Hejalle.

Tusind tak for bøn og interesse for min datter, hun har bestemt behov for det i øjeblikket.

Vil da lige gøre situationen tydeligere for jer. også for selv at få lidt "luft" for disse tanker.

  For nogle uger siden væltede hun bagover, da en stol knækkede sammen under hende, mens hun var på Villhelmsborg hvor hun har sin hest.
  Hun slog baghovedet mod en jernstang, og blæev kørt på skadestuen, men her mente man ikke der var sket andet end at hun havde fået en større bule i baghovedet, så man sendte hende hjem igen.

  I løbet af den efterfølgende uge, fik hun det værre og værre, og endte med igen at blive kørt med ambulance til Århus sygehus, hvor man konstaterede en hjernerystelse, og henviste til en neurolog, som så et par dage efter sendte hende til scanning på Grenå sygehus.

  Her blev hun så scannet men mens hun ventede på svaret af scanningerne, der går jo nogle dage, fik hun så igen en tur her i går, og blev derfor kørt til Århus (igen) denne gang på medicinsk afdeling, da man ikke umiddelbart kunne finde noget på billederne fra scanningen.

  Hun får en slasg "migrænesmerter" der gør at hun får nervesammentrækninger i venstre side af hovedet, dobbeltsyn og så store smerter af hun besvimer af dem, og ikke kan kommes i kontakt med, ej heller mens hun er bevidst/vågen, da smerterne er for overvældende for hende.

  Hun lider i forvenen af mild epilepsi, og får medicin for dette, men der er ikke tale om epilepsi , det er målt via blodprøver at det ikke er sådanne anfald, og hun kender jo til disse epilepsianfald, og siger selv at dette er noget helt andet, der først er kommet efter hendes faldulykke.

  Status er nu at hun kom til sig selv et par timer efter ankomsten til Århus i går, og nu ligger der mens man tager blodprøver og hjertescanninger, for at lokalisere hvad årsagen dog kan være, for billederne fra Grenå viser stadigvæk ikke noget unormalt.

  Hendes måor har så været hos hende i nat og er der også endnu, hun har taget fri fra jobbet, og jeg har så selv taget tidligere fri i dag, 0og skal ud og "afløse" her i eftermiddag, så der er en hos hende i weekenden, hvor hendes mor skal arbejde.

  Serlvom hun trods alt er 17 år, så ønsker vi ikke at lade hende ligge alene, ihvertfald ikke før vi er blevet klar over hvad problemet er, og på den måde (måske) er blevet noget tryggere ved situationen.

  Så alle tanker og bønner er bestemt velkomne, for jeg ved jo hvor stor positiv ewffekt sådanne kan have, om Guddommen vil.

  I forbindelse med det med af føle., er denne situation også grundlag for mine tanker på området, for hvordan ser man ud in sin datters øjne, når man svarer med intellektuelle ord, om at alt er såre godt og har et positivt formål, mens hun lider frygtelige smerter, det var enj tanke der slog mig i denne situation, hvor jeg jo personligt selv i første omgang forsøgte at "beskytte" mig seolv via sådanne tanker, så jeg ikke følte det så slemt selv, det der skete.

  Men nu er det jo også mkin egen "framiliesjæl" der er involveret, og da er det måske også lidt tydeligere, hvad man føler og tænker, og hvordan man derfor opleves af ens nære, og det gav mig da nogle yderligere indfaldsvinkler lige omkring disse ting med at være bevidst om hvad man sender ud, både intellektuelt og følelsesmæssigt.

  I forbindelse med Martinus, så kan jeg jo slet ikke udtale mig omk hvorvidty han var "kold" eller ej, men blot forholde mig til de ting andre skriver/siger om ham, og her har jeg jo kun de referater der findes afr hvad han har sagt, samtv Ole Th s beskrivelse af at Martinus aldrig hidsede sig op over noget, at holde mig til, og det behøver jo absolut ikke at dække over nogen manglende følelser i martinus.

  Men begrebet "retfærdig harme" vil jeg dog på et vist plan forsvare, da der i nogle situationer er brug for ( i mine øjne) at vise vrede eller "ophidselse" overfor det man oplever, der er jo en grund til det bibelske ord om at "Den man elsker tugter man, altså at man skal lade den/dem man elsker mærke (verbalt) at man mener de er på vej til at skade sig selv eller andre.

