Jeg begynte å lese bibelen for 15 år siden, noen år før jeg begynte på Martinus verker og jeg kan huske jeg reagerte spontant på Jesu fortelling om de som var født av kvinner og de som ikke var født av kvinner. Jeg hadde på det tidspunkt litt kunnskap om ufologi og hadde fått med meg at noen av de utenomjordiske vesenene etter sigende ikke hadde kjønnsorgan, og jeg koblet de to tingene sammen helt spontant.

Selv om jeg allerede hadde en mistanke om at ufo- fenomenet og religionene hang sammen på en eller annen måte så må jeg si at i det øyeblikk jeg leste dette "visste" jeg at dette måtte være tilfellet. Senere leste jeg i noen hinduistiske bøker, og der er det ikke mye rom for tolkning , der står det jo svart på hvitt at "gudene" reiser i sine flyvende farkoster til andre planeter for å holde råd.

Nå i lys av den helhetlige kunnskap jeg, takket være Martinus, har anskaffet meg er mine tanker fra den tiden ytterligere styrket og "bekreftet."

  Hej Wrell.

  Jeg kan forstå at du også har kigget lidt rundt og fundet sammenhænge, mellem de forskellige "religioner", jeg har selv intet problem haft med at se at de alle taler om det helt samme, blot med hver deres symbolsprog.

  Buddhismen taler om chrakraerne, indre kontakt med sit større selv, karma og guleroden = opnåelse af Nirvana, (at få fuld kosmisk bevidsthed i fysisk tilstand, og senere at slippe helt ud af karmahjulets "mølle", så man udelukkende lever som et åndeligt væsen)

Hinduerne taler om at der er "guder" tilknyttet alt, man kan bede om hjælp fra specifikke "væseners" side, da forskellige væsener er tilknyttet forskellige aspekter, (som krigsguden, kærlighedsguden, velstandsguden, fertilitetsguden, o.s.v.), og at disse "guder" har deres forskellige boliger i universet omkring os, hvor de får deres "missioner" via rådføringer, (forsynets planlægninger).

  Kristendommen taler om udviklingen af næstekærligheden, som en betingelse for at opnå adgang til "paradiset", altså også om at man skal i kontakt med sit indre større selv, via "kristusbevidstheden" så man kan få¨lov til at komme i "himlen", (de åndelige riger, eller Nirvana), guleroden her = lig "paradiset".

  Martinus taler om udviklingen af "balance" så man opnår selvsamme kosmiske bevidsthed, og med den får adgang til de åndelige "riger", guleroden her = den kosmiske bevidsthed, som vil bringe en i kontakt med ens større selv, (indre kristusbevidsthed der medfører at man kan slippe ud af karmahjulet og tage "permanent" ophold i de åndelige riger).

  New age "religionerne" taler om de samme ting, via ascendention, altså opstigning i bevidsthedsfrekvens, så man kan sanse og opleve disse højere åndelige "riger", og slippe væk fra de tungere vibrationers "sfærer".og det også via udviklingen af kærligheden til alt levende, altså samme "vej" og samme "gulerod".

   For mit vedkommende er Martinus hverken værre, bedre eller anderledes end de andre "religioner", men blot en, der har endnu et "eget symbolsprog" der kan "forklare" de mennesker der findes hans "symbolsprog" egnet/forståeligt, de helt samme ting, som de andre religioner førhen har forsøgt at tydeliggøre for os.

  Endegyldig sandhed er der ikke tale om, der er masser af muligheder for at fortolke Martinus efter eget ønske, som der også er med de andre religioner, og heller ikke hos Martinus nogen "bedre" mulighed for at få det helt rigtige "billede" end hos de "andre", men blot tale om en mere intellektuel fremstilling af tingene, som man så kan bruge eller misbruge, i verbal kontekst, alle andre religiøse udlægninger debatteres jo på helt samme måde, af deres tilhængere indbyrdes, som vi debatterer Martinusses fremlægninger, og alle andre religiøse skrifter er også gennem tiderne blevet "misbrugt" til, som man også af og til bruger Martinusses analyser, at "slå" andre med, verbalt.

