Kære Jan,

Min første overvejelse/bemærkning er,
at Guddommen/livet og Alle Vi andre, er 'det samme', og at Vi Alle er evige balancevæsener,

indtil videre,

Kærlig hilsen
Holger

Kære Holger,

I slutningen af bind 6 af Livets bog, kommer Martinus ind på hvordan Guddommen er den eneste af sin slags. Hans oplevelse er en ren indre verden, hvor alle (gudesønner) udgør hans oplevelse. Han er således evigt kulminerende i alvidenhed, almagt og alkærlighed. Han er både evigt bevidst i sin kosmiske bevidsthed - gennem alle de levende gudesønner, der aktuelt er kosmiske bevidste, samt bevidst i sin kosmiske bevidstløshed, igennem alle de væsener der i øbejblikket er uden kosmisk bevidsthed.

Denne særlige situation som Guddommen er i, adskiller sig fra alle andre (gudesønnerne), der evigt må skifte mellem i lange perioder at være henholdvsis kosmisk bevidste og kosmisk bevidstløse væsener, men aldrig begge dele samtidig.

Og dette forhold mener jeg Martinus beskriver med betegnelsen "balance-væsen", hvad angår Guddommen. Og skiftende "lys"- og "mørke"- væsener, hvad angår gudesønnerne. (Men jeg kan dog ikke lige finde hvor det står.)

Tilbage står, at der er en oplevelsesmæssig og kompetencemæssig forskel, hvad angår Guddom og Gudesøn. Hvis ikke dette var tilfældet, ville det også være overflødigt for Martinus at bruge disse 2 begreber, hvis der absolut ingen forskel var på dem.

venlig hilsen
Jan

Det Jeg tænker, er at uanset om man ved at, man er evig, eller at alt er såre godt,
så bliver man ikke hverken mere eller mindre, 'evig', eller 'såre godt',

Kærlig hilsen
Holger

Nej, men det er heller ikke det mit spørgsmål, går på.

Mit spørgsmål er, om det ikke logisk må være sådan, at i nogen perioder, når "gudesønnen" kulminerer i lidelse, må have et mindre velvære end Guddommen, medens det vel også må være tilfældet, at "gudesønnen" til gengæld har et øget velvære i forhold til Guddommen, når gudesønnen kulminerer i salighed.

Guddommen må jo evigt have det "lige behageligt" idet "han" evigt oplever lige meget salighed og lidelse - medens "gudesønnen" som sagt, oplever det på skift.

kærlig hilsen
Jan

Kære Jan,

Jeg måtte lige kigge i LB 6. s. 2639 og de sidste 14 sider,
det 'pluk' der bedst dækker vinklen i mine indlæg er, sådan nogenlunde ordret gengivet:
'Guddommen og De Levende Væsener, er en evig lys-kulmination',

kort, men Jeg er stadig med,

Kærlig hilsen
Holger

hej Jan m. f.  

Guddommen har kun sig selv at opleve.

Martinus siger, at Gud er det eneste væsen af sin art, der eksistere og derfor har Gud ikke nogen ydre verden at opleve, som vi andre har. Gud er på denne måde helt alene og ensom, men til gengæld omfatter Gud ALT, hvad der eksisterer.

Da Gud indeholder ALT, hvad der eksisterer, så må hvert eneste væsen også være en del af Gud og det er derfor at Martinus har valgt at betegne de levende væsener som gudesønner. Jesus siger også et sted i biblen, ” I er guder”.

Når Gud kun har sig selv at opleve med, må det jo være logisk at disse oplevelser må Gud selv skabe sig. Måden Gud gør det på, ifølge Martinus, er at spalte sig ud i de mange. Men hvordan gør Gud det i praktisk? – Da Gud kun har sig selv at opleve, må Gud ligesom have et ”spejl”, at spejle sig i. Et sådan spejl kan ikke skabes ud af ingenting, men ved at dele sit X1 i de mange (X2), som Martinus kalder gudesønner. Hver eneste gudesøn bliver så en lokal bestanddel af Gud selv og det er takket været disse gudesønner, at spejlet kommer til at virke i praktisk. Med andre ord, Gud skaber et spejlbillede af sig selv gennem de mange (gudesønner).