  Så når selv Jesus kunne udtrykke denne "retfærdige harme" i templet, så ser jeg den ikke i alle tilfælde som noget negativt, men blot som udtryk for at man føler, samtidigt med at man intellektuelt forstår og ser nogle "farer" som man vil beskytte andre imod, ved at påpege dem.

  Kunne man ikke netop i disse tider, have mere positiv effekt af at forælsdre "tugtede" deres børn, ikke med fysiske forteelser, men med mere autoritær "opdragelse", end ved at gøre som en del vist gør, overlader børnene til selv at erfare, eller lader skole og samfund få den opgave ?

  Og ingen "indgreb" i andres frie vilje, (som det jo altid vil opfattes af ens børrn som værende, når man "hævder" sin egen vilje over dem), kan jo undgåes at blive opfattet som "tugt" eller noget "negativt" af modtageren.

  Vender man tingene lidt intellektuelt, så er der vel ikke den store forskel på, om en "autoritær" Gud der "dømmer" og vejleder menneskene, og alle andre levende væsener, i kærlighed til disse, eller om denne Guddom lader dette foregå via en universiel lov, kaldet karmaloven, men der er vist mange der ser en stor forskel på om det er Gud eller Karmaen der er vor vejleder.

  I biblen er der skrevet at Gud HADER visse ting, og hvordan skullle Gud kunne hade, hvis alt var såre godt, med mindre der også i Gud selv er en retfærdig harme tilstede over visse ting i hans eget legeme.

  Overordnet set, kan ting der er nødvendige (som alt det onde), efter min opfattelse, alligevel godt være noget man individuelt "hader", men blot må affinde sig med, da "helheden" nu engang må være sådan.

  Så derfor er jeg personligt glad for at kunne føle "modvilje" og for at kunne se "negativt" på visse ting i tilværelsen, og det er denne evne jeg ( ihvertfald på mit nuværende udviklingsstadie) mener jeg har behov for at bevare, for at kunne komme videre.

  Men jeg glæder mig da selvfølgeligt til den dag jeg er kommet så langt i udvikling og til så "paradisiskt" et sted, at jeg ikke længere selv finder noget er negativt omkring mig, ogt den situation tror jeg da afgjort vi alle får lov til at opleve på et senere tidspunkt.

  Jeg vil slutte med at give et link til et musiknummer som måske kan gøre min holdning lidt tydeligere for jer alle, for Johnny Cash har et nummer her som siger en del i lige denne retning, og specielt de sidste linier af denne tekst, hvor han nævner "såre godt", finder jeg er meget beskrivende for mit personlige standpunkt.

 
  http://www.youtube.com/watch?v=ZCqpPj87ekE

  Kærlige Tanker fra Avatar.

Kære Avatar

Musikken med Cash er smuk...han har en "guddommelig" skøn stemme og skriver nogle
smukke sange...!

Her er mit yndlins country nummer (de har sunget sammen i gruppen "Highwaymen"!)

http://www.youtube.com/watch?v=v3DXyfL3HX0&feature=related

Håber at du må få bugt med nogle af "dine sorte tanker" !

Håber at du og din datter, får det bedre i løbet af week-enden!

Mange kærlige hilsner fra
Pipia

Hej Avatar

Jeg mener at lige meget hvor gamle vøres børn bliver er de vores børn, lige meget hvor "oplyste" vi bliver er de stadig vores børn på godt og ondt.
Bliver tingene svære omkring dem af den ene eller anden årsag er vor opgave i første omgang, at være deres FAR/MOR og først derefter kan vi være mere erfarne men deres behandlere/bedrevidende må vi aldrig blive før vi er det de har brug for, en far eller en mor der er der og tør være helt tætte og nærværende.

Vrede er ikke en fejl eller mangel i udvikling, vrede er en sjælskvalitet men problemerne med vreden opstår når den bliver blandet af de mange emosioner i det lavere mentale og i følelseslegemet/astrallegemet og det er blandt andet det Jesus viser da han rydder templet.

At Martinus ikke viser så mange følelser eller skiftende føelesesudbrud er meget naturligt idet hans opgave var helt konkret og strikt, derfor er hans legemer bygget til netop denne opgave.
Hans relationer, karma og udviklingsproces ville blot vanskeliggøre denne store opgave som han havde hvis der havde været vægt på dette og det ville i sagens natur have været dybt upraktisk.

