Hej Svend.

Netop det med at bede når man skal føre motorkøretøj, er noget jeg selv gør, jeg beder om ikke at måtte være til fare for andre, og om at være beskyttet mod uheld selv, herunder også mekaniske problemer med køretøjet.

  Hidtil har mine bønner været "skudsikre" forstået sådan at intet indtil nu er gået galt i disse henseender, så det kan absolut anbefales at man gør dette, men "skade" er jo et "vidt begreb", for nogle gange kan det jo se ud som om man kommer ud for noget "negativt", hvor der i virkeligheden er taler om at man blot udsættes for en positiv lærdom.

  Så skulle det ske, at jeg kom ud for et "uheld", selvom jeg havde bedt om at måtte blive forskånet for et sådant, så ville jeg personligt føle at jeg havde gjort hvad jeg kunne for at tilkendegive overfor "Gud" at jeg ikke selv ønskede at gøre skade eller at blive udsat for skade, ved at bede, og derfor ville jeg nok forsøge at se det jeg alligevel blev udsat for, som værende Guds kærlige forsøg på at lære mig "noget", fremfor at se på situationen som værende et manglende svar eller en manglende beskyttelse fra "Guds" side.

  Ens egen intention er jo den der "sendes ud", fortrinsvist, og er den "næstekærlig" så vil alt der sker sikkert også i sidste ende vise sig at være udsprunget af Guds næstekærlighed/alkærlighed, selvom det jo sagtens umiddelbart kan se helt anderledes ud i vort "lokale" perspektiv.

  Så for mig kan udtrykket "skudsikre bønner" nok anses, som du selv nævner, for at være bønner der indeholder "ægte" intentioner om at være næstekærlig i alle forbindelser.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar.

Med hensyn til at undgå skade på én selv, så tror jeg der er en nuanceforskel. Hvis man skal have en eller anden karma udløst, så tror jeg ikke, at man kan bede sig fritaget for dette - en ulykke som er bestemt for at ramme én selv, tror jeg derfor ikke man kan bede sig fra i længden, og det er jo så som det skal være - såre godt. Men jeg mener et eller andet sted, at en bøn mod at man ikke kommer til at skade andre vel dårligt kan ignoreres af guddommen, med mindre da man måske har en så grusom skæbne til gode, at man skal leve med at have forvoldt andre skade. ???

Tilføjelse: Og igen, hvis enhver bøn er dømt til ikke at blive hørt, hvis man har en given karma til gode, hvad gavn gør bøn så i det hele taget? Jeg ved godt, at man kan bede om, at man bedre kan klare/acceptere sin uheldige skæbne, men så kan man vel også sige, at hvis man har til gode, at man netop IKKE skal kunne klare/acceptere sin nuværende situation, så hjælper selv denne bøn ikke. I så fald har bøn vel ikke den helt store betydning? Martinus har hele sit liv lagt vægt på den store effekt af bønner, men hvis ikke de kan afværge karmabølger, hvor ligger så effekten henne?

  Hej Svend.

Ja, der er mange tanker man kunne vikle sig ind i omkring nytten af bøn, men jeg føler selv at det, uanset om mine bønner høres eller ej, eller besvares som jeg gerne vil det eller ej, giver det mig en indre fred blot det at vide at jeg har gjort mig den anstrengelse at bede, så den psykologiske "tryghed" der ligger i at have bedt en bøn, er vel for nogle, nok i sig selv.

  Det betyder for mig meget for min livsoplevelse og dermed livskvalitet og tankeklima at bede, og den positive følgevirkning kan manglende svar jo dog ikke tage fra mig.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Svend.

Jeg ved ikke om man kan sige, at der findes "skudsikre" bønner."
Det skulle da lige være, når man tilføjer "Ske ikke min men din vilje."

Derimod mener jeg, ikke at bønnen omsonst.

Jeg ser sådan på det, at en bøn er et ønske eller en længsel af en slags.
Og ifølge Martinus bliver alle ønsker, længsler og begær opfyldt..blot ikke i
et enkelt jordliv eller inkarnation.

Men først må ønsket, længslen eller begæret jo være tilstede. Ellers ville
der jo ikke være noget at opfylde.

Fra Bibelen kender vi jo Jesus ord: Bank på og der skal lukkes op, bed og
der skal gives svar..osv (ikke ordret...er ikke så bibelstærk :-[)
Arne: Måske du kan hjælpe mig med et bibelcitat her?

