Hej Ask...

Der er jo også hele tiden klodevæsener der er klar til næste spiral. Om der så er lige så mange klodevæsener der forlader klodetilstanden som der er væsener der kommer ind i den aner jeg ikke. Men universet er uendeligt - så der skal nok være plads nok.

kh
Tina :0)

Hej Ask!

Ja her er du inde på et område som jeg tror alle der ikke har kosmisk bevidsthed har svært ved at fatte. Eftersom alle levende væsener tilsyneladende går mod større og større spiraler, hvor kommer pladsen så fra? Jeg farer også tit vild i tanker omkring, hvordan alle væsener hele tiden kan gå mod større og mere fuldkommen livsoplevelse - går det aldrig den anden vej? Når vi tænker på et enkelt spiralkredsløb, hvor alle grundenergier svinger både op og ned i styrke, hvordan kan den evige udvikling så kun være ensrettet? Når vi næste gang når til "dyreriget" er det jo ifølge Martinus i en mere udviklet form, hvor vi trækker på erfaring fra de foregående spiraler. Alle levende væsener må jo få mere og mere erfaring hele tiden - men når Gud = summen af alle levende væsener, får Gud så også hele tiden mere erfaring? Og hvordan kan Gud det, han er jo i forvejen summen af alt og dermed uden for tid og rum?

Den eneste parallel jeg kan finde er hentet fra matematikkens verden, hvor man har det liggende 8-tal som symbol for det uendelige. Jeg forestiller mig Gud = uendelig. Alle levende væsener er et tal, der hele tiden vokser, men uanset hvor meget man lægger til uendeligt vil svaret være uendeligt. Gud er summen af alle levende væsener, men uanset hvor meget de vokser vil summen af dem altid være uendelig - der findes jo uendelig mange levende væsener! Eftersom Gud er uendelig vil der derfor heller aldrig opstå "pladsproblemer".

På lige nøjagtigt dette punkt har jeg det sådan, at når jeg læser Martinus' fremstilling kan jeg godt se, at hans forklaring må være rigtig - jeg kan ikke se nogen anden forklaring - men selv om jeg har indset, at forklaringen er rigtig, fatter jeg stadig ikke forklaringen!

Hej
Ja det er en diskussion man bliver lidt svimmel af.! Var det ikke Einstein, der sagde, at hvis man påstod at have forstået relativitetsteorien og ikke var blevet svimmel, ja så havde man slet ikke forstået den alligevel.?
Jeg foreslår at vi prøver at bringe perspektivprincippet ind i billedet, så bliver "uendeligheden" måske til at forstå, for mig hjælper det at forestille mig at, Universet er et bånd der snor sig om sig selv, lidt som et DNA gen der bider sig selv i halen.
En kæmpe spiral bestående af spiraler i det uendelige, ligesom fraktaler der åbner en ny verden, hver eneste gang man dykker ned i et nyt punkt.
Men der en noget der er lidt mærkeligt syntes jeg og det er, at hver 3 gang støder vi ind i en verden der er "ens" nemlig at atomerne og klodesystemerne ligner hinande, (kugler der svæver rundt om hinanden), så måske er der en form for "genbrug" af materiale, på den måde at det der ser uendeligt småt ud i virkeligheden  er kæmpe klodesystemer på lang afstand, således at alt i virkeligheden hænger sammen og det passer jo også med det holistiske synspunkt at det store er i det små og omvendt,  og at alt er indeholdt i alt, vi skal jo blot gå ind i os selv for at se uendeligheden!
Gav det mening for andre end mig? Vi har jo nok hver hvort billedsprog for at forstå det "uforståelige".! Lidt som vores billede af GUD et forskellige !
VH Pipia

Men, om tid og rom er en illusion? ???

Hej alle!

Perspektivprincippet og tid og rum som illussion er også noget jeg bruger, når jeg forsøger at gøre det fatteligt for mig selv. Der er ingen tvivl om, at vort solsystem er et atom i kæmpformat, denne sammenligning bruger Martinus også i Livets Bog Bind 6 (der hvor jeg sidder har jeg desværre ikke adgang til bogen, så jeg kan ikke lige henvise til det rigtige stykke). Solen sammenligner han med atomkernen, mens han kalder planeterne for elektroner.

Og så ved vi jo, at den fysiske verden kun er en bagatelagtig del af hele livets kredsløb, og faktorer som tid og rum er et produkt af den fysiske tilværelsesform. I livets primære zoner eksisterer tid og rum slet ikke.

På den anden side så bliver jeg svimmel over tanken om, at alle atomkerner på et tidspunkt skal blive så store som sole; man kan jo ikke skabe noget af intet, og alligevel vokser alting tilsyneladende? 😮 Jeg kan ikke helt frigøre mig af dette tankedril. :'(

Hej pipia! - det var ikke einstein, der var bohrs kvantemekanik man ikke havde forstået hvis man troede man havde fattet den.  spændende nok kendte bohr godt til Martinus, de siger man i hvert fald!

knus og kram  Ask