Hej alle.
Så fik jeg langt om længe "brudt igennem" til min skytsånd, med min bøn om at måtte få ordentligt rede på hvorfor jeg intuitivt har modvilje mod Martinus, som en del af jer måske ved, har jeg været "gæst2" hos mange forskellige menigheder, og også mormon i et par år, men disse tilhørsforhold er alle blevet afsluttet på grund af en intuitiv fornemmelse af at noget var forkert, og i 3 af tilfældene var det via drømme, som svar på kontakt med min skytsånd, at jeg fik rede på hvad der var "galt" lige for mig i disse forbindelser.
Sidst var det hos mormonerne, under et besøg i Stokholm, hvor jeg i et af deres templer var stedfortræder, for dåb af døde, noget mormonerne anser for meget vigtigt, men efter at være blevet døbt omkring 130 gange, drømte jeg at jeg var omgivet af "biafrabørn" tynde sultne småbørn, der alle rakte hænderne ud efter mig og skreg på hjælp.
Det gik da op for mig, at de mange milliarder som mormonerne bruger på deres templer, hvor man døber døde, kunne være brugt på en langt bedre måde, og denne indsigt gjorde at jeg derefter ikke længere kunne føle mig hjemme hos mormonerne, og jeg afsluttede derfor forholdet til deres religiøse udlægninger.
Skal så nævnes, at jeg stadigvæk anser både mormoner og alle andre mennesker jeg har mødt i de forskellige menigheder, for at være ærligt søgende og næstekærlige mennesker, blot en smule "vildledte" på hver deres måde.
Det der derfor umiddelbart tiltrak mig hos Martinus, var påstandene om at hos ham var der ikke tale om nogen menighed ellers fastlåsthed, men at alle da kunne studere hans materiale, uafhængigt af "forpligtigelser" overfor fortolkninger eller grupperinger, men dette har jeg så måttet sande vist ikke helt er troværdigt, selvom det nok var Martinusses grundlæggende ønske at det skulle være sådan.
Jeg har altid vurderet det materiale jeg præsenteres for, både det kristne og det alternative, herunder også Martinus, efter hvordan det påvirker de mennesker som tager det til sig, da virkningerne for mig er vigtigere end det indhold der med bogstaver står skrevet.
Enhver kan jo skrive ordet næstekærlighed, men enhver kan ikke vise denne næstekærlighed.
Efter at have debatteret lidt i går, mest under emnet "dimensioner", følte jeg at nogle reagerede langt fra det jeg selv opfatter som logiskt, trods Martinusses materiale jo anses for at være noget man debaterer analytiskt og logiskt, og helst holder sig til som grundlag.
Et eksempel er der hvor jeg et par gange henviser til, at Martinus selv bruger udtrykket "dimensioner" om nogle afdæmpede og lette sanseområder, som mennesket langsomt vågner til at kunne være bevidste i.
Ingen svarede på hvad Martinus talte om her, ingen forsøgte endog at modsvare at disse ting lignede de ting jeg selv forsøgte at beskrive, nej, man ignorerede helt nogen sammenhæng, og svarede i stedetfor tilbage med, at jeg var udenfor al pædagogik, eller at jeg ikke havde indsigt nok i Martinusses materiale til at forstå hvad jeg snakkede om.
Helt OK, den slags tilbagemeldinger er jeg jo vænnet til, via de andre "menigheder" jeg har haft kontakt til, her var det også tydeligt, at nærmede jeg mig noget i deres eget materiale de ikke kunne afvise underbyggede mine argumenter, i en debat hvor de selv havde modsatte holdninger, så var et personligt angreb den bedste måde at flytte fokusset væk fra disse ting på.
Men det fik mig denne gang til at tænke lidt på, hvor meget næstekærlighed der er i sådanne reaktioner, hvis der da er nogen, samt til at fundere lidt over at når jeg har lært et fag i skolen, så kan jeg da selv videregive det jeg har lært med egne ord og egne argumenter, mens der herinde tit svares tilbage med, at det man vil vide, kan man jo selv læse, og på den måde komme til forståelse af, (en forståelse som "vi andre" allerede har, underforstået), men jeg mener nu ikke man kan påstå at man har forstået noget, medmindre man selv er i stand til at give det "forståede" videre.
Derfor bad jeg igen min skytsånd om hjælp til at forstå hvorfor jeg havde denne følelse af modvilje mod Martinusses materiale og det endte med at jeg faldt i søvn under denne bøn, siddende med tøj på, og med computer og lys tændt.
Her er så hvad jeg drømte:
Min skytsånd mødte mig på en "grus/markvej", og fortalte at nu var det tid til at jeg fik mit svar, for nu havde jeg fået det positive ud af Martinus jeg var tænkt til at skulle have.
