Har undret mig over at Martinus nævner Muhammed i samme åndedrag som Jesus og Budhha. Og jeg hørte til et Martinus foredrag at Islam blev nævnt som værende en human religion. Til mit kendskab var Muhammed en Krigsherre som altså har været medvirkende til drab. Hvordan forholder det sig til verdensgenløsnings princippet ?.
Vh Thomas
Ligesom at der er mørkt og lyst diktatur, er der også mørke og lyse verdensgenløsere.
Den mest anvendte sætning i min Koran, er 'gå med fred'.
Kærlig hilsen, Holger
Hej
Interessant spørgsmål Tomasino. Har selv undret mig over Martinus referencer til Muhammed. Muhammed er i eksklusivt selskab, når man tænker på hvor få nævnes ved navn i kosmologien.
Under alle omstændigheder. Jeg forstår ikke helt din kommentar Holger. Den virker lidt tvetydig?
Kh. Andreas
Hej Thomasino
En hurtig søgning med søgefunktionen på Martinus Instituts hjemmeside giver følgende resultat fra Martinus' hånd:
Det fundamentale princip, som juleaften er en festaften for, er verdensgenløsningsprincippet. Dette princip består i, at den stærke hjælper den svage, den kloge hjælper den mindre kloge, den raske eller sunde hjælper den syge, den rige hjælper den fattige og således fremdeles. Det er derfor dette princip, der er fundamentet for hele verdens opretholdelse. Hvor dette ikke finder sted, eksisterer ragnarok eller dommedag.
Vi ser i særlig grad nævnte princips udfoldelse i form af forældreprincippet. Forældrene må tage sig af børnene, indtil de kan klare sig selv. Vi ser ligeledes dette princip udfolde sig hos dyrene. Her sørger forældrene også for afkommets beståen. Ja, selv i planteriget ser vi, hvorledes stiklinger eller aflæggere vokser ud af moderplanten. Denne situation såvel som fosterets udvikling og beskyttelse i moderlivet udgør ligeledes princippet: det modne beskytter det umodne, indtil det selv er modent til at kunne klare sig. Vi ser dette princip gælde i endnu højere eller videre kredse. Når der har eksisteret en Buddha, en Muhammed, en Kristus og lignende, er det jo også her udtryk for, at menneskehedens åndelige førelse eller religiøse kulturskabelse er båret af princippet: de vise eller kloge har ført de mindre vise eller mindre kloge. Og går vi endnu længere eller højere op på vort syn på det evige princip, ser vi, hvorledes væsenerne i mikrokosmos får alle deres livsbetingelser opfyldt i et makrokosmos. Ser vi på dette makrokosmos, ser vi igen, at dette i realiteten hviler i et endnu større makrokosmos, i hvilket det får sine livsoplevelsesbetingelser opfyldt og således fortsættende opad i det uendelige. Hele verdensaltet er bygget op af princippet: det mindre liv får sine livsbetingelser opfyldt af det større liv.
Nu kender jeg ikke særlig meget til Muhammeds gøren og laden, men jeg formoder, at du ikke mener, at han tilhører samme kosmiske superliga som fx Jesus. Det er muligt, men derfor kan han ifølge ovenstående godt være verdensgenløser. I og med at han rent faktisk har været med til at inspirere en ikke uvæsentlig del af verden med sine tanker og religøse dogmer, har han ydet et betydeligt bidrag til menneskehedens åndelige førelse ud af dyreriget - og derfor må han vel også kvalificere sig til titlen "verdensgenløser".
Venlig hilsen
Petersh
Kære Andreas,
Når forældre dikterer deres børn hvad de må og skal, så er det normalt en lys eller kærlig form for diktatur,
fx Adolf H. var udtryk for en mørk verdensgenløser,
verdensgenløsningsprincippet er en variant af forældreprincippet,
M. nævner også at fx Jesus var en 'lys diktator',
er Du med,
Hilsen Holger
Hej Holger og Co.