Da Gud ikke kan opleve en ydre verden, må denne ”ydre verden” skabes på denne måde, at verden opstår som et samspil mellem gudesønnerne og Gud selv. De fleste af os i dette forum ved, at oplevelser kun kan ske gennem kontraster ved at skabe en spændingstilstand mellem følelsesenergien og tyngdeenergien. Det er det, Gud udnytter i praktisk og evigt har benyttet sig af. På denne måde kan Gud hele tiden skabe nye oplevelser og vel at mærke i en form, der giver de mest tilfredsstilende oplevelser. Prisen for det er, at Gud hele tiden må have nogle gudesønner ned i de mørke oplevelser (verdener) for at danne en mørk baggrund til lyset. Hvis det ikke var tilfældet, vil lys og mørke være neutrale, dvs. ingen kontraster og dermed ingen oplevelser for Gud og heller ikke for gudesønnerne.

Nu kan man spørge sig selv, om Gud må opleve en tid i mørket og en anden tid i lyset og hertil må mit svar være et NEJ, Gud rummer det hele samtidigt og skal ikke som gudesønnerne bevæge sig skiftevis gennem en mørk og lys tilværelse. Det er her, man let kommet ind i et tankedril, men for Gud gælder det om at skabe en tilfredsstilende oplevelse og den eneste måde er, at investerer sine oplevelser igennem gudesønnerne såvel både i de mørke som i de lyse felter. Ligesom rastepunkterne i gamle avisbilleder, har hver eneste rastepunkt enten en mørk eller et lys felt, og derved skaber et billede, og det er på samme måde Gud i princippet oplever sin tilværelse på. De gudesønner, der er i de mørke felter, giver Gud den nødvendige kontras til de gudesønner, der er i de lyse felter. Ydermere kan Gud ”bladre” i dette ”billede” og gå ind i alle slags verdener, hvor de enkelte væsener befinder sig og det er såvel i de mest ekstreme mørke verdener såvel som i de mest lyse verdener, der må befinde sig inden for hvert spiralkredsløb.

Da der jo findes et uendelig antal af spiralkredsløb, ifølge Martinus, vil hvert af disse kredsløb være et lokalt billede eller særlig oplevelsesfelt for Guddommen og samtidigt kan han bladre i alle disse spiralkredsløb og få sine oplevelser, viden og praktiske erfaringer fra alle disse kredsløb (samspillet mellem Gud og gudesønnerne). Det giver jo en enestående og tilfredsstillende oplevelse for Guddommen og en alvidenhed for ham selv. Nu kan vi også se eller forstå, hvor vigtig det er for Gud, at dele sig op i de mange gudesønner, for uden disse, var der ikke noget ”spejlbillede”, at opleve sig selv i. Nu er det ikke kun et spejl, men et multispejl (alle væsener tilstedeværelse og oplevelser) og på denne måde kan Gud se sig selv, som en uendelig hærskare af levende væsener eller gudesønner, der hele tiden kan forandres og på denne måde kan Gud bryde ensomheden for sig selv og derved sikre nye uafprøvede oplevelser i al evighed.

Gud kan altså skiftevis opleve mørket og de lyse sider af tilværelse efter ønske, hvorimod vi andre er bundet til enten at være en tid i mørket og en anden tid i lyset. De væsener, der befinder sig i mørkezonen, er ifølge Martinus, Guds natbevidsthed og de væsener der befinder sig i lyszonerne, er Guds dagsbevidsthed. 

[align=center]mkh. Svend Erik Christensen[/align]

Kære Svend Erik,

Når 'mørkevæsenerne' (sekundære bevidsthed) er vågne, er det en del af Guddommens dagsbevidsthed,

Guddommens primære/sekundære- og dag/nat-bevidsthed, krydser eller overlapper hinanden, det er to forskellige vinkler,

Kærlig hilsen
Holger

Kære Holger!

Jeg skrev også, at Gud kunne bladre i både den mørke og lyse del.

"De gudesønner, der er i de mørke felter, giver Gud den nødvendige kontras til de gudesønner, der er i de lyse felter. Ydermere kan Gud ”bladre” i dette ”billede” og gå ind i alle slags verdener, hvor de enkelte væsener befinder sig og det er såvel i de mest ekstreme mørke verdener såvel som i de mest lyse verdener, der må befinde sig inden for hvert spiralkredsløb."

Så vi er enige.

Mkh. Svend Erik Christensen

Ja, Kære Svend Erik,

Du har ret, Jeg er med, igen,

Kærlig hilsen
Holger

Hej Svend Erik

Jeg tror nu ikke, at Guddommen sådan kan "bladre" i sine oplevelser, sådan som du er inde på.

