Hej med jer
I slutningen af fjerde bind af "Livets bog" gennemgår Martinus symbol nr. 12 ("Livet og døden). Her indleder han (i stk. 1533) med følgende, som jeg har studset lidt over:
"Igennem nærværende binds analyser har vi endnu indgående måttet hellige os mentalitetens "lys" og "mørke" for derigennem fundamentalt at stadfæste livets allerhøjeste eller evige moralbegreb eller selve Guddommens mentale indstilling til alt og alle. Og vi er i dette vort studium nået så langt frem, at vi har fået et indblik i det, der skjuler sig under begrebet "moral". Vi har set, at "moral" er en evig skiftende form for et levende væsens ligeså evige livsmanifestation. Vi har set, at denne skiftende form for livsmanifestation befordres af "begær" og "tilfredsstillelse af begær"."
Hvad mener Martinus her? Er det korrekt forstået, at Martinus her skelner mellem et evigt moralbegreb (Guddommens) og en igennem spiralkredsløbet skiftende moral?
Jeg går ud fra, at det omtalte "allerhøjeste eller evige moralbegreb" er det samme som næstekærligheden, og at den skiftende moral også på et tidspunkt i spiralkredsløbet antager form af modsætningen til næstekærlighed - eller hvad?
Venlig hilsen
Petersh
Hej Petersh.
Jeg har ikke lige bogen foran mig, men mon ikke det kan sammelignes lidt med sondringen "alt er såre godt" kontra "godt" og "ondt". Det første er et evighedsperspektiv, mens de to andre begreber er i et lokalt perspektiv.
Hvad der er moral eller god tone hos den til enhver tid værende menneskehed, er helt klart et lokalt perspektiv. "Du må ikke ihjelslå" var jo ikke god moral hos f.eks vikingerne, hvor det tvært imod var ensbetydende med svaghed, modsat kunne man endda ende i Valhas hos de skønne valkyrier, hvis man døde på slagmarken. (Hellig krig).
Jeg er derfor enig i den måde du tolker det på.
Hej Petersh.
Min fornemmelse er at Martinus bruger ordet "moral" om disse 2 forskellige ting, fordi han ikke havde ordet "etik" i sin bevidsthed, på det tidspunkt han skriver sine forklarende ord. 
Det kan selvfølgeligt være mine opfattelser af disse ord der ikke er korrekte, men jeg opfatter ordet "moral" som værende dækkende over noget man "pålægges" af omgivelserne, altså noget udviklings eller kulturbestemt, som definerer den gældende "rigtige handlemåde", i det "lokalperspektiv" man lever i.
Deraf udspringer også udtryk som "samfundsmoral" o .lignende.
Ordet "etik" står derimod for mig netop som du selv er inde på, for "næstekærligheden", idet etikken er noget der udspringer fra ens eget indre, som værende "det rigtige" kosmiskt set, og altså som værende den "moral" Martinus taler om er Guddommens evige "sandhed".
Etikken vokser altså frem i os alle i takt med at vi bliver kosmisk bevidste, og får personlig kontakt med den intuition der fortæller os hvad der er rigtig at gøre, i det "overordnede" perspektiv, fremfor i lokalperspektivet, og derfor kan denne "etik" godt sammenlignes med næstekærligheden, da den jo øges i takt med udviklingen af denne næstekærlighed.
Så jeg mener at det ville være lettere at forstå forskellen, hvis man brugte ordet "etik" om den "evigt gældende moral", men ellers er du vist ikke forkert på den, i dine egne forståelser af at der er en forskel på de 2 kontekster Martinus bruger ordet "moral" i. 
Kærlige Hilsner fra Avatar.
Indvikling- og udviklingsbegrebet?
Ultra kort.
I slutningen af fjerde bind af "Livets bog" gennemgår Martinus symbol nr. 12 ("Livet og døden). Her indleder han (i stk. 1533) med følgende, som jeg har studset lidt over:
"Igennem nærværende binds analyser har vi endnu indgående måttet hellige os mentalitetens "lys" og "mørke" for derigennem fundamentalt at stadfæste livets allerhøjeste eller evige moralbegreb eller selve Guddommens mentale indstilling til alt og alle. Og vi er i dette vort studium nået så langt frem, at vi har fået et indblik i det, der skjuler sig under begrebet "moral". Vi har set, at "moral" er en evig skiftende form for et levende væsens ligeså evige livsmanifestation. Vi har set, at denne skiftende form for livsmanifestation befordres af "begær" og "tilfredsstillelse af begær"."
Hvad mener Martinus her? Er det korrekt forstået, at Martinus her skelner mellem et evigt moralbegreb (Guddommens) og en igennem spiralkredsløbet skiftende moral?
Jeg går ud fra, at det omtalte "allerhøjeste eller evige moralbegreb" er det samme som næstekærligheden, og at den skiftende moral også på et tidspunkt i spiralkredsløbet antager form af modsætningen til næstekærlighed - eller hvad?
Venlig hilsen
Petersh
Guddommens indstilling til alt og alle er at elske alt og alle. At elske alt og alle uansedt deres handlinger og mentalitet er den højeste guddommelige moral. Jeg er helt analog med dig og du er analog med mig - det jeg gjør mot dig gjør jeg mot mig - og vi er alle Guddomens absolut nødvendige og formålstjenlige oplevelses- och skabelsesorganer hvor end vi befinder os i tid, rum og tilstand.
Gudabørnenes moralniveau skifter betinget af hvor i spiralekredsløbet de befinder sig. Sommetider er de i harmoni med den højeste guddommelige moral (i den primære zone), sommetider ikke (i den sekundære), og dette er betinget af sult og mættelse. Guds bevisdhet er kun lys og atter lys, kulminerende kærlighed, idet Gud altid er helt metabevisdt (på et kosmisk niveau) om mørkets, det indirekte lys', guddommelige mission.
Det er min syn...
Skriv et svar