Her vil jeg indskyde, at jeg altid har oplevet at få noget godt og positivt ud af alle de menigheder jeg har været gæst hos, på den ene eller anden måde, og det har jeg sandelig også fået ud af mit møde med Martinus, ingen tvivl om det.
Vi gik hen af denne grusvej, og kom til et hus som vi gik ind i, ikke gennem nogen dør men direkte ind gennem "væggene" ???.
Her så jeg 3 personer sidde foran et fjernsyn, et gammelt sort/hvidt fjernsyn, og der vistes nogle "krigbilleder" med flyvemaskiner m.m. og lydene var disse maskiners hvinen mens de angreb og bombede deres mål.
De 3 personer sad med kopper og brød, og så ud til at "hygge" sig, og pludselig hørte jeg den ene sige:"Sådan skaber Gud rigtige mennesker".
Det gav et gip i mig og min skytsånd sagde i det samme, ja, det er Martinus du der ser.
Straks efter var vi et helt andet sted, vi befandt os i en "hal" med forskellige borde og en masse tæpper, og der var en del mennesker der gik rundt fra bord til bord, og handlede, ligesom på et "loppemarkeed" eller lignende.
Nogle begyndte pludesligt at råbe højt, på et sprog jeg ikke forstod, og folk kiggede forvirrede på hinanden, og nogle søgte mod udgangen.
En yngre mand, stod plusdelig i hallen, rød i hovedet af ophidselse, og han begyndte at råbe og at sparke til bordene og r9ive alt ned fra disse borde, men ingen sagde ham imod, alle forsvandt i en fart ud af udgangen, selvom jeg da fik den tanke, at de da sagtens kunne stoppe denne mand, og da burde gøre dette, inden han ødelagde alle deres ting.
Min skytånd sagde intet i denne situation.
Pludselig var vi igen et helt andet sted, på en bjergskråning udenfor en stor by, som der åbenbart var krig eller lignende i, for det brændte mange steder i byen kunne vi se, selvom vi stod langt væk fra denne by.
Ved siden af os sad en ung mand, (set med mine øjne altså), og han græd og hulkede, og jeg ville gå hen for at trøste ham, og gik derfor tættere på, og da gik det op for mig, at det var den samme mand som havde været "voldelig" eller udøvet "hærværk" i hallen vi tidligere havde været i.
Inden jeg nåede at foretage mig mere, sagde min skytsånd, nu har du set nok til at forstå.
Jeg mente nu ikke at kunne forstå en pind endnu, og sagde derfor dette, og ånden svarede blot, du forstår når du nu får at vide, at det du ser foran dig er Guds enbårne søn, Jesus Kristus.
Her sluttede min drøm brat, og jeg vågnede kun 15 min før mit væggeur ellers skulle have vækket mig, så jeg kunne komme på arbejde.
I løbet af denne arbejdsdag har jeg så fået på, plads i hovedet, hvad jeg ikke før forstod, og det skal i da også have et indblik i.
Martinus siger jo selv, at den grundlæggende og helt præsise grund til at vi eksisterer, er at vi skal kunne sanse og opleve, for at Gud gennem os også kan opleve sig selv.
Denne sanseevne bliver dog "sløvet" med tiden, så vi gennemgår spiralkredsløb, for at få fornyet evnen til at skelne mellem mørke og lys, godt og ondt.
Her hvor vi er lige nu, er det meningen at vi skal opbygge næstekærligheden, via vor føleevne, altså via at kunne føle medfølelse og medlidenhed med andre, noget vi jo så lærer via selv at føle og opleve samme ting på egen krop, og da vi så kan genkende disse ting når de sker for andre, så føler vi med disse andre eller lider med dem.
Men jeg oplevede slet ikke Martinus i min drøm, som værende følende, tværtimod, sad han der med sin kop, og hyggede sig, mens han udtalte "Sådan skaber Gud rigtige mennesker", hvor jeg og mange andre FØLER når vi ser den slags krigsbilleder eller andres lidelser.
Det er derfor gået bevidst op for mig, at netop det at Martinus ser alt som såre godt, hæmmer udviklingen af føleevnen i ens person.
For martinus findes det onde jo ikke, der er ikke den store afstand mellem det onde og det gode, som gør at man i hans verden reagerer med større forskel, når man møder disse 2 modpoler, i realiteten er forskellen på godt og ondt jo for Martinus reduceret til at være et enkelt "U", via formuleringe det behagelige gode, og det Ubehagelige gode.
En sådan fjernelse af "skellet" mellem disse to vigtige modpoler, medfører at mennesker der intellektuelt gentager denne tanke for sig selv, via repetitionsfunktionerne og genkendelsesfunktionerne, opbygger en vane, der hindrer dem i at føle.