  Om man udtrykker at hvis man ikke gør sådan og sådan, så kommer man ikke i "himlen" eller om man udtrykker at hvis man ikke udvikler "næstekærligheden" på den og den måde, så opnår man ikke "kosmisk bevidsthed", er for mit vedkommende det helt samme.

  Så for mig er Martinus på helt lige fod med alle disse andre, og der er også derfor jeg finder det at fremhæve Martinus som den "eneste ene", (som jeg jo også har oplevet andre religioners tilhængere gøre med deres "materiale"), som udtryk for "hjernevask", og "forelskelse" i materialet, fremfor som værende en seriøs og "objektiv" tilgang til materialet, der holder sig til hvad der vitterligt står og udtrykkes i ordene, fremfor hvilken ophøjelse man individuelt giver personen materialet kommer fra.

  Det er for mit vedkommende, det "samlede billede" alle disse "puslespilsbrikker" giver mig, der er det mest "rigtige", og ikke det billede den enkelte "brik" kan give mig, der er væsentlig.

  Jacob var til dels inde på dette via sin beskrivelse af "de hellige skrifter" og den måde man "brugte" sådanne på, ved at lægge sine egne "fortolkninger" ind i dem, så de kan udlægges på flere forskellige måder, og Ejby gav ham jo ret i den opfattelse, men man bør jo så også inddrage Martinus i samme kontekst, for hans materiale er jo netop også blot et af disse "hellige skrifter" det betegner han jo selv sit materiale som værende.

  At Martinus så selv anser sit eget materiale som værende det "allermest hellige og rigtige", det er jo ikke forskelligt fra hvad alle andre tilhængere af andet "materiale" også gør.

  Her skal man jo så lige være opmærksom på, at en sådan "ophøjelse" af et bestemt materiale kan føre til fundamentalisme, i forskellige former. 😮

  Det der i manges øjne er mest væsentligt, i nuet, er at finde "det" der kan give en tryghed, i forbindelse med at kende til livets opbygning, men "faren" ved at ville have den "facitliste" i lommen, er jo så også den, at mener man at man har fundet "facitlisten" så vil man (ubevidst) forsøge at afvise alt der ikke passer helt med de "facitter" man har i sin personlige liste, alene på grund af at man så også mister noget af den "tryghed" man har opnået ved at opbygge et "fast" verdensbillede i sin indre tankeverden.

  Du nævner selv at du af og til har følt dit "verdensbillede" smuldrer lidt, ved at møde opfattelser og argumenter der ikke helt kunne "passe" med Martinusses fremlægninger, og det er jo netop tegn på at du har "udvalgt" Martinusses verdensbillede (blandt de mange andre) til at være dit eget, så når der fremkommer andre opfattelser der kan stille spørgsmålstegn ved rigtigheden af det du selv har udvalgt som "dit eget verdensbillede", så opleves dette som et "angreb" på din personlige opfattelse, og "utrygheden" opstår i dig.

  Logikken og intellektet virker via hjernens arbejdsprocesser, mens intuitionen virker via den åndelige "hjernes" (jegets) arbejdsprocesser, og det var jo netop din "intuition" der gjorde, at du, da du læste biblens beskrivelser og senere hinduernes beskrivelser af "gudernes" væsen, gjorde at du "vidste" at disse ting var udtryk for de samme "omstændigheder" i forbindelse med "ufoer" og lignende.

  Den konkrete logik og intellektuelle forståelse via analyser og "beviser", var ikke til stede, men intuitionen gav dig alligevel en "vished" om at det måtte være sådan.

  Så jeg mener at det at man "fastholder" at intet må kunne ændre ens opfattelse af "verdensaltet" med mindre det kan accepteres af ens fysiske hjerne først, via intellektuel og analytisk forståelse, så medfører dette, at man satser på sin fysiske hjerne og dens evne til at give en de rigtige "konklusioner", fremfor at man satser på intuitionen og sine egne indre sandheder, de sandheder som de fleste af religionerne inclusive Martinusses, jo siger, er dem vi skal finde frem til, da alle sandhederne jo i forvejen er i vort indre.

