Kære Pipia

Jeg vil holde mig til dit spørgsmål i stedet for at tage den "lange tur" gennem de forskellige principper.
Når du tager et dyr til dig tager du også ansvaret for dets liv og dit eget følelsesliv så det kunne måske være en ide at dele problemet op i dit følelsesliv på den ene side og kattens liv og levned på den anden side.

Som jeg oplever dit spørgsmål er dine følelser det største problem her og så må jeg spørge dig, er der forskel på medlidenhed og medfølelse? og så forholde dig til problemet derfra.

Med hensyn til katten så har den som du nævner det godt bortset fra, at den kaster op og her mener jeg ikke at dyr opfatter det at kaste op på en anden måde end vi mennesker, så måske er det ikke et stort problem for katten lige nu.

I naturen ville et sygt dyr gå til men har vi taget dyr til os fratager vi ofte også dyret en naturlig død hvilket vil sige at vi derfor må tage naturens ansvar på vore egne skuldre hvilket er et tung ansvar da vi jo oftest har følelser for det dyr v har taget ansvaret for.

Umiddelbart ville jeg nok se på om dyret lider, er det ikke tilfældet er tiden nok ikke inde.

Selv om en hel det hunde, katte og heste er ved at gå fra en gruppesjæl til en seperat-sjæl er de stadig dyr og har dermed en anden opfattelse af døden og ikke den samme angst som mange mennesker, men til gengæld ser disse dyr astralt og derfor ser de også en stor del af dine følelser, dermed mener jeg hvis du kan acceptere, at katten har det som den har det men giver den "plads" til at gennemleve sin proces, måske endda med den store gave, at der er en der kan give nærhed og tryghed, så kan du næppe gøre mere.

Kh.Pondus

Kære Pipia og mis

Sikke noget. Ja, man skal sørme passe på, hvad man byder sin krop og sin kat. Som jeg ser det, har du påtaget dig ansvaret over din kat, og du har forsøgt at tilfredsstille dens ernæringsmæssige behov efter bedste evne, som har været påvirket af dit behov for at "forkæle".

Men desværre er forkælelse kosmisk set ikke altid af det gode. Forkæleren "køber" sig til noget, der i virkeligheden er tilvænnet hengivenhed. Det har givet dig en stor mis, som nu er forvandlet til mismod.

Jeg kender hverken dig eller katten, men på dit indlæg lyder det, som om det gør lige så ondt på dig som på katten. Men ikke desto mindre har du som nævnt påtaget dig et ansvar for katten og - kattens angst for at komme udenfor til trods - har vel også pligt til at lade den blive undersøgt af en dyrlæge. Det kunne jo være, at det blot drejer sig om en simpel infektion, et ormeangreb eller lignende, som let lader sig behandle. Og hvis det viser sig at være noget mere alvorligt, så har du om ikke andet gjort, hvad der står i din magt for at lindre dens smerter.

Og husk så på: Der er også en himmel for kattedyr...

Venlige hilsner fra Peter

Hej P og P
Tak for nogle gode og kærlige råd!
Gad vide hvorfor det hedder KATtastrofe...?  :
Du har ret P2...man kan købe en kat for en rød reje!
Og P1 jeg mener medlidenhed og medføelse er synonymer, at lide med og at føle med
er vel 2 sider af samme sag eller hvad?
Jeg vidste ikke (eller har glemt), at dyr oplever sig selv som gruppesjæle, det er spændende.
Så må vi jo selv havde været det igennem da vi repeterede vores inkarnationer i dette liv...
passer ret godt med min oplevelse som barn af ikke at kunne skelne mellem mig og andre individder,
er det ikke noget med at det stopper i 2-3 års alderen, der hvor trodsalder træder i stedet?
Jeg vil prøve at holde mig glad for kattens skyld...især hvis den kan se at jeg har medlidenhed med
den, det er en vanskelig øvelse at skulle skjule denne nyopdagede medlidenshedsevne...
håber ikke at den degenererer!!!  ???
Kærlig hilsen
P3

Hej Pipia

Selvtak!
Jeg tvivler på at kat/katastrofe har forbindelse andet end stavemåden, men måske er der nogen der ved bedre?

