Hehehehe

Hej igen,

Angående velsignelsen af ondskaben, så tror jeg at det er et spørgsmål om perception.
- Jeg kan personligt ikke selv finde ondskaben nogle steder.

Yin og yang er ikke to ting med én side, men én ting med to sider. Yangs spejlbillede er yin og yins spejlbillede er yang. Yin og yang er den ene og samme ting præsenteret i to forskellige afskygninger.

De er hinandens masker.
- Akkurat som at tomheden er bevægelsernes maske og at bevægelserne er tomhedens maske.

Der er ikke et yin og et yang, eller yin og yang, der er 'yin yang'.

Ondskaben, hvis man vælger at bruge det ord er et aspekt af godheden. Der findes kun godt, et behageligt godt og et ubehageligt godt, men det er ikke to forskellige godt, det er hele tiden det sammen gode, der opfattes forskelligt. Det gode mærkes behageligt når at man følger det og det gode mærkes ubehageligt når at man går imod det. Men for at man skal kunne opleve det gode, som et noget og ikke som et intet, så bliver dette noget jo nød til fremstå i kontraster.

Selv den kærligeste mand kaster skygge.

For det lille spædbarn, som fødes ud i armene på en pædofil psykopat.
Der kan man tale om "meningsløshed".
Man kan også sige, at det er en meget ringe trøst, at gøre barnet opmærksomt på - At det som barnet oplever, det er i virkeligheden "godt".

Ja, det må siges at være en ringe trøst.

Jeg ved ikke hvad der er værst ligegyldighed eller overfølsomhed. Begge ting befordre ignorance, hvor ligegyldigheden måske er for passiv, er overfølsomheden en vældig agressiv kraft der gør kærligheden brændende varm på nogle og iskold på andre. Og begge dele vidner om umodenhed, og det ved jeg fordi at sådan finder jeg det i mig selv.

- Hvem kan sige sig fra at være voldtægtsforbryder, morder, tyv, kujon og tyran?

Jeg kan ikke.

- Men jeg kan sige at Ondskaben skal velsignes. For det er ophavet til lyset og lyset er ophavet til den og de er den ene og samme ting. I velsignelsen opleves og erkendes dette som sandhed. Enhver undvigelses manøvre omkring denne erkendelse, er et mere eller mindre skjult behov for at være i konflikt med Naturen eller Universet. I dybet af ens egne øjne kigger Vorherre og hvert eneste eksisterende væsen tilbage på en. Hvordan kan vi undgå at blive fyldt med kærlighed til hver eneste manifestation i verdensaltet når at vi ser og oplever dette?

Jeg mener at verden skal hjemsøges af vores kærlighed, vi skal ikke hjemsøge verden med vores meninger om den.

Det er svært og oftest er jeg selv i opposition til verden, men når jeg ser mig selv identisk med alt, kan jeg jo ikke undgå at elske det jeg ser? Når jeg ser mig selv i "ondskaben" dets ophav, medie og manifestation, så elsker jeg det, og når jeg er kendt med at det jeg er - netop ikke er ondt, og at det jeg er, er det eneste som "er" og at det kun skaber godt, så kan ondskaben ikke leve ret længe i min opfattelse af virkeligheden. I et sind og hjerte der falder ind i denne indstilling falder illusionen om ondskaben bort. Det er den samme ånd der er i Vorherre og hans engle som at der er i den pædofile psykopat, og i alle os andre.

Uendelige sjæle, én ånd.

One love

JC...No kidding.

Da jeg første gang stødte på begrebet, tidligere liv, altså i praksis.
Det var faktisk første gang jeg havde en klient i hypnose.
Den slags burde jeg nok ikke skrive om.
Men nu gør jeg det alligevel, fordi klienten var en medstuderende.
Altså ikke en "helt rigtig" klient.
Men denne, for øvrigt super herlige kvinde, havde aldrig tidligere været i hypnose.
Jeg var også temmelig "grøn" i faget.

Hvis du ved lidt om hypnose, så ved du at hypnotisøren fungerer som en slags guide.
Man ved altså aldrig helt, hvor klienten finder hen.
Hende som lå på briksen foran mig, hoppede lige ned i et dødsfald.