  Jeg har selv i kortere perioder, været "låst fast" i specifikke udlægninger af "sandheden", men først når jeg slap mit behov for "tryghed" og så "objektivt" på mine egne bevæggrunde, fik jeg flere bevidsthedsudvidelser stillet til rådighed, og oplevede personlig udvikling, så for mig er det vigtigt ikke at "binde" sig i en bestemt retning, for det "binder" også ens "udviklingsmuligheder".

  Bevidsthedudvidelser er ikke for mit vedkommende noget vi individuelt selv opnår via egne "bedrifter", men noget vi får givet fra åndelig side, når vi er "modne" til at kunne forvalte sådanne forståelser, altså noget som "tærskelens vogtere" tillader os at få indblik i, når DE mener vi er klare og næstekærlige nok til at kunne "rumme" disse indsigter.

  Det vi selv skal gøre, (for vi skal jo selv, ikke), er blot at "åbne" os så vi kan modtage via intuitionens antenner, fremfor at lukke os inde i en særskilt retning, så vi nægter at modtage andet end det der kildrer i vore egne ører, (tilfredsstiller vor hjerne og ego).

   Kærlige Hilsner fra Avatar.

Avatar wrote:

Martinus taler om udviklingen af "balance" så man opnår selvsamme kosmiske bevidsthed, og med den får adgang til de åndelige "riger", guleroden her = den kosmiske bevidsthed, som vil bringe en i kontakt med ens større selv, (indre kristusbevidsthed der medfører at man kan slippe ud af karmahjulet og tage "permanent" ophold i de åndelige riger).

  New age "religionerne" taler om de samme ting, via ascendention, altså opstigning i bevidsthedsfrekvens, så man kan sanse og opleve disse højere åndelige "riger", og slippe væk fra de tungere vibrationers "sfærer".og det også via udviklingen af kærligheden til alt levende, altså samme "vej" og samme "gulerod".

   For mit vedkommende er Martinus hverken værre, bedre eller anderledes end de andre "religioner", men blot en, der har endnu et "eget symbolsprog" der kan "forklare" de mennesker der findes hans "symbolsprog" egnet/forståeligt, de helt samme ting, som de andre religioner førhen har forsøgt at tydeliggøre for os.

  Endegyldig sandhed er der ikke tale om, der er masser af muligheder for at fortolke Martinus efter eget ønske, som der også er med de andre religioner, og heller ikke hos Martinus nogen "bedre" mulighed for at få det helt rigtige "billede" end hos de "andre", men blot tale om en mere intellektuel fremstilling af tingene, som man så kan bruge eller misbruge, i verbal kontekst, alle andre religiøse udlægninger debatteres jo på helt samme måde, af deres tilhængere indbyrdes, som vi debatterer Martinusses fremlægninger, og alle andre religiøse skrifter er også gennem tiderne blevet "misbrugt" til, som man også af og til bruger Martinusses analyser, at "slå" andre med, verbalt.

  Om man udtrykker at hvis man ikke gør sådan og sådan, så kommer man ikke i "himlen" eller om man udtrykker at hvis man ikke udvikler "næstekærligheden" på den og den måde, så opnår man ikke "kosmisk bevidsthed", er for mit vedkommende det helt samme.

  Så for mig er Martinus på helt lige fod med alle disse andre, og der er også derfor jeg finder det at fremhæve Martinus som den "eneste ene", (som jeg jo også har oplevet andre religioners tilhængere gøre med deres "materiale"), som udtryk for "hjernevask", og "forelskelse" i materialet, fremfor som værende en seriøs og "objektiv" tilgang til materialet, der holder sig til hvad der vitterligt står og udtrykkes i ordene, fremfor hvilken ophøjelse man individuelt giver personen materialet kommer fra.

  Det er for mit vedkommende, det "samlede billede" alle disse "puslespilsbrikker" giver mig, der er det mest "rigtige", og ikke det billede den enkelte "brik" kan give mig, der er væsentlig.

  Jacob var til dels inde på dette via sin beskrivelse af "de hellige skrifter" og den måde man "brugte" sådanne på, ved at lægge sine egne "fortolkninger" ind i dem, så de kan udlægges på flere forskellige måder, og Ejby gav ham jo ret i den opfattelse, men man bør jo så også inddrage Martinus i samme kontekst, for hans materiale er jo netop også blot et af disse "hellige skrifter" det betegner han jo selv sit materiale som værende.