Det kan komme så langt ud, at et sådan menneske slet ikke føler nogen medfølelse eller medlidenhed med nogen former for "ofre" da det jo er for deres egen skyld tingene sker, Gud er jo blot ved at omskabe dem til "rigtige" mennesker, eller de er jo selv skyld i deres tilbagevende "lærdomme" via karmaloven, da intet jo kunne ske for dem, hvis de ikke selv havde forsaget det i første omgang, o.s.v.
Disse intellektuelle tanker skaber altså en "mur" som stopper alle følelsesudviklingsmuligheder i forbindelse med udvikling af medfølelse eller medlidenhed, via tankeformuleringen "alt er såre godt, og alt har et positivt formål.
Man bliver med tiden "følelseskold" fordi man slet ikke gør det der er hensigten med dette menneskeliv, nemlig optræner sig selv i medlidenhed og medfølelse, og hvordan skulle man også kunne det, hvis skellet mellem disse poler er blevet så udvasket for en, at man ikke kan se den store forskel, og dermed ikke se den forskel der grundlæggende er årsagen til selve vort liv, altså netop det vi skulle optrænes til at kende forskellen på igen.
Hvordan kende lyset fra mørket., hvis lyset og mørket ligner hinanden, og beskrives som værende næsten samme ting, rent intellektuelt.
Jeg blev noget forbløffet da min skytsånd fortalte mig, at det var Jesus jeg havde set, for han lignede ikke det "fantasibillede" jeg selv i forvejen havde at hans person, men jeg har jo også kun andre beskrivelser at holde mig til, på det punkt, indtil nu ihvertfald.
Men det grundlæggende omkring det at vise mig Jesus i disse situationer, forstår jeg nu, var at vise mig, at Jesus selv græd, over Jerusalems ødelæggelse, han stod ikke roligt og så på, mens han udtalte, "sådan skaber min fader rigtige mennesker".
Han kunne også blive rasende, som i templet (forstod jeg jo det var) hvor han smed "købmændene" på porten, fordi de vanærede hans faders hus.
Jamen er jesus da mindre udviklet end Martinus, er han overgået af Martinus, hvad angår næstekærligheden, og hvis ikke, hvorfor viser jesus så følelser, hvor Martinus er "kold".
Det forstår jeg nu er en effekt skabt af den intellektualisering Martinus fremkommer med, og derfor må jeg personligt tage afstand fra en sådan opfattelse af tingene.
Jeg vil vedblivende føle, og vil ikke risikere at blive følelsesmæssigt "amputeret" via mit eget intellekt, uanset hvor mange ord om næstekærlighed og hvor meget tryghedsopium der tilbydes i Martinusses "fuldstændige kærlige verdensbillede", for jeg vil gerne videreudvikles og har personligt behov for at udvikle både mine følelser og mit intellekt en del endnu.
Jeg håber så ikke at nogen tager min afvisning af Martinusses opfattelser personligt, enhver har jo deres eget udgangspunkt og behov, og det er blot mit behov der ikke kan opfyldes via Martinus, andres kan måske nok, men jeg skriver nu blot disse ting, fordi jeg syntes at alle bør have en forklaring fra min side, på hvorfor lige jeg ikke længere kan være så "interesseret" i Martinus, som førhen, jeg ønsker dog ikke at andre fravælger Martinus, med mindre de selv føler hvad jeg føler, eller har andre personlige grunde, jeg har jo trods alt også fået nogle gode effekter ud af at have haft denne tilknytning til Martinusses materiale og forum, så det kan andre jo sikkert også stadigvæk opleve at få.
Så med ønske om at alle herinde må opleve en positiv fremtid, på den måde de selv ønsker det, bliver dette mit farvel til Martinus forum, ( jeg må jo følge min "vejleder"), og jeg regner da bestemt med at møde langt de fleste af jer, på et andet tidspunkt i en anden forbindelse, vi er jo alle ET.
Kærlige Hilsner og Tanker fra Avatar.
Tak for dine ord, Avatar!
Enhver har sin vej...
TT giver os en model af den levende sandhed, det evige liv - det er forskel mellem model och virkelighed...
For mig er det åbenbart at risikon med TT er intelektualisering, de-emotionalisering og passivisering af ens bevisdthed og tilværelse... De lidelser som karmatisk vil fölge på disse ting vil fortælle os hvad sandhed er...
Jeg ved ikke hvis TT er en omvej eller den direkte vejen til forvirkligende af Guds plan med os. Men TT er endnu min fremste åndlige føde. Men ikke den eneste!
Hej Avatar!
Tak for din forklaring.
God vind til dig fremover 
Må du finde den "åndelige føde" som passer til netop dig og din
nuværende situation.
