Hej Avatar

Tak...fordi du ikke kan slippe os "lig gloende hårdheder" !  ?
Hypotetisk...er der et lig på bordet foran mig så vil jeg nok rejse mig og gå
fordi, her kan jeg ikke hjælpe, det er så at sige bedemandens bord...
Er vedkommende stadig i live så vil jeg da tilbyde min hjælp!
Er vedkommende min nære ven eller mor, ja så vil jeg sikkert forgæves forsøge at sige
til mig selv at der ikke er nogen grund til at sørge....fordi "liget" jo er i "himmelen" og
sikker har det meget bedre end mig selv...så der er jo intet at sørge over!
Sorgen over en død...er jo i bund og grund...sorgen over at miste!

Men vi mister jo ikke vores "elskede" ....vi møder dem igen...godt nok om mange år
men alligevel!

Martinus siger at vi bør glæde os "i døden"...fordi vedkommende nu er i "paradis"...
Så at sørge er jo i den sammenhæng "lidt egoistisk"....men alligevel er det jo svært
at lade være med at fælde en tåre...lidt ligesom hvis en god ven rejser langt væk!

KH Pipia

Hej Avatar,

Jeg håber at det går fremad med din datter, dig og familien. Det lyder ikke rart det I er igennem.

Pointen, som jeg forstår den, er at jesus netop forstod at hans korsfæstere kun gjorde det fordi de netop ikke vidste hvad de gjorde, dvs. de kendte ikke konsekvenserne af deres handlinger og havde ikke evnerne til at handle anderledes. Samtidig havde jesus netop evnerne til at forstå deres udviklingsniveau og evner til at tilgive og var derfor i stand til det på baggrund af hans forståelse af situationen.

Quote:

  Var der ingen forskel på karmaen, uanset om man var bevidst eller ej, omkring det man forårsagede, så ville jesus nok ikke have udtrykt det, på denne måde, i den givne situation.

Hvis man godt ved hvad man forårsager, så kan der være tale om i hvert fald to slags problemer. Det ene er at man ikke kan leve op til sine egne standarder. Man mangler udvikling til at udføre sine egne idealer. Det var det Paulus oplevede (kan ikke huske det præcise citat med "det gode jeg vil, gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, gør jeg..."). Den anden situation er når man både har idealet og evnerne, men pga. mental dovenskab alligevel undlader at gå imod det "onde" evt. pga. besværligheder e.lign. I det tilfælde er årsagen ikke udvikling og karmaen må vel derfor også blive af en anden karakter (gætter jeg på...).

kh
Lasse

Hej Alle.

Fandt lige dette citat omkring vrede i DEV 2 (side 129):

Hedenskabet i kristendommen.
Som vi i foranstående har set, er der megen hedenskab eller afsporing i den almengældende forkyndelse af kristendommen. Og denne afsporing er altså i særlig grad baseret på den totale fejlagtige opfattelse af mørkets eller det såkaldte "ondes" natur.

  Troen på en Guddom, man mener bliver vred og hævner og straffer, har blandt andet igennem tiderne affødt eller vedligeholdt det dødbringende tankeklima, vi allerede kender fra symbol nr. 3 under udtrykket "Intolerance". Dette tankeklima har huseret , og huserer fremdeles, i større eller mindre grad indenfor de religiøse sekter og samfund.

  Ligeledes er den såkaldte "hellige vrede" og "retfærdige harme" kun camoufleret intolerence, had, vrede eller bitterhed. Den "hellige vrede" og "retfærdige harme" er lige så forkerte handlemåder som al anden manifistation af "det onde". Har verdensgenløseren ikke netop som før nævnt sagt, at man skal tilgive sine fjender - ikke blot syv gange dagligt - men indtil halvfjerssindstyve gange syv gange dagligt? - Nej, i de kosmiske love er der ikke noget som helst påbud eller opmundtring til at opfatte nogen som helst vrede, had eller bitterhed som "retfærdig" eller "hellig".

