Hej DH,
Jeg skriver ikke så meget, fordi jeg er lidt fortravlet.
Men jeg er meget enig i hvad du kommer ind på.
Se alene på store dele af vores organ og fordøjelses system. Det er jo en dræber maskine.
Men hvis at vi ikke lod kroppen befordre disse drab, ville kroppen blive syg, og før eller siden dø.
Uanset hvor u/ civiliserede eller oplyste vi er i på denne jordklode,, bliver vi nød til at befordre drab for selv at overleve og for gøre vor egen udvikling mulig.
Død og udvikling går hånd i hånd. De er kraft kilderne i hinanden.
I døden fødes vi og i fødslen dør vi.
Døden, er livets største tjener.
jc
Hej Punzaak.
Jeg er meget enig.
Jeg kan ikke lave samfundet om. Det eneste jeg kan er, at lave mig selv om. Når samfundet er råddent, så må jeg fokusere på min egen råddenskab.
Dertil kræves der først og fremmest indsigt. En indsigt der gør, at jeg synes det virker logisk, at jeg skal ændre mig selv, og at jeg ikke kan og ikke skal ændre samfundet. Når jeg kan se, at dette er logisk, så kan jeg arbejde med min vilje til at ville ændre mig selv.
Når denne vilje opstår, så indser jeg, at jeg alligevel ikke har evnen. Vi kender remsen "Det gode jeg vil, det gør jeg ikke...", osv. Gang på gang støder min vilje på min manglende evne.
Men skidt med evnen. Så længe jeg ved, at det er en proces jeg er i gang med, så må jeg i første omgang se stort på evnen, og stadig holde fast i viljen.
Alle store forandringer begynder med en vilje til at ville forandre. Evnen kommer langsomt snigende.
Sådan er det med alle evner vi har i dag - de er begyndt med, at vi har forsøgt noget, som er mislykkedes. Vi prøver igen og igen og igen og igen....
Ingen evne er kommet uden en forudgående vilje.
Vi kan ikke gøre andet end at komme op på hesten igen. Og huske at tilgive andre, når de også falder af hesten.
Vi har talt om at ondskaben skal velsignes.
Og på en eller måde er det egentligt meget let, men hvis der er noget der er svært så er det at velsigne venner/bekendte/famile der irritere en.
Mennesker, der i længere tid ad gangen eller i intense perioder "hiver en i ærmet", eller stikker og prikker til en.
- Se der er virkeligt en praksis der vil noget!
Folk der bliver ved med at suge al glæde ud af en, med deres foragt for livet..
- Og det værste er at de er et spejl.
En ting er at bede for dem der hænger en op på en planke og hamrer søm igennem ens kropsdele, penuts!!!! Fuck det, no problem!
- en anden ting er at bede for folk der går en på nerverne.
for helvede da!
Det sjovt at Martinus siger godt nok er at man kan sætte tingende i perspektiv ved at se hvor meget Kristus kunne finde sig i,
- Men det kan være en milliard gange sværere at finde sig i de små ting frem for de store.
Jeg syntes at det er en god pointe med at vi bliver nød til at bliver ved med at kæmpe med viljen for at gøre det "rigtige"
Men det er tit at vi(jeg) kommer til kort hvad angår evnen til at gøre det rigtige.
Der er stadigvæk en indre idiot der skal udleve livet.
jc
Ud over det,
Så kan folk spejle ting som man virkeligt har meget tilbage af i sig selv. Og de kan med samme kraft og fagter spejle ting som man har kun har rester eller lidt af tilbage i sig selv. Begge dele forekommer... Og hvem ved hvor meget der er tilbage?
Meget interressant!..
Jake.
Hej jc
Det sjovt at Martinus siger godt nok er at man kan sætte tingende i perspektiv ved at se hvor meget Kristus kunne finde sig i,
- Men det kan være en milliard gange sværere at finde sig i de små ting frem for de store.
Og på en eller måde er det egentligt meget let, men hvis der er noget der er svært så er det at velsigne venner/bekendte/famile der irritere en.
Dette vers synes jeg siger det meget godt:
"Thi to, som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer' ondt
end alle de argeste fjender,
som hævner sig jorden rundt."
Mon ikke det har noget med at miste at gøre? Fjender ved man, hvor man har. Dem mister man - desværre! - ikke ved at hævne og true. Ens "venner", familie/bekendte dem kan man måske frygte at miste, blot ved at gøre dem meget mindre ondt end man gør ondt ved fjenderne. Og at tabe familie/venner vil jo føles som et tab - de bliver måske ikke til direkte fjender, men de kan blive til en mistet forbindelse.