De Kærligste hilsner fra Lotte :-*
Hej Avatar
Jeg vil ønske dig alt godt på din rejse og ønsker for dig, at du må finde din røde tråd i livet.
Når jeg læser dit indlæg kan jeg ikke lade være med at tænke på om du ikke allerede følger den.... 
Kh.Pondus
Hej Avatar.
Tak for mange spændende diskussioner. Held og lykke fremover.
Hej Avatar,
Også god vind herfra
kh
Lasse
Hej Avatar
Ja, jeg har også haft stor fornøjelse af at læse dine indlæg og jeg vil savne dig hvis
du "forsvinder"...
Men,men, men er du sikker på at du tolker din "drøm" korrekt...ingen forskel på godt og ondt i Martinus!!!!!???? Det kan kan jeg ikke genkende, det minder mig mere om budhismen/hinduismen i Indien. Jeg tænker på dette store fattige land materielt, men
meget rigt åndeligt...de har ikke forstået at få deres medfølelse omsat til praktisk hjælp
til de der lider og dør i gaderne...så vidt jeg har forstået det, så er det her at de pr. automatik siger "det er karma"! Så er det nemmere at vende ryggen til og sige: "Det er ikke mit bord/ansvar"
Men med Martinus i tankerne så er vi netop ikke "ansvarsfri"...eksempel: Falder min
nabo og brækker benet og jeg står lige ved siden af...så har jeg to muligheder!
Jeg kan gå videre og sige at det er karma og at min nabo skal have denne lidelseserfaring og at jeg i øvrigt ikke skal blande mig i denne karma!
Eller jeg kan sætte mig ind i vedkommendes situation og tænke hvad hvis det var mig
der lå der hjælpeløs, hvad ville jeg så gerne at der skete for mig?
Og jeg ville selvfølgelig gerne at der var en der ringede efter en ambulance!
Ergo vil jeg skynde mig at ringe 112....også for min egen skyld...for jeg vil nødig gå og
vente på at den karma skal vende tilbage!
Så jeg hjælper min nabo og på den måde hjælper jeg også migselv...
Kan du se forskellen?
Åbenbart har jeg fået mit "rigtige" navn tilbage..så her er jeg helt uden 2 tallet!
Kærlig hilsen Pipia
Hej Alle.
Tak for hilsnerne, og også god vind fremover til jer allesammen fra mig.
Til Pipia: Jeg skriver dette indlæg, fordi jeg i dit indlæg netop ser noget af det jeg fiik på plads via min "drøm".
Der er skam forskel at spore i Martinusses verdensbilleder, på godt og ondt, men forskellen består hovedsageligt i "ord" og ikke i følelser.
Det du beskriver som en tænkt situation hvor man har 2 muligheder for at reagere, og intellektuelt kan tænke sig frem til hvilken mulighed der er den bedste, er netop det der for mig, afløser selve følelserne, i situationen, hvis den bliver realistisk.
Via for megen intelektualisering, "udvandes" evnen til at kunne føle i selve situationen, fordi intellektet kommer først på banen, og sætter ord på, fremfor følelser.
Og da jeg mener at følelserne er det vi skal udvikle mest i denne "sfære", og at intellektet kan komme på banen senere, når der ikke er så mange ting at føle medlidenhed med, (sidst i dette rige eller i visdomsriget), så forsøger jeg at fastholde min evne til at kunne føle med andre, ved ikke at lade mig indfange i for megen intellektualisering af mit "jeg".
Det er så lige min situation, som jeg får den synliggjort via min "vejleder"., men jeg syntes da bestemt stadigvæk at alle skal følge deres egen indre "stemme" for vi har jo forskellige behov, og Martinus er sikkert fin som ledestjerne for mange andre.
Og ellers har vi jo alle "karmaen" at falde tilbage på, som vejledende for om vi handler korrekt eller ej.
Kærlige Tanker fra Avatar.
Kære Avatar!
Nu er det jo ikke så nemt at "udtrykke" følelser på "papir", ja vi har jo smiley`en men
den er en "dårlig" erstatning for "ægte" følelser ! :-X
Jeg kan ikke ae dig på kinden eller give dig en Kindhest med en smiley!
Så, ja selve mediet kræver ord for at vi kan kommunikere med hinanden, så det kan godt være at vi/jeg fremstår mere intellektuelle end vi/jeg i virkeligheden er her i forummet. 
😮 
Men alle de smeylier (hvordan pokker staves de ) kan være vældig irriterende at
kikke på ,når man skal koncentrere sig om teksten 
:(" title=">:(" class="bbcode_smiley" /> så det er bedst at bruge så få
som muligt! mener jeg 
vist nok! ???
(Sidespring: Jeg har iøvrigt læst at kvinder bruger mange flere tegn når de skriver end
mænd...hvilket skyldes at kvinder er mere følelsesmæssigt styret end mænd!)
