Hej Lars.

For mig er medfølelse ikke en viljesakt, men noget jeg føler eller ikke føler, afhængig af, hvad jeg selv har af erfaringer på dette område. Et færdigt menneske i guds billeder har været så megen lidelse igennem, at det helt automatisk vil have en masse medfølelse. Men medfølelse er ikke noget man kan optræne, det kommer kun af erfaringer.

Hej Svend.

Jeg er enig i dit indlæg.

Jeg har medfølelse, når jeg ser mennesker og dyr lide. :'(
og vil til enhver tid forsøge at hjælpe, så godt jeg formår.
Jeg ser dem blot ikke som uskyldige ofre.

Jeg har også medfølelse med, de få onde der sidder på
magten, for jeg ved at de vil få den energi de sender ud
tilbage. :'(

At tilfældighed og uskyldige ofre er ikke eksisterende...
betyder ikke, at man så ikke har medfølelse eller fri vilje.

Kærlig hilsen Ejby

Hej med jer

Jeg er helt enig med dig, Svend. Medfølelse er ikke det samme som "grædekoneri" - noget man gør, fordi det forventes af andre eller en selv.

I dette uddrag fra stk. 636 i andet bind af "Livets Bog" kommer Martinus ind på medfølelse, men nævner også at det ikke kun er lidelser, der skaber de erfaringer, som bliver til forståelse for medvæsnernes livssituation:

"Hvis væsenet derimod ikke har oplevet noget som helst i retning af kræftsygdom eller en anden sygdom af lignende art, har det ikke noget, ved hvis hjælp det kan levendegøre et andet væsens nuværende sygdom i sin egen bevidsthed og kan derfor ikke realistisk fatte eller forstå den. Og det vil derfor overfor et sådant væsen fremtræde som "koldt" eller "ufølsomt". Med andre ord, det har ingen evne til at føle "medlidenhed". At det ikke har denne evne vil således igen sige det samme som, at det er ude af stand til at fornemme eller sanse andre væseners lidelse i dets egen bevidsthed.
      Vi ser således her, hvor stort et plus det er for det levende væsen at have gennemgået lidelser. Jo flere lidelser, det i tidligere liv har oplevet, desto større erindringskvantum kan det (om end ubevidst) mobilisere eller betjene sig af ved ethvert møde med andre væsener, der befinder sig i lidelse, eller med andre ord, desto større forståelse har det af, hvad det ser eller bliver vidne til. Og i tilsvarende grad som det har virkelig forståelse af, hvad det bliver vidne til af lidelse, desto større medfølelse opstår der i det samme væsens bevidsthed overfor medvæsener i denne lidelse.
      Men det er ikke alene i lidelsesfelter, at erindringerne overføres til fremtidige liv som plus for sanseevnen. Det samme princip gælder naturligvis også i alle andre oplevelsesfelter og skaber også her forståelse. Og med den realistiske forståelse svinder al indignation eller bitterhed bort. Væsenet bliver "tolerant". I samme grad som et væsen igennem jordlivene har fået oplevelser på alle forekommende jordmenneskelige felter eller foreteelser i det dræbende princips zone, i samme grad får det i sin bevidsthed samlet sig erindringsmateriale. Og jo større materiale, det således har i sin bevidsthed, desto mere kan det mobilisere til hjælp for levendegørelsen eller forståelsen af de samme felter, når det bliver konfronteret med disse i kommende nye jordliv. Og desto mere væsenet således i sin bevidsthed kan mobilisere til hjælp for sin forståelse af de forskellige foreteelser, det møder i det daglige liv, desto mere fuldkommen bliver dets optræden overfor disse. Medens det i tidligere jordliv blev fortvivlet og hjælpeløs i sin egen lidelse og ganske ufølsom overfor andre væseners lidelse, bliver det nu ganske rolig overfor sine egne og medfølende overfor andres genvordigheder. Medens det i tidligere oplevelser af andre væseners kontrære forhold til dets egen fremtræden, på grund af uvidenhed (manglende erindringsmateriale i de pågældende felter), var ganske uforstående og derfor blev irriteret, blev vred og hadefuld på disse væsener, bliver det nu (på grund af det senere erhvervede, men nu ubevidste, erindringsmateriale fra de samme felter), fuldt ud virkelig forstående overfor de pågældende væsener. Og hermed falder hele grundlaget bort for indignation og vrede."

