Hej Jacob

Jeg er ikke sikker på, at vores krop i dette liv nødvendigvis ligner vores krop i tidligere liv. Hvis du kunne se et fotografi af dig selv i dit foregående liv, tror jeg ikke, du ville genkende dig selv. (Men sommetider kan jeg heller ikke genkende mig selv, når jeg står foran spejlet om morgenen)...

Vi vil måske være af nogenlunde samme statur, dvs. en hærdebred brydertype bliver ikke til en forfinet hipstertype fra et liv til det næste. Her vil der nok være en glidende udvikling fra en udpræget maskulin (eller feminin) kropsmodel til en mere fin androgyn kropsmodel (over mange inkarnationer).

Vores krop er jo bygget op af andre levende væsner, som vi knytter os til i et (eller flere liv) ad gangen. Disse væsner er også underlagt en udvikling. Fra liv til liv kan de "byggestene", vi har til vores rådighed altså variere - med forskelligt udseende til resultat.

Der skal selvfølgelig være en vis kvalitetssammenhæng mellem din bevidsthed og bevidstheden hos de "byggestene", du tiltrækker, men der er plads til variation. Hvis du er vant til at køre i Peugoet 106, vil du sikkert også finde dig godt til pas i en Citroen C1, men hvis du er vant til at køre i en motherfucker af en Mercedes, vil du nok foretrække en større BMW. Det er altså et spørgsmål om vane og tiltrækning.

På den måde kan man fx arve sine forældres "byggeplaner", når man får deres dna stillet til sin rådighed. Det er ikke tilfældigt, hvilke forældre man får, og igen skal der være en vis sammenhæng mellem kvaliteten af det dna, man får, og det dna, man kan håndtere - men ikke nødvendigvis et præcis match. Vi "vælger" altså vores forældre ud fra det, de kan tilbyde af "byggeplaner", og hvordan disse matcher vores evner og karma.

Jeg tænker, at det også var det, der gjorde sig gældende, da Martinus fik kræft. Der var måske tale om en genetisk disponering for kræft i den kropsmodel, dvs. en lille fejl i den krop, som i øvrigt opfyldte Martinus krav til den krop, han skulle udføre sin mission i. På samme måde kan man også af og til acceptere en lille bule i en brugt bil, hvis den i øvrigt er velkørende og opfylder ens behov.

Dette var mine hurtige tanker...

Hilsen
Petersh

Hej Jacob.

Jeg synes det er et meget spændeden emne du her tager op, så jeg har straks givet det et "like".

Jeg vil tro jeg kunne skrive et par hundrede og syvogfirs sider om emnet, så der er fare for, at det bliver noget rodet. Det meste af rodet er noget jeg selv har fundet på, men jeg vil forsøge at koble det op på forskningen.

Jeg kender mennesker, som kan huske tidligere inkarnationer - og jeg har også for mange år siden læst en del om emnet. I nogle af disse erindringer, kan folk huske inkarnationer, hvor de har været sammen med mennesker, de også har kendt i dette liv. Når jeg spørger, den jeg kender i dag, om disse tidligere liv, og så spørger, hvordan de kan vide, at de personer de levede med dengang, er den eller den person i dag, så er svaret, at "det ved man bare". Det rent fysiske udseende behøver ikke at være det samme, men alligevel er de ikke i tvivl om, at det er den bestemte person, der er tale om.

Ud fra serien "sjæl og videnskab", har man kendskab til masser af tilfælde, hvor et nyfødt barn bliver født med kendetegn fra en tidligere inkarnation. Det kan både være fysiske kendetegn, men også følelsesmæssige. En dreng gik for eksempel helt amok, hvis forældrene gav ham et kram - det viste sig, at han i sidste inkarnation var blevet klemt ihjel af en traktor. Jeg kan sagtens forestille mig, at medfødte fobier har noget med tidligere liv at gøre. Højdeskræk kan måske skyldes, at man er faldet ned. Social fobi kan måske skyldes, at man er blevet mishandlet, osv. I et af sine foredrag nævner Ole Therkelsen noget med, at det er bemærkelsesværdigt, at der blandt børn der er født med astma, er flere der ender med at blive rygere, end ud fra den øvrige population, altså børn der fødes uden astma. Det kan måske begrundes med, at astmatikere har røget i en tidligere inkarnation, og derfor er fødte med en tilbøjelighed til at vænne tilbage til denne last, samtidig med, at deres åndedrætssystem er påvirkede af dette.

Jeg har selv været i stand til at forudse visse begivenheder i mit eget liv - ikke helt nøjagtigt, men alligevel. Disse ting er gentagelser fra tidligere inkarnationer, som slår igennem i dette liv. Det er min opfattelse, at for hver gentagelse, klinger effekten mere og mere af, for til sidst at forsvinde.

Jeg tror, at vi ved undfangelsen tiltrækkes mod forældre, hvis genmateriale nogenlunde matcher vores talentkerner - der behøver ikke at være fuldstændig overensstemmelse. Jeg har tidligere været inde på en mulig forklaring på, hvorfor denne fuldstændige match ikke er nødvendig. Tidligere troede man, at generne styrede vores liv fuldstædnigt, men ud fra blandt andet den forskning Bruce Lipton præsenterede i de foredrag vi tidligere har haft fremme (blandt andet hans egen forskning), så ved man nu, at generne kun er opskrifter - om disse opskrifter bliver effektuerede er et spørgsmål om, hvordan "ejeren" af generne forvalter disse. At vi har arvet et gensæt fra vores forældre er derfor ikke 100% afgørende for, hvordan vi udvikler os. Og der har vi svaret på, hvorfor vi ved undfangelsen ikke behøver at finde 100% matchende forældregen.