  At Martinus så selv anser sit eget materiale som værende det "allermest hellige og rigtige", det er jo ikke forskelligt fra hvad alle andre tilhængere af andet "materiale" også gør.

  Her skal man jo så lige være opmærksom på, at en sådan "ophøjelse" af et bestemt materiale kan føre til fundamentalisme, i forskellige former. 😮

  Det der i manges øjne er mest væsentligt, i nuet, er at finde "det" der kan give en tryghed, i forbindelse med at kende til livets opbygning, men "faren" ved at ville have den "facitliste" i lommen, er jo så også den, at mener man at man har fundet "facitlisten" så vil man (ubevidst) forsøge at afvise alt der ikke passer helt med de "facitter" man har i sin personlige liste, alene på grund af at man så også mister noget af den "tryghed" man har opnået ved at opbygge et "fast" verdensbillede i sin indre tankeverden.

  Du nævner selv at du af og til har følt dit "verdensbillede" smuldrer lidt, ved at møde opfattelser og argumenter der ikke helt kunne "passe" med Martinusses fremlægninger, og det er jo netop tegn på at du har "udvalgt" Martinusses verdensbillede (blandt de mange andre) til at være dit eget, så når der fremkommer andre opfattelser der kan stille spørgsmålstegn ved rigtigheden af det du selv har udvalgt som "dit eget verdensbillede", så opleves dette som et "angreb" på din personlige opfattelse, og "utrygheden" opstår i dig.

Kære Avatar

I rest my case.

Venlig hilsen
Petersh

Hej Avatar

Flot indlæg. Det er tydeligt for mig at du er en åben person, der uden frygt og fastlåshed har evnen til at stille spørgsmålstegn ved dine egen "sandheder".

Men, når det er sagt så er en af de ting som Martinus' jo forklarer i detaljer at vi alle er på det udviklingstrin vi nu er og ser verden fra det udsigtspunkt vi nu står på. Det er derfor også naturligt at dem der fortsat har behov for at tro, vil blive ved med at forsvare det de nu tror på og her adskiller Martinus tilhængere sig jo ikke fra tilhængere af alle mulige andre trosformer.

I trosformer kan man så inkludere alt hvad man vil, lige fra ufoer og onde systemer til mere dagligdags ting som sin egen læge eller det man ser i fjernsynet. Alt er i realiteten tro for mig eftersom jeg på mit niveau ikke kender sandheden om noget. Man kan så kalde denne tro for intuition, hvis man selv er "helt sikker". Det er muligt at der er nogen af os der har nået dette udviklingstrin og det er også muligt at dem der tror det faktisk omvendt fortsat er meget troende uden selv at vide det (hvilket jo også er såre godt, for de har jo så behov for denne tro).

Med kærlighed

Lars

Hej Avatar.

Med hensyn til at tro, så kommer jeg til at tænke på overtoldkontrollør Knagsted i "Livsens ondskab". Han var inde på en stor sandhed: "Man må have noget, for at holde det ud". Undeforstået, at hvis man ikke har en eller anden "tro" eller "basis", så er livet ikke til at holde ud. Knagsted samlede på kommaer, og han talte møjsommeligt alle kommaerne i de bøger han læste. Når han var færdig med bogen, læste han den bagfra, og foretog en kontroloptælling for at være sikker på, at han havde talt rigtigt første gang. Umiddelbart vil alle sikkert mene, at det var en sindssyg idé, men det var nu hans hobby, og det "noget" der gjorde, at hans liv trods alt havde en mening. Når håbløsheden samlede sig om ham, kunne han sætte sig i ro og mag og meditere, ved møjsommeligt at koncentrere sig om at tælle kommaer. Og at samle på kommaer er vel ikke mere underligt end at samle på for eksempel kunst. Og mange vil sikkert mene, at det at beskæftige sig med UFOer, Martinus eller det at meditere ved at sige underlige lyde er endnu mere skørt og unødvendigt, end det at samle på kommaer. Vi gør alle det vi synes giver os en mening - vi søger hele tiden meningen med det tilsyneladende meningsløse liv.