Gæv som jeg jo er, så bringer jeg hende tilbage i kroppen.
Ikke med helt fri vilje, skal det lige siges.
Men det tror da pokker.
For det viser sig, at jeg lige er sprunget tre liv over, som jeg naturligvis ikke har haft med inde i regnestykket - Da jeg på det pågældende tidspunkt selv forstår det "evige liv", udfra den gængse kristne betragtning.

Undskyld mit sprog - Men jeg når faktisk at tænke: -"Fuck, fuck, fuck"... rigtig mange gange, inden jeg får fundet vejen at guide efter.

På den måde fik jeg lært, at regressioner til tidligere liv, de bestemmes ikke altid af hypnotisøren.

Hypnosen sluttede med det sidste liv, hvor "klienten" beskrev oplevelsen af, at hun befinder sig inde i sin mors mave, sammen med et andet barn.
Underlig oplevelse at opleve, særligt for et enebarn.
Næste dag fortæller hun mig, at hun har ringet og fortalt hendes mor om oplevelsen.
Og hendes mor har fortalt hende, at de faktisk var to børn fra begyndelsen.
Moren havde meget tidligt i graviditeten aborteret hendes tvilling.

Sådan blev mit verdensbillede lige vendt på hovedet.

Venligst Søgeren

Kære Søger,

Fantastisk beretning og oplevelse..
- virkeligt!

Tankevækkende, og god griner der hvor at du sidder og tænker fuck! Hehe..
Intenst.

Du har sgu nogle gode og rørende historier søger..
Tak fordi at du deler.

Kh
Jacob

Jeg ved ikke om det er perceptionen?

Men jeg er ikke enig med dig... Eller sagt på en anden måde, så har jeg et andet ståsted.

Jeg kan sagtens få øje på ondskaben.
Hvordan skulle jeg ellers kunne kende forskel på den og dens kontrast.

Der er ikke så meget ord cirkus og hokus pokus over det;o)

Bibelen har givet mig en rettesnor.

Og livet har vist mig, at hvis jeg skal leve i mig - Så må jeg være autentisk.
Når jeg er autentisk, og jeg står med et lille barn på armen, som har gennemgået umenneskelige pinsler.
Så fornemmer jeg ikke, at de pinsler barnet har været udsat for, de er sket i Guds ånd.
Nok nærmere det modsatte, at både Gud og englene har grædt og lidt, sammen med det barnet, mens det blev udsat for pinslerne.

Og jeg elsker ikke det, som jeg ser eller oplever i en sådan situation.
Jeg betragter det ikke som overfølsomhed, men en naturlig reaktion.
Jeg fyldes ikke med kærlighed, til den del af "verdensaltet".

Det er bare sådan det er!

Men prøv mig igen om hundrede liv eller et nyt årtusind.

By the way - Den kærlighed som du oplever ind i dig, netop i forhold til denne slags handlinger... Hvordan praktiserer du den?

Sov godt derude og venlige hilsner herfra

Søgeren

Som Svend har sagt at jeg er 61 år ung , hvor svært kan det være .

Godmorgen Søger,

Tak for din hilsen..
Jeg vender tilbage med et svar i starten af næste uge, da jeg skal på farten..

Hav en rigtig god og rar weekend.

Kærlig hilsen
JC

Hej Denhou

Jeg havde liiige glemt at inddrage indholdet fra en tidligere debat, i mit første gæt.
Så det kan åbenbart være meget svært at gætte, for den rette ;o)
Intet er så simpelt, at det ikke kan kompliceres.

Da jeg skulle gætte Svends alder, der havde jeg en fornemmelse af, at han erfaringsmæssigt var langt ældre, end den alder jeg skrev.

Nogle gange, så kan man også bruge sprogindholdet til at tolke efter.
Men det snyder, særligt i dit tilfælde, hvor du er meget mere "up to date", end jeg selv er.

Så faktisk var den lille gætte øvelse ret spændende!

