Hej Peter

Kan du helt konkret fortælle, hvor og hvordan, du tror, det er begreberne tid, perspektiv og kontrast, snyder i min analyse?

kærlig hilsen
Jan

Hej Jan!

Ja, alt det er jeg fuldkommen klar over, men for at fremme upartiskheden, ville det være dejligt, hvis man(d) ville skrive "han" eller "hun" og "gudesønner og -døtre".

Kærlig hilsen

Christina B. 

Hej Jan

Helt konkret? Nej, det tror jeg ikke 😮 Det er jo temmeligt abstrakte problemer, du har taget hul på her. Men jeg kan prøve at udtrykke mig lidt klarere eller i hvert fald anderledes - om ikke for andet, så for min egen forståelses skyld...

Tid: Alt, hvad vi i vores timelige sanseverden kan opleve som et udviklingsforløb fra lidelse til salighed er en illusion. Vores oplevelse - som gudesønner uden kosmisk bevidsthed - er at ligne med pickupnålens vej henover en vinylplades overflade. Musikken, hører vi som en sang, der starter i første rille og slutter i sidste, men i virkeligheden er hele sangen jo til stede på pladen hele tiden - og det er dén Gud oplever.

Kontrast/perspektiv: Der er høje og lave toner. Du oplever de høje som høje, fordi du har oplevet nogle, der er lavere. Selvom musikken veksler mellem høje og lave toner, vil sangen i sin helhed rumme dem alle, og netop denne vekslen mellem tonerne skaber sangen. Uanset om du på et givent tidspunkt i sangen hører en høj tone eller en lav tone, så er det i sin fulde længde en sang. Dette svarer til problemet med din oplevelse af lys eller mørke i livet kontra Guds. Gud oplever "sangen" som en helhed - men kun, fordi du spiller "tonerne" på hans/jeres vegne. Det skal så tilføjes, at jo flere "toner", du afspiller, og jo længere du kommer frem i "sangen", så vil du efterhånden have udviklet din evne til at forstå, at det rent faktisk slet ikke er "enkelttoner", du hører, men derimod en "sang", ligesom Gud. Et sikkert hit! ...

De venligste hilsner fra

Petersh

Hej Jan...

Når jeg skriver at jeg ikke kan opleve stærkere end Gud, så er det fordi den "stærkere" oplevelse jeg ville have jo netop også er Guds - og så er vi lige igen, sådan "søn" /Gud.

Det jeg mener er, at det kun er "sønnerne", der oplever behag/ubehag isoleret set. Da Gud har totaloplevelsen, må den sådan lidt matematisk være at han oplever lige meget behag og ubehag som du også skriver, men det vi hver især oplever er jo kun et ganske lille bitte minuaturfragment i Guds totale plevelse.

Tror ikke jeg kan komme det nærmere

kh
Tina :0)

Kære Jan,

Solen stråler mere end den enkelte stråle, og dog er det, det samme lys,
Svend tegner et fint billede af dit spørgsmål, med billedet af 'den Grå Guddom',
ja, perspektivprincippet var også noget af det første Jeg tænkte ifm spørgsmålet,
(bl.a. mere/mindre)

hvis Jeg skal koge det helt ned,
så er, oplevelse + oplevelse = oplevelse,

der meldes om, udsigt til solskin, fra 'den grå zone',

Kærlig hilsen
Holger

Hej

Sådan som der står i ny testemente og DTT testemente skal vi opleve som
Guddommen selv - det tillader jeg at bevare som det faste punkt i analyserne
vi er nu i slutningen af dyreriget og målet er det rigtige menneskerige for os
alle - ikke visdomsriget eller sallighedsriget dette kommer meget senere -

Når vi så står hvor vi står og målet er kristusbevidsthed - hvor vi har to modeller
Martinus og Jesus - Så måtte de begge gå rundt i kødet eller kroppen og
det må jo være her vi er som Gud selv, vi oplever mørket i os selv, lyset i os selv
vi kan ikke komme af med kroppen som ved et mirakel, men gennem en proces

Der er i mine øjne to linjer; den første død (degenere) som består af ægteskaber
det at stjæle det at eje ect.

Så er der den anden død som omhandler hvad vi spiser og til sidst skal vi ende op i
at leve af luft eller lyset - men ikke endnu -  vi kan begynde eller vi er nød til at
begynde at tænke i raskehuse istedet for sygehuse, som Søren siger.

mvh
lars
lars Krogsgaard Jensen

Hej Svend

Du skriver:

Guds oplevelse er anderledes end vores på den måde, at han evigt er allestedsnærværende, altså evigt bevidst i hele spiralkredsløbet, alle zoner, så at sige: fra start til slut, hvis det ikke lige var fordi at spiralkredsløbet er uendeligt.