Når vi beder, udtrykker vi et ønske eller en længsel. Men her spiller karmaloven
og loven for tiltrækning også ind, så det ikke altid er muligt eller mest
hensigtsmæssigt, at få umiddelbar opfyldelse af bønnen.

Udtrykker vi en bøn, og der ikke er noget til hindre for opfyldelsen
(karma og energimæssigt), vil det derimod være en anden sag.

Det med bøn er jo en individuel erfaringssag, og man må jo forsøge sig
i sit eget liv, for at kunne få denne erfaring.

Min personlige erfaring med bøn er, at jeg har fået svar på eller opfyldelse
af mine bønner i større omfang end jeg havde kunne forestille mig. 😮
Jeg er ikke i tvivl om, at det virker....og accepterer, at når jeg ikke får
min vilje/min bøn/ mit ønske opfyldt, så er det fordi det ikke er det mest
hensigtsmæssige....og "ske ikke min vilje, men din vilje" er blevet en fast bestanddel
i mine bønner.
Men det er forbløffende, hvor mange svar/opfyldelse af bønner jeg har modtaget,
når jeg er åben for, at det kan komme i former jeg ikke havde tænkt på.

Iøvrigt er bøn, et godt redskab til, at udtrykke taknemmelighed...og alene af den
grund, er det ikke omsonst med bønnen. Det er et kommunikations middel i henvendelsen
til Guddommen til, at udtykke sine ønsker og længsler...men også til, at udtrykke taknemmelighed.

Tænker Ejby i det Nordjyske. :

Hej Ejby.

Martinus siger jo: "tag hvad du kan bruge og lad resten ligge". Jeg skal ærligt indrømme, at det omkring bøn er noget af det jeg har sværest ved at relatere til min egen opfattelse af logik, men det skyldes jo så måske mit eget lokale perspektiv. Jeg har derfor svært ved at se den praktiske betydning af bøn. Med hensyn til begrebet "Guds vilje", så sker den jo altid alligevel, og det uanset om vi beder eller ej. Hvis man er kynisk kan man vel så sige, at man beder om at noget vil ske, der alligevel ville ske under alle omstændigheder, og derfor er bønnen overflødig. Ligeledes kender Gud jo allerede vore ønsker og begær inden vi beder om dem.

Når Martinus bad: "Vær hos mig", så har jeg svært ved at forestille mig, at Gud ville lade ham komme galt af sted, hvis han ikke bad denne bøn. Hvis han har en verdensgenløsningsmission, så ville Gud vel næppe lade ham komme af dage inden denne mission blev fuldført. Jeg tror næppe Gud tænker som så: "Når du ikke engang kan bede til mig, så skal jeg lære dig noget andet".

Derimod tror jeg, at det at bede til Gud kan være med til at give tryghed hos den der beder - en form for meditation, der ved daglig gentagelse giver en tryghed i tilværelsen. Men Gud kender selvfølgelig vore tanker og håb, uanset om vi direkte henvendes os til ham i bøn eller ej.

Hej Svend.

Jeg mener, at det er i et af Ole Therkelsens foredrag, at han siger,
noget i stil med, at hvis man spørger en person om, hvad han ønsker/
håber på....og han svarer på det....så er han allerede godt igang med
at bede.

Måske det er et definitions spørgsmål.

Jeg fornemmer (læser) i det du skriver, at du ser det som ulogisk og udtryk for naivitet,
at bede til Gud. Har jeg forstået dig ret?

Jeg ser bønnen som en kontakt til det åndelige plan...(Guds lytteorgan)
Hvis bøn var omsonst, nytteløst, ulogisk og naivt....så tror jeg igrunden Martinus ville
have droppet det forehavende og iøvrigt undladt, at opfordre andre til at bede.

Men Martinus siger jo også, "tag hvad du kan bruge og lad resten ligge"...så jeg synes
da du skal lade det med bønnen ligge, hvis du ikke kan se nogen hensigt med det.
Jeg svarede jo også blot for min egen regning på dit indlæg.

Kærlig hilsen Ejby

 Hej Svend og alle andre.

 Jeg har en personlig oplevelse af hvordan bønner og svar på sådanne kan virke, som jeg da gerne deler med jer, som vanligt med mange ord, og indeholdende flere aspekter end lige det at bede.

