Hej Svend.

  Forstår da godt dine holdninger, når du begrunder dem med en tro på at Biblen ikke er andet end et eventyr a la H C Andersen, det er blot ikke hvad Martinus udtaler, og da slet ikke i forbindelse med at retfærdiggøre sig selv og sit eget materiale som værende "kristus genkomst i skyerne".

Så når du selv anser Martinusses bibelske begrundelser som værende begrundelt i et "eventyr", så kan jeg selvfølgelig ikke se nogen som helst grund til at du skulle se noget seriøst i mine påtaler af Martinusses måde at bruge bibeltekster på.

  At debattere sandhedsværdien og forskellige opfattelser i Biblen er ikke mit formål i denne omgang, for nok ser jeg anderledes på biblen end du og mange andre, men det er ikke væsentligt for mig at udrede en hel masse detaljer omkring den bog her i forummet, det der var min hensigt, var at spørge ind til hvordan i andre ville forklare Martinusses brug af biblen, når dette medfører at store dele af den fortælling Martinus tager sine tekster fra, (her teksten om paradiset), bliver gjort ubrugelige eller overflødige eller gjort til direkte løgne, samtidigt, i denne proces.

  Men det svar venter jeg jo stadigvæk på og forventer ikke at få fra dig, på baggrund af din personlige opfattelse af Biblen.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

  Hej Petersh.

  Det var dog utroligt som du kan gentage dig selv, Peter, og igen glat slippe udenom direkte spørgsmål, og jeg sidder efterhånden med den fornemmelse, at det slet ikke er mig du ønsker noget godt for, med dine henvisninger om at studere Martinus eller finde andet forum at debattere i, du bruger det blot som "skyts" selvom du slet ikke aner hvor meget jeg allerede har læst af Martinusses materiale, og tro mig, det er langt mere end der kan indholdes i en trailer.

  Det ønske jeg fornemmer du har, går vist mere på at få mig væk fra forummet, så du slipper for at blive præsenteret for spørgsmål du ikke kan besvare eller som sår en smule tvivl i dit eget indre, og som derfor føles ubehagelige, der er jo intet som den tryghed man kan opbygge ved at overgive sin sjæl til en man anser for at være den absolutte "kosmiske bevidsthed" så behøver man ikke tænke selv, men blot at holde sig strikt til hvad denne anden har sagt, og man behøver ikke at svare selv, men blot henvise til hvad denne anden har sagt, og den tryghed kan godt forstyrres lidt, af personer der ikke er spor "autoritetstro", som jeg absolut ikke er.

  Du har heller ikke svaret mig på mine direkte spørgsmål, du flyver blot let hen over dem, med henvisning til at interesserer disse ting mig i biblen, så kan jeg jo finde andre at debattere dem med, men at din interesse alene går på de ting der ligger "bagved", og det er selvfølgeligt et valg du har ret til selv at tage, men det undrer mig derfor blot, at du overhovedet tager del i dialogen så, da den jo ikke interesserer dig, eller at du ikke har en smule selvstændig logik at bruge, så du kan svare ud fra egen kontekst, på, hvordan du selv opfatter det at Martinus bruger biblen som grundlag, ja som fundament for sit eget tredie testamente, og det at han også selv siger at han har fået godkendelse til en sådan brug, fra højere åndeligt sted, men ved denne brug alligevel får biblen til at fremstå som en løgn et eventyr eller noget helt ubrugbart, altså bortset lige fra, når det gælder disse højt skattede kosmiske analyser.

  Den er skrevet til "børn" eller ikke intellektuelt udviklede mennesker siges der her i forummet, OK, så er det da godt at  Martinus nu har gjort den "forståelig" for "voksne", også, selvom Biblen selv tydeliggør at ingen kommer til Gud, uden at blive som et lille barn igen.

  Måske det var en ide at aflægge sig lidt af den "voksne" og "modne" og højt intellektuelle facade og finde barnet frem i sig selv igen ?, i stedet for at klamre sig til et forbillede, i håb om at man kan opnå "graduering" af den vej?

  Som nævnt tidligere er det mig ligegyldigt hvem der siger hvad, det er hvad der siges der er det essentielle, og jeg oplever gang på gang, at mennesker der siger de samme ting som Martinus, måske med lidt andre ord, afvises totalt af Martinustilhængere, fordi det ikke er Martinus der siger tingene, og omvendt sker det, at man fastholder at det Martinus siger er sandheden, uden at kunne begrunde det med egne ord, eoller med ansre argumenter end at det er sandt fordi Martinus siger det, og det er hvad jeg kalder dogmetænkning.

  Jeg har, som jeg også førhen har nævnt, da fået stor glæde ud af Martinusses tanker om "livet bag materien", men det er slet ikke hvad der er tale om i denne anledning, og jeg havde skam påtalt en skurren i ørene, overfor enhver der havde fremsat samme påstande omkring paradisets have, eller andre forvanskninger af biblens materiale, også selvom de ikke lige hed Martinus, så tænk lidt over om det i virkeligheden er Martinus du ser op til, fremfor hans materiale, for i mine øjne er der en meget stor forskel på om det er personen eller indholdet man vægter højest.