At forsvarer had, vrede, harme eller bitterhed som "retfærdig" eller "hellig" kan kun det ufærdige og endnu primitive menneske gøre, der ikke kender noget som helst til skæbneloven eller verdensaltets struktur og derfor heller ikke forstår de store Guddommelige påbud fra verdensgenløseren.

Så længe menneskene tror, at guddommen kan blive vred, hævne og straffe, hvad skal da inspirerer menneskene til at aflægge disse dyriske tilbøjeligheder og vaner?
Hvad skal da inspirerer dem til at tilgive deres fjender? - Hvordan skal menneskene blive frigjorte fra mørket, det onde og dets følger: krig, mord, drab, ulykker, sorg og lidelse, så længe dette sindelag kan få støtte i religionen som "retfærdigt" og "helligt"? - Bliver ikke netop enhver krig med dens rædsler, myrderier, lemlæstelser, torturering af mennesker, ødelæggelser af kulturværdier, dens brug af atom- eller kernevåben osv. udråbt af dens ophav som "retfærdigt", ja, endog undertiden som "hellig"?

Men intet som helst tankeklima kan være helligt uden den totale næstekærlighed, der gør sit ophav til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Og dette menneske er hverken krigeren, morderen, røveren, bedrageren eller hævneren. At tro, at sådanne væsners tankeklimaer på nogen som helst måde kan være "hellige", er overtro og afsporing. Overtro og afsporing kan igen kun føre til ulykke og lidelse, til unaturlig fysisk død og undergang. Et sådant tankeklima er ikke kristendom. Det kan højest være hedenskab.

KH. Ejby

Hej Arne!

Her er Martinus analyse af, hvorfor det ikke nytter noget, at forsøge at opdrage andre (gælder både børn og voksne) med vrede, tugt, tvang, straf ect.

http://www.martinus.dk/content/dk/dtt-soegning/show.php?bog=70&stk=62&nr=34&pw=7ea4f

At forsøge at hjælpe andre frem i deres udvikling med tugt og vrede, er ikke muligt...og er udtryk for uvidenhed om de faktiske forhold.
  Man kan således ikke med vreden, få andre til at se tingene ud fra sin egen synsvinkel....men blot skræmme dem til, at lade som om.

Det bedste man kan gøre, som jeg ser det, er at forsøge at udvikle sig selv og komme sine egne ufærdige sider til livs....og dermed blive et godt eksempel for andre....og være til gavn og glæde i sine ord og handlinger. Herunder selv, at få styr på livets love og principper og øve sig i selv, at leve efter disse.

Kh. Ejby

  Hej Ejby.

  Jeg kan helt ærligt ikke bruge disse ting til ret meget i nuet, det svarer for mig til at fortælle dyrene at de skal fravige det dræbende princip, for ellers kommer de ikke frem til kosmisk bevidsthed.

  Der er slet ikke tale om at tvinge udvikling frem med tugt og vrede, men om at dels tilkendegive egne grænser, dels beskytte andre i visse situationer, mod at disse gør skade på sig selv.

  I vor nuværende situation, kan vi ikke (for de flestes vedkommende) undlade at føle vrede, mere eller mindre iblandet "tungt stof", men at undertrykke denne vrede, fordi man intellektuelt forstår at den ikke er gavnlig i senere forbindelser, det fører blot til langt større traumer og negative virkninger for den enkelte, så vreden skal "ud" på en eller anden måde, før man kommer videre i udvikling.

  Så kan vi da godt intellektiuelt være enige om, at hvis vi ikke bliver vrede på nogen måde, så er vi langt fremme i udvikling, men det er bare ikke der vi befinder os nu, ihvertfald ikke for mit vedkommende.

