Martinus skriver om det emne i Livets Bog, bind 2. For at jeget "X1" kan opleve, må der være en påvirkning, dvs. "lys". I et tidsperpektiv hvor vi selv er midtpunkt, vil fortidens traditioner opleves som "mørke" og fremtiden (vores idealer) som lys.

Så det vi kalder "mørke" er altså en mindre grad af lys i forhold til en højere grad af lys. På samme måde som, hvis man holder den ene hånd ned i vand, der er 20 grader og den anden hånd i vand, der er 50 grader, og derefter begge hændewr ned i vand der er 30 grader, så vil den ene hånd føle vandet som koldt og dan anden føle det som varmt.

Om vi oplevet "lyset" som lys eller mørke er altså betinget af, vores hidtidige oplevelser.

Så ja, alt er lys. Alt er oplevelse, og for at man kan opleve, må der være "lys", men dette lys, kan altså opleves som mørke.

Dette viser sig også med ukærlighed/lidelse. Det kan man kun udfolde på grund af uvidenhed. Men uvidenhed er noget skabt. Det er noget man kan skabe i et lokalt område af verdensaltet. Men verdensaltet som helhed rummer evigt al viden. Og med adgang til denne viden, kan man kun være kærlig. Dermed ser vi altså ukærligheden som værende noget "uvirkeligt". Det virker jo godt nok  helt realistisk, så længe det står på. Men grunden til. at det kan opleves så frygteligt, er alene at man ikke har adgang til den reelle viden om virkeligheden. Man tror og frygter ting, som ikke kan eksistere, så som total udslettelse eller evig pine eller på meningsløshed, tilfældighed, uretfærdighed eller en sindsyg guddom. Man kan tro på mange ting, som reelt ikke eksisterer ud over i ens tankeverden. Men fordi man ikke er klar over, det forholder sig sådan, så forstærkes ens lidelser.

Viden om hvordan virkelighedens sande analyse, er de skatte som vil kunne hjælpe en ud af elendigheden. Man har således altid nogle skjulte skatte, man kan trække på i sin nød. Men det er først, når man begynder at finde ud af det, man for alvor kan gøre brug af dem.

Kærligheden er derfor det eneste reelle, der eksisterer i verdensaltet. Ukærligheden eksisterer ganske vidst også, men bagom denne - bagom alle lidelserne - findes det evige, udødelige noget og de evige kærlighedslove, den evige retfærdighed, og den evige visdom, og det er dette "kærlighedsmateriale" som "ukærligheden" er skabt af. Men så er "ukærligheden" dybest set slet ikke ukærlig, men "bare" ubehagelig. "Ukærligheden" var Gudesønnens forvrængede syn af den evige Guddom. Og derfor er den sande analyse af "ukærligheden" derfor "et ubehageligt gode". Mørket er også til velsignelse, og derved er alt til velsignelse for levende væsener. Dette afspejles i det evige liv, ved at der kun er et enkelt rige (dyreriget) ud af 6, hvor der er reel lidelse - og her er det endda hovedsageligt kun i den sidste del af dyreriget. Og man befinder sig alene i dyreriget pga. af egen drivkraft i form af ens oplevede begær efter at opleve denne kontrast, som udover meget smerterfuld erfaringsdannelse, også indeholder meget velvære. Og i resten af rigerne har man kosmisk bevidsthed og lever dermed permanent  i lyksalighed og fred - et med Gud, hvor man oplever at man altid kan gøre, hvad man vil.

hilsen
Jan

Super indlæg Jan.

Alt er lys og derfor såre godt.

Martinus giver os i form af sit værk de skjulte skatte. Derfor er det vigtigt, at bringe det større perspektiv han har givet os ind i det lokale.

Tak for dit fantastiske bidrag.

Kh. Ejby

ja hej jan jeg synes altid du kommer med en masse godt 

Hej Ejby og Lucifer,

Tak for de rosende ord, det glæder mig.

kh
Jan