  Men i et forum som dette, hvor der burde være logik til stede, idet man jo antager at der skal en stor del logik til for overhovedet at forstå Martinus, der undrer det mig at jeg ikke kan få selv så simple svar på konkrete spørgsmål, som dem jeg efterlyser her, og at man ikke lader til overhovedet at forstå, hvorfor jeg finder Martinusses brug af biblen ulogisk, men det er nu nok bare min logik der ikke er helt på niveau med de fleste andres, og det kan jeg da godt leve med.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

J

Hej Avatar.

Ja, jeg føler også, at diskussionen er i lidt af en blindgyde. Jeg kan da så supplere Jacob ved at sige, at det jeg selv kan bruge af Martinus' materiale, det kan jeg bruge fordi det er i overensstemmelse med min egen opfattelse af tingene. Jeg har bestemt en meget kritisk holdning til Martinus, så sent som for ca. 14 dage siden startede jeg en tråd omkring det for mig meget ulogiske i, at det overhovedet skulle være nødvendigt at bede til Gud, især det at bede om at Guds vilje skulle ske fyldest, havde jeg svært ved at se nogen mening i. Jeg kunne nævne flere andre eksempler, der også "skurrer" i mine ører. Jeg kunne lave en tråd som den du har startet, og så skrive, at hvor ville jeg da bare ønske, at Martinus ikke havde lagt så stor vægt på bønnens værdi - men jeg kan jo ikke forlange af andre Martinus-studerende, at de nødvendigvis skal stilles personligt til ansvar for, hvorfor de beder til Gud, eller hvorfor de ikke drikker alkohol, det må de da helt selv om. Personligt kan jeg da bare lade være med at bede om, at hans vilje skal ske fyldest, hvis jeg ikke kan bruge den bøn til noget. Derfor tvivler jeg på, at du kommer nogen vegne ved hele tiden at forlange, at andre "brugere" af Martinus' værk skal redegøre for hvorfor Martinus har gjort sådan og sådan, og hvorfor han dog ikke bare kunne have udeladt at henvise til Bibelen i sine værker.

For mig er Martinus' tolkning af bibelen helt logisk i de fleste tilfælde - den er mere logisk end den ordrette beskrivelse, og så er det selvfølgelig det jeg søger at debattere ud fra. Men at jeg har det udgangspunkt fordi det er Martinus der har sagt sådan og sådan, det kan jeg afvise. Så jeg tror du gør dig alt for mange bekymringer omkring de autoritetstro Martinus-interesserede.

Hej Avatar

Jeg tror først nu det er begyndt at gå op for mig hvor du vil hen med denne dialog, og jeg kan se at jeg ikke har læst dine indlæg grundigt nok (eller været åben nok for dit synspunkt).

Du har en god pointe synes jeg. For mit vedkommende har det altid været en selvfølge at de bibelske beskrivelser ikke er sande i detaljerne og derfor var det nemt for mig at acceptere Martinus' beskrivelser af symbolikken i disse.

Men hvorfor har jeg denne forudindtagenhed? Hvorfor kan de ikke være sande i alle detaljer? Det er sjovt hvordan jeg har en så klar "forståelse" på dette område at jeg end ikke er i stand til at se på forudsætningerne bag denne og slet ikke at stille spørgsmålstegn ved den.

Lad os lege med tanken om at mennesker rent faktisk blev skabt ved Adam og Eva i en have i Irak (jeg må indrømme at jeg slet ikke kender historien, for jeg har jo som sagt altid "vidst" at det bare var en historie).

Som tidligere beskrevet så ved vi jo ikke hvor mennesker stammer fra. Vi antager at vi stammer fra aberne, men der er efter min mening ikke nogle gode fakta der underbygger dette. Denne konklusion bygger efter min opfattelse på den falske forudsætning at vi er "alene" i universet - noget som vi "ved" fra Martinus ikke er sandt og som på min egen logik også virker meget ulogisk, arrogant og indskrænket. En opfattelse som er typisk for lavere udviklingstrin og selvcentrering på linie med at jorden er centrum og stjernerne drejer rundt om jorden. Som en helt lille dreng, der tror at han er dygtigere, stærkere og hurtigere end f.eks sin far.

Så måske blev vi skabt som beskrevet i bibelen. Måske fik gud "hjælp" fra væsener fra det rigtige menneskerige og/eller fra andre planeter.

Er dette så i modstrid med det Martinus skriver? Det mener jeg egentlig ikke. Martinus har så vidt jeg ved ikke skrevet noget om hvordan jorden eller menneskeheden konkret blev til eller hvem der skabte den/os. Det er for mig ikke umuligt at acceptere at både symbolikken og de faktiske beskrivelser i bibelen er korrekte. Jeg ser ingen modstrid, men mere en række åbne spørgsmål.

Hvordan blev jorden og menneskehden skabt? Hvem eller hvad deltod i denne skabelse?

Martinus fortæller os om mineralriget, planteriget og dyreriget, hvilket jeg tror på - jeg vil næsten sige at jeg kan mærke at det er sandt - men det er reelt ikke noget jeg ved i traditionel forstand. Men Martinus fortæller ikke noget om detaljerne, ikke noget om at al reinkarnation foregår på den samme planet, ikke noget om hvordan gensplejsning e.l. passer ind i kosmologien osv.