Guds oplevelse udgøres af samtlige "gudesønners" oplevelse. Jeg mener derfor ikke, at Gud har mulighed for at vælge noget fra. Hvis dette var muligt, måtte det jo betyde, at guddommen kunne gøre sig ubevidst i dele af sine "gudesønner". Men Gud er jo netop bevidst i alle væsener altid. Det er det, der berettiger Guddommen til betegelsen alvis, almægtig og alkærlig. Kunne Gud gøre sig ubevidst om særlige områder af sig selv, så ville "han" netop ikke samtidig kunne være alvidende, da alvidenhed netop må forudsætte bevidsthed om absolut alting.

Det er netop en af forskellene på  "Gud" og "Gudesønnerne", at "gudesønnerne" kan "zappe rundt" eller "bladre" fra den ene lokale oplevelse til den anden, hvorimod Guddommen evigt er henvist til at være bevidst i det hele.

Til sidst vil jeg lige sige, at du (eller Holger for den sags skyld) i øvrigt ikke fik svaret på mit spørgsmål, hvilket I jo selvfølgelig heller ikke behøver.

venlig hilsen
Jan

Hej Jan.

Ja man kan jo sige, at vores livsoplevelse er betinget af kontraster. Vi må således hele tiden opleve kontraster, ellers vil vor livsoplevelse til sidst drukne i kedelig lunkenhed. Men hvordan er det så med Gud - eftersom Gud hele tiden vil opleve alting, så er hans livsoplevelse vel fundamentalt anderledes end vores, eftersom han aldrig oplever kontraster? Vil hans livsoplevelse ikke hele tiden være grålig, mens vores konstant vil svinge mellem hvid og sort, og dermed også være grå ind imellem?

Men der er jo det ved det, at selv om vi hele tiden oplever kontraster, så bliver alle gudesønners erfaringsmateriale hele tiden større - hvis vi skal bruge talrækken, så repræsenterer hver gudesøn i dag en lidt større talværdi, end han gjorde i går. Dermed må Guds livsoplevelse jo på en måde også blive større hele tiden, og dermed vil hans livsoplevelse også indebære kontraster? Men også her støder jeg i min tankegang på et paradoks. Hvis Guds livsoplevelse hele tiden bliver større, så oplever han jo aldrig kontrasten, altså en nedadgående livsoplevelse?

Der er ikke noget i et kredsløb, der kan vokse hele tiden. Hvordan kan alle levende væsener hele tiden gå mod større og større livsoplevelse - et eller andet siger mig, at denne udvikling på et tidspunkt må gå den modsatte vej, fuldstændig ligesom alle andre facetter af verdensbilledet. Og et andet paradoks: Hvordan kan Guds livsoplevelse blive større hele tiden - han oplever jo ALT hele tiden. 😮

Jeg synes derfor, at det er et interessant spørgsmål du stiller, men jeg har heller ikke noget svar. ???

Hej Jan!

Jeg mener ikke, at det ene udelukker det andet, for det er rigtigt at summen af de levende væsener også er Guds oplevelse som et multispejl af sig selv. Nu kan man diskutere om Gud kan bladre er det rigtige udtryk, men hvorfor skulle Gud ikke kunne det, når han har alle muligheder i sig?

At bladre i siderne på en bog er jo ikke det samme som bogen er væk fordi man har slået op på en bestemt side.

Til det spørgsmål, som du ikke rigtigt fik svar på af Holger og mig. Hvis vi fx ser på jordkloden, så har den lige meget nat og dag samtidigt, men ikke på samme sted. Da jorden drejer rundt om sin egen aksel, så vil ”dagen” hele tiden flytte sig 360 grader i døgnet rundt om jorden.  På samme måde vil Gud også have mørke og lys samtidigt. Mørket får Gud jo gennem de væsener, der befinder sig i mørkezonen og lyset får han gennem de væsener, der befinder sig i lysezonen.

Det må for Guddommen være et velsignet kontrastprincip, for ellers vil der ingen oplevelser være for Gud. Hvordan Gud oplever det i praktisk, kan jeg af gode grunde ikke svare på udover at det giver en højest tilfredsstillende oplevelse for ham.

[align=center]Med venlig hilsen
Svend Erik Christensen[/align]

Hej Svend

Man kan godt sige, Gud har alle muligheder. Men omvendt kan Gud ikke gøre det umulige. Det er umuligt at lave om på evigheden, de evige love og principper. Hvis det var muligt, var der netop ikke tale om noget evigt.

Gud kan ikke afskaffe eller ændre nogen evige love, hvilket heller ikke er noget problem, da disse love er fuldkomne, og derfor identiske med Guds vilje.

