Når lidelser mister sin misjon

Lidelser har en stor funksion på vejen fra dyriske, drepende tendenser til det menneskelige, humane utvilingsstadium. Men hvordan tar vi os derfra til den store fødselens forgård, til invielsens terksel?

Allkærlighed er intellektualisert følelse. Den intellektuelle delen består f.eks. i hvilken handling man skal bruge i situationen.
At øve seg i allkærlighed er at utføre kærligheden på en intelligent måde.
At være enig med alle er jo tossegodhed.

Exempel.

Et børn gør noget galt. Skal man gi straff eller ikke? I visse tilfæller er straff måske en bra sag for barnet så att det kan lære. I andre tilfæller kræves noget andet.

Exempel.

Naboens far er alkoholist og hun køber ud for han. Hun beklagar seg til meg og spør om det er rigtig at gøre så. Hvilket råd gir man? Hva er det mest kærlige at si?
I en situation kan det være at vise omsorg, i en andan situation kan det være at være hard og nekte at købe ud. Hvad sier man? Her kommer man tilkort som menneske for man ved ikke konsekvensen af det man sier og det man råder en andan til. Om man hadde allkærlighed, intellektualisert kærlighed, visste man hvad man skulle si, hvad som var best i denne situation. Som kan være noget helt andet i en andan situation hvor andre personer er involvert.

Her kreves således øvning. Så man ser konsekvensen og mest af alt, at man ser sine tilkortkommende som menneske. Det kreves noget større end meg i situationen.

For meg medfører det ene eller andre ikke noe lidelser. Så lidelser for at udvikle kærligheden er ikke svaret. Det handler om at bruge kærligheden på en intelligent måde. Om jeg hadde allkærligheden, så ville jeg visst hvorledes jeg skulle handle i enhver situation, til glæde for alle mennesker, og jeg skulle vide hvad jeg skulle råde andre til at gøre. Ikke på denne måde at alle mennesker alltid er fornøyd med det jeg gør, på samme måde som de ike alltid likte det Martinus gjorde. Men ligevel kan det være gjort i allkærlighed. Følelse og empati tilpasset på en kosmisk intelligent måde.

Man kommer udviklingsmessig før eller siden til et stadium hvor man helt ser logikken i alt som sker i livet. Man ser den dypere kosmiske betydningen bagom alt som sker. Dermed tas brodden ud lidelserne. Fysiske lidelser gør fortsatt vondt, ja. Men hvis nogen blir urettmessig sint på meg? Da kan jeg tenke: ja, det har jeg fortjent, jeg var jo akkurat likedan selv. Eller om min lommebog blir sjålet: javvist, jeg var jo selv tyv en gang, så lykke til med lommebogen. Har man kommet dit, er man fortsatt ikke ferdig som menneske, men lidelserne har mistet sin brodd. Man ser det gode i det onde. Paulus opdaget det samme; alt medvirker til det gode for de som tror, skrev han. Ikke så at jeg har kommet hit ennå, men visst har vi oplevelser af denne type innimellom. Lidelser mister sin mission på dette udviklingsstadium. Ligevel er det langt frem til allkærligheden.

Kjærlig hilsen
Oscar