Ja, det er sku rigtigt observeret!
Men så vidt jeg har forstået, så ligger det lissom i kortene, at mørket/u-moralen får lov til at stikke sit hovede helt frem netop i forbindelse med, at lyset skal til at tiltage i styrke. Det er jo netop på baggrund af den intensiverede mørke-erfaring, at vi får vendt bøtten og vælger at skabe en lysere tilværelse for alle. Selve fænomenet kaldes i Bibelen for dommedag, som jo netop indfinder sig, inden/op til kristi genkomst, eller kærlighedens sejr. Og det er jo ifølge kosmologien NU! (dvs. i indeværende århundreder...)
(I parantes bemærket, så har kristne tænkere lige siden Jesus ment, at de levede i de sidste tider - vi må selv bedømme, om Martinus argumentation herfor synes at passe)
I hvertfald synes jeg desuden godt man på nogle punkter kan konstatere, at det går den rigtige vej. Man behøver ikke at læse meget om danmark helt op til og med guldalderen for at blive lykkelig for, at man lever i det retssamfund vi har idag. Offentlige henretninger og hvad ved jeg. Eller hvad mener du?
Men det er jo finurligt det der med, at for at noget skal udvikle sig i én bestemt retning, så må det en gang imellem bevæge sig i den (tilsyneladende) modsatte retning. Men det passer jo godt sammen med kredsløbsprincippet. Tit er man jo blevet forvirret over, at hedninge og før-kristne kulturer i høj grad lever mere kosmisk end vi gør det idag - selvom vi betegner det kultiverede menneske for højere udviklet. Det hører igen med til billedet, at en del af vores udvikling (af bevidsthed) har medført en degradering af vores instinktive kosmiske connection - netop for at vi nu kan tilbageerobre forholdet til Gud på et højere bevidsthedsplan - nemlig intellektuelt. Midtresultatet af denne udvikling er den jammerdal vi finder idag og som mange af os selv er udtryk for. Det er vist godt at vores skyld er os forladt........ :
kh sebastien

Hej Pelle asc,

Martinus nævner en gammel talemåde: "når dagene længes, vinteren strænges", tror jeg nok det hedder.

Det er altså et princip der gælder fysisk vejrmæssigt, men altså ifølge Martinus også på det mentale/åndelige plan.

Det er det samme med, at noget blomstrer op, lige før det dør.

Eller hvis man gør hovedrent efter lang tids pause, så dukker der skidt og snavs op alle vegne.

Det samme kan folk, der har gået i terapi, gerne berette om. Og hvis man nu lige havde regnet med, at nu skulle man til at have det godt, så er det da også træls, at man så i stedet, får det skidt...

Men det er altså sådan det er - man må igennem "indvielsens mørke". Men det kommer man nemmest ved at lære at forstå, at det, der synes skidt, i virkeligheden slet ikke er så skidt, men at alt er såre godt.

Det er ingen hemmelighed fra Martinus' side, at der er et mørke, et midlertidigt helvede, ragnarok, getsemane, som alle mennesker skal igennem for at nå kristusbevidstheden og blive eet med Gud.

Det foregår kollektivt og individuelt.

I dag er der, ifølge Martinus, mange mennekser, der ikke er færdige med den voldsomme karma, tortur og den slags.

De udfolder mord og tortur, og derfor må de også komme til at høste det samme.

Dommedagsperioden er en "kærlighedens dag" iflg. Martinus, den skal minde os om, hvad der sker når man glemmer kærligheden. Når kærligheden ikke er det centrale i ens liv, så bryder helvede løs, så skaber man død, rædsel og undergang for sine medvæsener, og det bliver derfor også ens egen skæbne.

Det, man må lære at forstå, er, at de dræbende bevidsthedslag er noget, vi alle sammen rummer i os. Vi rummer en dyrisk mentalitet, som er livsfarlig, hvis vi giver den lov til at styre vores liv. Vi skal derfor se den i øjnene, lære at forstå den, kende den, ved at opleve den i os selv, og så lade være med at bruge den. Vi skal ikke fordømme den, for så leger vi bare kispus med os selv og holder liv i den. Den dyriske side er god til at forklæde sig, og fremtræde som moralsk og retfærdig. Det må vi lære at gennemskue, så vi holder op med at tyrannisere både os selv og vores omgivelser med denne livsfarlige væremåde.

Vi må altså lære at holde af den, forstå dens guddommelige mission, som et led i udviklingen af kristusmentaliteten, men måden vi holder af den på, er ikke at lade den styre vores liv.

Martinus beskriver det ved at henvise til Pilatus, Barrabas og Kristus.

