Hej Oscar,

Tak for indlægget

Jeg tillader mig at læse dit indlæg som en undersøgelse af hvor meget eller lidt vi selv kan gøre i vores udvikling. Det er lidt en både og ting i kosmologien. På den ene side må vi vente på at vi er igennem diverse ubehageligheder og får udviklet vores medfølelse. På den anden side er der heller ingen tvivl om at vi aktivt kan gøre en forskel. Vi kan øve os og gøre os umage. Vi vil selvfølgelig stadig ramme ind i de begrænsninger vi har og stille og roligt (måske ikke stille og roligt... ) få dem overvundet

kh
Lasse

I det levende konkret-praktiske evige liv gälder altid både-og - den levende paradoks. I tänkningen  enten-eller, virkeligheden betragtet og i ord beskriven fra en enkelt synspunkt.

I første omgang forstod jeg ikke hvad du skrev, men jeg tror at jeg har fanget det - måske ikke

Jeg ser ikke forskellige vinkler på virkeligheden som et paradoks. Der er forskellige måder verden kan anskues på og det giver forskellige opfattelser af virkeligheden. Paradokserne er måske bare forskellige vinkler på det samme. Vi får nogle gange viklet vinklerne sammen og gør os ikke klart at vi har rodet dem sammen og derfor bliver det til paradokser. Måske

Jeg synes kosmologien bl.a. er interessant fordi den så skarpt opererer med evige og timelige analyser. De to kategorier kan få nogle modsætninger til at mødes på en logisk måde

kh
Lasse

Lasse wrote:

I første omgang forstod jeg ikke hvad du skrev, men jeg tror at jeg har fanget det - måske ikke

Jeg ser ikke forskellige vinkler på virkeligheden som et paradoks. Der er forskellige måder verden kan anskues på og det giver forskellige opfattelser af virkeligheden. Paradokserne er måske bare forskellige vinkler på det samme. Vi får nogle gange viklet vinklerne sammen og gør os ikke klart at vi har rodet dem sammen og derfor bliver det til paradokser. Måske

Jeg synes kosmologien bl.a. er interessant fordi den så skarpt opererer med evige og timelige analyser. De to kategorier kan få nogle modsætninger til at mødes på en logisk måde

kh
Lasse

For delene i den fysiske verden gälder jo at noget enten er stort eller smått, enten er varmt eller koldt, behageligt eller ubehageligt godt, eller at man enten er ung eller gammel, enten er vogen eller i sövn, det er den normale linjere dagsbevisdte logik i den fysiske verden, men for den kosmiske helhed gälder jo at den er summen af alla kontraster, d.v.s. på en gang, stor og lille, varm og kold, behaglig og ubehagelig (sammentagne på en såden måde at helheden bli'r såre god), uden at blive helt udynamisk og bevisdtlös, noget helt gråt. Derfor mener jeg at ditte både-og er typisk for den paradoksale kosmiske helheds-logik, mens det typiske for vores dagsbevisdte hverdags-logik i den fysiske verden er enten-eller, men att begge to behöves og kompletterer hinanden. Hvis vi tror at det er både-og der også vil väre gäldende i den fysiske verden for dets detaljer bli'r man let forvirret.

Hej Oscar!

Wow.
Du skriver nogle rigtig gode indlæg. Tak.

Dette emnes område, syntes jeg er uhyre interessant. Fordi at det viser at vi skal arbejde.

Næstekærligheds tilstanden vokser automatisk frem i os, men vi skal selv høste, eller omfavne den.

Omfavnelsen består jo i at opgive, vrede, irritation, jalousi osv.    
Kærligheden skal være et intelligent valg, for at den kan være intelligent.

Hvis vi ikke selv valgte at gå den sidste vej, så ville verdensaltet være et ligegyldigt og bevidstløst  sted.
Er næstekærligheden noget vi vil?
Vi kan vælge at bringe den frem i os selv og omfavne den.
Eller vi kan vente på den, fordi at vi mener den er automatiseret.

Kærligheden er som et kærligt barn, der skal passes og plejes til at det kan gå og forstå af sig selv.
I denne opdragelse må vi finde os i meget og samtidigt lære hvad det vil sige at være tossegod, eller tosseond.  

Kærligheden er vel som et lille nyt og ganske urokkeligt træ der har slået rod i en stor vild og mørk have. Men bare fordi at der er kommet en ny i haven, holder ukrudtet jo ikke op med at vokse. Træet skal holdes fri af ukrudt og ha godt med vand for at det kan vokse frem og blive stort og kraftigt.

At afstå en fornærmelse, en vrede eller irritation og studere Åndsvidenskab er vel at opdrage sit barn eller at passe sit træ. Man kan jo ikke ønske noget uden at man giver det næring, opmærksomhed og omsorg. Det er det store ”B” område.  

At ”vente” på at man har modtaget så meget lidelse, så at man ikke mere kan nænne noget som helts og man derfor slet ikke skal, eller ønsker at bruge kræfter på at afstå vrede eller en uheldig vane, er  det samme som at forsøge at lade et barn opdrage og fordre sig selv, fordi at man ved at det vokser af sig selv. Det kan slet ikke ske, i så fald er man blevet tosseklog.  

Selve det at afstå, er jo at vide hvad der er godt og hvad der er ondt. Hvis man ikke kom til et punkt hvor at man måtte kæmpe for at afstå en mørk handling, så ville selvbevidsthed slet ikke eksistere.

Man kan jo sagtens ha oparbejdet en tendens til at blive næsten overnaturligt rasende, men denne tendens kan i kraft af sit ophavs kærligheds standard være forholdsvis upersonlig og intet andet en smertefuld byrde. Ved sådan et væsen nytter det jo ikke at dette får karma ved at andre væsner bliver rasende på ham eller hende, men ved at selv samme væsen oplever ulykken over at være blevet rasende. Her taler vi om en helt anden karma.. Hvis vi overhovedet talte om karma   

Afståelse må være selve gangen, selve de skridt igennem porten til den næste verden. Når gangen ophøre må det være fordi at alt hvad der vedkommer denne afståelse er blevet automatiseret. Det er vel så der at man er nået til havet, stille stående, betragtende den kosmiske solopgang.  

Martinus siger at vi vokser frem til at være modne for at ville gøre det gode og kærlige og at vi hver dag må kæmpe og arbejde for det. Når man er moden må det altså betyde at man er klar, men en godt stykke fra færdig.  

Kærlig hilsen
Jacob