Hej Claus.

Jeg forstår det, at vi er skabt i Guds billede efter hans lignelse sådan,
at vi/alle levende væsner, som Gud, består af x1, x2 og x3, og, at vi i al
evighed skabes (påny) til det "fuldkomne menneske" gennem spiralkredsløbets
uendelighed.

Kh Ejby

  Hej Claus.

  Personligt tror jeg Martinus blot har brugt "udsagnet" i et forsøg på at forklare, at vi alle er en del af Guds legeme, og opbygget i struktur, som Guddommen selv, altså med et x1, x2 og x3, indbygget i vort individuelle "jeg".

  Selve "udsagnet" stammer jo fra biblens tekster, hvor en "Gud" (set med "nutidige" øjne, en højere udviklet broder), siger til sine medbrødre/søstre, "Lad os skabe et menneske i VORT billede", hvilket jo absolut ikke kan omdefineres til at betyde i den almægtige Guds billede, da denne jo er enestående, og ikke har ligemænd.

  Så nok er det vel på anmodning af selve "guddommen" at skabelsen af mennesket er blevet udført, men de som (i bibelsk kontekst) skaber mennesket, er flere om det, og lige med hinanden.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

J

Hej Claus.

Martinus er i flere af sine foredrag inde på, at skabelsen af mennesket i Guds billede endnu ikke er afsluttet - den foregår stadig væk, primært ved hjælp af karmabølger, hvor vi lærer forskellen på "godt" og "ondt", og er først afsluttet i det øjeblik vi træder ind i det rigtige menneskerige. Først i det øjeblik har vi det fulde overblik over "godt" og "ondt".

Slangen i paradiset definerer Martinus som en verdensgenløser, der opfordrede Adam og Eva til at spise af kundskabens træ, så de kunne komme til at kende forskel på godt og ondt - lige som Gud selv. Vi er derfor først helt i Guds billede, i det øjeblik vi har det fulde overblik over "godt" og "ondt".

Som jeg tolker Martinus er skabelsen af mennesket i Guds billede derfor ikke noget der er sket på et øjeblik, men noget der har taget millioner og atter millioner af år, og altså stadig sker.

  Hej Claus.

Som jeg opfatter det, så er dialogen du henviser til, sket mellem nogle højerestående brødre, måske i visdomsriget, hvor udviklingen af forskellige ting, bla.a nye legemestyper foregår.

  Moses, som videregiver denne dialog, har så selv oplevet det, som værende "Gud" der selv "taler" til sine omgivelser, men der står jo " i vort billede, efter vor lignelse", og der er jo kun en overordnet Guddom, men blot mange "gudesønner" der kan udføre dennes "tanker".

  Ordene "billede" og "lignelse", tror jeg blot dækker over, at mennesket er skabt i en "form" der er bestemt af Guds tanker/ønsker, (billede, kan jo være fantasi/forestilling m.m.), og efter samme retningslinier og livslove, som alle andre levende væsener er underlagt (efter vor lignelse).

  Værd er det nok at bemærke, at mennesket som sådant ikke er andet end et "hylster" for åndelegemer, som gennem dette "hylster" kan udvikle sig, det er ikke menneskelegemet i sig selv, der er af betydning, eller er det der "udvikler" sig mod kosmisk bevidsthed, men derimod ånderne der benytter sig af opholdene i menneskelegemerne.

  Alle ånder (jegèr) er af samme "stof", så der kan let ske en "fordrejning" af ens forståelse, ved Martinusses brug af udtrykket "Det rigtige menneskerige", idet dette "rige" er lige så rigtigt for alle andre væsentyper, og blot omhandler et udviklingsafsnit, hvori alle de som kommer der, har opnået kosmisk bevidsthed, men selve "riget" er skam ikke forbeholdt mennesket alene, men er for alle ånder der har opnået kosmisk bevidsthed, uanset hvilke legemestyper de har inkarneret i, under denne udvikling til kosmisk bevidsthed.

  At kalde dette rige for "Det rigtige menneskerige" kan derfor misfortolkes derhen, at alle levende væsener vil udvikle sig fra dyrestadiet til MENNESKER, og give det indtryk, at når man har opnået kosmisk bevidsthed og status som et "rigtigt menneske", så forbliver man i denne menneskelignende tilstand, resten af "forløbet" frem mod salighedsriget, også når man ikke længere inkarnerer, men blot skaber sit eget legeme via materialisering.

  Det kan også blive forstået sådan, at selvom der er titusindvis af beboede planeter i "universet" så er de alle beboede med menneskelignende væsener, såfremt de har nået det stadie af udvikling, som kendetegner slutningen af dyreriget, eller er længere fremme i udvikling, og det mener jeg er en fejlagtig opfattelse af virkeligheden.

  Når jordklodevæsenet i sit spiralkredsløb, opnår sin kosmiske bevidsthed, så kommer dette klodevæsen jo ikke ind i det "rigtige menneskerige", ligesom vore legemesceller jo heller ikke bliver til "rigtige mennesker", den dag vi selv opnår kosmisk bevidsthed, selvom vore celler så også følger med op på vort "niveau".