Tak for din kommentar PZ
Slagsmål.
Dette vers synes jeg siger det meget godt:
"Thi to, som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer' ondt
end alle de argeste fjender,
som hævner sig jorden rundt."
Det er noget af det smukkeste jeg længe har hørt.. Tak Svend. Det med at være bange for at midste er mig i en nøddeskal... Det var godt tankestof. Det kan holde en fast i mange tilstande og roller. I sær flinkefyren der med jævne mellem rum sprænger kasketten.
Beklager det sene og ringe svar jeg her kommer med her. Der sker meget PT.
Jeg er mæt og træt af religion og spiritualitet.
Jeg var en tilfældig idiot der fik et gigantisk kosmisk glimt fordi jeg åd en svamp!
Nu står den på fisse og slagsmål.. Øl og million bøf.
Tak for denne gang.
jc
Hej JC ,
Du er ikke nogen tilfældig idiot , der er intet tilfældigt ved det du har oplevet,
men det er første gang jeg hører at nogen taler om at have haft et kosmisk glimt.
Jeg kan fortælle dig at jeg ( som barn af hippietiden ) har indtaget diverse psykedelia som Lysergsyrediætylamid bedre kendt som LSD og mescalin kaktus samt svampe og naturligvis cannabis .
Disse stoffer eksperimenterede jeg med i min ungdom , og naturligvis fik jeg en masse oplevelser af fantastisk karakter men ikke noget der er at sammenligne med et virkeligt kosmisk glimt ( det kom først for ca 14 år siden ) men inden den fantastiske oplevelse havde jeg en voldsom nærdødsoplevelse , men ikke som den normalt er beskrevet , min oplevelse var ( er i virkeligheden ikke til at forklare ) nærmest en oplevelse af ren bevidsthed , det er nemmere at forklare hvad det ikke var , jeg husker fornemmelsen som fravær af alt det jeg kender inklusive min egen identitet.
Jeg kan huske at i et par uger efter episoden føltes det som om at jeg gik på 10 cm tykke bløde gummisåler og min frygt for døden forsvandt som dug for solen , det har den så iøvrigt været lige siden .
Problemet men disse oplevelser er at man som regel ikke kan dele dem med nogen da man enten vil blive anset for at være mærkelig eller en fantast , så nogen gange tænker jeg at det måske var bedre at jeg ikke havde fået de erfaringer af åndelig karakter , men så igen , jeg ville ikke undvære det for noget i verden , det har virkelig ændret min opfattelse af virkeligheden .
Men , det koster også tit venskaber at have disse anskuelser , det er da ihvertfald tilfældet for mig og godt det samme for lige pludselig havde jeg det svært med at mine "venner" faktisk overhovedet ikke overvejede livet seriøst men kun var optaget af hvad der for mig var ligegyldigheder , og de kiggede på mig med måske ikke rullende øjne men noget der mindede om det når jeg prøvede at forklare hvad jeg havde oplevet.
Men ligesom du har jeg tænkt , hvorfor , med det udskejende liv jeg har ført skulle det overgå mig at få disse oplevelser , jeg ville jo mene at disse oplevelser er for dem der har levet et "anstændigt" liv , men sådan er det åbenbart ikke .
Men , kære JC jeg tror at Martinus ville sige til dig at du skulle være den du er og handle derefter for vi kan ikke forcere noget her i livet , der er ikke noget galt med øl fisse og hornmusik , alt har sin tid som en kendt sang siger .
Og så håber jeg da at du får løst dine problemer af privatkarakter .
Nu vi er inde på det , ....... er der andre der har haft kosmiske glimt ville jeg meget gerne høre om det ,
i glædelig forventning , KH Denis
Hej jc.
Fint svar fra denhou.
Man kan sagtens kombinere et liv med fisse, slagsmål, øl og millionbøf med interessen for spiritualiteten. Det behøver ikke at være enten eller. Jeg deltager ikke i slagsmål eller tager stoffer men jeg har ikke lagt det andet bag mig. Kosmologien giver mig en baggrundsviden som jeg kan deltage i livet i øvrigt med. Og jeg kan reflektere over livets resultat med kosmologien som baggrund.
Jeg er sikker på, at du ikke kan lægge kosmologien bag dig - måske i en kort periode, men den vil altid være i dit baghoved.