  Bliver ens barn vedvarende ved med at ville berøre den glohede kogeplade, eller at stikke piberensere i elkontakterne, på trods af mundtlige milde råd om at lade være, så er vreden eller et rap over fingrene i mine øjne absolut at foretrække, fremfor den intellektuelle tanke om at hvis barnet dør eller kommer slemt til skade, så er det bedre (på grund af karmaen) end hvis jeg selv viser min frygt på barnets vegne, på den eneste måde jeg har tilbage, nemlig vreden og tugten.

  Og nej, ingen kan vel tvinges til at makke ret, men et barn eller gode venner/bekendte, kan da sagtens følge ens vejledning (som man udtrykker via vrede) hvis de har kærlighed og/eller respekt for ens person, i det daglige.

  Kærligheden til Guddommen, giver sig jo netop oigså udslag i at man accepterer karmaen som vejleder/læremester, men i virkelighedens verden "tvinger" karmaen jo en på plads via den reaktion man får på sine aktioner, og disse reaktioner er da i høj grad at sammenligne med slag over fingrene.

  Senere i vor udvikling, når (som Pondus siger) intellektet får magten til at styre vreden, så er disse "krav" omkring ikke at bruge vreden i pædagogisk forstand eller som grænsesætter, sikkert til stede, men i nuet er vreden for mig at se, en nødvendighed for langt de fleste mennesker, i deres udviklingsproces.

  Lad os slippe af med det dræbende princip først, så kan "bagatellerne" komme senere.

    Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

"Hvis man ikke vil høre, så må man føle" - "Brændt barn skyr ilden" osv., osv... Disse ordsprog er fuldstændig i harmoni med den guddommelige udviklingsplan, som vi alle er underlagt. Det er nemlig gennem erfaringstilegnelse, vi skaber og udvikler alle vores evner - og det gælder følelser såvel som intelligens.

Et væsen, der har samlet tilpas mange "lidelsesbrikker" gennem utallige inkarnationer - og samtidig har udviklet en tilstrækkelig intelligens - begynder at kunne se og forstå sammenhængen mellem handling og skæbne, mellem det dræbende princip og lidelse. Derved blive væsenet i stand til selv at forme sin skæbne vha. øvelse, øvelse og atter øvelse og efterhånden beherske en væremåde, der skaber en lykkelig skæbne for vedkommende.

Men har man ikke samlet tilstrækkelig "lidelsesbrikker", og/eller har man ikke udviklet en tilstrækkelig intelligens, så kan man kun handle efter bedste evne - og resultatet heraf bliver ikke altid til ens egen fordel i det lange løb. Men det afstedkommer jo blot de manglende "lidelsesbrikker" (og bidrager evt. til at udvikle ens endnu utilstrækkelige intelligens), så man i den sidste ende har samlet de nødvendige evner - på det følelsesmæssige plan såvel som intelligensmæssigt). Og dermed er alt jo såre godt!

Udvikling er altså nøgleordet. Vi skal lære (og kan ikke undgå) at leve livet i pagt med livets love. Man kan måske udtrykke det sådan, at vi først vil gøre alt for at leve livet - altså leve ud fra det dræbende princip. Herved lærer vi livets love at kende gennem mødet med resultaterne at vores handlinger.  Denne indsigt i livets love betyder, at vi nu  bliver i stand til selv at bestemme, hvilke resultater af vores livsførelse vi gerne vil udsættes for. Vi er altså hermed i stand til at leve livet - i pagt med livets love, hvilket er det samme som at leve efter næstekærlighedsprincippet.

Venlige weekendhilsner fra Århus

Petersh

Hej Avatar.
Du skrev:
Jeg kan helt ærligt ikke bruge disse ting til ret meget i nuet, det svarer for mig til at fortælle dyrene at de skal fravige det dræbende princip, for ellers kommer de ikke frem til kosmisk bevidsthed.