Personligt synes jeg det er meget vanskeligt at argumentere for at noget ikke er sandt ud fra kosmologien. Tværtimod synes jeg kosmologien åbner op for en række spørgsmål som igen giver mulighed for at jeg kan fralægge mig nogle af mine fordomme, forudindtagelser og bevidste og ikke mindst ubevidste forudsætninger.

Med kærlighed

Lars

 Hej Svend og Jakob.

 Svend: jo vi ender tit i "blindgyder", men det gør nu ikke mig noget, idet det ikke altid er selve emnet der er essentielt, men reaktionerne de forskellige opfattelser medfører.

 Og nej, jeg mener bestemt ikke at alle Martinusinteresserede er "autoritetstro", jeg er da selv interesseret når det gælder de analyser der omhandler den åndelige "cyklus", men som, det jo nok fremgår absolut ikke "autoritetstro" når det gælder Martinusses brug af Bibelcitaterne.

 Man har i tusinder af år ophøjet Jesus, og skabt mange "ritualer" omkring ham, som "verdensgenløser", alle de kristne traditioner, julen, påsken o.s.v. er begrundet i en "ophøjelse" af Jesus, og mennesker valfarter til Israel for at se Jesus fødested, eller for at gå den vej Jesus gik o.s.v., alt sammen noget der ophøjer "personen" mere end de ord han videregav.
 Det samme er i fare for at ske for Martinus, man betegner ham som endnu en "verdensgenløser" man bygger "kirker" for ham, (martinuscenter er jo reelt set en slags kirke), man helliger hans balsamerede legeme, og vil engang i fremtiden flytte dette til Klint, så andre kan rejse dertil og SE hans gravsted, man trykker bøger og holder foredrag, som andre så må betale for at få del i, og man taler om at Martinusses analyser engang i fremtiden vil blive den førende kosmologi, altsammen noget der blot er kendetegnende for endnu en ny dogmetro og "styreform", der "forherliger" en bestemt måde at tænke på eller at se verden på.

 Som Jakob nævner er det netop blevet sådan for nogle, at de, når de taler, taler udfra hvad de måske nok selv oplever som egne opfattelser, men i virkeligheden taler ud fra Martinusses opfattelser, som de blot har gjort til deres egne, uden forudgående personlig verificering, via egen kosmisk indsigt.

 Og det er det jeg forsøger at påvise, via mine spørgsmål omkring Martinusses (i mine øjne) ulogiske brug af Biblens materiale.

 De reaktioner og "forsvar" for Martinus jeg modtager tilbage, viser jo netop at det langtfra er det mest væsentlige for nogle, at forholde sig "objektivt" til Martinusses måde at "arbejde" på, men langt vigtigere at forsvare Martinus, så man kan beholde sit "eget" (eller rettere Martinusses verdensbillede) intakt.
 En "krittik" af Martinus bliver derfor på den måde for nogle til en direkte krittik af dem selv og deres eget verdensbillede, og det er jo kun et tegn på, at man har identificeret sig selv med Martinus og hans opfattelser, og ikke længere ser sig selv som en individuelt tænkende væsen, men mere som et væsen der ved at tage Martinus til sig som "sin egen", har opnået en "samhørighedsfølelse", som man helst ikke vil undvære, da den giver en "tryghed".

 Jeg har jo selv oplevet en sådan udvikling og "fundamentalisme" i mange forskellige sammenhænge, den var til stede i alle de kristne menigheder jeg har haft kontakt til, og findes jo også som bekendt hos mange andre religioner, endda så ekstremt, at den hos visse muslimske "sekter" medfører en så blind tro på "idolerne" at man gerne slår sig selv og andre ihjel, for at opnå de "værdier" der loves fra "idolernes" side.

 Hos Martinus er det selvfølgeligt langtfra så ekstremt, men der fremkommer tit argumentationer i vore dialoger, der tydeliggør (ihvertfald for mig) at nogle satser deres egen "sjæl" på Martinusses "lovninger", altså bla.a andet på at det Martinus profeterer omkring fremtiden er den endegyldige sandhed, så vi udvikler os ( uanset hvad alle andre mener) kun frem mod den tilstand og beskrivelse af "det rigtige menneskerige" som Martinus har lovet os vil komme, alle andre muligheder er "udelukket", selvom Martinus jo kun bygger disse formodninger på egne forestillinger, og ikke på noget konkret analyserbart.

 Som du selv (mener da det var dig) nævnte på et tidspunkt, at når Martinus jo selv havde deltaget allerede for 80.000 år siden omkring bygningen af pyramiderne, så mente du nok at han da bestemt så også ville vide og kende til, hvis nogle på et senere tidspunkt havde gensplejset det menneskelegeme vi nu lever i, altså en konklusion lavet udelukkende på grundlag af en udtalelse fra Martinusses egen mund, om at han mente at kunne huske at have været med i arbejdet omkring at skabe pyramiderne.