At tro, at man fordringsfrit kan være åben over for alt og alle, mener jeg er en illusion - det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Via det Martinus kalder X2 eller vores oplevelsesevne, er alt hvad vi oplever af subjektiv karakter, det vil sige, at når vi oplever noget, så er det allerede passeret gennem et filter - et filter som er vores egen "tro" og "viden" underkastet. Dette filter kan vi aldrig nogensinde koble fra, for det vi oplever kan ikke opleves objektivt. Martinus' beskrivelse af X2 er for mig meget genial og logisk. X2 indeholder skabeevnen og oplevelsesevnen. Skabeevnen kan godt siges at være objektiv, mens oplevelsesevnen altid vil være subjektiv. Vi kan derfor aldrig nogensinde vide, om vi oplever noget på samme måde som andre. En rød farve for mig kan måske være noget helt andet for en anden.

Dette filter, vi har foran vores oplevelsesevne er noget vi hele tiden former, og det kan kun formes af det der er i stand til at passere dette filter. Hvis Martinus verdensbillede er en del af mit "filter", og derfor noget som jeg bedømmer alt andet ud fra, så er det fordi, at det i første omgang er i stand til at passere dette filter, ellers havde jeg jo aldrig taget det til mig. Martinus' verdensbillede må altså for en stor dels vedkommende være en del af min egen forståelse - det må i forvejen være i stand til at passere mit "filter" ellers havde jeg forladt studiet for længe siden - så ville det være filtreret bort. Uanset hvor meget "troende" man er, så bliver man det kun, hvis ens filter eller verdensopfattelse i forvejen er åbne for disse fortolkninger. Det er dette faktum der gør, at vi ikke kan springe alt for hurtigt frem i udviklingen, for vi må hele tiden forme vores filtre i en harmonisk rytme, vi kan ikke hele tiden ændre vores oplevelsesevne radikalt.

Du skriver, at det er farligt at have en facitliste, men jeg mener ikke man kan undgå at have en facitliste i form af et filter. At dit filter er formet af mange små brikker fra forskellige kilder gør det ikke mindre "farligt", for dit filter er lige så meget et filter af den grund. At man hele tiden skifter ud i sit filter, eller man er mere forsigtig med hele tiden at skifte ud gør ikke, at filteret af den grund forsvinder.

Men heldigvis så er alle vores filtre modtagelige for "livets egen tale", så vi er alle på rette spor. "Livets egen tale" er årsagen til, at der trods alt er visse ting vi kan være enige om, selv om vi oplever subjektivt. De mennesker som har filtre der ligner vores eget, har derfor mærket nogle af de samme aspekter af livets egen tale, som vi selv har oplevet.

 Hej Lars1.

Jo, det er rigtigt at Martinus også har det aspekt med, at vi individuelt  er forskellige og derfor ikke KAN forstå på samme måde, og at dette er ganske naturlig, så man skal tillade andre at have deres egne opfattelser, uden at ville "belære" hinanden.

 Men Martinus siger dels ikke andet end andre før ham har sagt, Jesus ord på korset: "tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør", var jo udtryk for det helt samme, og også udtryk for at man skulle tilgive andres manglende "forståelse".
 Derudover har Martinus sagt at man skal tage det til sig man kan bruge, og lade resten ligge.

 Dette kan jo udlægges på forskellige måder, for der ligger jo også det "underforståede" i lige Martinusses udtalelse, at han jo har hele "sandheden", så forstår man ikke det "hele" så er det simpelthen fordi man endnu ikke er udviklet nok til at KUNNE forstå, der er altså ingen tvivl om at Martinus selv mener at hans forståelse er den eneste rigtige , men at det blot er andres "manglende udvikling" der er årsagen til at der ikke kan forstå alt hans "materiale".

 Og samtidigt kan en sådan udtalelse jo tjene til at fraholde andre fra at komme med kritiske indvendinger mod Martinus, så der på forhånd, (som i tilfældet med Martinusses inddelinger af kritikergrupper) er skabt et forsvar" af hans eget materiale, som enhver "fundamentalist" altid vil kunne bruge, mod eventuelle afvigende opfattelser.