 For ca 20 år siden var det slet ikke en del af mit liv, at bede, jeg anså det for formålsløst og "barnligt" at tro på at nogen hørte ens bønner.

 En kontakt fra en "Guide" jeg har, i det åndelige "rum", ændrede dog mit syn på disse ting totalt.

 Denne "guide" gjorde mig fuldt bevidst om at der var "engle" til, henviste mig derudover til biblen, som på daværende tidspunkt var den "kontekst" jeg bedst var modtagelig for, og fjernede også enhver tvivl om eksistensen af en "Gud" i mig, og dette ændrede mit liv og mit verdensbillede fra den ene dag til den anden, og var (som jeg oplevede det) alene resultatet af at jeg , trods manglende tro, alligevel bad til en "mulig" Gud.

 Første reaktion jeg fik på denne oplevelse, som jeg forsøgte at dele med andre, på den måde "englen" bad mig om, var at min familie, blev opløst, min "eks" forlod mig med vore 2 børn, hvoraf den yngste kun var få uger gammel.

 Det gjorde meget ondt ikke at blive forstået eller at kunne udtrykke i ord på forståelig måde, hvad der skete indeni mig selv, og specielt gjorde det ondt at opleve at den man anså for at være den eneste ene livsledsager i dette liv, reagerede på en måde jeg slet ikke kunne forstå denne person kunne være på, og i første omgang gav jeg selvfølgeligt derfor min "eks" al skylden for at vi ikke længere kunne have en familie sammen.

 Jeg ønskede dog ikke at opleve de smerter der skar i hjertet, og jeg ønskede ikke at føle had til nogen, så da jeg følte en masse smerter og også en del "had" til min "eks", så bad jeg mange gange over de næste ca 4 år, om at blive fritaget for at føle sådan, og det hjalp da også, det blev lettere og lettere for mig at afvise hadefulde tanker og smerterne i hjertet varede kortere og kortere tid, af gangen, og her kunne man nok tale om, at loven om tiltrækning var gældende, så jeg med tiden tiltrak det tankeklima, jeg selv ønskede/bad om at opleve, altså et tankeklima uden disse negative og smertefulde energier.

 Efter ca 4 år sagde min eks noget til mig, der en gang for alle, fjernede enhver tanke i mig om igen at kunne samle familien, og jeg følte mig fra den dag, helt fri af "bindingerne" til min "eks" hvad angår parforholdet, og det var faktisk en stor lettelse.
 Det hun sagde var kort sagt, at alt var min egen skyld, og at hun blot havde givet mig min karma tilbage, for de ting jeg havde gjort mod hende i det sidste liv, som hun mente vi også havde tilbragt sammen, og det kunne jeg, på baggrund af min dengang kristne tro, som ikke da indeholdt reinkarnationstanker, slet ikke acceptere, som gyldig "undskyldning".

 Efterfølgende levede jeg så det næste årti, på kristent grundlag, med et verdensbillede der ikke indeholdt tanker om reinkarnation, men mere tanker om at vi da levede evigt, via Guds nåde,, men ikke som ånder der inkarnerede igen og igen, men som ånder der fik lov til at leve evigt i åndelig form et "andet sted" end her på jorden.

 Jeg bad mange gange i alle mulige forbindelser og oplevede at få masser af svar på mine bønner på forskellig måde, og blev 100 % overbevist omkring at bøn var effektiv, i løbet af dette "årti".

 Vil lige nævne, at jeg selv har 2 måder at bede på, den ene går til Gud som generelt "overmyndighed" (som sikkert alle andres bønner) den anden form for bøn er rettet direkte mod min guide, og forskellen består for mig i, at der er tale om 2 forskellige vibrationer jeg sætter mine tankefrekvenser i, alt efter hvem jeg henvender mig til.

 På et tidspunkt fik jeg (via Ejby) tilført impulser, der åbnede mine øjne for reinkarnationens virkelighed, og jeg fik derved også den "erkendelse", (på baggrund af læsning af Martinusses verdensbillede) at min eks måske nok alligevel havde ret, omkring at alting i sidste ende var min egen "skyld", man rammes jo kun af det man selv førhen har sendt ud, så denne erkendelse fjernede yderligere modvilje i mig, omkring min eks, og hendes verdenssyn.