 Er man i gang med at "konkludere" på så "tyndt" et grundlag, så har man jo allerede "ophøjet" det Martinus siger, til at være så sandt, at man er villig til at konkludere videre på dette grundlag, og også til at "afvise" andre opfattelser, med begrundelse i at man tror mere på Martinusses udtalelser, end på andres, alene på baggrund af "TRO" på, at hvad Martinus siger om sig selv er absolut sandt.

 Dette kan medføre at man afviser en masse sandheder og viden, fordi de ikke umiddelbart ser ud til at "stemme" helt med Martinusses fremlægninger, eller blot fordi Martinus ikke har nævnt lige noget om det aspekt af tilværelsen, altså man bygger en mur op om sig selv, som kun vil tillade at slippe det ind, som er "siet" gennem Martinussien, alt andet, om det er historiske oplysninger eller arkæologiske oplysninger eller andet som kan give en en bredere forståelse, bliver anset for at være ikke interessant, medmindre det "underbygger" Martinusses analyser, så selv når Martinus omskriver bibeltekster på en helt ulogisk måde, (i forhold til den kontekst de er skrevet i), så gør det ikke spor forskel for en, det er jo analyserne det drejer sig om, og ikke Martinusses eventuelle "forvanskning" af det materiale han selv bruger som udgangspunkt/verificering for sit eget værk.
 Så den slags påpegelser lukker man derfor heller ikke indenfor "murene" men afviser blot som uinteressante.
 
 Når jeg siger "man" så omfatter det selvfølgeligt ikke alle, men kun nogle, der (i mine øjne) har bygget sig disse beskyttende mure op omkring sig, hvor intet kritiskt får lov til at forstyrre deres Martinustro.

 Vi har alle sandhederne indeni os selv, og det det drejer sig om er jo at udvikle vore egne "antenner" så vi selv kan modtage de mange informationer, som vi selv har i vort "hukommelseslegeme" og "vågne" op til bevidstheden om at ingen udenfor os selv kan give os en bedre sandhed end den vi i forvejen alle har indeni.
 Men fokuserer man på at få intellektuel forståelse og viden udefra, og kun gennem et udvalgt materiale, så "dør" ens egen udvikling af denne indre antenne langsomt ud, man bruger ikke sin egen "intuition" længere, men tager kun tingene til sig når de er intellektuelt forståelige for en, og denne intellektuelle forståelse er jo reelt set kun baseret på den viden man har fået indsamlet i sin nuværende hjerne i dette ene liv, og alle reflektioner af intellektuel karakter, kan derfor kun ske, på baggrund af de oplysninger der er i den fysiske hjerne omkring oplevelser og indtryk fra lige dette ene liv.

 Man kunne måske nok bilde sig selv ind at det er via "intuitionen" man finder rigtigheden i Martinusses analyser, men så snart der er behov for en intellektuel vurdering af noget, så er man allerede langt forbi brugen af intuitionen, så snart der skal sættes ord på og via ord skabes en forståelig kontekst for en, så er det hjernen og ikke intuitionen man bruger til at forstå med.

 Og jo (Jakob) jeg forsøger skam da at være "bevidst" omkring hvorfor jeg gør som jeg gør, og om hvad min dybere hensigt med det jeg gør egentligt er, men det er langtfra altid at jeg på forhånd "afslører" min intention, da effekten af det jeg gør så i mange tilfælde ikke vil gavne nogen.

 Jeg er meget enig med Martinus, i mange forbindelser, det må man ikke tvivle på, og i denne forbindelse er jeg også helt enig med Martinus, når han siger at udvikling er noget der kræver "negative" oplevelser, det er via vore "fejl" vi udvikler os, og al seriøs udvikling vil ske, på baggrund af "smerter" fysiske som åndelige, idet det altid vil føles "smertefuld" at skulle ændre en opfattelse man har fundet tryghed i, til en anden opfattelse, som er mere "rigtig".
 Og det er det der i mange tilfælde er den "underliggende" drivkraft i mine udtalelser, jeg "provokerer" af og til, og når nogle derved føler sig "uretfærdigt" opfattet eller på anden måde oplever mine "provokationer" som "smerter", så er formålet opnået, idet jeg så ved at jeg har "rystet" lidt op i deres "hjerneceller" og "vækket" noget i dem.

 Udvikling er for mig noget der udvider ens bevidsthed, og derfor er bekræftigelser på hvad man i forvejen mener at have lært, ikke noget der skaber udvikling, så det kun at interessere sig for ting der bekræftiger Martinus og den opfattelse man igennem ham selv har fået, skaber i mine øjne altså ingen udvikling, kun "stilstand".

 De som ikke reagerer har sikkert ikke følt nogen "smerte" og har derfor ikke haft behov for en udvikling lige på det område jeg i en given situation er inde på.

 Samtidigt får jeg jo selv en enorm udvikling ud af at provokere eller "dele" ud til andre, for jeg får mindst lige så megen udvikling tilbage via reaktionerne jeg modtager, som jeg selv ønsker at give ud, alle de fejl jeg selv laver får mulighed for at blive tydeliggjort, og jeg må også selv af og til opleve "smerter" i forbindelse med påvisninger af min egen "ufuldkommendhed", men som nævnt anser jeg jo blot sådanne oplevelser af smerter i mig selv, som tegn på at jeg udvikler mig.