Jeg tror nok jeg er med. Og personligt har jeg også en rimelig god idé om hvad verdensgenløserprincippet går ud på. Men det som her er interessant er, at Mohammed ifølge Koranen, var både købmand, røver og feltherre. På denne måde adskiller han sig, som tomasino bemærker, fra både Jesus og Buddha. Det interessante er her, om Martinus på noget tidspunkt, i kosmologien, eller i et foredrag er kommet ind på denne forskel og om han tillægger det en betydning? Jeg ved godt at Martinus kategoriserer Islam, som hørende under de humane religioner, men alligevel hersker der jo denne bemærkelsesværdige "biografiske" forskel imellem de 3. Ikke sandt?
Jeg vil nødig virke intolerant og fordomsfuld og jeg er sikker på at dette heller ikke er Tomasinos intention, men måske kunne der også være nogle teologiske årsager til at mellemøstlig kultur på mange måder adskiller sig fra den vestlige og at den p.t. er mere krigshærget. Det er i hvertfald i denne sammenhæng interessant at se på, hvilken form for forbillede og faderskikkelse (Verdensgenløser), Muhammed udgør. Det virker, trods alt, som om at både Jesus og Buddha - biografisk set - er bedre brobyggere til det ny verdensimpuls? Der er vel også en højere årsag til at Kosmologien har et kristent afsæt og ikke et muslimsk (eller for den sags sktyld buddhistisk)? Kunne i forstille jer, at Muhammed skulle have været Martinus forbillede, som barn og ung? Det er blot tankespil.. (eller tankedril)
Kh. Andreas
Ja, der har været flere, fx Lao Tse, Khrisnha, og Zaratustra, de præsenterer jo hver deres udviklingstrin og henvender sig hver i deres tid til folk og grupper der er mere eller mindre modtagelige.
At M. bruger Jesus som forbillede er jo fordi Jesus er længere fremme i udvikling end han selv er, det er vel meget logisk.
M. nævner fx at Moses var en hårdfør mand, og at det var nødvendigt for det udviklingstrin som flokken var på, med en streng leder.
M. er også inde på at når Vi får kosmisk bevidsthed, så vil Vi opleve vor egen indre, Buddha, Muhammed, Kristus, evt. Krhisnha alt efter hvilken såkaldt kulturbaggrund Vi har rod i.
M. voksede jo op med Jesu lære, så det var nok hans forbillede allerede tidligt i barndommen.
Kærlig hilsen
Er det ikke et spørgsmål om, at de tre verdensreligioner buddhisme, kristendom og islam alle sammen i deres grundkerne har kærligheden.
De handler alle om at være kærlig mod sin næste.
Men så skal man igennem en ateistisk fase, hvor man kasserer alle de religiøse dogmer og erstatter dem med nogen materielle, og så går det helt galt, men så bliver man moden til en dogmefri åndsvidenskab.
kh
Jan
Hej Jan
ja det lyder helt rigtigt og det er muligvis en art unødig detaljerytteri at spørge til de konkrete religioner i en kosmologisk kontekst. Men det jeg er interesseret i er, om Martinus kommer ind på de specifikke teologiske forskelle i mellem de 3 religioner. Fortæller han om der er nogle forskelle? Ligesom et hvert lands folk ifølge M udgør en folkeånd, er de forskellige religioner vel også igennem, traditioner, myter, ritualer etc. gestaltet ind i et slags makrovæsen?
Kh. Andreas
Hej Quasimodo
Så vidt jeg husker, kommer Martinus ikke ret meget ind på forskellene mellem de forskellige religioner, udover at Jesus var den højst indviede verdensgenløser, og at tilhængere af buddhismen i højere grad har forudsætninger for at acceptere reinkarnationstanken end vesterlændinge. Måske kan andre supplere?
En befolkningsninggruppe repræsenterer jo et særligt udviklingstrin. På samme måde kan man måske sige, at de forskellige religioner er kosmisk udviklingsinspiration oversat til et "sprog", som en given befolkningsgruppe kan have glæde af. De forskellige verdensreligioner er altså udtryk for forskellige niveauer af kærlighedundervisning.
Venlig hilsen
Petersh
Når forældre dikterer deres børn hvad de må og skal, så er det normalt en lys eller kærlig form for diktatur,
fx Adolf H. var udtryk for en mørk verdensgenløser,
verdensgenløsningsprincippet er en variant af forældreprincippet,
M. nævner også at fx Jesus var en 'lys diktator',
er Du med,
Hilsen Holger
Kalder man ikke kun de tidlige verdensgenløser for mørke, dvs. tidlige i vår den indevarande spiral, når vi gik fra salighedsriget til planteverdenen? Hitler var vel mere en mørk karmaudløser, ikke verdensgenløser.