  Så for mig er der altså blot, i forbindelse med menneskelegemets fremkomst, tale om at der er blevet udviklet en ny legemestype, fra forsynet/visdomsrigets side, som lig alle andre legemestyper, har til formål at skabe mulighed for åndelige inkarnationer, hvorigennem selve ånderne/jegerne kan udvikle kosmisk bevidsthed, og lære forskellene mellem godt og ondt.

  Logiskt er det vel nok, at Martinus bruger vort eget "lokalperspektiv" som grundlag for at skabe en forståelse for hvor udviklingen går henimod, og at han af den grund har brugt udtrykket "Det rigtige menneskerige", men overordnet set, er mennesket ikke mere specielt end alle andre væsentyper, og man kunne derfor ligesågodt kalde "det rigtige menneskerige" for det rigtige kloderige, det rigtige heste/hunderige, det rigtige "aliensrige", eller det rigtige "organrige", alt efter hvem man forsøger at forklare udviklingsstadierne/rigetyperne til.

  Sådan opfatter jeg tingene i denne forbindelse lige i nuet (men hva ved jeg ???)

  Kærlige hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

I sin gennemgang af symbol nr. 8 ("Livets vej - Kosmiske udviklingsbaner") i første bind af "Livets bog" forklarer Martinus - som du er inde på - at "mennesker" (altså væsner, hvor bevidstheden bæres af følelseslegemet) ikke har har kropstype til fælles, kun moralsk udviklingstrin.

I stk. 279 skriver han bl.a.:

"Passagen op over hvert enkelt trin er fælles for absolut alle eksisterende væsener. Derimod er den form, under hvilken hvert enkelt trin passeres, ikke ens for alle væsener, idet der ikke findes nogen grænse for, hvor mange variationer nævnte passage finder sted under. Dette vil altså sige, at der på et og samme trin i udviklingen eksisterer en mangfoldighed af forskellige former for liv. Men disse væsenernes afvigelse fra hverandre vil kun eksistere i form, - ikke i moral. Alle samtlige væsener på samme trin vil i deres manifestation stå nøjagtigt på samme moralske standard. Denne vil så igen for jordzonernes vedkommende være at udmåle efter de pågældende væseners evne til at elske hverandre."

Og i stk. 286 skriver han videre:

"I henhold til det, der her er skildret, vil man kunne forstå, at de levende væseners nuværende legemer og former for oplevelse af livet i virkeligheden kun er rent midlertidige, og at den nuværende tilværelsesform må vige pladsen for en endnu fuldkomnere efterfølgende form. Men idet de nuværende legemskulturer således kun er midlertidige, og udviklingen manifesteres i kosmiske baner, kommer vi derved til erkendelse af, at udviklingen foregår i en ubegrænset afveksling. Derfor vil de væsener, der for tiden befinder sig i planteriget, aldrig nogen sinde blive dyr i samme former og i sådanne legemer som dem, de nulevende dyr manifesterer sig i, thi når den tid er gået, der skal til, for at planter kan udvikle sig til dyr, så eksisterer de nuværende dyrelegemer ikke mere, men er forlængst degenereret og forsvundne for at give plads for fuldkomnere legemer. På samme måde vil det også forholde sig med de nulevende dyr. Disse vil heller aldrig blive jordmennesker under samme form som de nulevende jordmennesker, idet nævnte form ligeledes til den tid vil være forsvunden og afløst af nye og skønnere former for legemer.
      Således forgår den ene legemskultur efter den anden, men stadigt for at give plads til nye og bedre legemskulturer. Fælles for alle væsener på samme trin er således - ikke legemerne, - men den moralske standard."

Venlig hilsen

Petersh

  Hej Petersh.

Fint, du er nu god til hurtigt at finde citater frem, der kan afkræfte eller bekræfte personlige tanker.

  Det er gået forbi min opmærksomhed at Martinus har forklaret dette, selvom jeg dog har læst livets bog 1, men heldigvist så er der vist ikke sket den store bevidsthedsforvirring i mig, lige af den grund.

  Og så er der jo heller ingen grund til at jeg skulle være nervøs for at andre måske misfortolker Martinusses brug af udtrykket "Det rigtige menneskerige", når han nu selv tydeliggør "begrebet".

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Claus

Martinus forklarer udtrykket flere steder i sit værk (og bruger det endnu flere steder). I sin gennemgang af livsmysteriets grundfacitter i andet bind af "Livets bog" skriver Martinus (i stk. 567), som Ejby og andre også er inde på, at udtrykket betyder, at vi og verdensaltet (gud) er ens i kosmisk opbygning:

"At verdensaltet udgør nøjagtig den samme analyse og er et "treenigt princip", bliver til kendsgerning igennem dette, at vi her ser, at også dette består af "skabte foreteelser", der udtrykker "logik" og således afslører et bag ved eksisterende "tænkende" eller "skabende" "noget". Verdensaltet udtrykker således nøjagtigt de tre foreteelser, eller betingelser, der kræves, for at et "noget" kan fremtræde som et "levende væsen". Verdensaltet og forskeren er således, kosmisk set, fremtrædende i et og samme billede og gør det til virkelighed, at "det levende væsen" er manifesteret i "Guds billede efter hans lignelse". Dette er livsmysteriets grundfacit nr. 9."

Venlig hilsen

Petersh