Hej Jan

Det har du da ret i. Men er det så slemt? "Samvittighed" er iflg. min ordbog bevidstheden om, hvad der er rigtigt og forkert. "Samvittighedsnag" er bevidstheden om, at man har handlet i strid med sin samvittighed, dvs. man har gjort noget, som man opfatter som "forkert".

De to begreber hænger altså sammen - selvom man selvfølgelig kosmisk set ikke kan handle forkert, men derimod kun handle, som man har evner til. Og herunder hører ens opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert, altså ens samvittighed.

Er det helt forkert forstået? Ellers må du meget gerne forklare det for mig, da jeg ofte bruger ordet "samvittighed" om den indre stemme, der fortæller mig, hvad der er er "rigtigt" og "forkert", altså evnen til at skelne mellem, hvad der er i disharmoni med livslovene, og hvad der er i harmoni med livslovene.

Venlig hilsen

Petersh

Hej.

Jeg opfatter "samvittighedsnag" som et af de helt store problemer, der findes for væsener som os, der befinder os på tærskelen mellem dyr og menneske. Hvis jeg analyserer min egen væremåde i løbet af en dag, så svinger den mellem dyriske nedarvede vanetilbøjeligheder, og så den mere menneskelige væremåde. Typisk reagerer min dyriske væremåde i situationer, hvor det bare skal gå stærkt, og man ikke når at tænke så meget over tingene. For et par uger siden oplevede jeg en situation, hvor min mund sådan set snakkede af sig selv, og bagefter kan jeg da godt se, at det ikke var helt pæne ord der kom ud af den. Men jeg var ikke herre over situationen, og så tager den dyriske væremåde over.

Samvittighedsnag opstår for mig at se, når jeg så efterfølgende analyserer min egen væremåde, men analysen foregår så på et tidspunkt, hvor jeg er i et mere menneskeligt lune. Det er også en stor øvelse, at man lærer ikke kun at tilgive sin næste, men også at tilgive sig selv i disse situationer - ingen kan jo lide uret, og ingen kan gøre uret.

  Hej Petersh.

  Jeg mener du udlægger ordet "samvittighed" lidt som jeg, men der er sikkert mange forskellige opfattelser af det ord også.

  Personligt ser jeg mere samvittigheden som en del af intuitionsevnen, og tæt forbundet med denne, det er jo netop en "indre stemme" som forsøger at give en "impuls" om hvad der er rigtigt og forkert.

  Så jeg føler samvittighedsnag, når jeg intuitivt sanser en "ubalance" i mig selv, og bør jo så være glad for at intuitionen advarer mig, så jeg kan få "rettet" denne "ubalance".

  På den måde kan "samvittigheden" også være en del af "karmalovens" redskaber til at virke med, som en "lærerkraft".

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Svend.

Jeg ser samvittighedsnag som en god ting - den viser netop at man VED, at man har gjort noget man ikke finder rigtigt. Det stod langt værre til, hvis man følte sig i sin gode ret eller ikke var istand til, at se noget galt i sin opførsel. Samvittighedsnag er opmærksomhed på egne ufærdige sider.

Man kan som bekendt ikke ændre hvad man ikke ved.
At "erkende" sine fejl er det første skridt på vejen.

Samvittighedsnag vil efterhånden bundfælde sig og blive til den samvittighed, der senere hen vil forhindre en i at gøre denne ting.
Det er ikke noget der sker fra den ene dag til den næste.
Øvelse gør mester.

Samvittighedsnag og skyldfølelse er en indikator eller et springbræt til forandring, så længe man ikke "svælger" sig i den og bruger den som genstand for selvhad.

Kærlig hilsen Ejby

Hej Ejby.

Jeg er enig i dine betragtninger. Samvittighedsnag er en vigtig vejleder som man ikke skal overhøre, men heller ikke svælge i - alt med måde.

  Et par citater fra Martinus, som i mine øjne peger på, at samvittigheden er noget man udvikler i takt med sin intuitive forståelse af "rigtigt" og "forkert", og altså hører til i det humane menneske, fremfor i det dyriske menneske.

