Hej alle!

Her er et digt af Åge Hermann, som jeg har fundet i tidsskriftet O.M. fra 1933. Jeg synes, det er et dejligt digt.

Prolog.

Gud, som er sandhed, søger vi i rummet
og i os selv, i lerets lyse ånd,
men ikke skjult, sekterisk og formummet.
Vi træder frit med faklen i vor hånd,
vi samler ingen baggårds lyssky sekter,
hvor kun det mest utrolige må troes,
og døren lukkes fejgt for hver fornægter,
og hvor der ikke skabes lys, men oes.

Vi fører ingen krig mod dagklar viden,
thi al den viden, som fornægter Gud
og kun tilbeder Jordens tommeliden,
kan blive selv for Gud et sendebud.
For tro og kundskab samme mål vi sætter,
vor viden bygger for vor tro en bro,
vi søger Gud i sol og stjernætter,
i dagens larmen og i nattens ro.

Vi stænger aldrig een af hjertets døre,
vi blænder aldrig eet af tankens glar,
måske i strå, der suser, skal vi høre
Guds røst, måske fra rummet vi får svar.
Måske en vismand bryder nye baner
og bringer os fra edens træ en frugt,
måske en digter altets gåder aner
og når Guds trone på sin himmelflugt.

Vi ønsker ingen logisk spændetrøje
og ikke dogmets vold mod vor forstand,
men ved, kun synligt for det synske øje,
vi færdes i et ikke jordisk land.
Vi vil ej falske ånders tale høre
og ønsker ingen kærlig løgn til trøst,
men ved, kun hørlig for et finstemt øre,
omkring os lyder andre sfærers røst.

Kun sandhed vil vi søge, for at finde
et gran af sandhed som vor søgens løn,
vi kæmper skridt for skridt mod bjergets tinde
i evig søgen og i ydmyg bøn;
vi når vel aldrig, hvad vi higer efter,
men det skal adle hjerte, sjæl og sind,
at vi har givet alle vore kræfter
i sandheds kampen og sat alting ind!

Lad os da møde med den troens renhed,
som byder fristelsen og mørket trods,
og søge sammen. Vi er samme enhed,
vi er i Altet, Altet er i os.
Fra hvælvet stråler mod vor sjæl skal strømme
og rinde i vort blod som hellig ild,
så vi vil vise vej, men aldrig dømme
den broder, der i nattens mulm foer vild!