Kære Hest,

Det er noget Jeg dagligt er mere eller midre optaget af, og er ofte forekommende i mit ordvalg.
Perspektivprincippet, er alle forholds forhold,
der er ikke noget, der ikke udtrykker 'PP',
hvad ville matematik være uden,-
er nogle af seneste friske frugter, Jeg har plukket.

De bedste hilsner,

Hej HRJ,-

- Mange tak for svaret. Måske var jeg lidt uklar, men jeg ønsker at vide, hvad det er der gør at vi oplever bevægelse, selv om alt jo i følge M. er statisk. Troede at det var det der var perspektivprincippet.

Sommerhilsen

Hej Hest.

Jeg prøver lige at give det et forsøg.
Jeg ved ikke om det hedder perspektiv princippet, men jeg kan kort forklare dig hvordan jeg selv oplever svaret på dit spørgsmål.

Essensen for mig at se er at hvilen, stilheden eller tomheden ser på sig selv, eller ind i sig selv.
Det ser altså på noget som ikke kan ses og som er ubevægelighed.
Dette fænomen skaber “syner”.. Lidt ligesom hvis at vi slukker lyset i et rum, så at der bliver fuldstændigt mørkt, så går der ikke lang tid før at vi begynder at se “syner”. Vi kigger altså ind i et mørkt rum uden former, men hjernen begynder på et tidspunkt at danne billeder, altså bevægelse og ting som "ikke" er der.

Universets bevægelse, sanser og organer må med rimlig antagelse være "skabt" således. Så det er altså også det selvsamme princip der gør at vi mener “vi” er flere, selvom der altså kun er ét væsen, ét sind og én der oplever. 

Håber det gav lidt klarhed.

Kærlig hilsen
Jacob

Hej

Perspektivprincippet er et hovedskabeprincip. Det er ansvarlig for den illusoriske adskillelse af X1 fra X2 og X3.

Det er derfor perspektivprincippet, der bevirker, at uendeligheden og stilheden (X1) opsplittes og kan opleves i de talløse kontraster (X3), som livet udgør.

Man kan sige, at perspektivprincippet er et slags illusionsprincip, der "tryller" evigheden/uendeligheden om til tids-og rumdimensionelle skabelser.

Det meget korte svar :0)

Kh
Kenneth

Mange tak,-

- Så der er altså tale om en slags gudelig hallucination? Lyder ikke helt umuligt. Interessant, og mange tak for det!

KH :o)

Det eneste der findes, er noget, der dirrigerer, noget bevægelse, -
Bevægelsen er Livet's fornemste kendetegn, -
Bevægelsen er en illusion, men (det er vigtigt, at forstå at det er) en virkelig illusion, -
Det er nogle kerne-udsagn af M. om dette.
Bevægelses-princippet, er fællesnævner for en række skaberprincipper hvoraf perspektivPr. og kontrastPr. er essentielle for sansning.
Ja, at forklare dette enkle princip, rummer en vis portion kompleksitet,

Jeg synes også at det er værd at være opmærksom på at perspektivet og oplevelsen kun er en illusion i et evigt perspektiv. I et timeligt og begrænset/rummeligt perspektiv er det vi oplever "virkeligt" nok. Det gør ond når det gør ondt. Og vi er glade når vi er glade

Illusionen eller perspektivet er som fænomen også virkelig nok, men oplevelsen er, i det evige perspektiv, en illusion.

Det er vigtigt at holde sig for øje at man ikke blander de to analyser sammen. Martinus kalder det tankedril, hvis nogle skulle være stødt på det udtryk - og det rammer meget godt - for det kan virkelig drille med de to analyserformer

Hej Lasse,-

Du skriver:
"Illusionen eller perspektivet er som fænomen også virkelig nok, men oplevelsen er, i det evige perspektiv, en illusion."

Hvorfor er oplevelsen af bevægelse en illusion, i det evige perspektiv?

I øvrigt; Tak til alle for de flotte svar!

KH - LBH

Hej igen Hest.

Ja. Der er mange gode og interessante svar.