Nå...seriøst....tilbage til følelse contra intellekt...da jeg var barn sad "følelserne uden på tøjet" og mine reflektoriske evner var ikke eksisterende eller i hvertfald ikke særligt store!
Tager vi eksemplet med naboens brækkede ben i den sammenhæng...så ville jeg som
barn have reageret helt anderledes end jeg i dag "hypotetisk" ville have reageret!
Som barn ville jeg først blive forskrækket (fordi der sikkert har været en høj lyd ifb med
"uheldet" ...de fleste siger AV ret højt i den forbindelse) alle børn begynder at græde ved pludselig forskrækkelse har jeg læst i en psykologibog!
Og så ville jeg have reageret ret uhændsigtsmæssigt ved enten at sætte mig ned og
"sympatigræde" med offeret eller jeg ville have løbet min vej...væk fra det der forskrækkede mig!
Jeg ville nødigt være "offer" i den "komedie"...i stedet for hjælp får jeg bare "endnu en plage"! Så den rene følelsesmæssige reaktion uden intellektet til at reagere på situationens alvor er altså ikke særlig hensigtsmæssig i den situation!
Så derfor siger Martinus også at følelse og intellekt skal følges ad og at det er vigtigt at
vi udvikler begge dele og helst lige meget så det ene ikke får overtaget over det andet.
Noget andet jeg har tænkt er at eftersom ,at kvinder siges at være mere følelsesmæssigt styret/orienteret end mænd, så er det netop måske ,det der er det rette for dig at "forfordele", fordi "det vil gøre dig mere intellektuel" fordi du dyrker din modsatte pol som jo er den feminine, voila du bliver et mere "helt" / rigtigt menneske!
Og det er jo den vej vi alle skal....så hvorfor ikke følges?
Kærlig hilsen
Pipia
Hej Pipia.
Jo, forstår dig da godt, følelser kan også "amputere" ens handleevne.
I lige mit tilfælde er det blot tydeligt for mig selv, at jeg "degenererer" følelsesmæssig, ikke kun nu fordi jeg er blevet gjort bevidst omkring dette aspekt, via min "vejleder", men også fordi jeg har haft nogle oplevelser i løbet af den sidste måned, af følelsesmæssig karakter, bla, a er min datter "skadet" i hovedet efter et fald, og har store smerter og andre virkninger efter dette, på grund af indre blødninger i hjernen, og jeg er også blevet "overfaldet" af et par unge mennesker under en tur i byen jeg nu bor i (Randers) mens jeg luftede min hund, og dette bragte også nogle tanker frem i mig.
Men den intellektuelle måde jeg "behandlede" disse oplevelser på, viste mig dog at jeg ikke helt, som tidligere havde følelserne med, hverken i tankerne om min datters situation eller i forbindelse med disse 2 voldsmænds angreb, jeg tænkte mere koldt og kyniskt på disse ting, og anså det jo blot som karmatiske oplevelser, hvilket ikke bragte de følelser frem i mig, som jeg ellers burde have, og hidtil har været glad for at kunne føle.
Det er sikkert "balancen" der afgør om man oplever virkeligheden "rigtigt", så jeg har brug for at kunne græde over andres og egne lidelser, for at kunne glædes over andres og egen lykke, og det er denne følelsesmæssige "balance" jeg gerne vil bevare noget tid endnu.
Måske er det blot mig der føler at for megen intellekrtualisering, fjerner min evne til at kunne føle "rigtigt", men jeg må jo altså reagere i samhørighed med mine egne intuitioner og min vejleders råd, og dette skal jo ikke tages som et udtryk for, at jeg så mener at Martinus er forkert på den, eller at alle andre vil opleve tingene som jeg gør.
Blot er mit specielle fokus i dette liv, omkring den kommende fremtids karmaudløsning og frekvensændring, og derfor er det vigtigt lige for mig, at lade mig lede af følelserne, mere end af intellektet, da det er på det følelsesmæssige område både frekvensskiftet og oplevelserne vil være, lige det næste årti.
Intellektet bruger jeg kun i nuet til at forsøge at forstå hvad der sker både i mig og i verden, i nuet, på det følelsesmæssige område.
Men intellektet må ikke for mit vedkommende bruges til at fortrænge følelserne med.
Senere er jeg sikker på at mit intellekt også trænger til at blive "udviklet", men hver ting til sin tid, og individuelt fra person til person.
Håber da de fleste af jer forstår lidt af hvad jeg forsøger at tydeliggøre, så også i er opmærksomme på, om der skulle snige sig lidt "kulde" ind i jer, via for megen intellektualisering.
Kærlige tanker fra Avatar.