 Man bør jo nok spørge sig selv om hvilket andet formål det på forhånd at definere sine egne "kritikkere" kan have, i forbindelse med selve analyserne og forståelsen af verdensaltet, jeg ser ikke personligt nogen som helst nytte af sådanne fremlægninger, udover et forsøg på at "forsvare" noget på forhånd, der efter sigende jo skulle kunne stå model til "hvad som helst" alene ved "bevisførelse" via afprøvning IRL.

 Nu må man jo også forstå, at jeg da absolut via Martinus har fået åbnet op for mange "forståelser", så jeg ser da absolut Martinus som værende et positivt menneske og en stor hjælp for os mennesker i vor nuværende "situation" rent udviklingsmæssigt, men det opfatter jeg blot også andre religioner og opfattelser som værende, positive og med til at udvikle lige mig, og derfor er min tilgang til Martinus ikke anderledes end den tilgang jeg har til andre bevidsthedsudvidende materialer, så jeg kan beholde det der for mig er den mest "objektive" tilgang til andres opfattelser, selvom jeg da godt ved (som Ejby er inde på) at "objektiv" er der ingen der er 100 %.  

 For mig er Martinus et "skridt" på vejen, som Moses fremlægninger har været i sin "tid" og Jesusses fremlægninger har været i deres "tid", og senere i mit udviklingsforløb vil jeg og alle andre sikkert opleve at "se tilbage på " Martinus (og andre nutidige opfattelser) på samme måde, nemlig som noget der var til stor inspiration lige i sin/denne "tid", men som altså ikke på et senere tidspunkt, længere vil være det "bedst" egnede, i den "kontekst" vi kommer frem til at opleve, (engang i fremtiden).

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Jeg synes du tillæger Martinus en intention, som jeg ikke selv fornemmer på samme måde.

Er det ikke altid sådan at enhver ny sandhed vil blive bekæmpet af dem der endnu ikke kan se denne sandhed? Det gælder vel lige fra at jorden var flad, til Hitlers forfærdeligheder (som folk jo deltog i, vel fordi de ikke kunne tro på at det var så ondt), til ufoer, andre onde statsledere, Martinus, at vi selv skaber alt i vores liv osv, osv, osv.

Samtidig er der jo mange ting der hele tiden bliver fremlagt som sandheder, som så efterfølgende viser sig ikke at være sandheder (herunder måske nogle af ovenstående).

Min pointe er at alt nyt vil blive bekæmpet af det gamle - det er jo nødvendigt for at danne sig de erfaringer der skal til for at acceptere det nye - det bliver jo ikke til C-viden med det samme. Martinus beskriver vist nok i bog 4 om hvordan man aner noget i det fjerne og så kommer det tættere og tættere på og senere forsvinder det ud i horisonten den anden vej (smukt )

At Martinus ikke har beskrevet hele sandheden er vel indlysende - det ville jo være en uendelig opgave, og jeg synes også at det er indlysende at vi senere vil få adgang til endnu større sandheder.

Jeg synes du giver udtryk for en sund skepsis - hvilket i min forståelse er et højere udviklingstrin end at være i stand til at tro på en "Guru". Højere - ikke bedre.

Der hvor jeg ikke helt kan følge dig er når du giver udtryk for at Martinus må have haft nogle mindre "gode" hensigter.

Jeg synes da det er fint at han forklarer, hvordan kritikerne reagerer ud fra deres udviklingstrin. Du kan da ikke bruge dette som bevis for at han ikke har relle hensigter. Jeg er enig med dig i at det kunne bruges til at forsvare hans værk urimeligt - og du har ret i at dette er gjort mange gange før - men det er ikke det samme som at dette faktisk er tilfældet.

Som jeg ser det har alle de store spirituelle ledere sagt en masse rigtige ting. Det er ikke dem der er "noget galt med". Det er oftest tilhængerne, der ødelægger og misfortolker tingene, hvilket jo er helt naturligt for hvordan skulle de kunne gøre andet end det de nu er udviklet til?