Hvis Guddommen skulle kunne "slå op på en bestemt side", som du kalder det, så ville han jo ikke samtidig kunne være allestedsnærværende, idet han jo i så fald havde begivet sig et særligt sted hen, så at sige. Så ville han ikke være Guddom men Gudesøn. Men sagen er jo lige præcis, at Gud har ikke nogen steder at begive sig hen. Guds organisme er ikke en timelig, men en evig og uendelig organisme.

Hvis vi forestiller os, at Gud bare for et øjeblik kunne vælge noget som helst fra. Fx. de pinefulde oplevelser, så ville det jo betyde, at de væsener, der i øjeblikket oplevede disse forfærdelige pinsler, ville være uden Gud. En evt. bøn til Guddommen ville være ganske nytteløs, for Gud var jo netop et andet sted.

Nej, det mener jeg er umuligt. Guds situation som allestedsnærværende må være ensbetydende med at Guds livsoplevelse er uafbrudt identisk med alle levende væseners livsoplevelse, hvad enten disse i øjeblikket er kulminerende velvære og livsglæde eller det modsatte: kulminerende lidelse og livslede (eller noget midt imellem).

Tilbage til mit spørgsmål, som jeg vil formulere på en anden og mere uddybende måde:

Jeg synes, at det tilsyneladende kan virke som om, det er mere behageligt at være Gud end Gudesøn:

Gudesønnen er med jævne mellemrum nødsaget til at opleve kulminerende lidelse og livslede og miste troen på Gud.

Denne oplevelse har Guddommen ganske vidst også, men den udgør evigt kun hans sekundære bevidsthed. Guds livsoplevelse er også evigt præget af hans primære bevidsthed - den kosmiske bevidsthed/"den hellige ånd", som i velvære langt overskygger lidelserne.

Så er det jeg ræsonerer: der hvor gudesønnen kulminerer i lidelse, må det være mere smertefuldt at være gudesøn end at være guddom.

Det må være mere smertefuldt kun at opleve lidelse, livslede og håbløshed end at opleve dette SAMTIDIG med at man også oplever, den totale modsætning - meningsfuldhed, alkærlighed, "alt er såre godt og "kosmisk bevidsthed", hvilket Guddommen gør hele tiden.

Hvis ikke dette er korrekt antaget, må Guddommens livsoplevelse jo være en permanent helvedelsesoplevelse, hvilket den jo netop ikke er, da det netop er saligheden, visdommen og alkærligheden, der er det primære i verdensaltet, og dermed også i Guds livsoplevelse.

Jeg mener altså, at ved at analysere rent logisk på baggrund af de kosmiske analyser, kan man konstatere, at der, hvor gudesønnen kulminerer i livslede, der har han en mere pinefuld oplevelse end Guddommen. (Ellers ville Guddommen heller ikke kunne være til nogen hjælp for Gudesønnen. Hvordan skulle Gud kunne hjælpe, hvis han ikke selv, var i en midlertidig mere fordelagtig situation, end gudesønnen, der havde brug for hjælp? Det ville være umuligt)

Men hvordan kan det være retfærdigt, at gudesønnen på visse tidspunkter skal lide mere end Guddommen? De kosmiske analyser dokumenterer jo netop, at ingen kan lide mere end andre. Alle har absolut ligelig adgang til verdensaltet velvære (omend ikke samtidig).

Ja, her er det jo, at jeg mener, det eneste logiske er at ræssonnere, at ligesom gudesønnen oplever mere lidelse end Guddommen, når gudesønnen kulminerer i lidelserne. Så må gudesønnen ligeledes opleve MERE velvære end guddommen, når gudesønnen kulminerer i velvære.

Dette er også logisk begrundet i, at Guddommen jo aldrig på samme måde som gudesønnen, kommer fri af lidelserne. Guddommen oplever evigt gennem både sin primære og sekundære bevidsthed. Medens gudesønnen på skift er hjemmeboende i - og oplever gennem - henholdsvis den primære og den sekundære bevidsthed.

Fordelen for Gud er, at han aldrig mister sin kosmiske bevidsthed. Prisen for Gud er at han heller aldrig mister den del af sin bevidsthed, der er hjemsted for alle former for lidelse.

Fordelen for Gudesønnen er, at han kommer til at kulminere i lys, idet hans bevidsthed i al den lange tid, hvor han er hjemmehørende i guds primære bevidsthed er 100% frigjort fra at skabe og opleve lidelse. Prisen for Gudesønnen er, at han trods alt er nødsaget til "jævnligt"  i perioder at være beboer af guds sekundære bevidsthed, og må derfor være uden sin kosmiske bevidsthed, og vil derfor også være nødsaget til at kulminere i lidelserne, livslede og en total tro på meningsløshed og gudsløshed.