Heller ikke når vi snakker om det fremmeste pattedyr på jorden,mennesket.? ???
Som forøvrigt er ved at udvikle sig ud af dyreriget.Dyret derimod lever jo i sit jordiske paradis, hvor det er en fryd og nødvendighed at dræbe. Der gælder jo helt modsatte love for dyr,der er ingen særlig næstekærlighed,udover sit afkom og ægtemage ,måske også flokken.
Vi er jo ikke rigtige mennesker endnu,men er godt på vej,derfor gælder næstekærlighedsprincippet i høj grad for os halvvæsener,eller som Martinus siger:"Sårede flygtninge mellem to riger."

Jeg mener at dette "Long kiss goodbye" for dig Avatar ,viser at du er ramt godt af Martinus analyser,dybt i din bevidsthed.Så hvorfor ikke tage af det, som du kan bruge af Martinus,og lade resten ligge.Som han selv udtrykte det....

Kærlig hilsen Cai

Jeg har vanskelig for å tro at vi står på toppen av vår utvikling. Vi får kanskje noe men mister noe annet. Alf Larsen fra Norge mente at hesligheten kom inn en gang på begynnelsen av 1800- tallet. Det var mye fælt tidligere , men ikke heslig i ordets egentlige forstand. Før det kunne man vanskelig unngå å lage ting vakre. Skrift og bygninger o.l. Alt ble vakkert. Med computerens inntog er vi i ferd med å miste håndskriften. Barn fra 1.klasse tar i bruk pc i skolen.
Det er bare et bitte lite eksempel.
Hvis et menneske har traumer fra barndommen, er det jo best om det får jobbe med det så tidlig som mulig. Når man blir gammel er mye for sent. Blir det lettere å jobbe med dette i neste inkarnasjon. Neppe. Det kommer mer og mer noe hårdt inn i det fysiske legeme. Depresjonene brer om seg. I følge antroposofien trenger mennesket hjelp fra Kristus for ikke forherdes helt. For det moderne liv gjør at vi mer og mer mister kontakt med natur og opprinnelse, estetikk . Jeg tror ikke alt går bare framover. Hvis man hører renessansemusikk , så hører man at de stod i kontakt med noe. I romantikken er det like før mennesket mister kontakt med det guddommelige. Det er en voldsom higen, som på 1900-tallet går over i mørk tolvtonemusikk. Den naturlige kontakt er der ikke lenger. Nietzshe kan uttale at Gud er død. Mennesket må bli voksent og ta over seg selv.
Jeg kan ikke se på historien og se grunnlag for en ensidig optimisme.
Derfor har jeg det vanskelig å ta inn Martinus lære, men han har mange gode råd. 
Hilsen Gabriel   
 

Ak, ak, ak. Sikke noget. Og med pennens indtog, blev ungdommen elendige til at riste runer. Og hvad med kileskrift, hvad skete der med denne ædle udtryksform? Eller hvad med kunsten at male hulemalerier - næh, det var tider, du... 

vh. Petersh (undskyld, jeg kunne ikke lade være)

Nei, jeg tror ikke hulemaleriene er høydepunktet i den menneskelige utvikling. Jeg tror ikke det åndelige var så inkarnert i den fysiske kroppen deres. Man skal være ganske historieløs for ikke å se alt som har gått tapt de siste 600 årene. Det er klart det gjør noe med kroppen å skrive med en sirlig håndskrift. Og at det kommer disharmoni inn med computeren. Bare tenk på all den tid barn bruker på dette nå i stedet for sosial aktivitet.
Hilsen Gabriel

Hej Gabriel

Jeg er ikke enig. Det, du skriver, er gået tabt i de seneste 600 år, er ikke nemlig ikke gået tabt, men fungerer som fundament for de færdigheder og kunstretninger, vi kan udtrykke os med i dag. Skønhed afhænger som bekendt af øjnene, der ser...

Venlig hilsen

Petersh

Det danner grunnlaget for at barn bruker timevis av tid foran tv og computer og tvspill.. . . . . .?   