Der findes ikke så mange der er så "heldige" at have en opgave som hans og så få "fred" til at hellige sig den alene og det i sig selv viser vigtigheden af netop denne opgave.

Næste gang Martinus kommer "ned" i materien bliver han måske noget mere karismatisk og kæmpe med 10 børn og en strid kone, så kan han lære det` kan han, hvem ved? ???

Det er først nu menneskeheden i større stil skal til, at lære at virke som  åndelige mennesker i daglige familiegrupper, arbejdsgrupper etc. Indtil nu har de fleste "åndelige" og rimeligt bevidste personligheder været enten alene eller i familiegrupper hvor "den anden" har måttet tage det daglige slid og slæb for at få tingene til at hænge sammen men det er ved at være slut nu og en anden måde at være familie på / en anden måde at vælge familie på vil begynde at finde sted og her må "pionererne" kæmpe mange kampe og sluge mange kameler inden vi kan leve dette naturligt med ind i den "næste runde".

Så at Martinus var som han var er ikke i sig selv tegn på at være mere udviklet men mere et tegn på at være født ind til en special specialopgave, det bliver der ofte mange misforståelser ud af.

17 år er ingen alder når det gælder trygheden fra mor og far så selvfølgeligt skal i være hos hende, ingen kan give den healing og tryghed som det at mærke jer og netop jer, netop nu.

Må gud være med jer på den måde netop i har brug for det!

Kærlige tanker fra en selv far.....(Pondus)

Hej Arne!

Håber at det går bedre med din datter.

Det er fra det store perspektiv, at alt er "såre godt". Set ud fra lokal perspektivet hvor vi befinder os, ser tingene netop ikke ud til at være "såre godt" (og det er det jo på en måde heller ikke, da vi er på et ufærdigt stadie.)

Kun fra Guddommens synspunkt, ser vi at der er en mening med det onde. Det onde er en nødvendighed, for at vi og Gud kan leve evigt.

Det nødvendige onde eller ubehagelige gode, er ikke noget Gud har skabt eller tillader for sjov skyld....når Martinus og Biblen således taler om, at alt i dybeste forstand er "såre godt"...så er det for, at vise os, at der er en mening med det onde eller ubehagelige gode...det er en nødvendighed for at livet kan være evigt.

Og som du nævner ville det være meget ufølsomt, at sige til Lea, at alt er som det skal være og at hun jo selv har været udenom det 😮

Langt bedre at sige, at man føler med, beder for og er der for hende. At være ved hendes side, så hun ikke skal gå igennem det alene, er langt det bedste bidrag jeg kan forestille mig en forældre kan give til sit barn.

  Jeg mener, at forældre er børnenes jordiske skytsengle og, at vi skal være der for dem og støtte dem hele livet. 17 år er ingen alder. Ifølge Martinus er livet indtil 30 års alderen repetition af tidligere liv. Jeg er enig med Pondus i, at nærvær og kærlighed er det bedste du kan give dit barn. (Kan sagtens sætte mig ind i din situation. Har som du ved selv 2 børn.)

Selvfølgelig skal vi ikke blot se til, mens folk bliver uretfærdigt behandlet af andre...men forsøge, at hjælpe, forsvarer og beskytte hvor vi kan.
Vi skal jo være medvirkende til, at skabe en bedre verden....og skal derfor også ytre vores mening og sætte handling bag ordene. Det betyder jo ikke, at vi så skal hade vores fjender.....men må forstå, at mennesker gør det onde pga uvidenhed om de faktiske forhold. Thi de vide ikke hvad de gør....og vi kan umuligt forvente, at man skal gøre, hvad man ikke ved.

Man må således ikke fristes til, at bruge karmaloven som en sovepude....men netop bruge sin følelse til, at tage afstand fra det onde og arbejde for det gode...og sit intellekt/sin viden til, at få en forståelse for, hvad der er det onde og hvad der er det gode.

Man kan således ikke gøre det gode, hvis man ikke ved , hvad der er godt i en bestemt situation. Krig ses derfor også, som den bedste løsning for nogen. Hellig krig i Guds navn ses som noget godt og rigtigt 😮 Derfor må viden (som opnåes gennem intellekt) spille sammen med føleevnen for, at blive optimal og hensigtsmæssig.