 Betegnelsen af at vi bruger hinanden som "slibesten" er i mine øjne fin, men man skal blot huske at det at blive slebet til, måske nok gør ens "figur" kønnere at se på, men det medfører også samtidigt en del smerter at få slebet på sig med en "sten". :

 Vi er alle forskellige og på forskellige stadier i udvikling, ingen er bedre eller værre end nogen anden, og selvom det nok kan fremstå sådan, så er det ikke min intention at dømme nogen, men blot af videregive hvordan jeg bedømmer de handlinger jeg oplever andre udfører, og på baggrund af disse handlinger, at give mine oplevelser af "konsekvenserne" videre, så trods mine af og til provokerende måder at formulere mig på, så vid at jeg elsker jer alle som en, for uden jer var jeg selv intet. :-*

  Kærlige Hilsner fra Avatar.
 
 

Hej Lars.

Mon ikke Jesus, Martinus mfl. trækker medfølende på smilebåndet, når vi som små
nyfødte killinger der ikke har fået øjne endnu, forsøger at finde vej.

Det er min mening, at der har været flere højkulturelle civilisationer i jordklodens
historie, som er gået under og er blevet erstattet at nye. Legenderne og arkæologiske
fund peger i den retning, og det bekræfter Martinus.

At disse tidligere civilisationer kan være grundlagt af udefrakommende væsner og har
blandet genetik med de tidlige mennesketyper er en mulighed. Hensigten kunne være
en fremskyndelse af evolutions processen. En tilpasning af jordklodevæsnets udviklingstrin.
Kan jordkloden i sin kommunikation med andre klodevæsner, have tiltrukket E.T`s? :

Det kunne måske være en forklaring?

En anden forklaring er, at som i Jesus og Martinus tilfælde....kunne der måske have været
en gruppe af højerestående væsner, der har inkarneret i de eksisterende primitive mennesketyper
for, at lede menneskeheden i udviklingen. Og at disse er blevet betragtet som "Guder" af de
øvrige pga. deres højere evner?

Det kunne måske være forklaringen?

Måske er "Edens have" en beskrivelse af en tidligere civilisation i stil med Atlantis og Lemurien?

Der er flere muligheder og nok ikke sådan lige at få svar på. Men måske er det heller ikke det
vigtigste.

Det gør ikke Martinus tolkning af de "bagved liggende" mekanismer mindre værdifulde. Historien og de åndelige mekanismer bag, kan jo godt være flette ind i hinanden. Som flere lag af viden i en og samme tekst. Fx Biblen. Og denne fortolkning af bibelcitater som Martinus har med, ville jeg nødig have undværet.

For mig at se er det meget tvivlsomt, at Pyramiderne skulle være bygget på "normal" vis. Det har Martinus også efterladt sig nogle udtalelser omkring.

Så for mig at se er det muligt, at det som i så mange andre ting handle om "både og" og ikke "enten eller."

Kærlig hilsen Ejby

 Hej Lars1.

Ja, der er da mange aspekter der ikke er "uddybet" hos Martinus, der er jo grænser for hvor meget et menneske kan "nå" på et enkelt liv.

 Vor herkomst er da interessant, også når det gælder den rent legemelige skabelse, og den side af tilværelsen går jeg selv meget op i at "udforske".

 Men det er som du nok fornemmer, slet ikke det jeg lige vil "provokere" lidt omkring i denne omgang, men den "ulogik" jeg finder at Martinusses tekstudlægning medfører, fordi han ikke forklarer hvad formålet med alle de andre skriftsteder beretningen omkring paradiset er "pakket" ind i, skulle omhandle, hvis "paradiset" skal udlægges som han selv gør.

 Hvad er så formålet med slægtsførelsen i biblen, hvorfor lyver biblen så omkring placeringen af "edens have", hvorfor beskriver biblen en fysisk skabelse der starter med mineralerne, derefter planterne, derefter dyrene, (alt sammen som beskrivelser af legemelige og fysiske skabelser), men når man når frem til menneskets skabelse, så river Martinus denne beskrivelse ud af konteksten, og påstår at denne beskrivelse kun omhandler en symbolsk beskrivelse af "salighedsriget", hvilket jo skaber et "tomrum" i konteksten, som gør videreførelsen af konteksten overflødig, ingen holder vel minutiøst regnskab med formeringen af "åndelige legemer", de formerer sig jo slet ikke på samme måde, (via forældre) som den der berettes om skete i bibelsk kontekst, O.S.V.

 Så at mene at biblen er sand, (det udtaler Martinus jo selv) men blot kun har været en slags "lignelser" som man kunne forstå, som ikke intellektuelt væsen, og derefter at udlægge biblen, på en måde der viser at enhver logik eller enhver førtidig brug af biblen, blot har været en brug af "usandheder " eller løgne, medfører jo så også det, at man kommer i "konflikt" med sine egne udtalelser, idet man jo ikke først kan påpege at biblen da var sat sådan sammen at den var forståelig for datidens mennesker, men nu hvor man får "nøglen" til den intellektuelle "forståelse", så medfører denne "nøgle" at meget i biblen bliver uden mening eller mister enhver form for nytte, og altså derfor ikke på nogen måde kan have været forståeligt for nogen som helst, heller ikke for de mere "primitive" bevidstheder der førhen havde kontakt med biblens materiale.