Hej alle og Peter
Jeg kan supplere med noget genfundet fra en artikel "Døende kulturfaktorer":
Gennem de Østerlandske religioner lærer man, at meditation er vejen til fuldkommenhed.
Man lærer, at man helst skal slippe alle jordiske bånd og materielle begær
og længsler og gå ind i ensomheden og udelukkende koncentrere sine tanker
på Gud og de højeste ting. Dette, at gøre denne indstilling til det primære i de
Østerlandske folks kultur, har helt formet disse folks livsindstilling og væremåde.
Men det har ikke givet dem fuldkommenheden. Millioner af mennesker i østens
lande lever en kummerlig tilværelse i fare for at dø af sult, og andre millioner
dør sultedøden, og der gøres næsten intet for at hjælpe dem. De østerlandske folk
er meget religiøst og åndeligt indstillet, men ganske uintellektuelle. Blandt disse
folk er der ganske vist opstået adskillige mere eller mindre vise mænd, som almenheden
sætter højt i ære, men selvom disse vise naturligvis på mange områder
har været guddommelige redskaber for de folk, blandt hvilke de har levet,
har de ikke kunnet frelse deres folk eller skabe en solid og fredfyldt kultur for
disse. Med undtagelse af verdensgenløserne, der har levet i østen, har disse vise
ikke haft virkelig kosmisk bevidsthed; de har opnået en vis færdighed i psykiske
eller okkulte eksperimenter, som nu hører fortidige udviklingstrin til.
Den Østerlandske uintellektuelle, åndelige indstilling er blevet en flugt fra denne verden.
Det primære i de østerlandske folks religiØse indstilling var altså at koncentrere
sig så lidt som muligt om det materielle og kun tænke på det åndelige, og selvom
en sådan indstilling kan være til gavn på en måde, kan den også, som det har været
tilfældet, føre til afsporing, så menneskene stagnerer eller kommer bort fra
den vej, der fører frem til de mål, der er menneskenes virkelige bestemmelse.
Denne uintellektuelle, åndelige indstilling er blevet en slags sovepude, en flugt
fra denne verden. Det primære i tilværelsen blev i for høj grad meditation over
åndelige spørgsmål og for lille en udvikling og træning i at omgås sin næste.
Gennem en kunstig træning i meditation blev mange menneskers åndelige indstilling
overdimensioneret i forhold til deres moralske udviklingstrin, de ville
helst leve i ensomhed borte fra andre mennesker. Selvom mange af disse eremitter
kan være dejlige og behagelige mennesker at tale med, betyder det ikke,
at de er modeller for det, der er menneskehedens sande mål. Livet er ikke dette,
at man skal flygte bort fra mennesker til ensomhed og kun tænke på Gud. At flygte
bort fra mennesker er at flygte fra de erfaringer og de berigende oplevelser, som
samlivet med andre mennesker uundgåeligt vil give.
Den vestlige verdens dogmatiske, uintellektuelle opfattelse af kristendommen.
Denne tendens til at gå uden om den virkelige vej, samlivet med andre mennesker
og den ved dette samliv muliggjorte træning i at gøre det fuldkomment, har også,
om end på en anden måde, vist sig i Vesten i den kristne verdensreligion. Her har
man til trods for, at Kristus har vist eksemplet på det fuldkomne menneskes væremåde,
skabt den sovepude, der hedder "syndernes forladelse" og" frelse ved Jesu
blod og nåden". I denne dogmatiske opfattelse af kristendommen er det absolut
ikke de gode gerninger, der er målet for menneskets stræben, her gælder det blot
om at komme ind i den flok, for hvem Kristus har ladet sig korsfæste. Ifølge denne
dogmatiske kristendom er vi alle født i synd og har i os arvesynden og er allerede,
inden vi er født, kvalificerede til den evige fortabelse, hvis ikke vi trygler
Gud om nåde og forløsning ved" lammets blod" .
Dette er her i Vesten den store sovepude for de mennesker, hvis mentalitet
endnu er så uintellektuel på det åndelige område, at de kan synes, at dette ideal
er guddommeligt. Men det har ikke noget med Kristi egen væremåde at gøre.