Sult, krig, sygdom og lidelser er forfærdeligt i den lokale virkelighed vi opholder os i...
og det skal vi selvfølgelig forholde os til lige nu og her. Derfor er det netop også så vigtigt, at vi begynder at arbejde med livet(livslovene) for at slippe af med disse ting.
  Dette kan vi kun gøre, hvis vi har kendskab til/viden om disse love og principper.
Hvad vi er uvidende om, kan vi ikke handle efter.

Lige nu og her kan vi tage afstand fra det onde, og arbejde for en bedre verden nu og i fremtiden. Dette er vores medfølelses evne i høj grad medvirkende til. Uden den ville vi ikke kunne føle med de sultne og syge m.m.

Gud (som helheden) er ikke underlagt menneskelige negative følelser som had, vrede midsundelse m.m, da hans primære bevidsthed er kærlighed.

Kærlig hilsen Ejby

Hej Avatar

Din situation gør mig ondt, har selv en datter på samme alder - ved ikke
hvorfor i skal udsættes for det ? 

Martinuses fortolkning af Tempel rensningen er ikke at det var Jesus selv
som væltede bordene - rygterne om Jesus gjorde at de blev skræmte
Jesus havde ingen vrede - selv på korset var der ingen vrede -

Måske din hjælper trænger til en ny inkarnation og få sin viden opdateret
Det er måske hårdt det jeg kommer med, specielt nu hvor din datter er syg,
men nogle gange bliver vi sat i jerngreb for at komme til fornuft.

Jo vi skal opdrage på hinaden det mener Martinus også.
Kærligt ment.

Mvh
Lars

Hej Avartar!

Lige en tilføjelse:

I bogen "Lad de døde begrave de døde" gør E.O. Grevelund opmærksom på, at ingen tekst kan oversættes fra et sprog til et andet, uden at det indebærer en vis grad af fortolkning. Ord har jo oftes flerer lag af betydninger, og ordene vil sjældent dække hinandens betydninger helt.

Her er et par eksempler fra biblen, han kommer med, på dette:

På hebraisk vil "elske" ofte blot kunne betyde "ikke hade". At "hade" kan tilsvarende blot betyde "ikke elske"

Det hebraiske ord, der ofte oversættes som "straf", kan også betyde en lovmæssig konsekvens, der følger efter en handling, adfærd eller sindsstemning. 😮

Det hebraiske ord, der er oversat til "ribben"(jvf.Guds fjernelse af Adams ribben i skabelsesberetningen) betyder i virkeligheden SIDE eller DEL.

Gud fjernede således den ene side (eller en del) af den sovende Adam.....og benyttede denne side eller del til, at skabe Eva. Fra den HELE Adam (hel-kønsvæsen ), har vi nu to sider eller dele...Adam og Eva....dvs to halv-kønsvæsner. (hvor henholdsvis den feminine/maskuline SIDE/DEL eller pol er på et latent stadie.)

Kh. Ejby

Hej Avatar,

Jeg håber at de finder ud af hvad problemer er med din datter og at hun får det bedre.

Du skriver

Jeg er ikke enig. Det er ikke nødvendigt at blive ophidset for at sætte sig mod noget eller beskytte sig selv. Selvfølgelig skal man ikke bare finde sig i hvad som helt eller lade stå til. Problemet er at situationen kun bliver værre når man, udover at være havnet i en ubehagelig situation, oveni også er vred på situationen. Det kan virkelig godt betale sig at forsøge at arbejde sig fra en uheldig til en mere heldig situation uden at være vred eller fyldt med harme.

Jeg håber ikke at jeg virker for belærende. Det er nok ikke det du har mest brug for lige nu. Men jeg synes at det er en vigtig pointe.

kh
Lasse

Hej Alle.

Jeg mener, at Jesus godt var klar over, at købmændene ikke vidste bedre.
(Tempelrensningen)

At Jesus skulle være blevet vred og ophidset over denne situation, mener
jeg ikke helt kan passe sammen med, hvad han ellers prædikede om....og
jeg er sikker på, at Jesus selv var istand til, at leve hvad han prædikede.

Hvad Jesus prædikede omkring, ikke at dømme andre, om vrede, gengældelse og fjendekærlighed....kan man bl.a læse om i biblen Lukas kap.6 og Matt kap.5 og 7.

