Martinus har givet udtryk for, at han personligt ikke var i tvivl om at, hans analyser var sande. Ligesom der er en del interesserede, der har samme opfattelse.
Men der er også mange personer, der er nødsaget til - også i følge Martinus - at være, af en anden holdning. Nogen vil være overbevist om at Martinus er en "falsk profet", andre vil mene, at det han skriver, er det rene nonsens. Og atter andre vil kunne bruge noget af det Martinus skriver, og resten er de uenige i og lader det ligge.
Martinus opfordrede selv til, at man tager det, man kan bruge, og lader resten ligge. Og det synes jeg er et rigtig godt råd. For hvorfor tage noget, man ikke kan bruge? Og hvorfor give andre noget, de ikke kan bruge?
Alligevel er det ofte det, man - uden at være klar over det - forsøger, når man går i diskussion med folk af en anden overbevisning end en selv. Der er i sig selv noget ædelt over, at man gerne vil dele sin visdom med andre. Men der, hvor det bliver disharmonisk, er, når man ikke forstår, at det, man selv er overbevist om er sandt, ikke nødvendigvis er sandt for den anden.
Jeg mener, alle har den opfattelse af sandheden, som de dybest set trives bedst med. Der er altså ofte stærke følelsesmæssige begrundelser for, at man har de overbevisninger, man har. Det er også derfor, at rationelle argumenter som regel ikke har den store virkning, mht. at få andre til at mene, det samme som en selv. Og det er ikke sikkert, man kender de dybere følelsesmæssige grunde til, at man mener, som man gør, fordi de ofte er ubevidste. Og hvis man heller ikke kender, den andens grunde, kan man heller ikke vide, hvilke fordele og ulemper personen har af sin opfattelse. Og man kan jo ikke hjælpe, før man kender problemet til bunds.
Motivet for at forsøge at overbevise andre om sin opfattelse, kan godt være hjælpsomhed, men det er ikke sikkert, at den anden part opfatter det sådan. Måske tværtimod. Men det kan også sagtens være intolerance, der ligger til grund for det, man selv mener er hjælpsomhed. Men det er man som regel ikke selv klar over. Man tror, at det, der er intolerance, er næstekærlighed og hjælpsomhed. Og det er jo forøvrigt også derfor, det er tilgiveligt, man kan jo ikke være andet i øjeblikket, end den man er, med de forudsætninger man har.
Det, der særligt gør det vanskeligt at få bugt med sin intolerance, er, at den som regel er skjult og ubevidst. Og når den træder frem er den ofte forklædt. Hvis man vil være mere tolerant, må man derfor bevidstgøre sin intolerance. Det er et stort skridt fremad, når man som intolerant væsen, går fra at tro, at man ikke er intolerant, til at erkende, at det er man - i hvert fald somme tider. For så er man tæt på, at have uskadeliggjort den. Og når man har uskadeliggjort al ens intolerance, kan det mærkes ved, at man får permanent kosmisk bevidsthed.
Det kan derfor være fantastisk berigende, at møde folk af en anderledes opfatttelse end en selv, fordi dette ofte pr. automatik fremprovokerer ens intolerance. Den træder straks i karakter - som trold af en æske - og præsenterer sig, ved at sige noget i stil med:
"Som det kærlige og tolerante væsen, jeg er, vil jeg gerne på saglig, kærlig og tolerant vis argumentere for, hvorfor det er min opfattelse, der den rigtige, og din, der er den forkerte eller mindre rigtige. Jeg håber, du tager det til dig, så du for fremtiden, mener det samme, som jeg, for det er jo det eneste rigtige. Og hvis du så også viser mig en meget stor taknemmelighed over at have fået samme rigtige opfattelse som mig, så skal du ikke høre mere kritik fra min side!
Så intolerancen kan jo virke meget venlig, tolerant og elskværdig.
Hvordan slipper man så fri af intolerancens "illusionsnumre"? Ja, der er det jo, at man må ransage sig selv. Man bliver ikke mere tolerant af, at andre bliver mere tolerante, kun ved at man selv træner det op. Og man kan heller ikke træne det mere op, end man har lidelseserfaringer til. Og da jeg ikke selv har kosmisk bevidsthed, regner jeg heller ikke med, at jeg selv er færdig med den proces endnu.
