Kan man tilgive i sjæl og hjærte så kan man. Kan man ikke det hvad hjælper så alrig så smukke ydre verbale ordformer? Jeg synes det er uetisk at sige med ord at man tilgiver men ikke gøre det i sit indre. Er det ikke bedre då at medgive at man ikke kan tilgive? At tilgive eller ikke er vel ikke et spørsmål for den bevisdte viljeføring... Man prøver til man kan. Men mest er det ens erfaringer på livets alle områder som afgør hvis man kan det eller ikke. Kan man bevisdt og viljemæssig øve dette evne som man øver at spille klaver? Nogen der har nogle gode metoder?

Martinus nævner, at det er ikke altid, man evner at tilgive af hjertet, selv om man egentlig gerne vil tilgive. I så fald kan man man kun tilgive teoretisk. Men her er det trods alt bedre med en teoretisk tilgivelse end slet ingen tilgivelse.

Et andet problem er naturligvis, hvis man forveksler den teoretiske tilgivelse med den fulde tilgivelse. I så fald bedrager man sig selv, og det er ikke så heldigt.

Kan man øve sig i at tilgive? Ja, den teoretiske tilgivelse den kan man øve med sin vilje.

Med hvad angår den følelsesmæssige tilgivelse vil jeg svare både ja og nej.

Nej, fordi den følelsesmæssige tilgivelse forudsætter man har potentialet, dvs de nødvendige lidelseserfaringer.

Ja, fordi det kan være at ens følelsesliv er et større eller mindre kaos. Hvis det er tilfældet kan man gå i gang med at bringe orden i dette kaos, hvis man har ønske og mod på det. Jo mere man er i stand til at bevidstgøre sine egne dyriske vane-funktioner, jo mere er man også i stand til at uskadeliggøre dem. Man kan ikke uskadeliggøre noget, man ikke kender eksistensen af. Så bevidstgørelse er første skridt på vejen mod overvindelse. En bevidstgørelse kan føre til en øget forståelse og dermed også til en tilgivelse. Men har man endnu ikke så mange lidelseserfaringer, så kan et sådant arbejde sikkert ikke føre til så meget, men så vil man nok heller ikke have nogen interesse for det. Det kræver jo en vis sandhedslængsel at have lyst til at se sig selv, som man er - i stedet for et idealiseret billede af sig selv.

venlig hilsen
Jan

En teoretisk tilgivelse, er det en tilgivelse kun i  ydre ordformer, fordi "nogen" si'er "man skal"? Eller er det noget dybere? Er det bedre end at helt ærlig sige: "Jeg kan sledt ikke tilgive og jeg vil ikke udtale de ord: 'Jeg tilgiver hvis' jeg ikke mener det af hjærtet!" Kan moralen udvikles hved såden tanke- och viljedisciplin udfra og ind eller er det hvad det er kun hvad der vokser frem indefra der tælles? Hvad med "kulturfernisse" og "kulturdressyr" - kan disse med fremgang benyttes til ad udvikle sig selv og andre?

Når Martinus bruger udtrykket "teoretisk tilgivelse", så har jeg forstået det sådan, at det dækker over, at man virkelig ønsker at tilgive, men man bare ikke kan . Der kan altså stadig væk være had osv. mod personen rent følelsesmæsigt.

Hvis man derimod siger, at man tilgiver uden at mene det, så er der for mig at se ikke tale om nogen form for tilgivelse. Så er det jo en forstillelse - en løgn, og det hører jo i så fald ind under det Martinus kalder for "dyrerigets traditioner" - alstå vaner af dræbende natur, som vi skal arbejde os væk fra, hvis vi vil det bedste for os selv og omgivelserne.

venlig hilsen
Jan

Det må lyde mærkeligt men jeg har aldrig oplevet at vilje men ikke kunne tilgive. Jeg har aldrig oplevet problemer med at tilgive andra, kun at tilgive mig selv for hvad jeg gjort mod andre.

Endnu en smart virkning ved karmaloven. Den gør at man til sidst, kan tilgive med både hjerne og hjerte

For mig selv, var det først noget jeg selv var i stand til (at kunne tilgive med hjertet) efter min 30 års fødselsdag....... (der ER altså et eller andet med livet efter de 30 )

Bortset fra det, så vil jeg nu sætte mig og bede min egen lille "bededags-bøn" Måske jeg vil rette min bøn mod nogen mennesker i mit liv, som jeg ved har svært ved at tilgive....... Så de måske kan få lidt ekstra styrke, til måske at KUNNE denne (for nogen) svære øvelse.