 Da jeg på det tidspunkt lidt forvirret, bad min "engel" forklare hvorfor jeg ikke helt fra begyndelsen havde fået at vide at reinkarnation var en del af det "sande verdensbillede", fik jeg det svar, at grunden var, at jeg ikke på daværende tidspunkt kunne "rumme" denne sandhed, på en positiv måde, og derfor ville denne "oplysning" ikke gavne mig, men være negativ for mig, men at jeg nu var "moden" til også at kunne rumme den "sandhed".

 Fint nok, jeg kunne godt se at jeg nok ikke ville have reageret positivt ved at forstå reinkarnationsloven, på daværende tidspunkt, og at jeg nu var langt bedre rustet til at kunne acceptere og forstå, så det blev til gavn for mig, og mine omgivelser. (tærskelens vogtere )

 Det oplevedes for mig som en bevidsthedsudvidelse /opgradering af mine forståelser, og jeg blev også bevidst om at alle andre på samme måde kun får lov til at "erkende" det der er positivt for dem, mens det der af forsynet anses for at være til skade, på grund af manglende evne til at kunne udlægge "korrekt", holdes tilbage, til man er "moden" til at forstå rigtigt.

 For ca ½ år siden fik jeg yderligere en bevidsthedsudvidelse, som satte tingene i et helt nyt lys for mig.

 Min "guide" fortalte mig noget der fuldstændigt (igen) ændrede mit syn på "forholdene", nemlig det, at min eks og jeg havde "kontrakt" om at "skilles" på den måde det var sket på, en kontrakt vi havde indgået med hinanden allerede inden vi blev inkarneret i dette liv, og at hun (og jeg) derfor kun havde gjort det vi i forvejen havde besluttet vi selv gerne ville, da vi var "medplanlæggere" på vore egne liv, på det åndelige plan, og at det var ganske normalt for ånder på vort udviklingstrin, at man selv var med til at planlægge forløbet og indholdet af sine inkarnationer (uddannelsesforløb). 😮

 Altså havde jeg selv sagt god for, at jeg blev udsat for den situation og oplevelse, som jeg i mange år havde oplevet som værende smertefuld og uretfærdig, men en hukommelse omkring disse ting "for tidligt", ville ikke have været gavnlig for mig (eller for nogen anden), da jeg så ikke ville have kunnet opnå den lærdom der var hensigten med "oplevelserne", hvorimod jeg nu har fået den lærdom opnået, og derfor er denne viden ikke længere nødvendig at holde tilbage for mig.

 Så langsomt (men sikkert) er mine pinefulde oplevelser blevet vendt til at være positive lærdomme, og er altså allerede nu, ved at være blevet til en slags "guldkopier" for mig, lige på disse specifikke områder.

 Pointen i dette, er som jeg opfatter det, at vi slet ikke under vore inkarnationer forstår de reelle sammenhænge, men kun får lov til at forstå, på områder vi har "færdiggjort" os på, da vi ellers mister muligheden for at lære det vi skal, og at bønnen derfor også er et redskab, vi ubevidst bruger, i forbindelse med at tilkendegive overfor "forsynet" eller "Guddommen", hvor vi er lige i nuet i "udvikling" og hvor meget forståelse vi i nuet har opnået på forskellige områder, idet dette afspejler sig i de ønsker og tanker vore bønner indeholder.

 Vi ved jo fra Martinus (m.fl) at det er vore tanker der er udspringet for alt der senere "skabes" for os IRL, det vi tænker vil tiltrække en "virkeliggørelse", så det er meget væsentligt hvad vi sender ud også kun med vore tanker, og al bøn er jo at sende tanker ud, tanker som altså er virkelige energier, med virkelige konsekvenser til følge. (bed og du skal få ¨), men selvfølgeligt i overensstemmelse med en alkærlig Gud, kun indeholdende konsekvenser der i sidste ende er gavnlige for os.

 Så "skudsikre" bønner er næsten alle bønner vel, idet alle bønner giver en konsekvens, som altid i sidste ende vil gavne en, det gavnlige kan jo netop være at man ikke får lige det man ønsker sig, eller at man får svar som umiddelbart kan opleves som værende "negative", når man har behov/gavn af at opleve, at ens bønner ikke er "næstekærlige".

 Og enhver bøn indeholdende ønsket "Ske din vilje", vil derfor kunne betragtes som værende "skudsikre" da man jo ved disse ord tilkendegiver at man overlader alt til den alkærlige Gud, og accepterer hans vilje, som værende den der indeholder det som er bedst for en selv og for "helheden", uanset om "svaret" man får, er som man individuelt selv ønsker det skal være.