Jeg syntes du rammer plet, med din udtalelse om at det er en "gudelig hallucination"
Bedre kan det ikke siges.

Det klart at illusionenen må være virkelig nok. Hvorfor? Jo, den er der jo. Vi kan jo se og mærke den.

Med et spørgsmål som dit, kan vi ofte komme til at svare med mange "hvad og hvordan'er"
Det er rigtigt at perspektivprincippet kan forklares med hvordan det fungere, og det er rigtigt at en del af universet må fremtræde som illusion og at vi har vores tre x'er osv. Og det jo rigtig godt og dejligt at vide hvordan og hvorledes. Ligesom det er rart at vide hvordan man køre en bil, eller at man ved at motoren driver den. Men hvorfor virker motoren og hvorfor køre bilen? Der må man jo nogle gange gå dybere end sige at det er pga af moter, benzin og hjul.

Hvorfor er der en illusion? Hvorfor er der et perspektiv princip?
Vi kunne jo ligeså godt ha haft et univers med evig stilhed, hvis vi ikke kan forklare illusionens "opståen".

Det vigtigste i denne snak for mig, kan du høre, er hvorfor, og ikke hvad og hvordan.
Illusionen opstår fordi at guddommen kigger på noget der ikke kan ses, eller opleves direkte, deraf opstår der billeder.
Så "gudelig hallucination" er altså dit hvorfor, på den måde har du jo selv sagt det på den klareste måde.

Så, Guddommen ser ind i sig selv, ind i tomheden, ind i "mørket" . Det fænomen skaber så billederne.
Disse billeder er jo det vi kender som energi, og bevægelse, eller organer og manifestationer.
Men her bliver det klart at de sanser som guddommen brugte for at se ind i sin egen tomhed, blev skabt af egen drift.

For Gud skal jo bruge en hallucination for at se en hallucination.

Så det går sådan her som jeg utvivlsomt ser på det..

Gud kigger ind i sig selv.
Denne handling skaber hallucination eller billeder.
Billederne danner logiske organer og sanser.
Organerne og sanserne er så det som Gud til at begynde med bruger til at kigge ind i sit tomme og usynlige jeg, hvor der ud af det, dannes de billeder, som danner hans organer, som at han kan se billederne med.

Kort sagt.
Så ved at se på sit usynlige selv, opstår øjnene af billederne man ser og billederne af øjnene der ser.
De øjne vi ser med, er i dybeste forstand skabt af de billeder vi ser på og de billeder vi ser på er skabt af de øjne vi ser med.
Grunden til at Gud overhovedet har lyst til at se på sig selv, er fordi at han ser på sig selv, så Guds lys, eller lyset selv opstod altså fordi at det var til, men altså fordi at dets evner, tilstande og fænomener jagter sig selv.

Og med lys, mener jeg selvfølgelig alt. Alt hvad der kan opleves alle billeder må jo være lys, fordi at det opleves, fordi at det lader sig kendes inden i, og uden på, og imellem.

Gud, evnen og sønnerne er som året og dets fire årstider.
Foråret vækker sommeren, sommeren vækker efteråret, efteråret vækker vinteren, vinteren vækker foråret, foråret vækker sommeren...

Året skabte de fire årstider, så at de kunne skabe året.

Måske jeg røg lidt ud af en tangent.
Men jeg ville lige understrege hvorfor'et og ikke hvordan'et :0)

Kærlig hilsen
Jacob

Hvis vi pröver og se hvad bevägelse der blir absolut når vi beväger os på jordklodets overflade, dvs. når vi også beagter at klodet beväger sig runt sin aksel (dögnevis) og i rummet runt solen (årstidsvis) og at solsystemet beväger sig i Mälkevejen og Mälkevejen i galaksegruppen og galaksegruppen i en mere omfattende gruppe, så ville det vise seg, ifölge Martinus, at alt er helt stille. Organismprinsippet, med materien orndnet med organismer i organismer opad og nedad i makro- og mikrokosmos, falder også under perspektivprinsippet.

/Algotezza