Da min datters farfars bror kom på plejehjem, som 92 årig - Fik han købt sig en mobil, da det var billigere end fastnetten.
Det var hans første mobil.
Men han fik hurtigt styr på alt det smarte, som sådan en mobil kan.
Rart for ham, at han kunne komme i kontakt med alle sine kære.
Oldebørnene fik tit beskeder, på det der kan betragtes som ukristelige tidspunkter.
Tiden på et plejehjem kan åbenbart føles langsomlig, kedelig og ensom, når man selv er en frisk fyr, der bare oplever at kroppen trættes for hurtigt.
Det blev faktisk sådan, at børnebørne på et tidspunkt fik behov for lige at snakke sammen om, hvordan de skulle opfører sig eksemplariske overfor alle de mange beskeder.
Som blandt andet indeholdt forholdsvis mange billeder af ostemader.
Dem serveres der åbenbart mange af på plejehjem.
Efter et kig på holdbarhedsdatoen, besluttede de at udvise rette omhu og indføling.
Når man selv har et langt liv for sig, så kan den slags hverdagens højdepunkter åbenbart virke banale.
Og som min lille datter siger, så skal det helst sige "klask", når man laver en "high five"... Ellers så gælder det ikke!
Heldigvis, så blev oldebørnene snydt i forhold til deres beregninger.
På den måde fik de fire års intens træning.
Selv har jeg det sådan, at jeg har besluttet mig for, at jeg vil gøre nummeret efter.
Mine "high fives" mangler også "klaske lyden", fordi jeg sjældent er "up to date".
Derfor vil jeg tæppebombe de få efterkommere, som jeg forhåbenligt får, med alverdens kedelige indslag fra hverdagen.
Lidt efter devisen i debatten, at når de alligevel ikke kan bringe mig af dage, så kan de lige så godt klemme ballerne sammen og velsigne mig ;o)

Venligst Søgeren

Hej JC

Tak for din morgen hilsen.

Venligst Søgeren

Velkommen til, Søger,

Ja, Jeg er 58½ om tre uger,
ja, sproget afspejler bevidstheden,
og ordvalg er tidsbestemmende.

Hilser Holger

Hej Søgeren ,
Lige som du har jeg ansat forumisternes alder for høj , men det skyldes jo nok at Martinus forskere er langt mere begavede en gennemsnits danskeren ( ta`lige den ),
Nå, spøg til side , men der er nu nok noget om det alligevel .
Personligt har jeg svært ved at fatte at jeg er blevet 61 , jeg har det som en på 30 også fysisk da jeg har dyrket en masse sport hele livet . 169 cm 55 kg så jeg har ikke så meget at slæbe rundt på , men det er sgu underligt , det er ligesom om at man aldrig har den samme alder psykologisk som fysisk .
Jeg tror at hvis man holder sig igang og er et kreativt menneske og bruger sine evner til hele tiden at skabe så varer det meget længere før harddisken brænder sammen .
KH Denhou
PS . Jeg bruger dog øjenkrykker som Martinus ville have sagt.

Hej søger.

Martinus siger et sted: "Ingen kan gøre uret, og ingen kan lide uret".

Hvordan har du det med det udsagn? Jeg tror, at enten kan man se, at sådan er det, og så bliver alt strålende logisk, eller også kan man ikke se, at sådan er det, og så må man få kvalme over masser af ting i livet.

Hvis udsagnet er rigtigt, så kommer den ondskab vi oplever fra os selv. Dermed kan vi også selv overvinde ondskaben.

Hvis ikke det udsagn er rigtigt, så kan der ikke være ret megen retfærdighed i verden, så vil alt være et tilfældigt kaos. Hvis jeg kunne lide uret, hvorfor skulle jeg så søge at gøre "det rigtige"?

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at udsagnet er rigtigt. Jeg må derfor også erkende, at hvis jeg oplever ondskab nogen steder, så er det min egen ondskab jeg oplever.

Det er det samme som med udsagnet: "Du skal tilgive dine fjender". Den der kan tilgive sine fjender har ikke længere nogen fjender. Behovet for de to begeber forsvinder derfor som dug for solen. Begrebet "fjender" og begrebet "tilgivelse" er to modsatrettede energier, der når de mødes, vil neutraliseres i universets grundtone som er kærligheden. Alle modsatrettede energier vil neutralisere sig selv i denne grundtone.