Med kærlighed

Lars

Hej Lars1

Jeg er helt enig med det, du skriver i dit indlæg. Der er bestemt heller intet galt med en sund skepsis. Heller ikke over for skeptikere...

Venlig hilsen
Petersh

 Hej Lars1.

 Jeg giver dig da ganske ret, jeg kan ikke tillade mig at "vide" at Martinus helt bevidst har villet bruge sine udtalelser på den måde jeg kunne opfatte dem på, men det mener jeg nu heller ikke at jeg gør.

 Jeg mener netop at sådanne udtalelser kan udlægges på FORSKELLIGE måde, så den "underforståethed" der jo ligger i at Martinus fremlægger sig selv som værende den der har den "rigtige" opfattelse (begrundet i hans "kosmiske bevidsthed"), kan give den opfattelser jeg selv har fået, af hans (bevidste eller ubevidste) hensigter med disse ting.

 Så det er blot den "fornemmelse" lige JEG får ved at læse Martinus, jeg deler med jer andre, men da absolut hverken den der behøver at være den rigtige eller noget som jeg kan sige "beviser" Martinusses bevidste hensigter i "negativ" retning.

 Sorry, hvis jeg har givet et andet indtryk, jeg er ikke specielt god til at formulere mig ordentligt, men jeg mener jo da bestemt ikke, at lige mine opfattelser er bedre end nogen andens, blot at de er mine lige i nuet.

 Jeg håber da at blive udviklet noget mere med tiden, og det vil helt afgjort også føre med sig, at jeg må "æde" nogle af mine egne tidligere opfattelser, en hård mundfuld at sluge, helt sikkert, men jo som tidligere nævnt, noget jeg selv anser som værende nødvendigt, hvis jeg/man vil opleve virkeligt udviklende erkendelser.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Avatar wrote:

Jeg håber da at blive udviklet noget mere med tiden, og det vil helt afgjort også føre med sig, at jeg må "æde" nogle af mine egne tidligere opfattelser, en hård mundfuld at sluge, helt sikkert, men jo som tidligere nævnt, noget jeg selv anser som værende nødvendigt, hvis jeg/man vil opleve virkeligt udviklende erkendelser.

Hej Avatar

Ja, en varieret vegetarisk diæt kombineret med forældede opfattelser - det er vist en sund kost for os alle! (Måske skulle vi have de forældede opfattelser med i kostpyramiden?)

vh. Petersh

Hei Avatar

Takk for et bra innlegg.

Jeg forstår hva du mener og jeg er litt enig. Men likevel, for meg er det en grunnleggende forskjell.

Når Paulus skriver "Ikke drikk dere beruset på vin" og Martinus forklarer hvilken effekt alkohol har på vår microkosmos, så kan jeg følge Paulus' ord fordi jeg tror på ham, eller jeg kan følge Martinus fordi jeg forstår med min logikk at det er det eneste fornuftige. Resultatet er det samme (jeg drikker ikke) men likevel er resultatet vidt forskjellig i kosmisk perspektiv. Forskjellen er: når jeg gjør det fordi jeg forstår hvorfor og gjør det av respekt for min mikroorganisme, så kommer jeg aldri mer at nænne at gøre det. Ikke i dette livet, ikke i neste liv. Men gjør jeg det kun av tro, er det ikke sikkert jeg klarer å la det være neste gang. Altså er resultatet tilsynelatende like, men langtidsvirkningen er meget forskjellig. Dermed mener jeg at Martinus har en helt annen styrke i det kan skriver, selv om det er samme emne som finnes hos andre kilder.

Jeg er helt enig i det du sier her. Vi kan ikke bygge vår oppfattelse blott på intelektuell forståelse. Vi skal kombinere det med vår erfaring. Blot når vi har erfart det, har vi skjønt hvordan det egentlig henger sammen.

Dette kan jeg skrive under på! Det er viktig å ha et åpent sinn. Åpent både for ny inspirasjon og forståelse i Martinus-materialet, og fra andre kilder.

Hei Avatar,

Først vil jeg takke for et fint innlegg.

Jeg vet ikke om disse to tingene kan sammenliknes, da det første ser jeg på som ren skremselspropaganda og det andre ser jeg på som en garanti at vi alle kommer fram før eller senere. Man må heller ikke glemme at "Gud ikke har noen favoritter."

