Hej Flemming

Jeg har en lillebror som også spiller meget computerspil af de voldige af slagsen. Jeg har tit tænkt på hvad det er der skyldes, at man synes det er interessant, og jeg kan kun forstå ved, at det må være fordi man repiterer tidligere inkarnationer, hvor man på en eller anden vis har været involveret i kamphandlinger - og vel og mærke at kunne lide det. Jeg tror dog samtidig, at det er et udtryk for, at man har udviklet sig i næstekærlighed, når man kun dyrker denne passion i tankerne og ikke i fysisk forstand på andre væsener, men det kan dog nok ikke siges at være endestationen, da - i og med man stadig har det i tankerne - nok udelukker andre ikke så aggresive tanker. Jeg tror dog ikke det vil give nogle tilbagevendende fysisk karma forstået på den måde at 23 ihjelslået computerteorister giver 23 kommende gange, hvor du selv skal slås ihjel ( for at sætte det hele på en spids )

kh.

Kenneth

 

Hej Flemming!

Så længe du spiller på computeren, laver du ikke ulykker andre steder, og det fritager dig sikkert fra en masse karma. For hvad kunne du ikke have fundet på af skarnsstreger -? 😮 😮 😮

Nå, spøg til side. Jeg tror at disse spil er en god måde at opøve sin reaktionsevne på. Og på en måde er det jo dig selv, du spiller imod. Altså et ærligt spil for folk som os, der lever med et ben i både dyreriget og det rigtige menneskerige. Vi må også bestandigt kæmpe med os selv.

Hvad søren, - lad os nu have det lidt sjovt her i sidste halvdel af dyreriget...

kh Søren

Ja, det var et interessant dilemma  . Jeg har en gang på en tidligere arbejdsplads skulle spille sådan et computerspil, hvor vi skulle dræbe terrorister. Det var en team-building øvelse  😮  Jeg var faktisk meget "forarget" over at vi skulle opbygge fællesskab via sådanne handlinger. Så jeg "forrådte" mit hold ved bare at lunte rundt inde på cyberspace-banen og med vilje skyde ved siden af  

Jeg spiller normalt aldrig computerspil og var lidt skræmt af den ophidsede stemning der eskalerede blandt deltagerne undervejs. De levede sig i tankerne meget ind i den verden. Vi skulle spille mange omgange. Der skete det undervejs, at kvinderne forlod spillet og satte sig udenfor og synes det hele var en dum idé. Mændene var fuldstændig opslugt og ænsede ikke at der manglede nogen   Resultatet blev det modsatte af det tilsigtede; en splittelse af team'et.  Der var klart nogle kønsrelaterede interesser, som ikke harmonerede helt.

Jeg tænkte virkelig meget over situationen bagefter. Jeg vurderede at denne leg klart stimulerede nogle dyriske tendenser, tyngdeenergien (voldelige tanker, hævnfølelse, os mod dem etc). Martinus mener ikke man skal dyrke de primitive sider og dermed give dem næring.

Modsat skal man hellere ikke undertrykke "lyster" og så må jeg sige, at det trods alt er bedre at skyde tegninger på en skærm end at afreagere på virkelige mennesker :   Det er jo også en måde at repetere tidligere livs krigs-erfaringer (måske alligevel ikke, for repetitionen stopper jo ved 30-års alderen!!!)

Uanset hvad, ved vi jo at tanker ikke er toldfrie. Hvad gør disse aggressive tanker under et spil mon mod ens microkosmos. De ved jo ikke at det ikke er real-life. Hvad hvis vores jord også hyggede sig med sådanne fornøjelser i fritiden  ??? Vil det ikke give orkaner, jordskælv etc etc. over det hele  😮

Så hvad er mon karmaen for at skyde 23 terrorister i cyberspace ?  Du bliver nok "nedlagt" af 23 gange forkølelser, bliver terroriseret af muldvarper i haven, invaderet af myrer i huset og omringet af larmende naboer  

Kh....Anette

Hej Flemming,

Jeg spiller også en del forskellige computerspil (mest rollespil og strategispil)

Hvis man ikke huser aggressivitet, negative eller hadske tanker mod sine eventuelle medspillere, så tror jeg ikke karmaen vandrer udenfor spillets verden (her er jo rig mulighed for "instant karma").