Men jeg øver mig i at lade andre mene, hvad de mener, også når de mener noget helt andet end mig. Det har de jo ret til. Hvis ens egen overbevisng er bedre for andre end deres egen, så skal de jo nok før eller senere få den samme overbevisning. Men hvis de føler, deres er den bedste, ja så beholder de jo af gode grunde den - uanset hvor gode argumenter, man synes, man har for noget andet.
Dette var nogle tanker inspireret bl.a. af debatten her på forummet, så tak for det! 
kærlig hilsen
Jan
Jeg vil gerne starte med at sige JEG ER FANTASTISK................ Et fantastisk intolorant og ufærdigt mennesker.
Jeg spiser kød og drikker øl. Dog er jeg holdt op med at ryge 
Love me for who i am
Jeg er i den heldige situation, at jeg har hørt om Martinus. Jeg kender (som sagt tidligere) ikke hele kosmologien, men kender nogen af det store overskrifter.
I ved - det med X1, X2, X3, karmaloven, det med de forskellige farver der representerer hver sin energi, det evige liv, og lidt mere.
Og selvom jeg er fyldt med dyriske adfærdsmønstre, så føler jeg mig mere ydmyg. Jeg var faktisk begyndt at bliver ret så meget arrogant overfor "alle de andre dumme mennesker" 😮
Jeg skal være den første til indrømme: Jeg har ikke kosmisk bevisthed.
Men det jeg er så glad for ved denne åndsvidenskab er, at jeg nu kan se en mening med galskaben. Ikke mindst med min egen skæbne. Det har gjort at jeg nu bevist arbejder på at ændre den måde jeg tænker og handler på.
Det er et skønt, men også hådrt arbejde
Det er nok defor jeg ikke fatter, når nogen kommer og antyder, at kosmologien skulle være en sovepude..... 😮 Så er det, at jeg godt kan reagere primitivt.... :-*
Hej Jan_Schmidt.
Intolerance er for mig lig manglende næstekærlighed, så du har helt ret, mener jeg, når du taler om at når denne intolerance er væk, så kan man for alvor opnå kosmisk bevidsthed.
Hver gang vi er intolerante overfor "andre" er det i virkeligheden os selv vi ikke vil vedkendes. 😮
Hvordan det?
Hvis jeg ikke vil acceptere muslimer og deres tro, så er det jo fordi jeg har opnået en form for lærdom, der gør at jeg ikke kan se nogen værdi i det disse siger, og derfor bliver jeg måske "intolerant" overfor deres tro.
Hvis jeg har "antipati" overfor kristne værdier og begrunder dette med at de kristne jo førhen i tiden, hverken har formået at forstå det vi i dag kan, intellektuelt, og også har dræbt og mishandlet i Guds navn, så udviser jeg jo intolerance på det område også, men det må jo så være på baggrund af lærdomme jeg selv i dag har opnået.
Hvordan har jeg da opnået disse lærdomme.
Jo det har jeg ved at det netop har været mig selv der i tidligere liv var en af disse kristne, der hverken forstod noget ordentligt, og som også selv var med til at slå ihjel i Guds navn.
Så i virkeligheden er det mig selv og det jeg selv i tidligere liv har gjort, jeg i dag tager afstand fra via denne intolerance, for det er jo netop min egen erfaringsdannelse ved at have været med til disse ting, der i dag er skyld i at jeg har lært at sådanne ting er forkerte.
Vigtigt at have med i baghovedet, når man tager "intolerant" afstand fra brugen af bibelske ord, eller andres religiøse opfattelser, det er nemlig ens eget tidligere "selv" man så på denne måde "krittiserer".
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Jeg kan på det kraftigste anbefale at klikke ind på:
http://www.oletherkelsen.dk/dansk.html
Og høre Ole Therkelsens foredrag nr. 19 om hvad Martinus havde at sige om"fjender og fjendskab".
Jeg lover udfra egen erfaring at dette kan være med til at sætte tingene i et andet perspektiv - og tage brodden ud af intolerance, irritation og vrede. OK jeg får stadig disse følelser... men de fylder mindre.
Hvis jeg har "antipati" overfor kristne værdier og begrunder dette med at de kristne jo førhen i tiden, hverken har formået at forstå det vi i dag kan, intellektuelt, og også har dræbt og mishandlet i Guds navn, så udviser jeg jo intolerance på det område også, men det må jo så være på baggrund af lærdomme jeg selv i dag har opnået.Hvordan har jeg da opnået disse lærdomme. Jo det har jeg ved at det netop har været mig selv der i tidligere liv var en af disse kristne, der hverken forstod noget ordentligt, og som også selv var med til at slå ihjel i Guds navn
Jag syns det er forskell mellem "intolerance" och "antipati". Jeg föler antipati mot den muslimske religione når det f eks drejer sig om forholdet till kvinner. Men jeg synes egentlig det er en sund reaktion, fordi denne behandling af kvinden er okaerlig.