Til Martinus forsvar så må jeg jo si at samtidig som at han sier at hans verk er uttryk for sannheten så understreker han at det ikke er det eneste saliggjørende og at enhver må selv gjøre seg en mening. Det at Martinus sier at han har sannheten eller faciten på livsmysteriets løsning er kontroversielt og kan sikkert virke provoserende på noen. Men det er jo Martinus holdning i denne sammenheng som her er viktig. Han sier jo ikke, i motsetning til visse andre trosretninger, for eksempel at man skal brenne i helvetet om man ikke tror på det han sier.

Jeg er personlig ikke så opptatt av om Martinus har rett i alt, det er mange ting i hans verker jeg ikke kan ta stilling til. Men genialiteten og originaliteten i hans verk er for meg ikke til å unngå å legge merke til.

Det innlegget du henviser til var mest ment som en spøk, men ok, jeg forstår hva du mener. Jeg må si at jeg hadde allerede gjort meg opp en generell mening om "livsmysteriets løsning" før jeg oppdaget Martinus. Det var få ting jeg følte jeg måtte "kompromisse" med. Nå er ordet "kompromis" kanskje heller ikke et dekkende begrep, for der Martinus henviser til klar logikk, så kan man ikke annet enn til slutt å akseptere, så det blir kanskje feil å kalle det for et kompromiss.

Umiddelbart etter at jeg oppdaget Martinus må jeg innrømme at jeg ble revet med, nærmest frelst. Så gikk det over, mistet ikke direkte interessen, men "la det på hyllen" en stund. Da jeg for ca. 5 år siden kom over to vitenskapelige artikler om henholdsvis "hjernen som mottaker og ikke opphav til bevissthet" og "teleportasjon", ble det tent en ny gnist. Men nå leser jeg også en hel del annen litteratur. Jeg har kikket litt på teosofi, antroposofi, quantefysikk og ufologi (forøvrig en gammel interesse). Personlig må jeg si at selv om både antroposofi og teosofi er meget interessant, så kan det ikke måle seg med den klarheten Martinus fremviser. Men, som sagt, dette er min personlige mening.

Jeg er også en sannhetssøker, det er vi vel alle. Men det er, når alt kommer til alt, kun én sannhet. Når Martinus stikker hodet fram og proklamerer at han er i besittelse av nettopp sannheten, så skal man ikke tro ham på utsagnet alene. Det er heller ikke derfor jeg "tror" på Martinus, det er først og fremst fordi jeg syns han er klar og konsis og logisk i sine uttalelser, og det er ikke så mye plass til tolkninger som du sier. Bortsett fra enkelte aspekter ved hans verdensbilde, så syns jeg stort sett at han er så klar at det ikke er mulig å tolke/feiltolke Martinus enten på den ene eller andre måten. Det er nettopp derfor jeg liker hans bøker, det er klar tale og det er nøkternt! Det er ingen vidløftige spekulasjoner om det ene eller annet utenomjordiske folkeslag og deres liv og gjøremål.

Jeg har ikke for vane å skrive så lange innlegg, så jeg tror jeg runder av her.

  Hej Oscar og Wrell.

  Jeg er slet ikke uenige med jeres opfattelser, og jeg vil da også personligt helst kunne forstå intellektuelt , fremfor via tro alene, det giver jo en langt større indre "sikkerhed" omkring de forskellige aspekter af livet.

  Men intuitionen og den kosmiske forståelse er blot ikke altid forenelig med de informationer man har tilgængelig i sin fysiske hjerne, og af og til kan de informationer man har i denne fysiske hjerne, virke hæmmende på ens intuitive forståelse, så hjernens "logik" fremhæves og værdsættes højere end intuitionens indhold.

  Og jo, "genialitet" kan virke "forførende", så man kan blive betaget og føle sig "frelst" ved at komme i kontakt med en "genialitet" der er forståelig for en, og sker det, så må man jo bruge lidt tid på at "spinde sig selv ud" af sådanne "indviklinger", så man ikke "låses fast", men også på det område er vi jo alle forskellige, og må hver især gå vor egen vej.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.