  Livets bod 4, stk 1527:

  Dette samvittighedsnag er altså det samme som den utilfredshed med sin egen være- eller handlemåde, der opstår hver gang, man ikke har efterkommet de rent "menneskelige" tendenser, men derimod har fulgt de rent "dyriske" i ens bevidsthed overfor sin næste, eller med andre ord, hver gang man ligesom Paulus opdager, at "det gode, man vil, det gør man ikke, og det onde, man ikke vil, det gør man".

  Livets bog 5, stk 1724:

  Og for hver gang, der således opstår disharmoni mellem viljen og et humant ønske, er det, at væsenet får den reaktion i bevidstheden, vi kalder "samvittighedsnag".

  Så man kunne derfor godt anse samvittigheden for at være en del af "karmaens", virkemåder, som et "redskab" der underviser en i hvornår man gør det rigtige og hvornår man gør det forkerte.

                Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej igen.

Tak for de forskellige kommentarer.

Jeg vil gerne uddybe mit indlæg lidt:

Jeg tænker på, at graden af samvittighedsnag må hænge direkte sammen med, hvor lidt eller meget man kender sig selv og dermed hvor realistiske eller urealistiske forventninger, man har til sig selv.

Martinus har sagt et sted, at man skal lære ikke at forvente sig nogen anderledes, end de er, fordi ingen i øjeblikket kan være anderledes, end de er.

Hvis man nu forventer af nogen (i dette eksempel sig selv), at man skal have en væremåde, der er kærligere end den, man er i stand til, så kan man jo rende rundt med konstant dårlig samvittighed over at man har gjort ting, der måske i virkeligheden bare er en naturlig væremåde på det udviklingstrin, man befinder sig på. Så kan man i værste fald gå rundt med kronisk dårlig samvittighed over, at man overhovedet er til. Man kan i det tifælde betegne ens identitetsfølelse med ordet "forkert". Men det er jo at leve på en opfattelse, der er den diamentrale modsætning til virkeligheden. For ens identitet kan aldrig være forkert, men vil alle dage være identisk med evigheden og Guddommen og dermed være helt rigtig eller "såre god".

Jeg mener, jo mere realistisk man kender sig selv, jo mere realistiske forventninger kan man også stille til sig selv. Og hvis man er i stand til udelukkende at stille realistiske forventninger, så bliver man heller ikke skuffet, og man får heller ikke dårlig samvittighed. Fordi den dårlige samvittighed forudsætter nogle forventninger, som man ikke er i stand til at indfri.

Som jeg ser det er "dårlig samvittighed" et andet ord for skuffelse og vrede over, at man er, som man er lige nu.

Martinus anbefaler jo heller ikke ligefrem "dårlig samvittighed" som noget man hverken skal stræbe efter eller fastholde. Han anbefaler derimod bønnen i fader vor "forlad os vor skyld" for at få hjælp til at slippe af med evt. skyldfølelse.

Men det er mit indtryk, at den "dårlige samvittighed" af mange ses som identisk med ens samvittighed, selv om den i virkeligheden, som jeg ser det, er det modsatte.

Jeg synes, det svarer til hvis ens barn fx. har tisset i bukserne, at man så skælder det ud. Hvis man gør det, er det muligvis fordi man tror, at barnet så holder op med at tisse i bukserne.

Men i virkeligheden er chancen jo bare større for at det tisser i bukserne igen, fordi man mødte barnet med skyldfølelse/intolerance i stedet for med forståelse og accept.

For mig at se svarer det at skælde ud over at et barn fx. tisser i buskerne til,  at man får skyldfølelse over man bliver vred. Så er "skyldfølelsen" jo "vrede" mod vreden. Vreden synes man er forkert. Men man bekæmper den med vrede, som man vel at mærke ikke opfatter som vrede, men som "samvittighed".

Og så er det jo, som jeg ser det, man er gået helt galt i byen. Og det er efter min opfattelse noget, der er meget udbredt, og som er en del af den ubevidste intolerance, man forveksler med kærlighed.