Hej Avatar
Jeg måtte bare skrive det her. Jeg forstår godt at du vælger en anden vej og mener også at Martinus har skrevet noget om at nogle skal vandre ad logikkens vej og andre af følelsens vej (I andre må rette mig/supplere mig hvis jeg taget fejl).
For mit eget vedkommende kan jeg kun sige at Martinus skrifter (guddommelig inspirede eller ej) har gjort det modsatte ved mig... jeg føler netop at jeg er blevet mere næstekærlig og har fået lettere ved at tilgive.
God vind
Med venlig hilsen Smaug
Hej Smaug.
Du har da helt ret. Jeg har også fået et andet forhold til mine "fjender" efter at have lært Martinus at kende.
Ja, jeg kender godt fænomenet med for meget intelligens og for lidt følelse. Det bliver lidt for koldt. På den anden side så kan for meget følelse også blive lidt for svingende og med for meget 'tossegodhed'. Men der er ikke nogle af delene der som sådan er forkerte. Idealet lidt længere nede af livets vej er dog at få dem i balance og i forhold til det ideal er de to tilstande selvfølgelig en form for mangel.
Jeg mener i øvrigt at Martinus definere intellektualitet som en balance mellem intelligens og følelse. Med den definition er vi alle kun på vej til at blive intellektuelle
kh
Lasse
Hej Avatar
Det var da forfærdeligt som "livet" behandler dig for øjeblikket...hele tre ting at sloges med
har du fortiden...din datters uheld, dit overfald og oveni dette dit nye job.
Jeg forstår godt at du ikke også har overskud og energi til dette forum som blot er en
biting set i dette perspektiv!
Pas godt på digselv i denne tid ,du har en risiko for at blive syg af al den "modgang"!
Et par socialpsykologer har lavet et skema over sociale begivenheder og hvilken effekt
forskellige begivenheder har på helbredet og du skorer godt på denne skala....
alene et nyt job koster 70 point på skalaen og når man 100 kan man godt regne med en uge under dynenerne! (Home og Rasche eller noget i den stil hed de)
Ikke for at forskrække dig oveni hvad du allerrede har været igennem...men fordi jeg
er bekymret for dig! Det er vigtigt at "lytte" til sin krop og du må øjeblikkelig lægge dig
syg ...hvis du føler de mindste symptomer...dit immunsystem er også udsat pga årstiden
vi har ikke fået for mange c vitaminer i løbet af vinteren...så det er vigtigt at spise meget
grønt...OK!
Kærlig hilsen Pipia
Hej Pipia m.fl.
Jeg har det skam fint nok, syntes jeg da, efter at jeg har skiftet job, flyttet og er blevet "halvvegetar" igen, hvor jeg nu kun spiser fisk og grøntsager o.s.v., så jeg tror nu ikke der kommer en "negativ" effekt for mig, lige på grund af disse ting, jeg har jo haft 3 mdr hjemme, mellem jobsene, som jeg nok burde få værre effekter af, da min aktivitet i den periode fortrinsvist foregik på nettet, som i jo nok har forstået via mine mange indlæg.
Men tak for bekymringerne på mine og datterens vegne, det luner da altid at andre tænker på en.
Det er godt at høre at man er opmærksom på muligheden for at blive for "intellektuel", for som jeg hørte Ole Therkelsen beskrive tingene, så var Martinusses "landkort" kun noget man navigerede efter og dækkede kun (i hans øjne) 9 % af tilværelsen, 1 % var så "eksemplets" vejledende effekt, og de resterende 90 % udgjorde det følelsesmæssige område, hvor vi jo i realiteten lærer, ihvertfald omkring medfølelse og medidenhed.
Så balance mellem intellekt og følelse behøver ikke nødvendigvist at tolkes som en 50/50 situation.
Når jeg "lærer" intellektuelt at jeg skal være næstekærlig, og tilgivende, og så derfor også tænker på dette i de situationer jeg kan bruge tilgivelse og næstekærligheden i, så behøver dette jo ikke ( selvom jeg selv føler mig mere næstekærlig, rent tankemæssigt) at betyde at jeg så også FØLER mere næstekærlighed eller tilgiver med mine inderste følelser, mere end førhen.
Og for mig er det jo det primære, det at man føler næstekærligheden, fremfor at tænke den, selvom det selvfølgeligt også har en effekt rent karmamæssigt, at man opfører sig næstekærligt, alene fordi man intellektuelt ved at det er det rigtige at gøre.
At sige "jeg elsker dig" uden at føle det i sit hjerte, er jo blot udtryk for en "vanedannelse" som kan sidestilles med den "kulde" jeg mener kan blive en effekt af for megen intellektualisering, hvis ikke man får udviklet følelserne sideløbende.