Og? Undersøgelser viser rent faktisk, at børn med adgang til computer, internet og mobiltelefon er mere sociale end børn uden. Det er en skrøne skabt af fremtidsangste sortseere, der hævder andet. (Kildehenvisninger må du undvære, men du kan sikkert finde dem, hvis du søger).

Den tid, vi lever i nu er jo blot er et ufuldkomment delresultat på vores vej mod fuldkommenhed. Godt eller skidt - så vil vi lære af vores handlinger, og derved blive i stand til at skabe en endnu bedre verden på en grundlag der i endnu højere grad er i harmoni med livslovene.

Venlig hilsen

Petersh

Forskere finner ofte ut det de har bestemt seg for på forhånd.
Jeg er overbevist om at det finnes undersøkelser som viser noe annet.
Det er klart at et barn uten mobil i vår tid kan falle utenfor
Det betyr ikke at vi ikke har mistet mye , med overgangen til
den utrolige tilgjengelighet som vi har nå. Samtaler som blir avbrutt av mobil
osv.....konserter med pipelyd i benkeradene....
Vh Gabriel

Hej Gabriel

Det er jo et (forholdsvis) nyt fænomen, som vi selvfølgelig skal vænne os til at integrere i vores dagligliv, så vi ikke generer hinanden unødigt. Men det er nu mit indtryk, at de fleste godt er klar over, hvor og hvornår det er ok at tale i mobiltelefon. Fx har jeg læst at det i USA er blevet helt og aldeles uhørt at have sin mobiltelefon tændt på restauranter (hvor det sikkert var det ideelle sted at flashe sit nye elektoniske vidunder for blot 10 år siden).

Venlig hilsen

Petersh

PS: Sig mig lige engang, hvor mange brugerkonti har du?

Hei Petersh

Man skal ikke sammenligne de som har med de som ikke har(mobil), men
med slik det var før mobilens inntreden.
Nå går barn hjem til hver sin pc for å møte hverandre i et spill.....
Hilsen Gabriel

Hej Arne.

Jeg mener, at det første skridt på vejen må være erkendelsen af sine
egne ufærdige sider. Men der er lang vej fra erkendelse til udførelse i
praksis.

Hvis man mener sig i sin gode ret til at blive vred eller retlede andre med
vrede, og forsøger at retfærdigøre sin adfærd under dække af gode intentioner....
har man endnu ikke erkendt det, som noget ufærdigt i sin egen natur.

I dit eksempel med kogepladen og stikkontakten, er det ikke nødvendigt med
vrede og straf....man kan udmærket træffe sine forholdsregler overfor barnet
ved at sikre situationen og beskytte barnet på andre måder....og hvor dette
ikke er muligt, kan man fjerne barnet fra situationen eller sørge for, at det ikke
befinder sig i situationer uden opsyn, hvor det kan komme til skade. (her tales
selvfølgelig om småbørn)

Jeg tror, at børn kan blive bange for og miste tillid til forældrene, hvis de opdrages
med vrede og straf.

Jeg er skam heller ikke selv perfekt i den henseende....og kan i stressede
situationer køre vreden eller den retfærdige harme på banen....(nærmest pr. automatik)men jeg ved jo godt, at den er gal....og kommer som regl hurtig til fornuft
og indser, at det måske ikke lige var den mest hensigtsmæssige måde, at håndtere
situationen på.

Men der bliver efterhånden længere og længere imellem, og jeg når oftere og
oftere, at gribe mig selv i opløbet....trække vejret dybt og gribe sagen an på en mere
konstruktiv måde.

I de tilfælde, hvor vores ukontrolerede følelser får magten, går det tit ud over andre..så jeg mener bestemt det er vigtigt, at arbejde med disse...også i nuet.

Men du kan ikke ændre, hvad du ikke har erkendt.

Du siger, at vi skal aflægge os det dræbende princip først.
Vreden er ofte det der ligger til grund for drab.....blandt en lang række andre
ting, som misundelse, jalouxi, magtbegær osv.

Kh. Ejby