Naturligvis bærer computerspillene præg af vores dyriske og menneskelige blandingskultur, som alt andet :

kh,
Torben

Det er lidt interessant det her, for når jeg spiller mod andre virkelige personer (Adversarial game), så synes jeg netop der sker det du siger. Jeg bliver ophidset og aggressiv af det.

Her på det seneste har jeg derfor kun spillet sammen med andre personer mod computeren (cooperative game). Her synes jeg ikke ikke jeg bliver ophidset af det på samme måde. Lidt adrenalin selvfølgelig, men den fjendske stemning synes jeg godt jeg kan undgå. Alle menneskelige spillere jo på samme hold og må hjælpe hinanden og kommunikere undervejs for at klare det. I dag samarbejdede jeg f.eks sammen med to fra USA, en fra Italien, en fra Finland og en fra Tyskland i et fælles spil over internettet. Det er da internationalisme!

Jeg tror også, jeg har lært at se mere abstrakt på det. I starten brød jeg mig f.eks ikke om at skyde en terrorist i hovedet (lyder barskt -ved det godt). Efterhånden rør det mig ikke så meget, og jeg tror ikke det er fordi jeg er blevet mere ufølsom. Jeg tror bare jeg bedre kan skelne mellem hvad der bare er computergrafik og hvad der er virkelige mennesker med følelser. HVis jeg skyder en i hovedet idag, så er det for at se hvordan spillet er programmet til at reagere på den situation, - ikke fordi jeg hader figuren.

Quote:

Så hvad er mon karmaen for at skyde 23 terrorister i cyberspace ?  Du bliver nok "nedlagt" af 23 gange forkølelser, bliver terroriseret af muldvarper i haven, invaderet af myrer i huset og omringet af larmende naboer  

Kh....Anette

LOL - ja, det kan da godt være det er sådan noget, jeg får i hovedet. Du har nok ret i at det væsentlige må være, hvad man tænker, når man gør det. Der sker jo ingen fysisk skade.

Mvh. Flemming.

Ja, det er også nogenlunde min opfattelse er af det. Af og til kan jeg dog blive i tvivl da det lyder voldsomt, når man siger man har skudt så og så mange.

Mvh. Flemming.

Kære alle.

Interessante indlæg for alle os (primitive?) som engang imellem spiller spil hvor det gælder om at slå de andre ihjel i den virtuelle verden  

Selv kan jeg ikke sige mig fri for - når jeg spiller en lille abe der piler rundt i mørke gange, med en kæmpe automatriffel - at føle spænding og faktisk også stress. Men når jeg kan få ram på de andre før de får ram på mig - udløses spændingen - man har vundet   juhu  

Jeg tror det er en slags sidste rest fra jægeren i een.
I denne sammenhæng er det jo også interessant at næsten ingen piger/kvinder spiller disse spil!

Langt hen ad vejen tror jeg - som andre også ovenfor har været inde på - at disse spil ikke gør nogen skade (hverken på én selv eller andre) så længe de spilles i god venskablig ånd. Selv spiller jeg med et par gode venner. Både før, under og efter spillene sidder vi og griner og hygger os sammen. Og det er jo dejligt  

Faren kan vel opstå dér hvor kampen bevæger sig fra den virtuelle verden ind i vores verden - og evt. resulterer i uvenskab mellem spillerne  :(" title=">:(" class="bbcode_smiley" />

Under alle omstændigheder er det jo en del af livets vej -på godt og "ondt"  

KH/lars