Ja, det er altså, hvad jeg er kommet frem til. Man kan ikke direkte læse det ud af de kosmiske analyser. Men jeg mener, det må være en logisk konsekvens af analyserne.

Men hvis der skulle være en logisk brist i min analyse, så vil jeg gerne gøres opmærksom på det.

venlig hilsen
Jan

Hej Jan...

Sådan som jeg ser logikken i det, så har Gud hele tiden en "total"-oplevelse. Dvs oplever lige meget behag/ubehag på en gang. Denne oplevelse får vi ikke, så når vi oplever kulminationen af ubehaget, så mangler vi den del af Guds oplevelse der er behaget. Vi kan ikke opleve noget stærkere end Gud, for når vi oplever noget, oplever Gud det jo også. Dvs at vi stadig kun oplever ½ så meget som Gud, der oplever 1/1. Dvs total kulminerende kærlighed.

tænker Tina på en sødnag :0)

Hej Jan...

Sådan som jeg ser logikken i det, så har Gud hele tiden en "total"-oplevelse. Dvs oplever lige meget behag/ubehag på en gang. Denne oplevelse får vi ikke, så når vi oplever kulminationen af ubehaget, så mangler vi den del af Guds oplevelse der er behaget. Vi kan ikke opleve noget stærkere end Gud, for når vi oplever noget, oplever Gud det jo også. Dvs at vi stadig kun oplever ½ så meget som Gud, der oplever 1/1.

tænker Tina på en sødnag :0)

Hej Christina,

Udtrykket gudesønnerne er ikke et begreb, jeg har opfundet, men Martinus' eget. Og jeg bruger det i den betydning, Martinus har defineret det.

Pga. sprogets mangel på ord, der beskriver et væsen, som lige så godt kan være maskulint som feminint, har Martinus fulgt den sproglige tradition fra kristendommen og brugt begrebet "sønnen". Ligesom han også bruger udtrykket "han" om Guddommen, selv om Guddommen ikke er noget særligt han- eller hun-væsen, men et dobbeltpolet væsen, der repræsenterer både det feminine og det maskuline prinicip i ligelig, harmonisk balance.

Hvis man foretrækker et andet ord i stedet for "gudesøn", kan jeg nævne at Per Bruus-Jensen i sine bøger bruger begrebet gude-kvant, hvilket jeg tror, han selv har opfundet.

kærlig hilsen

Jan

Hej Jan

Jeg tror, at det, der snyder i din analyse, er begreberne tid, perspektiv og kontrast.

Det, som vi oplever som en fremadskridende udvikling i tid - fra mørke til lys til mørke osv - er i virkeligheden en illusion. Godt nok oplever vi den som virkelighed med vores nuværende sansesæt, men det betyder ikke, at vi oplever hele sandheden bag et givent fænomen.

I sin højeste analyse er ethvert tidsrum jo lig evigheden, ligesom enhver størrelse i sin højeste analyse er lig evigheden. Vi er blot - endnu - ikke i stand til at overskue evigheden og uendeligheden som altings højeste analyse.

Desuden kan enhver mørkeoplevelse kun opleves som sådan pga. dens modsætning. Det er altså konstrastprincippet, der skaber denne oplevelse for os. Men "set fra oven" ophæver de to oplevelser jo hinanden - samtidig med at de er grundlaget for hinandens eksistens... Pyha... 😮

Venlige hilsner fra

Petersh

Hej Tina

Nu ved jeg ikke, hvad du mener med at opleve noget stærkere.

Hvis du du med "stærkere" mener, at man ikke i en periode kan opleve mere behag end guddommen, så kan jeg ikke forstå din logik.

Ifølge Martinus er det område i Guds bevidsthed, hvor der er den største kulmination af velvære, det Martinus kalder, salighedsriget. Det betyder ikke, at der ikke også er paradisisk velvære allerede i det rigtige menneskerige, mange millioner år forinden. Men velværet kulminerer først i salighedsriget.

Så hvis man vil opleve velværet i kulmination må man være i salighedsriget.

Da Guddommen er ligeså meget i alle de andre riger, hvor der er mindre velvære end i salighedsriget, så kan det jo ikke være sådan, at han kan nøjes med udelukkende at opleve det kulminerende velvære fra salighedsriget, han må jo også være nødsaget til at opleve alt det andet, hvilket her vil sige mindre salighed. I modsat fald ville han kun kunne have føling med salighedsriget, han ville være en permanent beboer i salighedsriget uden tilknytning til andre riger. Men det er ikke muligt.

sådan tænker
Jan