Hvis man nu har gjort andre kede af det med sin vrede, så er det selvfølgelig godt, hvis man føler trang til at sige undskyld og gøre det godt igen. Men denne trang vil - hvis den er ægte - udspringe af et inderligt humant ønske - altså den rigtige "samvittighed", og ikke en skyldfølelse af at være "forkert", som er det samme som fordømmelse. I sidstnævnte tilfælde vil den blot være en slags tillært dressur eller slavetilstand. Den vil være en parodi på den kærlighed, man synes, man bør udfolde.

Kærlig hilsen
Jan

Hej Jan.

Med hensyn til det at kende sig selv, så er det selvfølgelig en forudsætning. Men jeg oplever i hvert fald personligt, at jeg i alle livets forhold ligger inden for et spillerum. Med hensyn til hvor næstekærlig jeg er over for mine omgivelser, så føler jeg ikke det er en konstant værdi, den afhænger af en lang række forhold, som jeg måske burde kunne bortse fra, men det kan jeg desværre ikke. En kosmisk bevidst person kan måske omforme alle inputs til næstekærlige outputs, men jeg mestrer endnu ikke denne færdighed. Derfor finder jeg i hvert fald, at det at kende sig selv kan være meget svært, hver situation er jo en ny situation.

For at tage et nemt eksempel, hvor vi kan måle præstationen: En person er til eksamen i et fag, hvor vedkommende plejer at ligge på 9 i gennemsnit. Til eksamen går det helt galt, klappen går ned, personen kan ikke klare de simpleste spørgsmål som ellers plejer at være overkommelige, og det ender med et 5-tal. Når personen senere evaluerer denne præstation er det meget svært blot at sige: "Jeg gjorde hvad jeg kunne i netop den situation, ingen kunne forvente mere af mig, og jeg har ikke dårlig samvittighed over det".

Hej Svend,

Det, der er min pointe i det her, er, at hvis man har startet en "ildebrand", så slukkes branden ikke vha  "dårlig samvittighed". "Dårlig samvittighed" er derimod identisk med den "benzin", der får bålet til at brænde yderligere.

Men så længe man tror, at benzinen er vand, så vil man jo blive ved at forsøge at slukke bålet på den måde.
Når man derimod finder ud af, at det er benzin, så får man jo et noget andet forhold til det.

kærlig hilsen
Jan

Hej Jan

Jeg er stort set enig med dig i dine betragtninger. I hvert fald ideelt set (som Svend også er inde på). For de fleste af os er jo endnu blot jordlinge med alt, hvad det indebærer af gode og dårlige egenskaber. Desværre står vores evner i udfoldelse af vores gode (menneskelige) sider ikke altid mål med vores ønsker herom. Ingen har vel sagt det bedre end Paulus: "Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg".

Hos os udviklede - men endnu ufuldkomne jordmennesker - er samvittighedsnag samtidig en vigtig del af den "livets tale", der skal være med til at udvikle vores evne til at handle, tænke og føle i pagt med vores samvittighed (og sidenhen i fuldkommen harmoni med livslovene). Herunder kommer så efterhånden den dårlige samvittighed, der følger af at udsætte sit mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos for det klima af mismod, som den dårlige samvittighed skaber.

Venlig hilsen

Petersh

  Hej Jan_Schmidt.

  I mit hovede er der forskel på samvittighedsnag og skyldfølelse, og jeg tror det er her mange blander tingene sammen, på grund af at man opfatter disse ord på forskellige måde, eller ligger noget personligt i dem.

  Samvittighedsnaget hører (for mig) til det positive, og skal medføre at man på baggrund af noget man har gjort fejl, mindes om ikke at gøre dette igen, eller at forsøge at lade være at gentage fejlen, så godt man kan.

  Skyldfølelsen er , mener jeg, negativ og hører til omkring ting man ikke længere kan ændre ved, eller ting man endnu slet ikke formår, så skyldfølelsen er altså "ubrugelig" og holder blot en fast i et bestemt tankeklima (mentalt fængsel).

  Paulus fortsætter jo sine "tanker" omkring dette emne, og siger bla.a, at når det ikke længere er "ham" der vil disse ting, så er det ikke længere Ham der gør dem, men synden der bor i Ham der er "ansvarlig".