Tossegodheden frygter jeg personligt knapt så meget, den er i det mindste udtryk for "godhed" og positive intentioner, og gjort i uvidenhed, mener jeg personligt ikke at den er noget en alkærlig Guddom vil finde negativt, men den kan da selvfølgelig være så stor (tossegodheden) at den bliver til en snublesten for andre, eller udnyttes af andre, og på den måde får negative konsekvenser.
Det som jeg dog stadigvæk vil mene kan være til glæde for dette forum, og for Martinusses hensigt, er at man ikke intellektualiserer for meget, både af hensyn til muligheden for at glemme det følelsesmæssige "større" område, men også for at der kan blive plads til alle , så man, på trods af forskellige måder at udtrykke sig på, kan finde sammenfald med Martinusses begrebsverden, og jeg mener da også at der er blevet "lettet" lidt på dette felt, på det sidste, så Pondus bla.a også har fået bedre respons på sine formuleringer, og det skal man da have ros for, for der er en del viden at hente ved at tillade dette , viden som senere vil kunne findes tydeligere i Martinusses grundlag også, som jeg oplever det.
Og da vi jo alle skal lære at forstå hinanden så er det et godt udgangspunkt at have, at man er åben overfor alle former for begreber, som jeg vist tidligere har nævnt, for det betyder jo slet ikke, at Martinusses verdensbillede kommer i baggrunden, blot at dette verdensbillede bliver mere "nuanceret" ved at blive udspecificeret i mindre "detaljer".
Kærlige hilsner og tanker fra Avatar.
Hej Avatar!
Følelses evnen er ekstremt vigtig. Men denne evne udvikles netop i form af
årsag-virkning. Vi får udviklet evnen til medfølelse, når vi har følt på egen krop.
I de situationer vi ikke evner, at føle med andre....er det netop, fordi vi ikke har
nogle lignende (egne) erfaringe, at holde dem op imod.....og derfor mangler infølingsevne
i dissee specifikke situationer.
Følelserne er vi netop ikke altid herre over. At blive forelsket i et andet menneske, er f.eks netop ikke underlagt viljen.
Når vi "tænder af" i raseri....er det som regl, heller ikke noget vi bevidst vælger, at gøre....men er en konsekvens af, hvor meget tyngdeenergi der er til stede.
Martinus verdensbillede har for mig gjort, at jeg har fået langt mere forståelse for og medfølelse med de mennesker jeg kommer i berøring med....både nære som fremmede...jeg er blevet langt mere tolerent og er langt mere tilgivende overfor mine medmennesker.
Hvor jeg førhen blev indigneret, fornærmet eller såret over andres opførsel....så tænker jeg nu, at de jo blot handler efter evne....thi mennesket vide ikke altid hvad de gør.
En dag, hvor jeg holdt i bilen, ved et t-kryds, til en meget trafikeret hovedvej og jeg længe ledte efter et "hul" i trafikken, så jeg kunne komme ud.....oplevede jeg en mandlig trafikant i en varebil rulle vinduet ned og råbe "kælling" efter mig.
Jeg havde mine 2 børn med i bilen og min søn var ret chokkeret over mandens opførsel.
Hvor jeg førhen var blevet vred eller fornærmet over en sådan situation....blev jeg nu i første omgang overrasket og mundlam.
Til min søns spørgsmål: "Hvorfor kaldte manden dig kælling mor?"...svarede jeg "Det er fordi han endnu ikke har lært bedre".
Herefter følte jeg kun medlidenhed med manden...og tænkte, at han måske have meget lav selvværd, siden han havde så lidt respekt for andre mennesker, at han følte trang til, at nedgøre en vildt fremmed kvinde ved, at kalde hende kælling.
Desuden tænkte jeg, at han måtte se verden udelukkende ud fra sit egen synsvinkel og totalt manglede evnen til empati...dvs indlevelse i en andens situation i netop dette øjeblik.
Det kunne jo også være, at manden var i en stresset eller svær situation, som gjorde, at han mistede kontrollen over sig selv, for et kort øjeblik.
Hvor jeg førhen ville have ladet en sådan situation påvirke resten af min dag på en negativ måde....tilgav jeg nu hurtigt manden, gav slip på oplevelsen og lod det ikke gå ud over resten af dagen.
Jeg mener ikke selv jeg er blevet "kold" efter, at have lært Martinus verdensbillede at kende....snarere tværtimod. Jeg synes selv jeg har fået lettere ved, at tilgive og har nu ofte medfølelse også med de mennesker der gør større fejl. Jeg føler ikke længere behov for gengældelse eller hævn.
Jeg har altid haft meget let til tårer og kan stadig ikke se nogen lide....hverken dyr eller mennesker (TV eller IRL) uden at græde :'( Så på dette punkt er jeg heller ikke blevet mere kold eller hård.