Den der accepterer, at: "Ingen kan gøre uret, og ingen kan lide uret", ser ikke længere ondskaben.

Hej Denhou

Trøster mig lidt med at alderens klogskab ikke skyldes udviklingen af flere hjerneceller;o)
Der udvikles bare bedre programmer i og med at vi lever og udvikler os - For nu at blive i computeranalogi.
Hardwaren som vi er født med, den kan vi natrurligvis slide på, mere eller mindre hensigstmæssigt med årene.

Når du nu skriver om begavelse (intelligens), så kan jeg da godt supplere.
Er selv temmelig velbevandret ud i indorfin smutveje, også kaldet Grad Cru Chokoladekrykker.;o)
Det kan varmt anbefales!
Nogle gange så bliver jeg så høj på skidtet, at jeg tror, at det er mig der påvirker jordens magnetfelt.

Kærlig hilsen

Søgeren

Hej Svend

Jeg tænker om sætningens betydning, at den devaluerer den værdifuldhed, som ligger i tilgivelsen og dens processer.

Med alt respekt for mit eget og andres fordøjelsessystem, så bliver jeg nød til at forholde mig til virkeligheden, sådan som mine "blinde" øjne ser.
Og i praksis fungerer det ikke sådan, at alt som udgangspunkt kan ”forud” tilgives.
Evnen til refleksion er ikke nogen vaccine.

Jeg kan gøre mit sind, min tankegang og min tilgang mere fleksibel, således at jeg kan "rumme" og bearbejder mere – Mere hensigtsmæssigt.
Men jeg er ikke Gud, derfor ser og ved jeg ikke alt.

Mine hensigter er som sådan mere kærlige, end de måske lige umiddelbart antages til at være.
Men jeg vil meget gerne prøve at forklare mit nuværende holdepunkt, så godt som jeg kan.
Lad mig prøve med et eksempel: Du kommer gående på fortovet, og pludselig udsættes du for et kraftigt spark i "løg posen" - Et af dine medmennesker har altså udsat dig og din ”løg pose”, som hænger på dig, for denne, af uvisse årsager, ukærlige behandling.

Oplevelsen er naturligvis din egen, helt private.
Men jeg kan være medmennesket på sidelinjen.

Det sætter forskellige processer i gang inde i dig.
Alt efter hvordan du på forhånd er blevet koblet op, for nu at blive i den tidligere omtalte computeranalogi.

Jeg antager, at du ikke tidligere har været udsat for negativ omgivelsesrelateret stimuli og anden indlært adfærd, som har kunnet gribe ind i neurotransmitternes normal funktioner.
Så som følelsesmæssigomsorgssvigt, fysisk og psykisk vold, ruskning, slag af hovedet, stofmisbrug osv.
Derfor reagerer du, som et menneske reagerer, når hjernens dyberegående kommunikations og regulerings mekanismer ikke har været udsat for blokeret kontakt mellem receptorerne – Eller hæmning af det der betragtes som normal produktion i neurotransmitterne.

Du vil efter sparket opleve, at der sker en række ”ukontrollerbare” fysiske processer.
Din oplevelse af situationen vil være påvirket af tidligere tillærte erfaringer.
Blandt andet de forestillinger og den forståelse, som du har af dig selv og dine medmennesker.
Men også af de kemiske processer som sker i din hjerne.
Processer, som også indvirker på din psyke.

Hvis sparket påfører dig et traume, så er du så heldig eller uheldig, alt efter hvordan man nu vægter og vejer det, at du blandt andet pga. de kemiske processer, vil blive hæmmet i din evne til at perspektivere, sådan som du tidligere har kunnet det.

Derfor er derfor en årsag til at traumatiserede mennesker har et begrænset ”udsyn”.
Lige så lidt, som psykopaten er herre over den indgriben, som er sket i hans eller hendes neurotransmitter funktion.

