et udtryk (hvileinkarnation) jeg fuldt ud kan godtage.
Skriv et svar