Men at Gud oplever alle kontraster samtidigt, betyder ikke at de ophæver hinanden og det hele bliver gråt (og trist). Martinus har sammenlignet Guds oplevelse med vores oplevelse af et billede, som jo også kræver både mørke og lyse områder samtidigt, for at der kan fremkomme et billede.

Gud oplever hele tiden det hele. En del af hans bevidsthed er permanent kulminerende og en anden permanent hvilende/regenerende. Så Gud både hviler og er vågen samtidig, men det er i hver sit område af bevidstheden. Hans bevidsthed består evigt af en primær del, der er kosmisk bevidst, og en sekundær del, der er kosmisk bevisdstløs.

Dette med at opleve, at erfaringsmaterialet hele tiden bliver større og større, bygger i en hvis forstand på en illusion. Det beror nemlig på den del af det levende væsen, der udgør det såkaldte skabe- og oplevelsesprincip, X2 og herunder i særlig grad det såkaldte perspektivprincip. I absolut forstand er der ikke noget, der bliver hverken større eller mindre. Der er i det hele taget slet ikke noget, der forandrer sig. Men oplevelsesmæssigt er der hele tiden noget, der forandrer sig og bliver større og bedre dvs mere tilfredstillende. Så der er ikke noget i absolut forstand, der kan blive bedre eller anderledes, alt er allerede evigt fuldkomment og såre godt. Men fordi alt er såre godt - alt er et 3-enigt evigt liv - kan det evigt lade sig gøre, at man igen og igen kan opleve, at det bliver bedre og bedre.

kærlig hilsen
Jan

Hej Jan.

Ja, ham Gud bliver jeg nok ikke helt klog på foreløbig - og det er nok heller ikke meningen . Mht. dit spørgsmål omkring Guds livsoplevelse kontra gudesønnerne, så er oplevelsen af lys og mørke vel dybest set også en illusion. Det man ønsker sig bort fra, opleves som mørke. Det kan godt være, at dyreriget for højt udviklede mennesker opleves som det totale mørke, men der findes altså væsener, for hvem dyreriget er det højeste lys, nemlig de væsener, der er på vej mod dette rige. Mørket er ikke kun noget der opleves i dyreriget, det opleves alle steder, hvor et levende væsen ønsker at komme frem i udviklingen. Hvis ikke man oplever noget som mørke, ville der jo aldrig være et ønske om en videre udvikling frem mod noget andet, og Adam og Eva ville aldrig have spist af kundskabens træ. Derfor er betragtningen omkring dyreriget som en mørkezone også en relativ betragtning - dyreriget er også "såre godt", og må for Guddommen opleves som lys.

Denne oplevelse af at ville bort fra en bestemt livsoplevelse har Guddommen vel ikke? Derfor vil hans livsoplevelse ikke indeholde mørke og lys. Han vil opleve alt som en uundværlig del af livsoplevelsen, og derfor tror jeg ikke han oplever noget mørke. Hvis vi derfor vender tilbage til dit oprindelige spørgsmål, tror jeg ikke, at der er tidspunkter hvor Guds livsoplevelse er mere lidelsesfuld end gudesønnens.

Tror nok det er det jeg mener.... ???

Hej Svend,

Jeg synes, det er dejligt, du tager konkret stilling til mit oprindelige spørgsmål.

Mht. begreberne lys og mørke, så er det jo rigtigt, at det, den ene oplever som "lys", er mørke for den anden. Jeg har også konsekvent brugt begreberne behag/ubehag og ikke lys/mørke.

Når et væsen oplever noget som behageligt eller ubehageligt, så er det jo reelt sådan oplevelsen er. Så som oplevelse betragtet er smerten eller velværet ikke en illusion.

Det er kun fra et perspektiv hinsides livsoplevelsen at alt, der opleves, kan siges at udgøre en illusion, i den forstand at, alt, der opleves, fremtræder som noget andet end evigheden. Og da alting, hinsides hvordan det opleves, er identisk med evigheden, så er det som sådan en illusion - men vel at mærke kun en illusion uden for livsoplevelsen.

Men inden for livsoplevelsen er smerte og velvære helt reelle ting.