 Martinus siger altså underforstået, at alle oplysningerne om skabelsen, alle slægtsrækkerne, alle informationerne om "placeringerne" rent geografisk, ikke har haft noget formål, hverken førhen eller nu, da de alle blot er overflødigheder indtil han kom (og også efter) og gav os den rigtige version af enkelte af disse skriftsteder.

 Det på trods af at de rent geografiske forhold er lette at kontrolere, der løber vist ingen floder ved navn eufrat og tigris gennem "salighedsriget", der findes selv i dag de fleste stednavne i områder biblen beskriver, floderne eufrat og tigris er virkeligheder i dag, byen Babylon ligger som turistseværdighed kun 100 km syd for Bagdad, og kigger man i de fleste verdensatlas, så kan man finde kort over, hvordan arkæologer og historikere har kortlagt ikke alene menneskene udbredelse på jordoverfladen, men også de forskellige religioners udbredelse på jorden, og disse historikere er kommet frem til, at både menneskene og religionerne, ser ud til at starte og til at have udspring netop i mellemøsten, altsammen noget der er med til at underbygge, at den bibelske (og andre forudgående) skabelsesberetning skal anses for at være historisk og geografisk materiale, omend man sagtens kan stille spørgsmålstegn ved om de angivelser vi har i dag er helt "korrekte" i "måleangivelser" samt om de er helt fuldkomne eller om der måske ikke nok mangler en del materiale, som er forsvundet i tidernes løb.

 At påstå at der alene skulle være tale om en beskrivelse af "åndelige" riger, gør derfor en masse andet materiale ugyldigt, også selvom dette materiale bekræftiger hinanden, på den måde at Lemurianernes, Ægypternes, Semurianernes og flere andres beretninger, ligner hinanden så meget, at man må antage at de er udsprunget af samme viden, (og videreført af Moses i biblen).

 Dette gør ikke nogen af disse beretninger til endegyldige sandheder, men indikerer dog at der er tale om konkrete historiske hændelser, og fysiske forteelser man kunne se, nedskrive og bogføre, og slet ikke om rent åndelige symbolfortællinger, ingen anden end Martinus hidtil har kunnet finde reel viden i, og det er denne ulogik jeg lige her tager udgangspunkt i, omend det så sker med andre formål også.

 Martinus fortæller om mange ting, og langt det meste er også i mine ører, og hjerne forståelige, men lige i forbindelse med Biblen er der dog alt for meget der "skurrer" i mine ører, og derfor mit forsøg på at påpege dette, i håb om at nogle andre vil lave samme adskillelse omkring Martinusses værker, som jeg selv gør, analyser for sig og profetier og ikke underbyggede "postulater" for sig, så man ikke helt ukritisk tager alt fra Martinusses side til sig, og på den måde går glip af en masse reel information fra anden side, fordi denne information så bliver "ubrugbar" for en.

 Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Jacob.

Yes.

Kærlig hilsen Ejby

  Hej Ejby.

  Kan godt lide dit standpunkt på dette område, og jeg har skam intet imod at Martinus bruger de bibelske tekster, som den omkring paradiset, som grundlag for en "bagvendt" lignelse, og på den måde ydeliggør sine egne opfattelser, jeg bruger selv af og til bibelcitater eller andre citater som kontekster, for at andre bedre kan forstå hvad jeg vil udtrykke, så ingen kritik af det.

  Men det fremstår blot ikke helt sådan for mig, idet Martinus jo fastholder at hans udlægninger er de ENESTE rigtige, at der ingen Jesus kommer i skyerne (f.eks) og at der intet "paradis" har været på jorden,(som biblen beskriver det) og det er blot den tilføjelse man i mine øjne må afvise, som værende et "postulat" man ikke kan være sikker på, alene fordi Martinus siger det i forbindelse med verificeringen af sine egne værker og sin egen "status" som den der skulle videreføre "kristendommen.

  Men er man "åben" for andre muligheder, som det lader til du er i denne forbindelse, så kan begge dele/udlægninger jo godt være gavnlige i forbindelse med at forstå både den fysiske og den åndelige side af tilværelsen.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej med jer

Det her er altså virkelig vildt! For tiden læser jeg femte bind af "Livets bog" som min godnatlæsning, og da jeg ville læse lidt, inden jeg faldt i søvn i går aftes, var jeg kommet lige præcis hertil:

Det er selvfølgelig taget ud at sin sammenhæng, der er beskrivelsen af den højeste ild og overgangen fra helkøn til halvkøn. Videre i næste stykke kan man læse, Martinus beskrive "Biblens" to forståelseslag:

Læs selv videre -  bind 5 byder på hardcore analyser med masser af sex!

Venlig hilsen
Petersh

Hej Avatar

Du må tro, hvad du vil:
Jeg ønsker dig virkelig det bedste.
Og jeg ønsker, jeg var bedre til at skrive, så du kunne forstå.
Men jeg ved, at det første under alle omstændigheder vil ske fyldest til sidst.