Claus 35 wrote:

Endnu en smart virkning ved karmaloven. Den gør at man til sidst, kan tilgive med både hjerne og hjerte

For mig selv, var det først noget jeg selv var i stand til (at kunne tilgive med hjertet) efter min 30 års fødselsdag....... (der ER altså et eller andet med livet efter de 30 )

Bortset fra det, så vil jeg nu sætte mig og bede min egen lille "bededags-bøn" Måske jeg vil rette min bøn mod nogen mennesker i mit liv, som jeg ved har svært ved at tilgive....... Så de måske kan få lidt ekstra styrke, til måske at KUNNE denne (for nogen) svære øvelse.

Hvad er så den store Bededag? Hvorfor fejres den?

Fra Wikipedia:

Hej

Jeg har fulgt en hel del med i FARC's gidseltagning af af politikeren Ingrid Betancourt, fordi jeg synes hun har er en meget human tilgang til livet. Nu er hun blevet frigivet, og mindsandten om ikke hun opfordrer til ikke at tale hadsk om FARC (som blandt andet udsatte hende for tortur)

http://politiken.dk/udland/article536014.ece

Det mener jeg viser en vis grad af tilgivelse

kh.
Kenneth

I artiklen står hun citeret for "Jeg tror, vi har nået et punkt, hvor vi må ændre vores radikale, ekstremistiske og hadefulde ordvalg, som nøje sårer mennesket" Altså om hun har tilgivet gidseltagerne eller ej, er vel svært at sige noget præcist om, men der er vel næppe tvivl om, at hun har erkendt at mørke ikke gendrives med mørke. Og erkendelse af, at talens mørke også er udtryk for det som Martinus betegner "fortyndet mord".
Ret flot i betragtning af, at hun kun lige er sluppet ud af 6 års mørke. Det bliver spændende at følge hende.

/Søs

Ja som Jan Schmidt er inde på så er det god øvelse at tilgive teoretisk, og jeg giver ham helt ret i følgende:

Denne teknik har jeg selv benyttet mig af, og det virker. Men udgangspunktet må og skal være et oprigtigt ønske om at kunne tilgive, så kommer det når "man" er klar.

En parallel, til det med teoretisk tilgivelse som et skridt på vejen til den dybe indre tilgivelse, er denne:
Hvis du har et meget stort mål, et stort projekt af en slags, så er det meget nemmere at nå målet hvis du sætter dig mindre, tydelige og realistiske delmål. Altså tage små skridt ad gangen, opleve de små sejre på vej til den store. Egentlig kunne man vel godt argumentere for, at hvis jeg opstiller mig et stort mål og ”bare” forventer at jeg uden videre kan nå det uden de mindre milepæle undervejs, så gør jeg processen både langt sværere for mig selv, og mere urealistisk at nå det store mål. Og at arbejde med den slags metoder er vel egentlig ikke særlig næstekærligt for mig selv, vel?
Så helt bestemt ja til teoretisk tilgivelse.

Det kan i lille målestok også bruges fx når jeg køre bil og jeg oplever en yngre broder i udviklingen opføre sig brutalt uansvarligt i trafikken, så forsøger jeg efter bedste evne at tale pænt til vedkommende – (selv om jeg ind i mellem har lyst til, om han dog ikke bare kunne køre sig selv ind i en betonklods - ups  :-X).

LB3, 762: ”Vi er alle funklende stjerner i Guds evige stråleglorie”
- også de dumme svin – ups ...  :-X

KnuSøs

Jeg kommer til at tænke på at jeg personligt bruger ordet "opmærksomhed" eller at "være opmærksom", hvilket nok svarer lidt til "teoretisk tilgivelse".

Jeg har oplevet at det ofte ikke bliver "bedre" af at jeg stiller "krav" eller "forventninger" til mig selv om at (kunne) tilgive, men at det virker rigtig godt at "måle" hvor "god" jeg er til at tilgive i den enkelte situation, hvilket er det jeg kalder opmærksomhed.

Ved at være opmærksom på hvad jeg føler og hvordan jeg reagerer uden at have et ønske om at ændre dette, har jeg oplevet at det faktisk ændrer sig mere/hurtigere. Ved ikke at forsøge at tilgive bliver jeg faktisk mere tilgivende, dog kun hvis/når jeg er opmærksom.

Bare en tanke.

Med kærlighed

Lars

Hej Lars
Hvor er det fint og helt rigtigt. Får mig til at tænke på Richard Moss som har skrevet en bog "The Mandala of Being", har ikke selv læst den, men her er et meget spændende interview med ham hvor han redegøre for sine tanker:
http://richardmoss.com/video_2.html Den varer ca 27 min.