Mht. hvorvidt Gud kan  opleve bekymringer, liderlser og smerter, så bekræfter Martinus i stk 2378 (Livets bog 6), at det kan Gud, Citat:
"Her vil der sikkert være mange Mennesker, der ikke kan forstaa, at Gud oplever Bekymringer, Lidelser og Smerter og her ind under ogsaa Krigens Gru og Rædsler. Nævnte Mennesker er jo vante til, at Gud er alvis, alkærlig og almægtig, hvordan kan han da skabe Lidelser for sig selv? - Han maa da som alvis, alkærlig og almægtig kunne leve i den mest vidunderlige sorg- og lidelsesfri Tilstand og saaledes i sig selv være selve Kulminationen af Lykke og Velvære. - Men hvordan skulde han, kosmisk set, i Virkeligheden kunne være det?...."

Og videre samme styk:

"...hvis Gud ikke havde Evne til at opleve Modsætningen eller Kontrasten til sin Alvisdom, Almægtighed og Alkærlighed, vilde han overhovedet ikke kunne opleve noget som helst..."

Så jeg kan ikke se, at Gud kan slippe mere behageligt fra livsoplevelsen end hans Gudesønner med hvem han er Eet.

kærlig hilsen
Jan

Hej Jan

Det kan han vel heller ikke. Og så alligevel. For i kraft af sin alvidenhed - dvs. oplevet gennem de kosmisk bevidste gudesønner - forstår Gud, at de ubehagelige oplevelser er nødvendige for udviklingen af de evner, der skaber de behagelige oplevelser. Og det er denne viden, denne oplevelse, der er Guds altgennemtrængende kærlighed.

Det svarer til, at vi gennemgår en krise. Mens vi gennemgår den, er det ubehageligt. Men efter at vi har lært den lektie, som krisen skulle lære os, ser vi den pludseligt i et nyt - forklarelsens - lys. Gud lever permanent i dette forklarelsens lys, så selvom han oplever ubehag, ser han samtidig ubehaget i sin rette sammenhæng, altså som en uundværlig erfaringstilegnelse, der skal sikre en evig fornyelse af Guds kosmisk bevidste organer, de indviede gudesønner. Så for Gud er alt altså såre godt - også selvom det ikke altid er det...

Venlig hilsen

Petersh

Hej Peter

Ja, lidelserne bliver aldrig i renkultur for Guddommen. De bliver jo sammenholdt med al verdensaltets velvære. Og velvære er der - i forhold til lidelserne - så meget af i verdensaltet, at Martinus i eftertalen i LB7 har sammenlignet lidelserne med et florfint forhæng i forhold til velværen.

I dette udtryk et "florfint forhæng" får vi jo her et indtryk af, at lidelserne ikke kan fylde meget i Guds oplevelse i forhold til hvor meget alt det behagelige fylder. Og det er jo det, der berrettiger til at sige, at "alt er såre godt".

Det er derfor også min pointe, at for Gud er lidelserne ikke så smertefulde, som for den "gudesøn", der kulminerer i lidelsen, fordi som du er inde på, Gud har alt det andet også i kraft af sin kosmiske bevidsthed.

Men omvendt så slipper gudesønnen jo relativt hurtigt fri af lidelserne. Det er jo kun eet rige (dyreriget) ud af seks, at der overhovedet er reel lidelse, og her endda hovedsageligt i slutningen af dyreriget (hvor vi befinder os i øjeblikket). I de andre 5 riger er der kun salighed, det eneste "ubehag" er, når man får lyst til at lave noget andet, end det man i øjebliket laver. Men dette "ubehag" er jo i den grad så mikroskopisk, at det nok nærmest er ukorrekt at bruge ordet "ubehag" om det, "mættelse" er nok bedre, hvilket jo kan være en behagelig oplevelse.

Men gudesønnen har 5 riger, hvor "han" ikke realistisk skal opleve smerte, medens Guddommen må opleve det hele tiden omend evigt ledsaget af kosmisk bevidsthed, og der med på en måde i en stærkt "fortyndet" udgave.

Jeg kan ikke se andet end det må føre til perioder, hvor Gudesønnen oplever mere velvære end guddommen, og andre hvor han oplever mindre.

venlig hilsen
Jan

Hej Jan

Det er jeg ikke helt sikker på. For det første prøver vi at sammenligne usammenlignelige størrelser: Er min fars velvære større end din fars velvære. Og "Ubehag" er heller ikke nødvendigvis lig med "behag med modsat fortegn".