Venlig hilsen
Petersh

Hej Peter.

Respekt!

Kærlig hilsen Ejby 

Du påstår her og gentagne andre gange, at Martinus bruger biblen som begrundelser for sine udsagn, til trods for at jeg selv gentagne gange, samt flere andre her på forummet og Martinus selv, klart har givet udtryk for, at det ikke forholder sig sådan.

Martinus holdning var, at han brugte analyserne til at underbygge bibelen.

Det er - som sagt - ikke det han gør. Martinus og dig er simpelthen bare uenige. Denne uenighed bruger du som eneste grundlag for at beskylde Martinus  for at være "faldet for fristelsen til at "ophøje" sig selv unødvendigt".

Du fælder altså her en nedsættende dom over manden, alene på det grundlag, at du er uenig med ham.

Martinus siger  ikke at fortællingen om, "Adam og Eva" kun symboliserer salighedsriget, men derimod hele forløbet fra salighedsriget, planteriget og dyreriget.  Skabelsesberetningen er endvidere iflg. Martinus et symbol på et princip der ikke bare foregår een gang pr. spiralkredsløb, men er et princip som er tilstede i hver eneste af de 6 riger.

Hvis du havde brugt tid på, at sætte dig ind i det værk, du kritiserer, ville du kunne undgå at begå så basale fejl, at fejlkritisere noget, alene pga. mangelfuld indsigt i det, der kritiseres. Det havde i så fald også været meget nemmere, at få det indtryk at din kritik var ment som andet end "mudderkastning"

En sådan kritik som du kommer med kan ikke udgøre andet end en fordom, idet du bruger tid på at dømme noget, før du bruger tid på at sætte dig ordentligt ind i, hvordan det faktisk er beskrevet.

Jeg ved ikke hvordan, det skulle kunne opfattes som andet end kritik. Men kritik er ikke nødvendigvis noget negativt. Kritik kan være yderst konstruktiv og opbyggeligt, hvis
1) man sætter sig ind i de ting man vil kritisere, 
2) man forholder sig sagligt og ærligt til det man kritiserer
3) man undlader at komme med udokumenterede påstande/beskyldninger.
4) man går efter sagen og ikke efter budbringeren. Dvs. at man nøjes med at udtrykke sin uenighed, men man undlader at benytte uenigheden til at fælde nedsættende domme over den man er uenig med.

Hvis man ikke overholder ovennævnte punkter bliver kritik bare til en gang verbal mudderkastning, hvor det drejer sig om at svine en anden person til, og selve indholdet - det personen siger - bliver i heldigste fald bare et påskud til at kaste med mere mudder.

Ud fra meget af det du har skrevet, ser det for mig at se ud til, at det er "mudderkastningen", der er dit ærinde.

At du mener, at Kristus kommer igen fysisk, betyder alene, at du her er uenig med Martinus + de mennesker, der har samme synspunkt som ham. Men en uenighed siger ikke noget om, hvem der har ret. Alligevel bruger du gentagne gange en uenighed til at legitimere at kalde Martinus for en løgner, og de der deler hans synspunkter kalder du for dogmatikkere/fundamentatlister. 

Du konkluderer således en hel masse på baggrund af en uenighed. Men det eneste man reelt kan konkludere på en uenighed er, at man er uenige. Alle andre konklusioner bliver ganske uden belæg.
Enhver anden konklusion  udgør lige præcis det du advarer imod: snæversynet, fordomsfuld fundamentalisme.

kærlig hilsen
Jan

Hei alle
Jeg synes det er problematisk når det i forummet litt for ofte - også i denne tråd-henvises til Jesus og Martinus. Som om Martinus er en like stor skikkelse som Jesus.
Jeg er blitt litt skuffet når jeg nå har sett Martinus "live", han virker litt bombastisk og brautende og sprekker litt i stemmen. Det er ikke så behagelig å høre ham tale.
Jeg har gått inn for å høre hans foredrag men jeg har opplevd det litt vanskelig. Derimot ser han meget vennlig på mange bilder av ham !
Vh Gabriel

  Hej Jan Schmidt.

  Jo, Martinus forsøger at "underbygge" biblen siger du, men er altså blot ikke særligt god til det, efter min opfattelse.

  Det gør da heller ikke noget, ud over at det sætter Martinius i en kritiskt lys, for de fleste kristne, og er årsag til at en del kristne måske slet ikke undersøger Martinusses analyser.

  Når jeg taler om "manglende logik" i forbindelse med Martinusses brug af skriftstederne, så lad mig vende tilbage til udgangspunktet dette emne, som jo i virkeligheden var et citat af Martinus, sagt i et andet emne, hvori Martinus citerer Biblen 1 Mosebog Kap 1: 28-29.

  Citat fra emnet hvorfor vegetarisme (under kommentarer).

  Og Gud sagde: Se, jeg har givet eder alle urter, som give sæd, som ere over al jorden, og alle hånde træer, i hvilke er træers frugt, som have sæd! De skulle være eder til føde" (1. Mos. 1.28-29). Der står aldeles ikke noget her om, at man skal dræbe og slagte dyrene til føde.