Vi skal ligesom Pilatus vælge om vi vil give Barrabas fri og korsfæste Kristus; eller om vi vil give Kristus fri. Det betyder naturligvis ikke, at vi så roligt kan korsfæste Barrabas. Vi skal frem til overhovedet ikke at "korsfæste". Vi skal nøjes med at træffe vores forholdsregler og ikke lade det primitive sindelag bestemme.

Men det er disse dramatiske processer, vi kan iagttage i os selv og kollektivt.

Og selv om man er færdig med rent fysisk at myrde og torturere sine medmennesker, kan det godt være man fortsat gør det psykologisk med tillærte neurotiske vanemønstre, som dybest set er intolerance mod andre og mod sider af sig selv. Da intolerance netop ofte fremtræder forklædt som retfærdighed eller moral, er det ikke altid lige nemt at gennemskue. Men det er altså det, der skal gennemskues og bevidstgøres, så vi kan stoppe det.

Alle disse ting er jo slet ikke alment kendt. Mange gør, hvad der passer dem. Men da det, der passer dem, ofte er intolerance, så må de også høste intolerance. Og det er altså kulminationen af denne intolerance, der på tiden som en "verdensbrand" går hen over jorden, som fødselsveer før "den store fødsel".

Men det skal man ikke lade sig slå ud over. Er man selv kærligt indstillet, så kan man kun høste kærlighed. Man har altså selv al magten til at påvirke sit liv i gunstig retning. Hvis man husker på, at alt, hvad, der er i ens liv, er resultat af ens egen skabeevne, og det, der er uheldigt, nødvendigvis må være det, fordi det er gjort i uvidenhed, så er der altså igen reel grund til at have skyldfølelse. Man har gjort det så godt man kunne, på baggrund af de erfaringer man aktuelt har, og det samme har alle andre. Og det kan naturligvis kun blive bedre i fremtiden, når man får flere erfaringer. Alt er såre godt. Og det er dette syn - den hellige ånd - man kan arbejde på at få til at vokse i sit eget indre - altså give Kristus fri.

venlig hilsen
Jan

De lover og lover... det BLIVER bedre , det bliver bedre ?? men Hvornår ?
Om 10 år siger de ?
Om 20 år ?
Enhver kan jo sige om 100 år, hvem kan efterprøve det ?
Ingen !

VH
Pelle

Det bliver bedre i samme øjeblik, man ændrer indstilling til det, der er trist og smertefuldt.

Martinus har udtalt at de store krige er slut om ca. 100 år. Men derfor vil der jo stadig være væsener, der ønsker store krige. De må så bare inkarnere andre steder.

Det, der er i den ydre verden, er en projektion af ens indre verden.

Det starter med en selv. Man må lave sig selv om, hvis man vil have det bedre. Andre kan forsøge at hjælpe nok så meget, men hvis man ikke selv vil, sker der ikke noget. Det er ens eget værk - i (mere eller mindre) nært samarbejde med vorherre

kh
Jan

Man kan kigge på hvad der peger i retning af mindre "onde" tider og hvad der peger på at tingene ikke forandres eller måske ligefrem bliver værre.

Kigger man over de sidste par hundrede år, er der klare tegn på mere humanitet. Vi har fået demokratiske stater, som i en vis udstrækning hjælper den enkelte. Samtidig er der opstået humanitere organisationer.

På den anden side har teknologien gjort at vi nu kan føre de voldsomste krige der er set i historien. ". Specielt 2. verdenskrig var så voldsom at man nu har indført konventioner for hvor voldsomt en krig må føres. Disse konventioner er endnu ikke slået igennem, da der endnu ikke er et internationalt organ til at sætte magt bag ordene og landene derfor stadig i høj (selvom den er blevet mindre) grad kan gøre hvad der passer dem. Den nuværende situation i Irak har udstillet denne mangel og vil måske, på sigt, føre til mere magt til f.eks. FN. Eksemplet peger på at det "onde" eller ubehaget leder os til at finde tiltag, som modvirker det "onde". I takt med at disse tiltag bliver fuldkomne, vil det onde træde i baggrunden for det "gode". Hvis man antager at eksemplet viser en generel tendens, er vi altså på vej mod bedre tider og jo værre det er nu jo flere vil arbejde for det og jo hurtigere vil det gå.

kh
Lasse

Dengang Martinus levede og som jeg selv kan huske talte vi ordentligt til hinanden.
Vi sagde DE til de voksne.
Vi havde respekt for kvinder.
Vi lærte respekt for de voksne.