Dernæst oplever guddommen ALT, hvad der overhovedet findes af velvære i livet på én gang - og det er der vel ikke nogen gudesønner, der gør på noget tidspunkt? Selv de "allerstørste" af gudesønnerne oplever vel højst en del af dette samlede velvære, eftersom disse gudesønner jo også lever i et mellemkosmos, hvor de er flere af "samme slags"...

Venlig hilsen

Petersh

Hej Peter,

Hvorfor skulle det være usammenlignelige størrelser? Martinus giver udtryk for at ingen kan lide mere end andre. Dels undtager han ikke Guddommen, hvilket vel logisk må betyde, at det også gælder for Guddommen, og dels forudsætter et sådant facit(hvis det er rigtigt), at behag og ubehag netop er målelige og sammenlignelige størrelser, hvordan skulle man ellers kunne komme frem til et sådant facit? Og hvorfor skulle de ikke være det? Hvis det ikke var sammenligneligt, hvordan skulle Guds veje da være ransagelige, som Martinus netop påstår, de er? Martinus viser jo også, at verdensaltet er baseret på matematik, altså noget der kan kontrolleres logisk (når tilstrækkelig følelsesmæssig erfaring er opnået).

Jeg forstår ikke helt, hvad du mener med det?

Det er vel ikke antallet af mikrovæsener, der er bestemmende for hvilken grad af behag/ubehag, man oplever, men derimod kvaliteten af disse mikrovæsener. I modsat fald skulle et stort væsen kunne opleve mere velvære end et lille væsen, men det er der vel ingen logik i?

---

Hvis Gud skulle kunne have det mere behageligt end alle andre, hvordan skulle det kunne forenes med alkærlighed? Alkærligheden er identisk med, at man hellere selv vil lide, end at andre skal lide.

venlig hilsen
Jan

Hej Jan

Når jeg skriver "usammenlignelige" er det måske heller ikke det rigtige ord. Det, jeg mener, er, at vi ikke kan sammenligne 1 kilo behag med 1 kilo ubehag. De "oplevelesesstørrelser", vi arbejder med i denne sammenhæng er jo af en ganske anden natur, end de talstørrelser, som vi i vores fysiske virkelighed bruger, når vi ønsker at lave en sammenligning. Men jeg kan ikke se, hvordan det skulle udelukke logikken eller "matematikken"?

Mht. "ubehag" og "behag med modsat fortegn" mener jeg, at "behag" er mere end blot en kontrast til "ubehag". Det mere - fordi det er resultatet af en udvikling og erfaringstilegnelse.

Guds behagsoplevelse er summen af mikrovæsnernes behagsoplevelse. Der er kun én Gud, men mange mikrovæsner. Mikrovæsnerne kan altså kun have en vis del af Guds behagsoplevelse.

Eller hvad?

Venlige hilsner herfra

Petersh

Hej Peter

Det jeg spørger til er, hvofor det ikke skulle være muligt at sammenligne Guds oplevelse af behag/ubehag med alle andres? Det mener du ikke,  man kan. Jeg spørger: hvorfor ikke?
Metoden man laver sammenligningen med, er i princippet irrelevant for spørgsmålet. Det er muligt, at det ikke kan gøres rent fysisk, måske kun intuitivt. Men hvis det umuligt kan lade sig gøre, så kan jeg ikke se, hvordan man så kan komme frem til analysen: "Ingen kan lide mere end andre" eller "Guds veje er ransagelige", det sidste ville i så fald være forkert.

Hvis du med det mener, at gudesønnerne kun kan opleve mindre behag end Gud, så kan jeg ikke se logikken. Hvordan skulle Gud kunne være lykkelig med at vide, at hans velvære er betinget af, at alle andre har mindre velvære end ham? Et sådant velvære opretholdt på baggrund af andre væseneres lidelser, er jo kun noget et afsporet væsen kan være lykkelig med.

Og hvis dette var rigtig, hvordan kan det så siges, at være udtryk for retfærdighed? Og hvordan skulle Gud overhovedet kunne være lykkelig på disse betingelser, når grundindstillingen for hans (alkærlighedens) lykke, er dette hellere at give end at tage; hellere selv at lide end at andre skal lide. Men det ville han jo aldrig i al evighed kunne komme til, hvis han evigt havde mere behag end alle andre.

Og hvordan skulle han rent karmisk kunne få en mere behagelig skæbne? Han har jo gjort præcis det samme, som hans mikrovæsener har gjort. Så må han jo også få den samme skæbne, som dem.

venlig hilsen
Jan

Dette indlæg var en fejl. Det må gerne slettes af moderatorerne.