At han således skulle prædike denne væremåde til mennesket, for så ikke selv at være i stand til, at praktiserer denne væremåde....lyder ikke rigtigt for mig. Det bekræftiger hans ord på korset: "Forlad dem, Thi de vide ikke hvad de gør", at han var fuldt ud istand til...selv i den sværeste situation.

Jeg mener netop, at det er de negative følelser, som hisighed, vrede, harme, fornærmelse, missundelse, hovmod, hævn osv. som vi skal arbejde med, at få lagt på hylden.
Det gør os jo ikke følelsesløse eller kolde, da vi jo stadig har de positive følelser, som medfølelse, medlidenhed, glæde, tilgivelse, taknemmelighed, ydmyghed, kærlighed osv.

Det er jo det essentielle i Jesus lærer og hvad hele mans mission gik ud på. At lære os eller vise os, at vi må tage afstand fra det onde og gøre det gode, og at vi ikke kan nøjes med, at tilgive vores venner men også må lære, at tilgive vores fjender "Thi de vide ikke, hvad de gør" for at få adgang til paradiset.

Tanker herfra.

Ejby

Er der evt nogen der kan henvise til,
hvor Martinus skriver om Tempelrensningen?

Kh. Ejby

Hej Lasse

Jeg vil blot lige tilføje, at man på visse udviklingtrin ikke har nogen mulighed for at undgå vredesudbrud. Man har simpelthen ikke evnen til at lade være med at blive vred eller føle retfærdig harme, fordi man endnu ikke har tilstrækkelig lidelselserfaringer og en tilstrækkelig udviklet intelligens, som gør at man er i stand til at se sammenhængen mellem det dræbende princips manifestationer og en ulykkelig skæbne og øve sig i at handle derefter.

Venlig hilsen

Petersh

Nogle siger farvel og andre goddag.

Jeg er ny her og har været optaget af Martinus i flere år, har bl.a. deltaget i en studiekreds.

Har været søgende altid og også været gæst i forskellige trosretninger. Finder det befriende ikke at skulle være tvunget til at tænke, føle og mene på en bestemt måde, derfor forlader jeg aldrig Martinus, - han om nogen sætter os fri.
Men jo, jeg mener han berører det onde, ikke ved at sige at det onde findes, men ved at kalde det "det ubehagelige gode". Der findes ingen onde mennesker, men nogle gør ubehageligt gode gerninger. At handle ubehageligt godt har almindeligvis ubehagelige følger for andre og til syvende og sidst også for den handlende selv, men i motivet er der altid et håb om at vinde noget ved gerningen, altså et ønske om noget godt....

Ser frem til at være aktiv i dette forum, men må slutte for denne gang.

God vind til dig der må videre, og husk at vi nogle gange ikke kan se skoven for bare træer.

Kh. Tivalva

Hej Petersh!

Jeg er enig og vil lige tilføje, at de lidelseserfaringer der udvikler følelsen
får vi helt automatisk, og er ikke noget man selv behøver, at opsøge.

  Så når man siger, at man vil vælge udelukkende, at arbejde på, at udvikle sin
føleevne...så tænker jeg "hvordan det?" ???

Føleevnen får man automatisk, via Guds opdragelse eller konsekvens pædagogik(karma) i Livets direkte tale...men intelligensen kan vi vel, på et vist trin i udviklingen være med til at udvikle ved, at studerer og søge viden, eller? ???

Hvis man ikke udvikler intelligensen sideløbende med den udvikling vi automatisk for, ved de lidelser og problemer livet præsenterer os for.....vil der vel kunne blive så stor uligevægt mellem følelse og intelligens, at det bremser ens egen udvikling.

Intelligensen er en neutral ting(analyseringsevne)..som kan benyttes både i det gode og det dårliges tjeneste. Nok derfor denne evner bliver tilgængelig senere i udviklingen end følelsesevnen(energien)....ellers ville det jo kunne gå helt galt 😮

Har man derfor en vis mængde lidelseserfaringer med sig i rygsækken og dermed
også en vis medfølelse og medlidenhed (empatiske evner)...må intelligensen være
en fordel, et gode, og et naturligt trin i udviklingen....og ikke en ulempe, noget dårligt
eller noget man skal forsøge, at hæmme udviklingen af.