Jeg tror at det er Gandhi, som engang har sagt: - ”at tilgivelse, det er en evne som tilhører de stærke”.

Dermed sagt, at det svage menneske netop ikke kan tilgive – Fordi det ikke ligger lunt og trygt i reden. ( privat fortolkning ).
Så mine holdninger skal lige så vel tolkes ind i helheden, som respekt og indføling overfor og med det lidende menneske.

Jeg er ikke ”blind” overfor betragtningerne, nærmest tvært imod.
Men det jeg ser, er at disse betragtninger ligger øverst i processens led.

De som befinder sig på korset, (for nu at bruge det billedsprog), kan ligesom Jesus gjorde det i sine bønner til Gud: Bede Gud om at give tilgivelsen.
Med alt ære og respekt, men når et menneske virkelig lider, så er det så absolut den største kærlighedserklæring et menneske kan manifestere overfor skaberværket.

Jeg vil ikke være med til at velsigne de ”onde” handlinger.
At velsigne handlingerne, er for mig, lidt ligesom at flade menneskeligt ud og dyrke upåvirkeligheden.
Musisk, lidt a`la den laaaaange konstante hyletone, som engang var rytmen for prøvebilledet på Tv.

Det kan godt være, at man ud fra tidligere livserfaringer og evigheden taget i betragtning, skal bruge det los, som man får i ”løg posen”.
- At det fører noget godt med sig.
- At man med tiden vil kunne få øje på alt det gode.
Og jeg fornægter heller ikke eksistensen af den udviklingsdrivkraft som sådanne oplevelser kan føre med sig, både nu og i evigheden.

Det er ”løg posens” ejermanden, som skal overvinde det, som i sekundet føles og opleves som værende en skærende kontrast til den følelse, som var før begivenheden fandt sted.
Indfølingsevnen, som jeg oplever på sidelinjen... Er det den du beskriver som værende en tilstand af at være i ”min egen ondskab”?

For at bruge et andet eksempel, så kan det, at jeg forstår forelskelsens kemiske processer i hjernen forklare, hvorfor jeg har opført mig nærmest sindssygt i gerningsøjeblikket.
Jeg vil hjertens gerne velsigne tilstedeværelsen af evnen til at blive forelsket.
Men jeg vil ikke velsigne de handlinger, som forelskelse også kan føre med sig.
F.eks. den at man i jalousi kan dræbe et andet menneske.
Selv om jeg sagtens kan forstå, at det kan udvikle sig sådan - Og jeg har medfølelse og forståelse med de mennesker som det ulykkelige sker for, såvel for offer som morder.
På den måde er ”ondskaben”, alt efter hvordan man nu gradbøjer den, noget som jeg kaster fra mig, for netop at gribe kontrasten.
Selv om begge dele er en del af mig.
Ligesom Gud kastede gudesønnen ud af himlen.