Hej Svend og Denhou,
I har fuldstændig ret.
- Og tak for jeres venlige kommentare.
Og Denhou, tak fordi at du delte din nærdøds oplevelse.
Det største glimt jeg har haft var en gigantisk loft af guld, der blev til en himmel af guldtråde som jeg oplevede i dagbevidst tilstand.
Jeg har haft mange glimt, men jeg er sikker på at det er pga. En for tillid bevidstheds udvidelse, der i kombination med andre ting ente op med at give udslag i psykisk sygdom. Jeg er faktisk lige blevet rask igen indenfor det sidste år her og jeg er lige vendt tilbage til livet. Så dette er i bund og grund en dejlig periode for mig. Uden Martinuses verdensbillede, var min bevidsthed aldrig blevet rettet af, og jeg havde levet i en sump af kaos teori idag. Men ved også at tage imod verden har også give mig meget healing.
Jeg lever idag fordi jeg har mødt det evige verdensbillede som Martinus har beskrevet det, og jeg kan ikke leve uden. Jeg tænker på det hver time hver dag. Men jeg har brug for at træde i verdslig karakter, ellers kommer jeg til at leve mit liv som en dørmåtte eller et nervevrag. Så jeg mobileisere bare meget mere fysisk kraft og stimina for tiden, og der kommer alt muligt op. Agression osv. Men det er godt for mig, det er min personlighed der er ved at hoste og pruste sig selv igang, efter jeg har fornægtet den i gennem mange inkarnationer. Hvilket har gjort at jeg midlertidigt har tabt den assertive funktion i mig.
Jeg oplever en fusion imellem mit spirituelle liv og mit verdslige liv, og det får himmelen og Jorden til at ryste. Så jeg går igennem meget lort og der kommer meget lort ud af mig... Og som jeg oplever det, svinger man fra yderlighederne imens man trækker sig selv ned igennem midten.
Mange tåre, meget sved, meget blod, meget galle.
Mange smil, og meget tak og meget fuck.
Men også mange farveller, goddag'er, hvorfor'er og måske'er og det bringer meget latter, frygt, klarhed og tåre til øjnene.
Og nu holder jeg herfra. Det har jeg gjort mange gange, men denne gang er det den ægte vare. Det er også på tide for mig at give slip her...
Jeg stopper her.
Men tak for de gode og vise kommentare.
Det har været en fornøjelse.
Kærlig hilsen
Jacob
Hvis det er dit ønske at stoppe nu så skal der herfra lyde et " lev vel min ven "
Men husk at hvis du får brug for en skulder at græde ud ved , så har du dine ukendte og underlige venner her på forum .
Så JC , take care , bedste ønsker Denis.
Tak for det
Sødt af dig..
Knuser
Jacob
Hej Jacob.
Jeg vil sige dig mange tak for din tid her på forum. Der er jo ikke mange steder man møder forståelse for disse ting, men jeg må sige, at jeg ofte har følt stor inspiration ved at læse dine indlæg. Jeg kan fornemme, at der ligger en ægte klangbund bag det du skriver - du oplever selv tingene som du beskriver dem, der ligger ikke noget kosmetik eller en tillært lektie bag ved det du beskriver.
Held og lykke i det liv du nu vil til at leve. Du har nok stadig nogle kanter du vil have slebet lidt, og det skal der også være plads til.
Vi ses i fremtiden.
Hej denhou.
Nu vi er inde på det , ....... er der andre der har haft kosmiske glimt ville jeg meget gerne høre om det ,
Tak for din spændende beretning.
Nej, jeg har ikke haft kosmiske glimt. Nærdødsoplevelser heller ikke, men jeg kender mennesker, der har fortalt mig om nærdødsoplevelser. Min svigermor var, under en svær fødsel, tæt på at dø. Hun beskrev den typiske tunneloplevelse, og hun beskrev også, hvordan hun pludselig havde svaret på alting. Det hele var så enkelt og let. Da hun vendte tilbage til livet kunne hun tydeligt huske denne oplevelse af "alviden", men selve det at have denne alviden, havde hun mistet.