I dag ?
Unge tøser på 13 år løber hjemmefra og har et sex liv. Ingen kan gøre noget.
De har ingen respekt for noget som helst.

Det var sådan at efter krigen 40 - 45 så kunne det kun gå fremad.
i 50serne talte vi pænt og opførte os pænt.
I 60serne gjorde vi oprør mod det pæne.

i 2000, Boy .... er det lykkes ,
ja det skal jeg da lige love for.

Som jeg ser det er det ikke nogen vej tilbage.
Det findes aldrig nogen vej tilbage.
Det kan kun blive værre aldrig bedre.

Pelle

Var det ikke især spanskrøret, man havde "respekt" for?

Kan pænhed ikke tit være et meget overfladisk og hult fænomen, der dækker over en virkelighed, der er alt andet end pæn?

kh
Jan

PS:
Optimisten synes det hele er godt.
Pesimisten synes det hele er skidt.
De har begge ret, fra hver deres synspunkt, men optimisten har det sjovest.

Og så var der hypokonderens gravsten, hvorpå der stod: hvad sagde jeg?

Kæreste Pelle,

Jeg troede at vinterdepression var noget som primært ramte kvinder, men din lyder godt nok være end min! 😮

Ja, nogen gange er det svært at bevare optimismen, men som vi har talt om før, så afhænger det af dig som ser og det du vælger at se. Nogen ser et halvtomt glas og andre ser et halvfyldt glas. Hvis du fokuserer på det mørke og det negative og lader dig påvirke for meget af medierne m.v., som næsten ikke handler om andet end vold lidelser og håbløshed, så begynder dette også at blive din virkelighed og horisont, og du begynder at opleve mental træthed (for øvrigt en rigtig god småbog af Martinus). Når vore tanker næsten udelukkende er mørke og negative, er der fare for, at vi måske begynder at genspejle eller projektere disse mørke tanker og energier over på andre... og så begynder vi også at tiltrække mørke. Som man sår, således må man høste.

I stedet for at fokusere på det negative, som du egentlig er ved at være godt og grundig træt af og vil væk fra, så kunne du øve dig i at fokusere på positive håb og ønsker for fremtiden. Du skaber nemlig selv din skæbne og alt skabelse starter i åndelig materie, tankerne. I stedet for at fokusere på det, som du ikke bryder dig om, er det mere livgivende og mentalt sundt at fokusere på noget positivt, nogle dejlige ønsker for dig selv, dine nære og menneskeheden... noget som vækker håb og glæde i dig. Ved at formulere dine overbevisninger og ønsker for livet positivt, kan du skabe et positivt liv - og her er bøn en utrolig god hjælp og støtte. Tænk på det du ønsker, i stedet for det du ikke ønsker. Lige som det ikke bringer dig nogle veje at sætte dig ind i en taxa og sige til chaufføren: "jeg vil ikke til hovedbanegården"! : Øhhh ja, og hvor vil du så hen!.

Prøv bare 5 min. om dagen at fokusere på de lyse ting og lade dine tanker beskæftige sig udelukkende med disse, værdsæt alt det gode som findes. Det findes ikke, vil du måske hævde. Men du ved jo efterhånden godt fra dine åndsvidenskabelige studier, at den eneste årsag til at vi overhoved kan se mørket er, at der er lys tilstede. Se fx. hvorledes den forfærdelige fyrværkeriulykke skabte en enorm opblussen i næstekærlighed, omsorg og hjælpsomhed i folk fra både nær og fjern. Denne energi var tydelig mærkbar i hele byen for sensitive mennesker.

Husk, at uden den lyse kontrast som baggrund, så kunne du slet ikke få øje på alle de negative og mørke områder du nævner. Måske kan du inspireres lidt af denne herres syn på livet:

How strange is the lot of us mortals! Each of us is here for a brief sojourn; for what purpose he knows not, though he sometimes thinks he senses it. But without deeper reflection one knows from daily life that one exists for other people -- first of all for those upon whose smiles and well-being our own happiness is wholly dependent, and then for the many, unknown to us, to whose destinies we are bound by the ties of sympathy. A hundred times every day I remind myself that my inner and outer life are based on the labors of other men, living and dead, and that I must exert myself in order to give in the same measure as I have received and am still receiving...

Læs hele hans essay her!

Kærlig hilsen
Anette

PS: Havde jeg skrevet dette for 200 år siden var jeg blevet tortureret og hængt elle brændt på bålet! 😮

PS: Havde jeg skrevet dette for 200 år siden var jeg blevet tortureret og hængt elle brændt på bålet!

<<<

det kan du nå endnu