Venlige hilsner

Søgeren

Hej Søger ,
At ondskab skal velsignes er vel også lige at tage munden fuld , det ville måske heller ikke være den måde jeg ville udlægge det på , men når det så er sagt ,
er det et vigtigt element i analyserne at en entitet F.eks et menneske her i livet kun kan modtage hvad det selv tidligere har udsendt enten i dette eller i tidligere tilværelser . Den kan godt være svær at sluge for mange , men hvis man reflekterer lidt over problemet tror jeg faktisk at de fleste vil kunne se at det vel er det mest retfærdige ( system ) man kan forestille sig .
Prøv at forestil dig hvordan jeg selv her haft det med den måde at anskue verden på , her tænker jeg naturligvis på Sebastian som kun blev 2.5 måned gammel , hvad kunne han have nået at lave af negative handlinger , sikkert ikke noget som helst , så for mig må se må det være noget der kommer fra en eller flere tidligere inkarnationer og som så (uheldigvis for os ) skulle udløses da han inkarnerede i vor familie . Nu er det jo sådan at alting hænger sammen så min datter , min kone og jeg selv havde åbenbart også nogle karmiske problemer der ved samme lejlighed blev udløst . At det så for mit vedkommende efter at den værste sorg havde lagt sig faktisk er blevet til noget positivt er jo godt for mig , men sådan havde det jo ikke nødvendigvis behøvet at gå . At lære at tilgive er noget af en proces som formentlig er nemmere for nogen end andre , men det er jo en øvelse i at forstå at andre mennesker faktisk en slags karmaformidlere , jeg mener hvis man har noget tilgode ( rent karmisk ) må der jo nødvendigvis være nogen der udløser denne for en ( jeg mener så mange aleneulykker eller ulykker i hjemmet sker der altså ikke ).
Så af og til er man nødt til agere karma udløser for andre ( hvis du kører en person ned ) eller omvendt at det gåt ud over dig eller dine kære .
Det sjove ved det er at jeg kan se det virke i det daglige , med mennesker som står mig nær , d.v.s at jeg kan se hvad der sker i deres liv i henhold til den måde de har ageret på , der er faktisk en hel del der kommer hurtigt tilbage til en , så hvis du som en diciplin er opmærksom på dem som du kender godt vil du opdage er der faktisk er noget om det .
Man kan jo også tage sig sammen og læse Martinus` " Logik " som er en introduktion til hovedværket som giver en god ide om hvad det handler om.
Jeg syntes at det er dejligt at vide at hvis jeg kommer ud for noget ubehageligt er jeg min egen årsag , og kan ikke bebrejde nogen af mine medmennesker for at det går mig dårligt og hvis man først forstår dette på et dybere plan bliver livet langt mindre problematisk .
Jeg er sikker på at Svend kan forklare dette mere Martinusk .
KH Denhou

Hej søger.

Indfølingsevnen, som jeg oplever på sidelinjen... Er det den du beskriver som værende en tilstand af at være i ”min egen ondskab”?

denhou beskriver det meget godt.

Hvis jeg får et spark i løgposen, så er det fordi jeg selv har udløst noget tilsvarende, der gør mig fortjent til det - det er det jeg forstår ved "min egen ondskab". Det er ikke et "tilfældigt" spark jeg får. Hvis man mener, at tilfældigheden råder her, så er det klart, så kan man aldrig tilgive noget. Først skal man indse rent logisk, at "sparket" er udløst af ens egne handlinger, derefter bliver tilgivelsen noget lettere.

Jeg har selv fået masser af "spark i løgposen" i min tid, og i det øjeblik det sker, kan der for mit vedkommende heller ikke blive tale om tilgivelse, der har man jo nok i at slikke sårene. Rent instinktivt kan jeg ikke tilgive det, lige når det sker. Men i eftertanken kan jeg jo øve mig i det. Jeg er for eksempel blevet kørt ned på cykel, af en ældre herre, der kørte ud over hajtænder - med dobbelt kæbebrud og en masse ødelagte tænder til følge. Lige da det skete var jeg måske lidt oprevet, men i dag tænker jeg overhovedet ikke over episoden, selv om jeg fysisk stadig har mén efter episoden.

Det er en lang proces, men jeg er kommet dertil, at jeg synes det er værd at øve sig på det. Det er ligesom alt andet her i livet, hvis jeg vil blive god til at spille klaver, så skal jeg ønske og ville det - det krærver også blod, sved og tårer - ingen evner kommer gratis. Dernæst skal jeg så have talentet, og det kommer af mange tidligere livs træning som gør, at jeg er født med talentet denne gang. Dernæst skal jeg øve det op i dette liv. Jeg bliver ikke god til at spille klaver fra den ene dag til den anden.

At kunne tilgive instinktivt tager mange liv, og det kan jeg ikke. Jeg kan ikke gøre det i det øjeblik noget sker. Når jeg ikke kan det, så er det fordi jeg ikke instinktivt kan acceptere, at jeg ikke er offer for en tilfældig skæbne - altså noget jeg ikke selv er herre over. Men jeg kan øve mig i at gøre det efterfølgende, hvor jeg er faldet til ro. Rent intelligensmæssigt kan jeg øve mig i at tilgive efterfølgende, og med tiden (efter nogle liv) vil den instinktive tilgivelse langsomt følge efter.

Hej igen.