Min morfar var sikker på, at han havde levet før. Han var af den gamle skole, og han kunne ikke redegøre for, hvordan han kunne vide det. Når han blev spurgt: "Hvordan kan du vide det"? så svarede han blot, at "Jo, det var han sikker på", og så fik man ikke mere ud af ham. Han var en typisk arbejdsmand og ikke vant til at formulere sig noget særligt, så han kunne vel ikke forklare det. Men han var ganske sikker i sin sag. Han var fra en tid, hvor sådan noget som reinkarnation overhovedet ikke var noget man beskæftigede sig med, han kendte ikke engang ordet. Det var heller ikke noget han havde lært eller studeret, men jeg kunne fornemme på ham, at sådan var det bare, og så var der ikke mere han kunne sige om den sag.
Jeg har flere gange haft "ud-af-kroppen" oplevelser. Jeg har igennem disse fået en helt klar fornemmelse af, hvor tungt og besværligt det fysiske legeme er at håndtere. Selve frigørelsen fra det fysiske legeme oplevede jeg egentlig ikke som det store chok. At forlade det fysiske legeme vil jeg beskrive som når man blæser en sæbeboble op, og boblen så forlader det legeme man blæser boblen ud fra med et "svup". Det samme "svup" oplever jeg, når jeg forlader legemet. Eller det kan beskrives om at træde igennem en hinde bestående af en sæbeboble. I dagligdagen er sæbeboblen spændt ud i det legeme den blæses ud fra, men sæbeboblen kan sagtens befries fra dette legeme, og vil herefter antage kugleform. Når denne sæbeboble så skal presses tilbage i det fysiske legeme, så må kuglen tilpasse sig dette legeme.
Lige idet jeg forlader den fysiske krop, oplever jeg noget med hørelsen. Det kan egentlig bedst beskrives som at jeg hører stilhed, men denne stilhed begynder at blive højere og højere - til sidst er det som om det suser voldsomt for ørerne, men alligevel er der stilhed. Jeg aner ikke, hvad der sker her rent praktisk, men jeg oplever altid denne "larmende stilhed", lige inden jeg forlader kroppen.
Jeg oplever det at forlade legemet som at det sker med fødderne først, og hovedet til sidst. Jeg har faktisk oplevet, at min åndelige krop nærmest stod på hovedet (hovedet nedad), mens min fysiske krop lå fladt ned på sengen - kun hovedet var forenet for begge legemers vedkommende.
Da jeg så vendte tilbage til det fysiske legeme så var det virkelig en øjenåbner for mig. Jeg kan stadig genkalde mig den følelse det var, pludselig at gå fra at være uden fysisk legeme, og så den enorme belastning det var "at tage legemet på" igen. Martinus beskrev det som at tage en rumdragt på. Jeg oplevede som igen at blive udsat for konstant tryk og smerte. En meget intens oplevelse når man finder ud af, at selv det at ligge helt afslappet på en blød madras er en kolossal belastning - en belastning som bliver tydelig når man har prøvet at være den foruden. Den oplevelse jeg har haft af ikke at have noget fysisk legeme kan jeg ikke have fantaseret mig til, idet det netop ikke kan opleves, såfremt vi er et med det fysiske legeme.
Jeg tror, at den såkaldte død er noget af det mest enkle og smertefrie vi kan opleve - det må være ligesom at forlade det fysiske legeme. Ved døden kan vi så bare ikke vende tilbage til den samme krop igen. Mens det vi kalder fødslen, altså når vi atter forenes med et fysisk legeme, kan være meget smertefyldt og en ubehagelig oplevelse - lidt ligesom at tage det fysiske legeme på igen. Mange frygter døden, men jeg oplever det ikke som noget at frygte. Snarere har jeg måske en lille frygt for det at skulle fødes igen, selv om det selvfølgelig er en naturlig ting.
Efter denne oplevelse er jeg ikke længere i tvivl om, at vores fysiske legeme er et redskab, der skal lære os om konsekvenserne af at handle forkert. Oplevelsen af smerte er det der i sidste instans skal føre os videre og til sidst kunne undvære det fysiske legeme.
Svend,
Det har været en fornøjelse. Tak for dine ord.
Du ved, en ting er at vi alle er ét, en anden ting er at man ka' ha god eller dårlig kemi med folk, en tredje er at være på bølgelængde. Jeg har følt mig på bølgelængde med dig Svend... Og det at jeg har kunne mødes med dig i de luftlag, som selv er høje for de høje luftlag, har været en sand velsignelse.
Klippefast og indsigtsfuld, du har lært mig værdifulde ting.
Så det er mig der takker.
Vi ses med garanti i fremtiden..
Hav det godt så længe 
Kærlig hilsen
Jacob
Skriv et svar