Hej asc,

Jeg tror det er meget individuelt hvad hver af os får ud af kosmologien. Men siden vi "hænger på" endnu må det være fordi vi får et positivt udbytte på en eller anden måde

Det med at "komme hurtigere i mål" vil jeg give dig ret i, at set i det store perspektiv er det ikke muligt, da det ikke er et viljespørgsmål, men et udviklingsspørgsmål.

Men kigger vi på fx. de kommende 3000 år, som kun et mikroskopisk splitsekund i det store perspektiv, så er der åbenbart hjælp at hente til at tage en "slutspurt". Jeg faldt lige for et øjeblik siden over følgende i LB 6 stk. 2120, som jeg først nu studser over:

Han skriver dog ikke om denne "forkortelse" drejer sig om timer, år eller liv. Men det er måske en af forklaringerne på, at Martinus mange steder opfordrer os til at øve os i at blive bedre mennesker?

Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere på om en sådan slutspurt så ikke også betyder koncentreret karmaudløsning 😮

KH...Anette

Hej Anette.

Ja, jeg har tænkt lidt over det samme. I sit foredrag "Intellektualiseret Kristendom", lyder det på mig som om M mener, at "fårene" skal føres frem ved undervisning alene og altså ikke ved koncentreret karmaudløsning. "Bukkene" derimod, må endnu føres ved livets direkte tale. Det kan jeg imidlertid ikke få til at passe med at følelseslegmet kun kan udvikles ved lidelse. Det skulle jo så betyde at fårenes følelseslegme allerede er næsten tilstrækkeligt udviklet til at få kosmiske bevidsthed og at der kun mangler en intelligensstrukturering af følelseserfaringerne?! Det kan vist heller ikke passe. Så hvad er det egentlig den teoretiske undervisning hjælper på, spørger jeg med ASC?

KH Flemming.

Sætter man fingeren på en varm kogeplade, så brænder man sig som bekendt. Og jo hurtigere man holder op med at placere fingrene på en varm kogeplade, jo hurtigere holder man også op med at brænde fingrene.

Når man ikke gør sig bestræbelser for at overholde livslovene, så er det i princippet det samme som at placere fingrene på den varme plade. Med de kosmiske analyser kan man få hjælp til at lade være med det.

Hvis man gerne vil være god til at spille klaver, men ikke mener, at det at øve sig er specielt vigtigt, så bliver man ikke så hurtigt god til at spille klaver.

Har man derimod forstået at det at øve sig, er den eneste måde at blive bedre på og man inderligt ønsker at blive bedre, så vil man naturligvis også gøre hurtigere fremskridt, jo mere man øver sig.

Hvis man ikke ved, hvordan man skal gøre, er det ikke nemt at gøre fremskridt. Hvis man ved hvordan, men ikke gør brug af sin viden, gør man heller ikke fremskridt.

Men hvis man har en viden og gør brug af den, er det naturligvis den hurtigste måde til at nå det, man vil.

Sådan ser jeg også de kosmiske analyser. Jo mere man har forstået, hvad man skal gøre, og hvad man skal lade være med at gøre for at blive lykkelig, jo mere koncentreret, bevidst og målrettet vil man dermed også kunne arbejde. Man vil så bruge al sin energi på at elske sin næste som sig selv. Man vil dermed også gøre hurtigere fremskridt, og det betyder igen, at man vil have behov for mindre undervisning af den smertefulde slags, dvs. mindre lidelse. Lidelsen er jo til for at lære en at handle kærligt. Når man har lært lektien, er der ikke behov for mere undervisning eller mere lidelse.

Når man kan få en forceret udvikling via de kosmiske analyser, skyldes det, at man er nået frem til en sådan modenhed gennem tidligere lidelser, hvor man er modtagelig for en sådan udvikling. Det er jo igen kontrastprincippet med dets skiftende aktivitets- og hvileperioder, der er på spil.

Piet Hein sagde:
Hvad er frihed, frihed til?
Til at gøre hvad man vil,
blot man nøje passe på,
kun at ville, hvad man må!

Hvis det "man må" læses som livslovene, så har vi her den kosmiske anvisning til frihed. Martinus sagde: "Man har frihed til at elske sin næste som sig selv".

KH
Jan

Hej Jan...

Jesus sagde på korset "Fader tivgiv dem; thi de ikke vide havd de gør" - og hermed mente han vel, at vi ikke skal lastes for vore fejltagelser, når vi begår disse af uvidenhed.