Jeg finder det dybt mystisk, at nogen ser deres egen intelligens som en hæmsko og en hindring for deres egen udvikling???

Måske er det bare mig der er forvirret ???

Kh. Ejby

Hej Ejby,

Jeg mener ikke at han har skrevet om det. Det handler, så vidt jeg ved, om en udtalelse fra Martinus.

kh
Lasse

Hej Peter,

Det er jeg helt med på. Ideen med indlægget var at gå imod at der skulle være "ok" at være ophidset og vred. Jeg synes man skal arbejde på at fjerne den del fra sig selv så godt man kan. Men du har selvfølgelig ret i at vrede etc. ligger dybt i os og at det ikke er lige til at få væk. Det er nogle gamle vaner, som vi falder tilbage til i ny og næ. Og det kan ikke være anderledes

Det er en balancegang mellem at lade ens følelser komme til udtryk og samtidig forsøge at holde de værste tendenser i arve. Men selv det lærer vi vel på et tidspunkt

kh
Lasse

Hej Lasse

Ja, det er vi helt enige om. Men hvis man endnu ikke har evnen til at se idéen med af afstå fra at blive vred eller forstå den plan som vores handlinger skaber vores skæbne efter, så er det svært (hvis ikke umuligt) af finde nogen grund til at undlade at udtrykke den vrede, man oplever.

Venlig hilsen

Petersh

Hej Ejby, Lasse m.fl.

Jeg mener bestemt, at Martinus skriver om Jesus og tempelrensningen et sted; men nu har jeg ledt og ledt i LB og kan ikke finde det, så enten er det i en artikel, eller småbog eller også er min hukommelsesenergi ikke bare latent - men direkte fraværende :

Jeg fandt dog et par afsnit i LB, der lugter lidt af fisk:
LB7, stk.2431
LB7, stk.2658

kh,
Torben

P.s. Velkommen til forummet, Tivalva.

Hej Petersh,

Helt enig. Det kræver selvfølgelig også at man er nået til et punkt hvor man kan opleve eller forstå det uhensigtsmæssige i vrede.

kh
Lasse

Torben wrote:

Jeg mener bestemt, at Martinus skriver om Jesus og tempelrensningen et sted; men nu har jeg ledt og ledt i LB og kan ikke finde det, så enten er det i en artikel, eller småbog eller også er min hukommelsesenergi ikke bare latent - men direkte fraværende :

Jeg fandt dog et par afsnit i LB, der lugter lidt af fisk:
LB7, stk.2431
LB7, stk.2658

De citater burde være nok til at underbygge hvad Martinus mener om episoden i templet.

Om han så har udtrykt sig om den konkrete episode skriftligt eller mundtligt, synes jeg er mindre vigtigt.

kh
Lasse

Torben wrote:

Jeg mener bestemt, at Martinus skriver om Jesus og tempelrensningen et sted; men nu har jeg ledt og ledt i LB og kan ikke finde det, så enten er det i en artikel, eller småbog eller også er min hukommelsesenergi ikke bare latent - men direkte fraværende :

Hej Torben

Sådan har min det også en gang imellem... Jeg synes nu også at kunne huske at have læst om episoden i templet, og jeg er ret overbevist om, at det er i en af småbøgerne, at Martinus omtaler den (men hvilken erindrer jeg desværre ikke).

vh. Petersh

Petersh wrote:

Torben wrote:

Jeg mener bestemt, at Martinus skriver om Jesus og tempelrensningen et sted; men nu har jeg ledt og ledt i LB og kan ikke finde det, så enten er det i en artikel, eller småbog eller også er min hukommelsesenergi ikke bare latent - men direkte fraværende :

Hej Torben

Sådan har min det også en gang imellem... Jeg synes nu også at kunne huske at have læst om episoden i templet, og jeg er ret overbevist om, at det er i en af småbøgerne, at Martinus omtaler den (men hvilken erindrer jeg desværre ikke).

vh. Petersh

Hej Torben, Petersh og Lasse

Er det småbog nr. 21 "Hinsides dødsfrygten I tænker på ? Her beskriver Martinus de tre stadier ”forgården”, ”det hellige” og ”det allerhelligste” (hvor han bruger et tempel som eksempel)

http://www.borgen.dk/product.asp?product=1308

kh.
Kenneth