J

J

Hej Christina B.

Jeg ser det som en slags "besættelse". Der er tale om nogle kræfter og evner, som ikke naturligt er en del af makrovæsnet (altså modtageren af organet), men som gennem en transplantation får kunstig adgang til at påvirke modtagerens fysiske og åndelige organisme (som Jacob også nævner), dvs. med evner, som donoren besad.

Da dette samarbejde jo er kunstigt og ikke skyldes den naturlige tiltrækning, som er resultatet af talrige inkarnationers udvikling og træning, er der en vis risiko for at donororganet afstødes af modtagerorganismen - fordi der simpelhen ikke er basis for et velfungerende samarbejde.

Talentkernerne for udvikling af nye organer i kommende inkarnationer vil også blive påvirket af denne bratte forstyrrelse i deres naturlige virke, og man kan forestille sig, at det kan give lidt rod i organismeopbygningen i kommende liv.

Man kan også bruge et billede af et velsammenspillet fodboldhold, der pludselig får en ny spiller på holdet. Den nye spiller har en vis mulighed for at påvirke hele holdet, men ligger hans evner og fysik for langt fra det, som holdet er vant til og ønsker, vil han næppe kunne tilpasse sig holdets krav - med risiko for at blive sat af holdet.

Venlig hilsen
Petersh

Hej Christina B.

Svaret er vel meget nemt. Du er et "noget som er". Egenskaber, talenter, om du er organisme, klode eller univers + alt det andet, er noget skabt og forgængeligt, og dermed er det også muligt at forandre med tiden.

Jeg har i en tidligere tråd været inde på, om det er mig eller mit hjerte, der bestemmer sig for, at jeg vil løbe en tur (=hjertet kommer til at arbejde meget hårdere), og svaret må vel være, at der på en eller anden måde må være en meget intim forbindelse mellem os selv og vores nærmeste mikrokosmos, men også makrokosmos. De fleste vil nok mene, at min vilje er stærkere end mine organers, men så må jordklodens vilje igen være stærkere end min, så når jeg gør noget, hvis vilje er det så jeg efterkommer? Jeg kan ikke se andet end at vort nærmeste mikro- og makrokosmos på en eller andet måde må have en form for fælles "vilje" med mig selv - vi må være i "kosmisk familie".

Med hensyn til organerne, så er det vel meget naturligt, at de efter at have levet sammen med det samme makrovæsen, bliver vænnet til at leve efter bestemte mønstre. Hvis jeg for eksempel går over til at spise og drikke markant anderledes end jeg gør i dag, vil det kræve en længere tilvænninsgperiode. Drikker jeg meget alkohol, så vil flere af mine organer langsomt forandres til noget helt andet. Hvis vi selv som mikrovæsener blev "transplanteret" til et andet makrovæsen, ville vi jo selv blive hjerneceller på en ny planet, og vi kunne vel ikke undgå at påvirke denne planets tænkemåde, for vi er jo vænnede til at leve på jorden.

At folk, der får transplanteret organer skifter personlighed, er for mig at se et tegn på, at alting er forbundet - når "jeg" tænker, er mine tanker ikke kun mine, de er også under stærk påvirkning af andre viljer, dvs. både mikro- og makrovæsener.

Der er også det at hjertet er et 'følelses-væsen' og påvirkning/besættelse vil opleves følelsesmæssigt meget stærkere, end fx hvis det er en nyre, der er 'tyngde-væsen'.
Efter at en bror og søster der i en presset situation tillod at tage en nyre fra deres afdøde far, 'henvendte' faderen sig gennem 5 år jævnligt til datteren, bebrejdende, hvad har I dog gjort ved mig.
Der er også Sylvia Claire ?, der følte at Tim blev suget ind i hende, hun ændrede drikke- og spise-vaner, og senere bekræftet at det var en ung mand 'Tim's hjerte'.
En ti-årig dreng forelskede sig 'pludselig' i 20-årige.
En ung piges mareridt og voldsscener var så livagtige, at det førte til anholdelse af hendes donors morder.

Kærlig hilsen
Holger

:)respekt  :)hvad så hvis hjerte lever rigtig længe, og manden der før havde hjerte fødes meget tidlig ind i den fysikske verden igen mangler han så ikke ligesom noget.  :)det er måske derfor martinus advare om den slags.