Medlidenhed/medfølelse, der er ifølge ordbøgerne en gradbøjning men jeg kan ikke definere den selv om jeg har en indre defination i mit arbejde, har jeg en klient der sidder i en stor smerte fysiks/psykisk kan jeg ofte gå ind i denne smerte og derved frigøre noget af denne men selv om jeg kan mærke hvad klienten mærker er jeg ikke direkte involveret da det kunne hindre mit eget overblik og handlekraft, altså en form for med-følelse da jeg mærker følelsen men ikke med-lidende da jeg ikke lider men ved der er en løsning. Men om denne defination holder i "byretten" er jeg i tvivl om.

Ang.gruppesjæl, så hører gruppesjælen til dyreriget, ved overgangen til dyre-menneskeriget trækker dyret sig fri af gruppesjælen og manifesterer gradvist sjælsimpulsen men det er de første spæde skridt ind i et meget primitivt menneskeliv (cro-magnum el.lign). Først efter manifestationen af en egen sjæls-kim opbygges egoet.

Det er ikke en tilstand vi repeterer i denne runde, det der sker i 2-3 års alderen hænger sammen med det at inkarnere da dette sker gradvist og først er helt på plads ved 27-28 års alderen, først da er vi helt i kødet med det fulde potentiale for indeværende liv.
Til at begynde med er dagsbevidstheden meget minimal men opbygges gradvist.

Din kat degenererer ikke fordi du føler med den, tværtimod mener jeg, idet den mærker din nærhed hvilket er en sjældenhed i naturen.

Jeg mener ikke du skal kæmpe for at skjule din medlidenhedsevne men måske prøve, at opleve det naturlige i at livet har en afslutning og dermed gøre denne afslutning til noget naturligt og smukt.

Som en bemærkning til P2`s bemærkning ang. dyrlæge vil jeg også mene at der er rimeligt at benytte denne mulighed hvilket vi jo altid ville gøre hvis det drejede sig om vore børn.

Kh.Pondus

Hej Pondus
Der er noget du har MIS-forstået...jeg mente  ikke at det var katten der degenererer.
(Det er svært at skrive med et glimt i øjet, det er nemmere når vi er i samme rum...ironi og
humor bliver taget alvorligt, fordi det er på skrift)
Det jeg mente var at, når vi nu har brugt en hulens masse inkarnationer i opøvelsen af
medlidenhedsevnen, så skal vi pludselig til at skjule "denne evne", jammen vil den så ikke
degenerere ?...igen?
Ikke at jeg er medlidenhedsekspert, det er kun indenfor dette snævre feldt (mine katte),
hvor jeg kan kalde mig "ekspert", og det er jo ikke noget at skriver hjem om!
Kærlig hilsen
P3

Hej Pipia

Undskyld jeg misforstod og ikke så glimtet i øjet (Jeg er lige røget på den med den ene af drengene der spurgte om gud nu også havde lavet myggene, jeg startede op med at være "seriøs" men blev afbrudt med ordene: Han har nok bare haft en sur-dag)

Nej... Jeg mener ikke vi skal glemme, at føle og have medlidenhed men engang imellem kan følelserne tage overhånd så vi ikke får handlet formålstjenligt/optimalt og her kan det være en fordel at tænke på trods af medlidenheden/medfølelsen.

Jeg mener ikke det bliver et problem i fremtiden, idet en i første omgang større sjælskontakt vil medvirke til et større overblik og forholden os til vore følelser, ligesom vor evne til at se bagom hændelser vil gøre at vi bliver bedre i stand til at vurdere og handle.

Kh. P1

Kære ?
Jeg var oppe hos dyrlægen idag med Sofie.
Hun er nu blevet aflivet!  :'(
Men jeg trøster mig med at hun havde 16 gode år.
Tak for jeres støtte!
Kærlig hilsen
Pipia