Og vi er her i centrum af det princip, der ligger til grund for de levende væseners fremtræden i form af organismer, i form af flokke, racer, arter, stammer o.l., thi alle disse foreteelser er i realiteten mentale livszoner, er det element, i hvilket det enkelte individ kan trives.

"Arter" eller "racer" er det samme som mentale "fællesudsyn" af "levende væsener" med beslægtede, individuelle udsyn

Kun når denne "næste" forekommer som et væsen af "modsat køn" tilhørende deres egen race eller art, reagerer den organiske struktur, og "sympatien" søger udløsning.

For at en "enpolet" seksuel akt kan opfylde det guddommelige formål, den er bestemt til, hvilket altså vil sige: være fundamentet for artens beståen og udløsende den store glæde og livslyst, som er betingelsen for et sundt, sjæleligt og legemligt velvære i dyrerigets zone, må parterne naturligvis være af samme eller meget nær beslægtede racer. Det er således ikke livets mening, at meget nær beslægtede racer ikke må forene sig i seksuel udløsning. Tværtimod, det er jo netop i denne forening, at naturen skaber nye arter eller racer og lader gamle racer og arter uddø. Der forekommer da også undertiden stor seksuel dragning eller tiltrækning mellem væsener af nær beslægtede racer. Og der, hvor dette slægtskab ikke er for fjernt, men er af en særlig passende eller gunstig natur, vil den seksuelle udløsning resultere i afkom, der kun kan være en gunstig fornyelse og dermed en forædling af racen.

Tror man ikke, det var for at lade dem erfare, at andre nationers, andre racers individer også var menneskelige væsener, hvilket her vil sige: væsener, der også kunne udøve mentale dyder, ja, ligefrem også var væsener, man kunne gifte sig med eller på anden måde komme til at holde af?

Ideen om at være "Guds udvalgte folk", være et slags "herrefolk" på jorden, er et for alle folkeslag, for alle racer, for enhver nation eller stat fælles særkende på et givet tidspunkt i deres historie, lige såvel som ideen om at være i "særlig gunst" eller "yndest" hos Guddommen er noget, det enkelte individ på et givet tidspunkt i dets passage af kredsløbet også uundgåeligt må ligge under for.

Denne overtro er meget ondartet, fordi den afføder den endnu altbeherskende overtro indenfor kulturmenneskenes område, ud fra hvilken man docerer straf, henrettelser, ja, endog intolerance, krig og forfølgelse af anderledes tænkende mennesker som udtryk for den højeste retfærdighed. Blev ikke inkvisitionen befordret i retfærdighedens navn? - Er det samme ikke tilfældet med raceforfølgelserne?

Vi er her kommet til verdenssituationens brændpunkt. Det nuværende mentale mørke eller dommedagen i verden er en ganske naturlig situation. Den udløses af den ufærdige side i menneskenes mentale struktur, altså den side i menneskene, som endnu fremtræder som dyrisk sindelag, den natur, der udgør en levning fra dengang, da mennesket var dyr i renkultur. Nævnte natur er altså i virkeligheden den absolut eneste årsag til alt det såkaldte onde i verden. Det er derfor denne natur, der gør mennesket til sin egen eneste fjende. Den udgør den absolut eneste årsag til ikke blot krigene mellem folkeslagene, mellem nationerne og racerne og krigen mand og mand imellem, og ligeledes myrderierne og drabene på dyrene, men den udgør også alle eksisterende sygdommes grundkilde. Når denne natur er bekæmpet i hvert enkelt menneske og derfor ikke mere findes i folkeslagene, i nationerne og racerne og således ikke mere gør sig gældende i menneskenes daglige liv, da er der ikke mere hverken dødsskrig eller pine. Da er der ikke mere brug for hverken hospitaler eller nervesanatorier, ligesom straf og fængsler, brødnid, profitjageri og pengedyrkelse forlængst er overgået i historien som fortidens barbari og primitivitet. I denne kommende verdensepoke er der heller ikke brug for propagandabevægelser for fred og humanitet, idet menneskehedens mentalitet og væremåde da er blevet identisk med selve den virkelige, altbesejrende verdensfred, den fred, der for mennesket i dag så at sige overgår al forstand, men som det alligevel hungrer efter og mere og mere opdager, at det ikke kan blive ved med at leve foruden. Alvisdommen og alkærligheden vil således overvinde dommedagens eller ragnaroks lidelses- og dødsepoke. Menneskehedens væremåde vil blive himmeriges rige på jordens fysiske tilværelsesplan.