Venlig hilsen

Petersh

... Og i dette uddrag fra stk. 2584 i syvende bind af "Livets Bog" beskriver Martinus udviklingen af medfølelse fra det niveau, vi nok typisk møder den i verden i dag:

"Det er meget opmuntrende og hjertevarmende at se, hvorledes menneskene kan gøre sig store anstrengelser for at samle penge, tøj og andre nyttegenstande ind til hjælp for sådanne katastroferamte mennesker. Det er ikke blot gældende for ulykkelige og trængende mennesker indenfor væsenernes egen stat, men hjælpen bliver ligeså godt sat i scene, når det gælder katastroferamte mennesker udenfor deres egen stat og nationalitet. I sådanne situationer ser man den til dagligt meget ofte skjulte sympati eller kærlighed, som altså i virkeligheden mere eller mindre er til stede i de almene mennesker. Men jo mindre udviklet denne kærlighedsevne er, desto mere katastrofale begivenheder skal der til, før den reagerer, og dens ophav viser medfølelse, især overfor fremmede eller for dette ophav ellers uvedkommende væsener. Det er jo let nok for nævnte ophav at føle medlidenhed eller kærlighed overfor de væsener, det selv har sympati for i forvejen f.eks. ægtefælle, dets børn, dets forældre og søskende eller andre, det på en eller anden måde er blevet nær knyttet til, men denne sympati er ikke nok. Den er langt fra at være slutfacittet på kærlighedens udvikling. Den kan ikke afskaffe hverken krigen eller nøden i verden. Det er først, når sympatien er vokset frem til også at gælde fremmede mennesker, ja, endog mennesker, der har voldt os ubehageligheder eller er fjendtligt stemt overfor os, at den begynder at blive en faktor i fredens skabelse. Når et væsens sympatiske anlæg og den heraf udgående humane evne eller næstekærlighed har fået en sådan kapacitet, da begynder den at afskaffe krigen i sit ophavs psyke. Da begynder kærlighedens sol at gå op over krigsskuepladsernes mørke nat. Da bliver krigsskuepladsernes dødsterræner såvel i menneskenes indre som i deres ydre verden, til lysende og varmende solrige egne, hvor det vil være godt for menneskene at være."

Venlig hilsen

Petersh

PS: Søgefunktionen på http://martinus.dk/content/dk/dtt-soegning/ er et fantastisk redskab. Hvis nogen synes, det er lidt for let blot at søge, kopiere og indsætte i et indlæg, så vil jeg blot sige, at jeg selv bliver glad, når andre gør arbejdet med at finde relevante steder i Martinus' litteratur for mig.

Hej Petersh

Tak for disse gode indlæg. Jeg sætter meget pris på dem og synes de er super relevante for emnet.

Med kærlighed

Lars

Jeg mener at evnen til at føle medfølelse hænger tæt sammen med evnen til at føle næstekærlighed. Som det fremgår af de foregående indlæg, så er disse ting ikke noget man kan tænke sig til - og ikke noget man kan slå til og fra - det er følelser der udvikles gennem lidelser og andre oplevelser.

Selvom (eller måske netop fordi) jeg ikke kan ændre væsentligt ved min evne til at føle næstekærlighed er det for mig vigtigt at minde mig selv om at disse ting er hovedessensen i Martinus' lære. Martinus er selv ret direkte omkring dette i DTT. Et par citater fra Martinus om næstekærlighed og kærlighed:

Og hermed er vi kommet så langt frem i vor forskning af det evige liv, at vi har set, at det absolut fundamentale i tilværelsen er "alkærlighed". Vi har set, hvorledes manglende "næstekærlighed" var den eneste absolutte årsag til alt, hvad der kommer ind under begrebet "det onde", ulykkelige skæbner, krig og rædsler, ja, hele "dommedagens" bloddryppende og dræbende manifestationer.
Livets Bog 4, stk. 1415.

Hvorfor forskeren eller læseren bør erindre sig, at universets hovedstruktur udelukkende er "alkærlighed"......Og det vil være meget hensigtsmæssigt for enhver virkelig læser eller forsker at lægge sig stærkt på sinde, at "kærligheden" således er livets alfa og omega eller er den eneste eksisterende vej til himlen, til lyset, til livets eller al oplevelses allerhøjeste tinder, thi han får måske brug for det, når han kommer til at stå overfor de efterfølgende analyser af selve "kærlighedens" organiske struktur.
Livets Bog 4, stk. 1420.

Med kærlighed

Lars

Hej alle.

Ja, som jeg læser Martinus, så er det jo altafgørende for vor udvikling af næstekærlighed, at vi personligt udsættes for lidelser og følelser, så vi kan udvikle medlidenhed og medfølelse, så mon ikke disse ting er "hovedessencen" af hvad Martinus gerne vil give os indsigt omrking, på vort nuværende "udviklingstrin".

  Det giver også god mening i udtrykket: Den man elsker "tugter" man.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.