Mht karmaloven....så tænker jeg, at det var værre, hvis det ikke var sådan....dvs at man kunne blive udsat for noget, man ikke selv har været årsag til....og at det er godt ,at livet ikke er uretfærdigt eller tilfældigt....og meningsløst.
Jeg hjælper overalt, hvor jeg har muligheden for det.....efter devisen, at jeg befinder mig i situationen for, at yde hjælp.....og hvis det ikke er meningen ,at personen skal have hjælp i situationen, så skulle Gud ikke have sat mig i denne situation....da han udmærket er klar over, at det er min hensigt.
(kan så ikke vide om jeg ville gå i panik, blive paralyseret eller besvime i nogle ekstreme situationer...og derfor ikke vil være i stand til at hjælpe )
Jeg mener, at de oplevelser og karmiske forhold vi bliver udsat for i livet ikke kan undgå, at udvikle føleevnen.....og at kendskab til hvordan Gud, os selv og livet er bygget op og fungerer (herunder livets love og principper) er en stor fordel...også iforhold til følelses evnen.....og evnen til empati og til, at tilgive også sine fjender...thi de vide ikke hvad de gør.
Kendskab til mikrokosmos gør også, at vi kan begynde, at udvikle ansvarsfølelse overfor vores "mikrobasser"...og dermed udvide vores "næste-begreb" til, at omfatte disse levende væsner også.
Jeg kan ikke beskrive med ord, hvor vigtigt mit møde med Martinus verdensbillede har været for mig.
Martinus er nok ikke for alle....ihvertilfælde ikke på nuværende tidspunkt.
Du oplevede Martinus som meget kold og følelsesløs i din drøm.
Hvad jeg har hørt/ læst om Martinus som privat person og fornemmer i hans livsværk....så er det ikke et billede af, at Martinus var kold og ufølsom....jeg får.
Ifølge ham selv....vil man ikke kunne få kosmisk bevidsthed uden føle-, humanitets- og kærlighedsevne....og det virker logisk for mig, at man ikke bliver kosmisk bevidst, hvis man er en kold og ufølsom skid :-X
Men hver har sin vej...og skal følge sin indre fornemmelse.
Lykke til dig på din vej.
Kh. Ejby
Hej alle.
Arnes datter er i aften blevet kørt i ambulance til Århus sygehus. Ifølge Arne er hun kun halvejs ved bevidsthed og det ser alvorligt ud. Han tager selv til Århus for, at være hos sin datter.
Jeg er bekymret for hende og vil gerne opfordre til forbøn for Arnes datter.
Kh. Ejby
Det er sjovt sådan noget med tro og de overvejelser man kan gøre sig, og den efterfølgende måde, ens eget system (og følesesliv) reagerer på det man tror på. Jeg kan sagdens se "problemet" ved kosmologien. For det er sgu "barske" løjer.
Der gik ikke mange dage efter min intro til M, at jeg selv synes jeg fattede de store overskrifter, og jeg følte det som at "komme hjem" rent føleses og logiskmæssigt.
Flere gange i min tid som "kosmolog" har jeg hørt om "sovepude effekten" Og den kan jeg personligt slet ikke få øje på. Så snare 100% modsat vil jeg sige. Jeg hører også i høj grad til dem, som har fået et 100% bedre liv, efter disse analyser er dukket op.
Men held og lykke til dig Avatar.
Jeg er desværre ikke helt på toppen her til aften (forkølese), så mit "bede apparat" er ikke helt så nemt at bruge lige nu. (det er nok straffen for alt det kød jeg spiser..... :o) Det er lidt svært for mig at bede for ét menneske, når jeg ikke ved hvordan vedkommende ser ud, eller på anden måde kan "se" noget for mig. Men jeg vil da prøve
Lykke til din datter Aavatar!!
Hej Avatar
Jeg vil gå i forbøn for din datter og beder om, at hun må få den bedste hjælp og støtte i guddommelig vilje og hensigt, må alle gode hensigter følge hende, jeg beder ligeledes om, at denne bøn om hjælp må blive givet Ærkeenglen Michael gennem "Den store invokation":
Fra lysets kilde i guds sind
lad lys strømme ind i menneskers tanker
lad lyset komme til jorden.
Fra kærlighedens kilde i guds hjerte
lad kærlighed strømme ind i menneskers hjerter
må kristus komme til jorden
Fra centret hvor guds vilje er kendt
lad hensigt lede menneskers små viljer
den hensigt mestrene kender og tjener.
fra centret vi kalder menneskeheden
lad planen for kærlighed og lys fuldbyrdes
må den forsegle døren til det onde.
Lad lys og kærlighed og kraft
genoprette planen på jorden.
Amen!
Amen!
Skriv et svar