Hej Jan

Du skriver selv, at det er muligt, at vi kun kan lave sammenligningen intuitivt. Og det er jo netop problemet, at vi hele tiden må passe på, at vi ikke kommer til at "trække æbler fra pærer", fordi vores evne til at arbejde med disse forhold begrænser sig til de erfaringer, vi har fra vores fysiske verden. Og det er let at komme til at overføre fysiske metoder og principper til den åndelige virkelighed med det resultat, at vi gør os til ofre for egne tankedril.

Jeg mener ikke, at jeg er i stand til at veje 1 stk guddoms velvære og sammenligne den med vægten af 1 stk gudesøns velvære - det er jo ikke målbare størrelser, men derimod tilstande. Derfor vil det vel være irrelevant at spørge: "Hvem lider mest?" - eller "Hvem oplever mest velvære?"

Det udelukker ikke, at man kan sige, at "ingen lider mere end andre". Med dette mener Martinus jo ikke at alle væsner lider samme målbare mængde lidelse. Som jeg forstår det, mener han, at vi lider - altså får lige præcis de erfaringer - som vi skal bruge, for at vi kan udvikle vores bevidsthed til fuldkommenhed.  Og det er ikke ensbetydende med, at lidelserne kan udmåles i kilogram eller kilometer - for der er jo tale om en tilstandsændring fra ufuldkommenhed til fuldkommenhed.

Men Guds velvære er jo ikke opretholdt på baggrund af andre væsners lidelser - det er derimod opretholdt på baggrund af andre væsners velvære...

De venligste hilsner

Petersh

Hej Jan.

Jeg vil prøve at omformulere spørgsmålet lidt. Er Gud på noget som helst tidspunkt i tvivl om, at "alt er såre godt"? Nej, det er han ikke. Derimod er Gudesønnerne i et vist område af dyreriget præget af en overbevisning om, at alt ikke er såre godt. Selv om Gud hele tiden må opleve et vist ubehag, fra de gudesønner der oplever dyreriget, så er han klar over, at denne livsoplevelse er fundamental for hele hans livsoplevelse. De gudesønner, der oplever dette ubehag er derimod ikke klar over, at denne livsoplevelse er fundamental for deres evige tilværelse. De tror, at det ofte forekommende ubehag de oplever meget stærkt igennem det fysiske legeme, er ensbetydende med hele livet.

Vi kan tage et lidt grelt eksempel: Vi korsfæster 2 mennesker. Man fortæller det ene menneske, at når det har hængt på korset i en time, bliver det skudt, og ryger direkte ned til djævelen, hvor det skal brænde evigt. Det andet menneske fortæller man, at det efter en time bliver pillet ned af korset, og kan leve videre i en paradisisk tilværelse helt uden fysiske mén. Objektivt set lider disse 2 mennesker nøjagtigt lige meget mens de hænger på korset. Men jeg vil vove den påstand, at det menneske, der ikke er klar over livslovenes rette sammenhæng, vil lide langt mere i den time, end det menneske der er overbevist om at det efter en time vil fremstå helt uskadt. Jeg mener, at disse 2 mennesker kan symbolisere, hvordan en gudsøn og gud oplever lidelserne i et område af dyreriget.

Det er en forudsætning for gudesønnernes fortsatte livsoplevelse, at de i en periode må væk fra Gud - jvf. lignelsen om den fortabte søn - for senere at kunne finde glæde i at vende tilbage til Gud. Gudesønnen oplever altså i en periode som realistisk kendsgerning, at Gud ikke eksisterer. Derimod oplever Gud aldrig, at en gudesøn ikke eksisterer. Eller som man vist populært udtrykker det: "Det kan godt være, at du ikke tror på Gud, men Gud tror på dig". Eller som Martinus sagde: "Bed til Gud - også selv om du ikke tror på ham".

Og jeg vil stadig mene, at dyreriget ikke er mere ubehageligt for Gud end alle de andre riger. Dyreriget opleves som mest forbandet af de væsener, der har fået nok af disse livsbetingelser. Og det har Gud jo på ingen måde.

Hej Peter,

Selv om man ikke kan måle i gængs forstand, kan der være andre måder at afgøre ting og forhold på.

Når en videnskabsmand vil veje en stjerne i verdensrummet, må han veje den indirekte, idet han af gode grunde ikke kan lægge den på en vægt.