 Håber at min oplevelse af at få vendt smerte til "guld", kan hjælpe andre til at se mere positivt på de ting, der umiddelbart opleves som værende uretfærdige eller negative i deres eget liv, for hvem ved, måske har man netop selv tilrettelagt disse ting, for sig selv, længe inden man startede det "uddannelsesforløb" som vore inkarnationer, set "oppefra" i virkeligheden er.

 Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej igen.

Nej, jeg anser absolut ikke bøn som noget naivt. Jeg tror absolut på Gud, og beder da også til Gud af og til, i nogle perioder mere end andre, selv om min logiske sans ikke kan se det overordnede formål med at bede. Jeg oplever heller ikke, at min liv på nogen måde bliver forandret, eller er anderledes end det ville have været uden disse bønner. Derimod er mit liv blevet markant anderledes efter at jeg har lært Martinus' kosmologi at kende. Jeg ser nu verden som absolut logisk og retfærdig, det er udelukkende det rent logiske i, at det at bede skulle have nogen som helst virkning jeg har svært ved rent personligt at se. At andre ser anderledes på det anser jeg absolut ikke som naivt.

Martinus siger et sted: "Bed til Gud selv om du ikke tror på ham". For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg beder til Gud selv om jeg ikke ser bønnen som havende nogen afgørende betydning. Som du er inde på Ejby, så er det at leve i det hele taget en lang korrespondance med Gud, jeg ser ikke det at bede som noget specielt eller noget absolut nødvendigt. For mig er det at bede til Gud det samme som at gå en tur hen ad gaden - det er begge dele en form for samtale med Gud. Det er dog mit indtryk, at Martinus ikke kunne undvære netop det at bede til Gud.

Hej Svend.

Jeg er enig i, at al livsoplevelse er en kommunikation med Gud...selv
det, at gå en tur ned af gaden med alle de sanseindtryk det indebærer.

"Bønnen" er så for mig, kommunikation med det åndelige plan. Eller man
kunne sige en henvendelse til Guds primære zone.

Ved ikke om du forståe, hvad jeg mener med det?

Kh Ejby

Hej Svend.

Bøn er jo blot at ønske/søge bestemte "svar", eller at stille spørgsmål om ting man står uforstående overfor og at "kommunikere" med Gud via en indre "forbindelse".

Alt sammen noget der i virkeligheden (for mig) er synonymt med opnåelsen af kosmisk bevidsthed, altså opnåelsen af en personlig forbindelse til "alviden"/"Guddommen", og det er jo sikkert derfor Martinus også brugte bøn så meget, for han gjorde det jo reelt set også i forbindelse med at søge svar på alle de forhold han har givet os andre informationer omkring i sine analyser, det siges jo netop at han blot behøvede at formulere et spørgsmål i sit indre, så fik han svaret på "intuitiv" måde, eller via sin "kosmiske bevidsthed", og det er (for mig) i virkeligheden hvad bøn består af, så jeg ser bøn som værende et "forstadie" til den egentlige kosmiske bevidsthed, hvori kontakten til det Guddommelige via en "indre kommunikationsforbindelse" (bønnen), er blevet optrænet til C-stadiet, via repetionsprincipperne, og den nødvendige udvikling af "balance" mellem ens maskuline og femenine poler.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej med jer

Udover det "at bede om noget" ser jeg også bønnen som et vigtig redskab til at øve sig i at udtrykke sig i åndelig materie. For mig er bønnen også den måde, hvor jeg lærer at kommunikere og have samkvem med guddommen i ren åndelig materie. Og det er jo denne øvelse, der senere vækker og bliver til den fuldkomne evne til at skabe i tankematerie og direkte opleve andres tanker, når vi får engang kosmisk bevidsthed.

Herudover vil jeg også mene, at "ske din vilje" og "vær hos mig" er "skudsikre" bønner - da intet andet kan være tilfældet...

Venlig hilsen
Petersh

Hej Avatar og Peter.

Jeg vil tilslutte sig mig begge jeres udmærkede svar.

Kærlig hilsen Ejby

Hej Avatar,

Ja, det er også sådan, Martinus beskriver det. Han fortæller, at når man beder, så påvirker man nogle centre i hjernen. Og det er de centre, der senere skal bære den kosmiske bevidsthed.

kh
Jan