Den eneste vej ,til en fredens verden er udviklingen af den
sande livs kunst i menneskets bevidsthed
Disse højst uintellektuelle Østerlandske og vesterlandske åndelige indstillinger
har tydeligt vist, at de ikke kan føre menneskeheden til nogen virkelig verdensfred
og til en tilstand, hvor livets goder er ligeligt fordelt blandt menneskene.
Den eneste vej til en sådan fredens verden er udviklingen af den sande livs kunst
i menneskets bevidsthed, hvilket vil sige, udviklingen af en evne til at kunne leve
i fuldkommen harmoni med andre væsener i tilværelsen. Livets vej er ikke en
vej, på hvilken menneskene skal flygte fra hverandre og leve isoleret på ensomme
steder, og heller ikke en vej, hvor man skal albue sig frem på andres bekostning
samtidig med, at man tror, man er frelst, når blot man beder om nåde og
syndernes forladelse.
Mine fremhævelser.
Tak til Cai, Peter og Co.
Gode citater. Jeg kommer til at tænke på en filosof, som hedder Ram Dass, som i en film "1 Giant leap" (tror jeg det er) siger at: "relationer er vestens yoga".
Det Martinus refererer til i det udvalgte citat, synes dog måske mere at være Hinduisme og nogle buddhistiske strømninger - de meget transcendente filosofier, hvor det bla. gennem askede og meditation, handler om at komme ud af samsara - slippe væk fra det jordiske "matrix". Man finder også denne tankegang, om at forsage verden, inden for nogle af de tidlige kristne og gnosticistiske retninger.
Vh. Andreas
Hej med jer
Uden at kende synderlig meget til islam kunne man måske forestille sig, at den lægger sig på et udviklingstrin mellem jødedommen og kristendommen. At den rent temperamentmæssigt befinder sig tæt på jødedommen er måske også en forklaring på de magtkampe de to religioners tilhængere udkæmper for tiden i Mellemøsten.
Venlig hilsen
Petersh
Det stemmer meget godt med min fornemmelse...
Det stemmer meget godt med min fornemmelse...
Det er også min fornemmelse. Jeg tror man skal se det i lyset af, hvordan tingene så ud før i mellemøsten og om det er en forbedring i forhold til det.
Muhammed beskriver sig som "den sidste profet".....og jeg tænker, at han godt kunne være "den sidste" i rækken af væsner, der skulle være grundlæggere af de store verdensreligioner i forskellige dele af verden, alt efter menneskenes behov og kultur i det givne område. Herefter har der ikke været profeter af den kaliber der har grundlagt større religiøse bevægelser. Men det er ikke nødvendigvis den sidste der er den største. Martinus skriver, at Jesus var længst fremme i udvikling
Martinus var ikke en ny profet som skulle grundlægge en ny "tro" eller verdensreligion, men skulle give os det Jesus ikke kunne på daværende tidspunkt i kristendommens historie. Den hellige ånd eller viden. Martinus skriver, at der ikke vil komme flerer "profeter", da vi nu har alt vi behøver i form af åndsvidenskaben. Da vi mange steder i vesten er vokset fra "troen", kan man måske sige, at Martinus skulle give os det grundlag vi behøver i overgangen fra tro til viden.
Kh. Ejby
Fant enda et citat som kan passe som komplement i denne tråd, om verdensgenløsere, hvoraf Mohammed var en.
1966
40.1 Verdensgenløsere
I menneskehedens historie funkler store navne, hvis guddommelige glans efter årtusinders forløb endnu den dag i dag er lysende. Ja, nogle er endog så stærkt lysende, at de hver for sig endnu er millioner af menneskers åndelige ledestjerne. Disse endnu så stærkt lysende navnes ophav kender vi som "Buddha", "Kristus" og "Muhamed". Det er det åndelige lys, der åbenbaredes ved disse væsener, der danner fundamentet for de store verdensreligioner: "buddhismen", "kristendommen" og "islam". Forud for disse lysende væsener, som vi kender under begrebet "verdensgenløsere", har der eksisteret andre lysende eller vejledende væsener for menneskeheden. Igennem sådanne væseners kosmiske vejledning og føring i moral og væremåde er menneskeheden garanteret det store mål: at blive til menneskeheden i Guds billede efter hans lignelse.
Skriv et svar