På samme måde kan vi også indirekte måle kosmiske forhold. Vi har jo netop adgang til teoretisk intuition gennem de kosmiske analyser. Disse kan ransages med logikken. Og på den måde kan vi kontrollere, om analyserne er korrekte. De kosmiske analyser repræsenterer forhold, der ikke direkte kan måles og vejes med fysiske instrumenter, men derfor kan de alligevel i en vis forstand "måles" indirekte med intelligensen ved at kontrollere om de er logiske, konsistente og går op i alkærlighedsmoralen.

At behag og ubehag ikke er fysiske størrelser betyder ikke, at det er fænonmener, der slet ikke repræsenterer størrelser. Behag og ubehag må nødvendigvis repræsentere størrelser, eftersom det er skabte realiteter. Og enhver skabt realitet repræsenterer bevægelse, svingninger, bølgelængder og frekvenser, og dermed realiteter som repræsenterer størrelser.

Derfor mener jeg også, det er ulogisk at antage at fænomenerne behag/ubehag ikke kan sammenlignes. Ikke mindst fordi Martinus netop laver sådanne sammenligninger, når han fx. siger, "at ingen kan lide mere end andre". Dette udsagn tolker du ganske vidst anderledes, men det vender jeg tilbage til om lidt.

Jeg forstår ikke, hvordan du både kan mene, at der er tale om et spørgsmål, der ikke kan besvares, samtidig med at du mener, der er det svar, at Gud har det mest behageligt.

Jeg undrer mig over, hvordan du kan tolke udsagnet "ingen lider mere end andre" anderledes end det er. For hvis det ikke skal tolkes for pålydende, kan det jo kun tolkes som  "nogen lider mere end andre". Men en sådan tolkning er jo udtryk for det totalt modsatte af hans udsagn. Derfor kan jeg ikke se, at han kan mene andet end præcis, hvad han siger, nemlig at ingen lider mere end andre.

Men dit synspunkt er, at Gud får mere velvære end ethvert andet væsen.

Det er logisk problematisk af flere grunde, som jeg allerede i mine tidligere indlæg har nævnt, og derfor vil jeg blot gentage den for mig at se mest åbenlyse:

Martinus afkræfter det i stk 2378:
"Her vil der sikkert være mange Mennesker, der ikke kan forstaa, at Gud oplever Bekymringer, Lidelser og Smerter og her ind under ogsaa Krigens Gru og Rædsler. Nævnte Mennesker er jo vante til, at Gud er alvis, alkærlig og almægtig, hvordan kan han da skabe Lidelser for sig selv? - Han maa da som alvis, alkærlig og almægtig kunne leve i den mest vidunderlige sorg- og lidelsesfri Tilstand og saaledes i sig selv være selve Kulminationen af Lykke og Velvære. Men hvordan skulde han, kosmisk set, i Virkeligheden kunne være det?...."
(min kursivering)

venlig hilsen
Jan

Hej Jan

Det er spændende tanker, du sætter i gang hér - også selvom jeg ikke tror, at vi kan "uddybe" hinanden til enighed.

Jeg mener fx ikke, at din sammenligning med videnskabsmandens måling af en stjerne og kosmiske forhold holder vand. Videnskabsmanden benytter ganske vist sin intelligens til - teoretisk - at finde sit resultat, men både hans forudsætninger og resultat er fysiske, målbare størrelser.

At måle de kosmiske forhold som et udtryk for moral kan ikke sidestilles hermed. Hvor mange kilo kærlighed går på en verdensgenløser? Hvis det kan besvares, så vil jeg godtage en sammenligning.

Det var vist heller ikke det, jeg skrev. Det var i hvert fald ikke det, jeg mente ... Det, jeg mente var, at gudesønnerne vel ikke kan opleve mere velbehag end guddommen, da guddommen jo oplever, hvad gudesønnerne oplever.

Jeg tolker det, sådan som jeg forstår det. Altså: Alle får de livslektioner, de skal bruge for at blive fuldkomne. (Men lektionerne er af variabel længde og intensitet).

Jeg har vist formuleret mig uklart. Jeg mener ikke, at behag kan måles. (Resultatet af behaget kan måske - og her vinder Gud, tror jeg). Men som tidligere nævnt kan gudesønnerne som Guds organer vel ikke opleve noget, som organets indehaver ikke samtidig oplever? Og én ting er, at Gud oplever lidelserne - en anden ting er, at han evigt, dagsbevidst oplever lidelserne som et gode.

Venlige hilsner herfra

Petersh