Kære Jacob, Petersh, Svend, Holger og Lucifer!

Tak for jeres meget forskellige, men meget tankevækkende svar på mit spørgsmål. Som Jacob er inde på, kan man ikke miste et åndeligt talent, men blot mangle evnen til at manifestere dette talent i den fysiske verden. Dog her ved hjertetransplantationerne mistede en af modtagerne f.eks. sin fysiske dovenskab og fik så til gengæld lysten til at dyrke motion, umiddelbart et godt bytte, men naturligvis er det en kompliceret affære, som vil kaste lange skygger ind i de næste liv. Er der skabt en forbindelse til organdonoren på en eller anden måde i senere liv eller hvad? Jeg tror, at du Petersh også er inde på noget rigtigt, når du beskriver det som en slags besættelse. Nogle af modtagerne beskrev faktisk, at de følte en andens tilstedeværelse inde i dem selv! Og som du Svend skriver, er vi alle påvirkede af både mikro- og makrokosmos - vi er alle forbundne. Det er meget interessant, det du skriver, Holger, om hjertet som et følelsesvæsen til forskel fra nyrerne, som er tyngdevæsener - det havde jeg ikke tænkt på - så selvfølgelig vil en hjertetransplantation bevirke en langt større omvæltning for modtageren end en nyretransplantation, ikke mindst fordi førstnævnte altid bevirker donorens død, mens donoren ikke nødvendigvis dør ved en nyretransplantation.
Og til sidst til "lysbægeren" Lucifer - selvfølgelig er vi på en eller anden måde knyttet til vore organer, men da deres udvikling, så vidt jeg er orienteret, går langt stærkere end vores, tror jeg ikke, at vi møder dem igen, så når donoren fødes igen, er det mit indtryk, at han eller hun får et nyt hjerteorganvæsen, der er på bølgelængde med os på det tidspunkt.

Kærlig hilsen

Christina B. 

:)hmmm der må være en grund til at martinuns advare om den slags.

Hej med jer

Det er heller ikke mit indtryk, at organ og makrovæsen nødvendigvis følges ad i liv efter liv. De skal - som Christina B. nævner - bare være på bølgelængde med hinanden for at have en naturlig inkarnationsmulighed, og denne bølgelængde er jo under konstant udvikling.

Men samtidig kan der jo også være en højere hensigt med at skille organ og makrovæsen fra hinanden på kunstig vis. Det kan fx ske for at skabe en helt ny udviklingsretning for de to væsner (tre inkl. donoren).

Vi har også tidligere her i forummet snakket om, hvordan menneskehedens udvikling eventuelt kan være hjulpet på vej af højere udviklede væsner (makrovæsnets redskaber), der måske ligefrem har "transplanteret" hele folkestammer eller arter til inkarnation her på kloden.

På samme måde kan det vel også tænkes, at væsner, der ikke længere kan finde naturlige inkarnationsmuligheder her på Jorden, får skabt disse inkarnationsmuligheder på andre jordkloder vha. kunstige "operative" indgreb? Det er selvfølgelig spekulationer det her, men jeg ser det da som en mulighed, der ikke er helt skæv i forhold til Martinus' analyser.

Venlig hilsen
Petersh

Hej

Martinus er inde på, at når vi fødes, er vore organer en smule bagud i forhold til vores egen udvikling. Deres hurtigere udviklingsforløb gør, at vi kommer mere og mere på bølgelængde med vores organers udvikling, indtil vi bliver omkring de 30 år. Derefter begynder vi så at ældes. Årsagen hertil er, at vore organer fra det tidspunkt begynder at fjerne sig fra vores udviklingstrin, og dermed kommer vi selv og vore organer mere og mere ud af trit. Til sidst er vi så meget ude af trit, at vi dør af alderdom (hvis vi da ellers dør af alderdom!) Næste gang vi fødes, bliver vi igen født med organer, der er bagud i forhold til os selv i udviklingen, og derfor må det vel helt givet være nogle "nye" organer, som vi ikke tidligere har haft som organer.

:)hmmmm der må være en forklaring på hvorfor martinus mente at det ikke var så godt, han var mere inde for hjælpemidler