Når vi studerer ananlyserne kan vi ikke længere betragtes som uvidende og det må alt andet lige så give et større ansvar. Kan du huske, om Martinus har skrevet noget om dette ?

kh
Tina :0)

Hej Tina

Jeg tror at uanset om vi gør vore fejltagelser af uvidenhed eller ej ,får vi alligevel den samme skæbne som vi har udsat næsten for.Men det som jo netop gør Jesus så stor ,som han er , er hans fuldkomne væremåde over for sine fjender ;at han bad om tilgivelse for disses handlinger.
I småbogen Påske er dette beskrevet af den bedste - Martinus.Denne bog rører ihvertfald mig meget.

Kærlig hilsen Cai

Jeg har ikke læst at han skulle skrive noget om det. Men jeg har hørt Martinus-interesserede sige det. Men jeg mener, det er en misforståelse.

Derimod har jeg læst Martinus skrive, at uvidenhed ikke fritager en fra at høste konsekvenserne at det man gør. Da jeg læste det første gang, syntes jeg, at det virkede lidt hårdt, i almindelige jordiske retssale dømmes jo man normalt mildere hvis man handler i "god tro" altså uvidende, men altså ikke i den kosmiske retfærdighed.

Men her kommer skæbneloven jo ind i billedet. Selv om man fx ikke ved at en kogeplade er varm, brænder man jo alligevel fingrene. Og det er jo også ret godt at det gør ondt, for ellers risikerede man jo at få hele hånden ødelagt, hvis man ikke kunne mærke noget.

Dybest set mener jeg Martinus siger at al "synd" eller fejltagelser skyldes uvidenhed. Så derfor er der ikke noget, der er utilgiveligt set fra Guds side, men det betyder ikke nødvendigvis, at man kan slippe for ubehag, det afhænger af om man har brug for det til at blive mere kærlig.

Hej Flemming,

Hvorfor skulle det ikke kunne passe?. Nogle mangler måske mest på det intelligensmæssige for at få balance, andre på det følelsesmæssige. Et meget humant og næstekærligt væsen med stor indlevelsesevne i andres lidelser og som ikke nænner at gøre nogen ondt, men heller vil ofre sig selv end at andre skal lide.... mangler måske bare en intellektualisering af sine humane talenter. Og intellektualisering kan udvikles ved teori og undervisning.

Martinus opdeler da også mennesker i følelsesvæsener og intelligensvæsener (afh. hvor der er overvægt). Begge veje fører til Rom ==> Ligevægtsvæsenet, hvor kosmisk bevidsthed kan indtræffe.

KH...Anette

Hej Tina,

Jeg kan ikke huske om han har skrevet det et sted, men jeg mener det vil gælde at med viden følger ansvar. For når vi har videnen (men ikke altid lytter fordi vi mangler erfaring), så er vi jo også modtagelig for pædagogisk belæring (karma).

Der er jo et ordsprog som siger "hvis man ikke vil høre, så må man føle" Og mange ordsprog har det jo med at indeholde nogle sandheder

Jeg har fået fortalt at Martinus omkring Kennedy's død sagde, at han begik intelligensbrud. Det skulle vist forstås på den måde, at Kennedy havde fået mange advarsler mod at rejse til den by (da der var udstedt dødstrusler) og han trodsede som bekendt den viden og tog afsted.... og blev skudt

KH...Anette

Ja, men hvis det kun er lidelsen der kan gøre os mere kærlige, så burde et intellektuelt studie af kosmologien jo ikke bringe os videre. For mit eget vedkommende vil jeg dog påstå, at netop dette har været tilfældet. Måske Anette har svaret:

Anette S. wrote:

Nogle mangler måske mest på det intelligensmæssige for at få balance, andre på det følelsesmæssige. Et meget humant og næstekærligt væsen med stor indlevelsesevne i andres lidelser og som ikke nænner at gøre nogen ondt, men heller vil ofre sig selv end at andre skal lide.... mangler måske bare en intellektualisering af sine humane talenter. Og intellektualisering kan udvikles ved teori og undervisning.

Så kan det vel kun være de følelsesdominerede, der kan blive mere kærlige af at studere kosmologien? De intelligensdominerede mangler jo følelseserfaringer, som kun kan udvikles gennem lidelser.

I forholdet mellem følelse og intelligens, må man også kunne opnå balance på lavere niveauer - altså uden at opnå kosmisk bevidthed. Det vil sige, at person A godt kan have et mere udviklet både følelses- og intelligenslegme end person B, men fordi A´s legmer ikke er i balance, så synes B alligevel som et mere harmonisk menneske.

KH Flemming.