Man kan spörre hvis det egentlig er riktig att "tolerere" f eks den muslimske, eller kristne, kultur, ner man baseret på denne skapar lidelse for en maengde kvinder i en stor del av vaerlden, med motiveringen att det er oss selve vi möter.
Denne kvindesyn representerar ju en livsstil som ikke accepteres i den moderne vaerlden. Jeg mener att det er sunt att föle "antipati" mot allt som skaber lidande.
Men spörsmålet er, hvad kan vi göre for at foraendre situationen. Martinus taler f eks om att man med tiden föler "afsky" mot ködspisning. Er inte dette en sund "antipati"?
N
Hej Nero.
Helt sikker er modvilje mod "dårlige" ting, en sund reaktion, men intolerance er ikke det samme som modvilje.
Hvordan har du udviklet din modvilje, mod en given ting ?, det har du sikkert langt hen af vejen, ved at du selv er blevet udsat for denne ting.
EKS, du har modvilje mod at man slår ihjel, hvorfor, fordi du selv er blevet slået ihjel, og altså har lært det på din egen krop.
Hvorfor er du blevet slået ihjel, så mange gange at du nu har udviklet modvilje mod at slå andre ihjel?
Det er du fordi du selv har slået andre ihjel, fra begyndelsen af.
Ergo er det ikke reelt af være intolerant overfor sin næste, fordi han/hun ikke kan lade være med at slå ihjel, for det viser jo blot at han/hun stadigvæk gør hvad du selv har måttet gøre, for at opnå den udvikling, du nu har.
Han/hun er blot ikke kommet så langt frem i udvikling som du, lige på det punkt. 
Og kommer heller ikke så langt som du er nu, hvis du ikke lader ham lære det selv, men forhindrer ham ved tvang.
Man kan råde og tale og prøve at overbevise hinanden om hvad der er rigtigt at gøre, og have naturlig modvilje mod utallige ting, men man skal bevare tolerancen og tanken om nødvendigheden af disse ting, så man forstår at vi alle alligevel er lige, men blot ikke på samme sted i udvikling, alt efter område og talent.
Som Martinus er inde på der er det behagelige gode, og det ubehagelige gode.
Uden det ubehagelige gode, ville vi ikke kunne udvikle det behagelige gode i os selv.
Hverken du eller jeg, kan lære uden først at gøre fejle.
Så man skal tolerere det ubehagelige gode, men udtrykke modvilje mod det, (eksemplets magt) når man selv har lært at skelne det, fra det behagelige gode.
Svært måske, men så husk hvordan man har opnået sin egen viden (modvilje) rent grundlæggende.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Vigtigt at have med i baghovedet, når man tager "intolerant" afstand fra brugen af bibelske ord, eller andres religiøse opfattelser, det er nemlig ens eget tidligere "selv" man så på denne måde "krittiserer".
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Avartar
Jeg mener ikke, det altid er et resultat af intolerance, når flere og flere tager afstand fra biblen. Måske er det bare fordi biblen ikke er istand til at fange deres interesse, og derfor ikke har nogen "næringsværdi" for dem længere. Og derfor mener jeg ikke, at dét ikke at bruge biblen så meget, er det samme som at kritisere den på absolut form.
I dag tager mange afstand for biblen, fordi den er skrevet i et gammeldags sprog, og tilmed på symbolform. Den er for mange ikke konkret nok, blandt andet fordi, der er mulighed for lige så mange fortolkninger som der findes mennesker. Her antager jeg, at de ikke har kosmisk bevidsthed, fordi jeg tror biblen er konkret nok, når man kan afkode den ved hjælp af en kosmisk bevidsthedsforståelse.
Som kosmologi-interesseret, mener jeg heller ikke den er konkret nok. Det siger jeg ud fra den opfattelse, at vores mål som mennesker er at forstå, hvordan vi skal møde livet, forstå livet og navigere i livet på et lige så detaljeret niveau som teknikere i dag ved hvordan de skal bygge en rumraket. Derfor skal de tekster vi, skal forsøge at afkode livet med også være så detaljeret som muligt og være formuleret, så den har den nyeste viden med.