Helt kort, noget med at hvis jeg ikke er opmærksom på mig NU, men er opmærksom i fremtid, fortid, i dom eller urealistisk forherligelse af enten dig eller mig, så forurener jeg mit liv og mine tanker og kan derfor meget lettere blive stresset og syg og mine relationer bliver selvklart hellere ikke sundere af fx mine domme.

Men altså at være opmærksom uden at forsøge at ændre, som du selv siger, Det og andet er han inde på. Meget spændende.

Men der hvor jeg i den grad blev opmærksom og sku høre interviewet igen var, da han hen mod slutningen fra tid ca. 23:00 til ca. 25:30 taler om, at det der er i midten af "mandalaen mig" ikke er MIG, men NU! For mig passer det på en måde fint med kosmologien. Altså det stille, ubevægelige, nullet, det evige nu, X1, det er DET der via skabe- og oplevelsesevnen oplever livet. Og mit X1 er jo ikke bare mit, men Guds. Så når jeg oplever livet er det Gud der via ”mit” X1 oplever livet med mig som redskab … eller noget i den retning. Og med det perspektiv tror jeg også det bliver lettere at tilgive og forsone sig med ubehaget og de ubehagelige. For også det og de er jo Guds oplevelsesredskaber til oplevelse af sig selv – ikke sandt?

Søs

Hej Søs

Spændende interview - ham havde jeg ikke hørt om før. Det han taler om er netop det jeg mener med opmærksomhed (awareness).

Med kærlighed

Lars

  Hej.

  Så lige et interview med Ingrid B, og da hun blev "konfronteret" med en tidligere udtalelse om at : "Døden syntes af og til som dem bedste udvej", var hendes tanker straks hos de, som endnu sidder som gidsler.

  Den medfølelse hun har udviklet via sit eget gidselforløb, overskygger helt hendes "hævntørst",

  Der kan man da tydeligt se, at Martinus har ret,når han siger "den der lider meget udvikler sig meget" (sikkert ikke citeret helt ordret) .

  Jeg tror hun bliver frontfigur i en fremtidig kamp om at få de sidste "farg" gisler frigivet.

        Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Kenneth!

Tack för påminnelsen om "at tilgive alt og alle".
Ang. exemplet med Ingrid Betancourt är det, tycker jag, intressant att hon verkar ha fått ett nytt livsperspektiv genom sina svårigheter; vad som betyder något, är att göra/lave något för andra (som jag förstått hennes uttalanden), den tidigare politiska ambitionen är icke så attraktiv längre, det finns viktigare saker i livet för henne nu.
Sådana förändringar går, tror jag, att finna överallt, om vi letar efter dessa; alltså människor som förändrat sitt liv
radikalt genom den perspektivförändring som skett i samband med svårigheter, smärtor, lidanden.
Någor blir mindre viktigt, annat blir mer viktigt.

Och det centrala brukar alltid vara: att kärleken är viktigare än allt annat.
Och där kommer då tilgivelsen/förlåtelsen in, som en avgörande aspekt.
Min förnimmelse är att förlåtelse från hjärtat har en enorm kraft i sig,
den innebär ett närmande, ja en sammansmältning - i det momentet - min Guds primära medvetande/bevidshed, för att nu tala med Martinus, som - om vi förstod det till fullo, skulle/måtte göra oss alla till ivriga "förlåtare", tilgivelse-aktivister, för att nu säga det lite humoristiskt.

Men ingen kan forceras till tilgivelse; jag förnimmer att processen föds naturligt och frivilligt.
Och jag kan heller inte "predika" att andra "bör" förlåta, det som är min enda uppgift är att ständigt fråga/spörge
mig själv: "Kan jag förlåta detta?" och så lyssna/lytte till mitt hjärta för att få svar.
Får jag ett "nej" är det att respektera det svaret, får jag ett "ja" är förlåtelse/tilgivelse möjlig.
Tiden verkar ju också, det vill säga: i det längre tidsperspektivet uppstår fler möjligheter för mig
att förlåta, tilgive, så ingenting går i sig förlorat, det finns alltid nya möjligheter - om ej i detta livet
så i nästa!

Dock: när jag väl har upptäckt kraften i tilgivelse/förlåtelse har det för mig själv blivit allt lättare att göra/lave det.
Förlåtelse/tilgivelse från hjärtat innebär - enligt min upplevelse - att energiblockeringar tenderar att öppna sig och detta skapar ett friare energiflöde i mina kroppar, och detta innebär i sin tur en ökad livsharmoni.

Hej igen!

Varma hälsningar
gm
--