Hej Flemming,
Jeg tror det er som med mange andre studier i livet, hvis man ikke har en vis mængde praksis (lidelseserfaringer) at hænge teorien (intellektuel studie) op på, så fanger den heller ikke og man mister med tiden interessen igen. Måske er man ikke bevidst om alle sine lidelseserfaringer, de kan også ligge ubevidst fra tidligere liv. :

I artiklen "Omkring min skabelse af Livets Bog" (AS1), skriver Martinus bla. om A- og B kritiker. B-kritikerne har et mindre talent for humanisme og kærlighed end A-kritikerne, men kan takket være deres gode intelligens inspireres af Livets Bog. Og jo, et intellektuelt studie kan godt bringe dem videre, men inspirationen er ikke så holdbar i længden, da de stadig mangler nogle talenter for at forstå åndvidenskabens sande natur, som der skal lidelser til for at udvikle. Martinus skriver bla. om B-kritikerne:

Deres begejstring skyldes kun en overlegen intelligens. Og deres tilknytning til samme bog bliver derfor i en altovervejende grad baseret på hjernen (...) De kan blive overordentlig begejstrede for åndsvidenskabens analyser og disses ophav eller andre autoriteter inden for samme videnskab. Og under en sådan begejstringens bølge kan deres endnu ufærdige naturer i stor udstrækning tvinges i baggrunden, således at de samme væsener i det pågældende tidsrum bliver tilsvarende uselviske, ja, kan enddog bringe et åndsarbejde, de kommer i berøring med, store ofre.

Øhh, har du prøvet at tabe Livets Bog 5 ned over fødderne. 😮 Kom ikke og sig at intellektuel studie ikke kan medføre lidelser.

Ok, spøg til side. Den store forskel på A og B kritikerne er, at A'erne bla. har opnået en vis balance i følelse og intelligens og i hvis bevidsthed humanitet og kærlighed er altbeherskende faktorer. B'erne er mere teoretiker, men kan som beskrevet ovenfor hente stor inspiration til deres personlige udvikling. Så selv om A-kritikerne er "udvalgte", så hører B-kritikerne dog til de "kaldede".

Der er også hvad Martinus kalder D-kritiker som er for følelsesbetonede, men dog har så megen intelligens at de ikke længere inspireres af gængse dogmer. Disse har dog stadig en trang til at tro og kan ikke undvære guddommelig suggestion og tiltrækkes ofte af religiøse bevægelser, hvor de kan tilbede en fører. Jeg tror faktisk ikke de føler sig så tiltrukket af åndsvidenskaben. Martinus skriver da også, at de bla. gennem medier o.l. og beretninger om sig selv som konger, fyrster og matadorer i tidligere liv får åndelig ernæring nok, netop fordi de mere søger medvind for deres egne hemmelige forfængeligheds tilfredsstillelse end sandheders bekræftelse på livets mening.

Og så er der C-kritikerne (mål- og vægtsfacit-folket), som er for intelligente og materialistiske i forhold til deres følelsesniveau og således ser åndsvidenskab som det rene humbug.

Ja, der findes jo også balancevæsener inden for dem, som er inspireret af den gamle verdensimpuls - jeg kan ikke huske hvad Martinus kalder dem, men de har endnu ikke kosmisk bevidsthed.

KH...Anette

Godt citat. Ja, jeg fik nok stillet det lidt hårdt op. Dog er det vel stadig rigtigt, at teoretisk undervisning ikke kan udvikle følelseslegemet. Der kan kun blive tale om en intelligensudvikling uanset, hvad man er domineret af.

Quote:

Øhh, har du prøvet at tabe Livets Bog 5 ned over fødderne. 😮 Kom ikke og sig at intellektuel studie ikke kan medføre lidelser.

Af samme årsag har jeg kun anskaffet mig paperbackversionen. )

KH Flemming.

Ja, sådan er det ifølge åndsvidenskaben. Jeg forestiller mig, at det den teoretiske/intellektuelle undervisning fx. kan bruges til (ud over intelligensudvikling og at inspirere en til at arbejde med den følelsesmæssige udvikling som beskrevet tidligere) er at "forvandle" fx. tossegodhed til intellektualiseret følelse. Så selv om det ikke er følelseslegement der udvikles herved, men intelligenslegemet som sørger for at det ikke går for vidt, så mener jeg der den vej er meget at hente på det følelsesmæssige også.

Hvad med glæden og taknemmeligheden der opstår ved at studere analyserne. Jo, Martinus Kosmologi taler både til hjerne og hjerte, så der er noget at hente for alle - uanset til hvilken side man på den kosmiske balancevægt tynger lidt for meget

KH....Anette