  Dette kan netop udlægges som, at når der er tale om ting man ikke kan gøre, eller ikke har gjort, på grund af manglende udvikling, (synd er for mit vedkommende,  det samme som "manglende udvikling" på de områder man "synder" på), så skal man ikke bebyrde sig selv med skyldfølelse, fordi det er "synden" der bor i en (altså den manglende udvikling) der gør, at man ikke er i stand til at gøre denne "ting" rigtigt endnu.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Jan

At alt er såre godt er en forunderlig ting, for det betyder jo f.eks at det også er såre godt når vi ikke synes det er såre godt. Det er lidt lige som løgringen hvor man lige kan tage et lag mere.

Det samme med samvittighedsnaget og skyldfølelsen. Hvis vi har dem så er det såre godt fordi de hjælper os til at udvikle alkærligheden og når vi ikke har dem mere så er det også såre godt for så har vi ikke noget at bruge dem til længere.

Martinus's lære kan være guf for vores ego, hvis vi ikke er opmærksomme, idet der er rig mulighed for stræbe efter at være mere udviklede end vi egentlig er. Og det kan nemt give anledning til overdrevent samvittighedsnag (hvilket jo så i øvrigt også må være såre godt).

Eckhart Tolle (se anden tråd) og Buddhismen fokuserer mere direkte på nuet og væren og det at være opmærksomme frem for at forklare hvor vi er på vej hen, og de appelerer således ikke så meget til vores intellekt. Personligt har jeg stor glæde af ordet opmærksomhed som jeg ser som bevidst oplevelse uden bedømmelse. Dette beskrives enkelt i Buddhismen som "når jeg spiser, spiser jeg, når jeg sover, sover jeg".

Opmærksomhed sammenholdt med at alt er såre godt hjælper mig til at blive bevidst om hvad jeg føler i et givent øjeblik uden at sætte værdi på dette. Hvis jeg har samvittighedsnag, så har jeg samvittighedsnag og forsøger at se på dette som om jeg så på en anden person istedet for mig selv (metaperspektiv). På samme måde med alle andre følelser som vrede, had, misundelighed og også de "positive" som glæde, kærlighed osv.

Med kærlighed

Lars

Hej Alle.

Jeg læser i denne tråd, at der er mange måder at definerer samvittighedsnag (og skyldfølelse)
Ordene betyder noget forskelligt, alt efter hvem der skriver.

Kærlig hilsen Ejby

Hej Lars,

Jeg er enig med dig.

Men dette at være nærværende, ikke-fordømmende forudsætter ikke et fravær af intellekt, men kun et fravær af et fordømmende intellekt.

Når intellektet tages i uselviskhedens tjeneste - dvs. når man holder op med at bruge intelektet til at fordømme med - så opstår højintellektualiteten eller freden.

Kh
Jan

  Hej Lars og Jan.

  Jeg tror man taler om det samme, også i forbindelse med Eckhart m.fl.

  Det at leve i nuet, er også at have fuld opmærksomhed på sine egne tanker og handlinger, og altså at skabe den nødvendige "afstand" mellem sit jeg og sine "tanker og handlinger",

  På den måde opøver man sig i at se på sig selv "udefra" og altså se sig selv som andre gør det, og via denne "selvindsigt" opøves samhørighedsfølelsen og evnen til at se på andre som man ser på sig selv.

  Intellektualiseringen af ens tankeverden, medfører altså ikke kun en forståelse af verdensaltet, men også at man kommer til at kende sig selv og ens egen personlighed, i forhold til dette "verdensalt", og dette sker via opmærkspmhed på at man ikke er sit legeme, sine tanker eller sin personlighed, men er et "jeg" der lever evigt, bag alle disse ydre forhold, og at det også er sådan for alle andre levende væsener.

  Da lærer man, at når man ikke selv er udviklet nok til at kunne gøre det man gerne vil, (som paulus nævner) så er alle andre jo heller ikke, og derved lærer man at tilgive alle andre, som sig selv og at skelne mellem de andres "jeg" og den synd (manglende udvikling) der findes i dem, som man skelner mellem sit eget jeg og den manglende udvikling man selv indeholder.

  Kærlige Tanker fra Avatar.

Hej Jan og Avatar

Flot beskrevet - jeg kunne ikke være mere enig.

Med kærlighed

Lars