Der findes mange varierende definitioner af begrebet velsignelse.
Jeg har fundet 5 lovlige definitioner i ordbogen hvorpå ordet velsignelse benyttes.

1. En guddommelig kraft, nåde og beskyttelse

2. En nedkaldelse af guddommelig kraft, nåde og beskyttelse over nogen fx i form af en kirkelig bøn, håndspålæggelse eller korsets tegn

3. Omkring en egenskab, person eller ting der er til stor glæde

4. Stor mængde eller stort udvalg af noget behageligt.

5. Velvillighed, accept eller samtykke

Jeg vil vise at mindst tre af disse punkter, er i overensstemmelse med velsignelse af ondskaben, og tilmed en korrekt indstilling og attitude overfor kærlighedsloven om årsag og virkning. Jeg indrømmer blankt at jeg ikke føler mig værdig eller vis nok til at skrive om dette på den måde som at jeg før. På den måde har jeg taget munden for fuld. Men jeg har så absolut ikke taget munden for fuld i forhold til at jeg kan fatte og forstå at mit udsagn om velsignelse af ondskab er absolut sand. Omend min standpunkt er mere teoretisk end praktisk.

Men hvis at jeg ikke var ret sikker på at det var godt og en absolut glæde og befrielse for ethvert mennesker der har lysten og viljen til at velsigne ondskaben ville jeg aldrig skrive det. Og udsagnet er naturligvis hovedsagligt rettet imod den som kan følge mig, og dem som at jeg selv er i stand til at følge.

Enten høre man det eller så høre man det ikke, og det er hverken rigtigt eller forkert.
Jeg giver et praktisk eksempel fra mit eget liv, som måske kan hjælpe med at belyse min pointe. Det klart, at man kan blive ved med at holde fast på sit standpunkt og det jo fint, og man kan fortsat mene at jeg er særdeles forkert på den, eller har taget munden for fuld, og ja, det jo det, jeg har ikke nogen jeg skal overbevise, dette budskab er kun for dem som kan glæde sig over det, dem som kan se, høre og mærke det.

Da jeg var barn, var der nogle elementer som gjorde det vanskeligt for mig at være.

I en alder af 27 havde jeg en tilgivelses/velsignelses oplevelse. Denne oplevelse var delt op i tre koncentrerede og dog fuldstændigt sammenhængende erkendelser. Én erkendelse, med tre funktioner.

Første erkendelse var at erkende at det som jeg var blevet udsat for var forkert, og jeg blev vred og ked af det på mine egne vejene og det føltes befriende at se at det bare ikke var ok. Ja, at det rent faktisk var forkert!

Anden erkendelse var at jeg pludseligt fik sensationer fra et tidligere liv, hvor at jeg blev opmærksom på at det som at jeg var blevet udsat for havde jeg selv udsat et andet individ for. Og jeg faldt i sorg og blev ked af det på dette individs vejene og jeg elskede det fuldt ud og bad for det og bad det om tilgivelse..
Kort efter faldt min opmærksomhed på vedkommende som havde udsat mig for denne smerte, og jeg elskede vedkommende fuldt ud og ønskede af mit hjerte at vedkommende måtte undgå, den karma jeg selv havde pådraget mig.

Tredje erkendelse var at jeg pludseligt stod stillet overfor universets bevægelse som funktion og formål. Foruden erkendelsen af hvad der er rigtigt og forkert, at det jeg var blevet udsat og havde udsat andre for var "forkert"(i forhold til opfyldelse af kærlighedsloven)
Da så jeg at den absolut eneste måde at vi kan opleve kærlighed og lys på er ved at opleve, gennemleve og udleve dets modsætning.

Jeg så at alt var såre godt, at alt var herligt. Og helt spontant, uden at forsøge på noget velsignede jeg "ondskaben" af hele mit hjerte, for jeg forstod at uden den var kærligheden aldrig blevet til og jeg velsignede dermed kærligheden igennem ondskaben og ondskaben som en del af kærligheden.. Og jeg græd over hvor smukt det hele var bygget op i både teknik, mekanik, farve, rum, skygge, lys og lyd.
- Og jeg følte mig kærtegnet i hvert eneste kys og kram jeg havde fået, ligesåvel som i alle de verbale eller fysiske tæsk jeg havde modtaget igennem livet og jeg oplevede min første fred, min første virkelig accept og sammentykke med ondskaben og dermed med Gud og Guds personlige kærtegn, lærdom og kærlighed overfor mit individuelle og personlige væsen.