Martinus fortæller os, at vi bruger de første 30 år til at repetere tidligere tilværelser. Ud fra Bruce Liptons forskning ved vi, at generne effektueres ud fra, hvordan vi lever vort liv. Jeg mener derfor, at det der sker i løbet af vores første 30 leveår er med til, at vort genmateriale kommer i overensstemmelse med vore talentkerner, dels fordi vi fra fødslen nogenlunde matcher vore forældre, men også fordi vi i løbet af de første 30 år repeterer tidligere tilværelser. Har jeg f.eks tidligere været storryger, så kan det være, at jeg fra 17-21 års alderen ryger 40 cigaretter om dagen - det vil selvfølgelig påvirke den måde mit nuværende genmateriale virker og muterer på (og det vel at mærke selv om det genmateriale jeg har arvet fra mine forældre måske ikke ummidelbart tilsiger, at jeg vil tage skade af rygning) således, at jeg, via mine repetitioner af tidligere liv, får mine nuværende gener til at virke, som jeg tidligere har trænet mig selv til. Når vi når 30-års alderen er det derfor min opfattelse, at vores genmateriale bør være næsten 100% overensstemmende med vore talentkerner - der kan være små uoverensstemmelser, men det vil jeg ikke ind på, det har ikke nogen betydning for essensen i det. Det er endvidere min opfattelse, at efterhånden som vi nærmer os de 30 år, så vil begrebet fri vilje få større og større effekt. Hvor vi i de første år er prisgivet næsten en 100% identisk gentagelse af tidligere liv (vi kan jo ikke med vores fri vilje undgå fiskestadiet i moders liv for eksempel), så bliver vi op mod 30-års alderen mere og mere i stand til selv at ville noget - og dermed bliver vi fra 30-års alderen i høj grad i stand til at påvirke vores kommende liv.

Jeg vil foreløbig slutte her.

hej jakob
jeg tilslutter mig de andre svar,men har lige en sidebemærkning.

Jeg tror at alt-fysisk og psykisk- er talentkerne relateret,der er ikke noget udenfor...
Alle vores vaner- gode som dårlige-,eller alt hvad vi beskæftiger os med,danner en talentkerne fra første færd.

Hej,

Tak for nogle fremragende svar.

I må ha mig undskyldt at min tilbagebagemelding ikke er særligt omfattende, men jeg skrev netop dette indlæg for selv at få svar, viden og tankestof og det har jeg sandelig fået.

Petersh, utrolig god forklaring. Det ringende i hovedet på mig!

Svend meget interessant og super spændende læsning. Tak! Du skal aldrig nogensinde holde igen, i hvert fald ikke for min skyld.

Jeg har utroligt lidt at byde ind med på disse områder, men jeg er meget glad for at i gav jer tid til at forklare og dele jeres viden, oplevelser og tankegang med mig. Jeg er kommet til klarhed med nogle ting og samtidigt har jeg åbnet op for et nyt spændende emne som jeg personligt ikke er kendt i.

Jeg har mødt et par mennesker i mit liv, både bekendte og fremmede hvor at der syntes at ligge et ældgammelt bekendtskab i dybet af deres øjne. En mærkværdig, varm og næsten akavet følelse af gensyn.

Og Cai, tak for din kommentar. Du har ret, det var godt at du påpegede det.
Jeg tror at jeg kom til at lave et utydeligt forsøg på at formulere et forhold og forskel imellem
talentkerne. Altså at der er talentkerner der relatere til den fundamentale skæbnedannelse og talentkerner de der relatere til den basale funktionelle struktur som gør at vi kan bevæge os rundt, ”se ud ”og gøre, så at vi kan danne os en skæbne. Selvfølgelig krydser disse over, men det var vist den eneste måde at jeg kunne magte at komme ind på emnet.

Tak for super respons

Kærlig hilsen
Jacob

En stor del av vårt genetiske materiale kommer fra os selv – vårt tidligere liv. En viss andel av vort genetiske materiale kommer fra våres foreldre.
Jeg kommer ikke på om Martinus skriver om dette, men jeg mener det. Måske er forholdet egne gener / foreldres gener ca 60-40 i vår tid, men det varierer helt klart med personens udviklingsnivå.

Hvis man uansett bare for tankeeksperimentets skyld går du fra at vi arver nogre egenskaber fra vores foreldre, så er det vel mest naturlig at det er de yttre attributter vi arver fra dem. Så vi ligner.

Man siger for eksempel at et spedbarn ligner mest på faren i det første leveåret, derefter kommer lighetstrækk med moren fram. Fordi faren skal kjenne igjen sitt eget afkom. Så udseendet endrer seg radikalt.

Videre sier man populært sagt at vi har 3 utseender: barn, som voksen, og i alderdommen. Vi får tre ansikter. Da kan man også si at personen utformer sitt voksne ansikt genom valg man tar i første delen af livet (mad, mosjon, søvn, vaner, uvaner etc).

---

Jeg mener også det er som du skriver Jacob at man kan kjenne igjen personer i deres øjne. Øjnene er sjelens spejl, er et gammelt ordtag.

Hej Oscar!

Tak for dit svar, det taler til mig.

Interessant med de 3 ansigter/utseender..
Det giver god mening.. Jeg syntes at det er poetisk.

Det må de være..

Kærlig hilsen
Jacob