Biblen var i sin tid en fin "arbejdstegning" til fortidens mennesker, men da den ny verdensimpuls kom ind over jorden i 1900-tallet - og menneskene havde fået udviklet deres intelligens tilstrækkeligt - skulle denne "arbejdstegning" opdateres, da udviklingen stillede nye krav til den "mental-teknologi" der skulle udvikles i menneskene sind. Derfor kom Martinus på jorden og byggede videre på biblen i form af det "Tredie testamente". Her kom nye detaljer og et opdateret sprog, som menneskene bedre kunne tage i anvendelse. Men stadig med respekt for biblen (og selvfølgelig verdensgenløseren Jesus) i form af de mange henvisninger hertil. Senere kommer der nok krav til nye og flere detaljer i forhold til "Det tredie testamente", men det bliver en opgave for den kommende videnskab, at sørge for det.
I fremtiden skal vi vide (og det skal vi faktisk allerede idag) og derfor skal vi forske i livet og dets facitter, så vi kan samle en viden samme der kan bruges til at forstå livet bedre. Ligesom teknikerne idag bygger på en 50-årig raketforskning, hvor prototyper er afprøvet og al brugbar viden er skrevet ned på en konkretform i form af arbejdstegninger og holdbare konklusioner.
Tænk hvis raketforskerne idag brugte samme sprog som biblen. Følgende vil jo aldrig kunne bruges som baggrund for deres konstruktion "Eder siger jeg jer. Velsignet er den, der kender til det, der med lynets hast kan flyve mod himlene, hurtigere end de hurtigste fugle, i et væld af høje lyde og med ilden strømmende bagud, som vandet strømmer ned i et vandfald. I starten er de som een, men efter et stykke tid, falder nogle fra og kun den ene store fortsætter"
Med hensyn til det sidste henviser jeg til at rakettens løfterakketer bliver afkoblet
Det er ikke for at nedvurdere biblen, da den jo rummer livets facitter på symbolform, men den er ikke egnet til konkret afkodning af livet.
kh.
Kenneth
Hej Kenneth.
At tage afstand fra eller at være imod, betyder ikke at være intollerant, i mine
øjne.
Heller ikke når det gælder at man tager afstand fra at bruge biblen til at slå¨andre i hovedet med.
Jesus selv sagde og Martinus gentog: "Tilgiv dem Fader, for de ved ikke hvad de gør":
Her viser Jesus den ultilmative tolertance overfor hvad der blev gjort imod ham, og han gør det endda i den yderste pinsel.
Men jerg er da sikker på at Han personligt tog afstand fra selv at bruge sådanne metoder mod andre.
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Avatar
Kan du fortælle lidt nærmere, hvad du egentlig du mener med din sætning ? Hvad opftatter du som "det at slå andre i hovedet" ?
Kh.
Kenneth
Hej Kenneth.
Her mener jeg at bruge biblen forkert, f.eks ved at fastholde tanken om at gør du ikke det helt rigtige, så bliver du sendt i et evigt helvede.
At tage afstand fra de dogmer biblen er blevet brugt til at skabe, er joi ikke at være intollerant, men blot at vise intellektuel udvikling.
Martinus var heller ikke selv intolerant overfor biblen, men brugte den flittigt, men han tog jo selvfølgeligt afstand fra de forkerte udlægninger man tidligere havde haft af denne bog, og afstand fra, måden man havde "misbrugt" disse udlægninger på .( At man slog andre oven i hovedet med sådanne "frygtbaserede" udlægninger).
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Her mener jeg at bruge biblen forkert, f.eks ved at fastholde tanken om at gør du ikke det helt rigtige, så bliver du sendt i et evigt helvede.
At tage afstand fra de dogmer biblen er blevet brugt til at skabe, er joi ikke at være intollerant, men blot at vise intellektuel udvikling.
Martinus var heller ikke selv intolerant overfor biblen, men brugte den flittigt, men han tog jo selvfølgeligt afstand fra de forkerte udlægninger man tidligere havde haft af denne bog, og afstand fra, måden man havde "misbrugt" disse udlægninger på .( At man slog andre oven i hovedet med sådanne "frygtbaserede" udlægninger).
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Hej Avatar
Jeg er meget enig
kh.
Kenneth
Skriv et svar