Når at jeg er i balance og jeg ser lidelse i verden, hvad enten den er min egen eller andres, så får jeg altid oplevelsen af alle tre erkendelse i mit syn. Udenfor balance ser jeg som regel kunne del af erkendelsen, at det er forkert eller ondt.

Men vi skal lære at kende forskel på godt og ondt, men dernæst skal vi lære at det onde er godt.
- Mindst tre af de definitioner af velsignelse jeg er kommet frem med for oven af dette indlæg passe på på ondskaben.

Nr 1. Jeg så at ondskaben er en Guddommelig kraft, nåde og beskyttelse, der gør at vi aldrig kan komme helt bort fra guddommen, fordi at den smerte og ulykke den medbringer holder os fra at blive komplet opslugt af mørket. Hvilket er det samme som at hvis ting ikke gjorde ondt eller havde konskvenser ville vi aldrig bliver kærligere eller klogere, vi ville drive forevigt væk i mørket, ondskaben er både en sikkerheds linie og den relative årsag til kærlighedhede . Den kærlighed man er i stand til at føle i dag er kun et produkt af at man har været ond og har fået eftervirkningerne. Havde man ikke været ond havde man ikke kunne elske i dag, eller ha sympati for andre mennsker. Det skal man huske sig selv på, at den virkelige årsag til at man kan føle medlidenhed og kærlighed for andre er fordi at man har været et djævle væsen og mødt konsekvenserne. Så man skal holde op med at dømme, eller at ville dømme idag!! Hvis man kan stoppe sin overtro!

Nr 3. Jeg så at ondskaben i sit slut facit er til glæde gavn og velsignelse for levende væsener. Og at den er en absolut integreret del og betingelse for, i og af kærligheden. Ondskaben er kontuerne i kærlighedens lys. Ondskaben er det der giver Gudsøjne sit syn og stråleglans. Ethvert guddommeligt skær en engel måtte have, har mørke i sig, ikke som i onde tanker eller handlinger, men som i dens selverhvervede visdom omkring god og onde. Hvorfor er en engel en engel, fordi at den har været en pædofil psykopat!

Nr 5. Ondskaben havde i pågældende situation mit absolutte sammentykke og accept, hvilket vil sige at jeg velsignede den. Og jeg var i min vellighed åben for "ondskaben" hvilket vil sige mørket, hvilket vil sige Guds arbejde og omformning af mit væsen. Når vi er åbne for ondskaben, er vi åben for virkeligheden, vi ser hvordan tingende er.

Ondskaben var en velsignelse og jeg velsignede ondskaben.

Jeg kommer med et svar her,

I morgen.

Godnat..

Ondskaben er det samme som kærtegn.

Når væsent udsættes for ondskab er det et kærtegn af væsenet..

Og når et væsen udføre ondskab er det ligeledes et kærteg af væsenet som er ondt, i det at friheden til at gøre det onde er Guds gave og kærlighed til det levende væsen.

Samtidigt er det et kærtegn i sin egen natur, fordi uden ondskab ville kærtegn ikke eksistere.

Velsignelse af ondskaben.
Hvilket jo er identisk med velvillighed overfor Guds vilje og skabelse, er så absolut ikke at tage sin mund for fuld, men det stik modsatte.

Godmorgen Jc

Først og fremmest tak fordi du sætter gang i refleksionerne.

Betragter ikke påvirkningen af ondskab som et "kærtegn", men en påvirkning... Jeg kan til nøds strække mig til, at den/det som udsættes for ondskab, berøres af ondskaben.

Mener du at Jesus blev kærtegnet ihjel på korset?

Hvordan vil du praktiserer din forståelse i praksis?

Rigtig god dag derude

Venligst Søgeren