  Sidste linie er sagt af Martinus selv, og brugt som argument mod kødspisning i artiklen det er taget fra.

  Når en kristen som jeg møder dette "udsagn", vel vidende, på baggrund af eget bibelkendskab, at Gud da senere tillader menneskene at spise kød og at der selv i de nye testamente står , bla.a i Paulus, at kødspisning ikke "fornærmer" Gud, blot man ikke vækker anstød når man spiser kød, så "studser" man altså noget over Martinusses brug af lige dette meget gamle skriftsted, og også over at Martinus i det mindste ikke nævner noget om at Gud senere tillod kødspisning (ifølge biblen), men at Martinus i stedet for "med eftertryk på", udtaler at Gud bestemt ikke har sagt noget om at mennesket måtte spise kød.

  Blev man som "kristen" præsenteret for en sådan artikel af Martinus, så ville man i langt de fleste tilfælde, hvis man kendte biblens tekster, ikke anse Martinus for en troværdig bruger af biblen, men som en der vist blot søger at underbygge egne opfattelse.

Og det ville måske "skurre" så meget i ens ører, at man ikke efterfølgende havde lyst til at sætte sig ind i Martinusses ellers udmærkede og brugbare analyser.

  Det er "den slags manglende logik", jeg mener ikke er til gavn for  Martinusses  hovedværk og analyserne.

  Fører vi denne brug af bibelcitat lidt videre i forbindelse med denne tråds videre udvikling, så er de  ord som Martinus bruger her fra Biblen sagt til mennesket, mens det var i paradiset, og hvad logik er der så i at Martinus siger at Paradiset er en beskrivelse af salighedsriget og den åndelige "sfære", skulle Gud give menneske tilladelse til kun at spise planter og frugt i den "åndelige sfære", eller hvis tingene er sagt på "åndeligt" plan, hvorfor bruger Martinus så de samme ord, som underbygning af sin egen opfattelse, omhandlende fysiske spiselige ting i vor nutid, og i forbindelse med en artikel omkring vegetarisme ?

  Meget manglende logik, som jeg personligt blot ikke mener tjener til Martinusses fordel, og det er da muligt at man, hvis man ofrer 2000-3000kr på at anskaffe sig materialet, kan få et bedre indblik og forståelse for Martinusses "brug" af biblen, men hvor mange intellektuelle kristne når så langt, når de møder Martinus på en ( ihvertfald for dem) ulogisk måde.

  Martinus måtte da hellere i mine øjne have brugt HC Andersen eventyr , som er lige så egnede, til at lave "kontekster" med, så ville alle vide at det blot var "lignelser" Martinus lavede, men netop det at begrunde sig selv og sin mission i en enkelt "trosretning" er ikke i mine øjne positivt for Martinus, fordi hvor meget han end havde et næstekærligt ønske om at måtte kunne fremhæve "Gud" og "jesus", som Ejby skrev andetsteds at kunne "retfærdigøre Jesus" så er jeg med min egen kristne forståelse, ikke specielt glad for resultatet. ???

  Og jo, vi kom da også denne gang ind i lidt "mudderkastning", jeg kalder det helst for provokation og at bruge "slibestenen", og det sker jo som regel kun mellem en lille "klike" herinde, en klike som efterhånden kender hinanden så godt at alle sikkert har fået hård hud nok til at kunne tåle det, men det er da rigtigt, at selvom man jo hyler blandt de ulve man færdes med, så lyder det ikke altid godt i "fårenes" ører.

  Jeg er iøvrigt glad for reaktionerne lige på det område, denne gang, der er virkelig sket en udvikling i mine "sparringspartneres" evne til at modtage provokationer og "fornærmelser" og det glæder mig meget, der er sket en stor udvikling omkring det at stille sig "kritisk" til Martinus, siden første gang jeg gjorde det, her i forummet, men vær nu søde og læg mærke til., at jeg kun har "kritik" i forbindelse med Martinusses "bibelbrug", og faktisk syntes det er lidt synd for selve analyserne, at dette religiøse aspekt er kommet med ind over.

  Kærlige hilsner fra Avatar.

Hej Avatar.

Jeg vil bestemt ikke afvise dine pointer. Men i selve Bibelen er der jo så også en manglende logik, idet Bibelen beskriver Gud som havende en noget svingende politik med hensyn til det at spise kød. Og denne manglende logik i selve Bibelen har trods alt ikke været nok til at skræmme de bibelkyndige væk, de har alligevel fået tygget sig igennem Bibelen. Hvis disse Bibelkyndige så alene bliver skræmt væk af nogle enkelte henvisninger af Martinus, så var de nok hurtigt skræmt væk alligevel. Uanset om Martinus havde anbefalet kødspisning eller vegetarsime, så var han jo kommet i modstrid med Bibelen.

Det er rigtigt, at Martinus i dette tilfælde henviser til Bibelen for at forsvare det han selv siger, men hvis de bibelkyndige udviste bare en brøkdel af den energi og tolerance de har vist over for Bibelens manglende konsistens, så ville de hurtigt erfare, at Martinus også har 100% tolerance for at spise kød. Han forsvarer så at sige endda også Bibelens manglende konsistens, idet han forklarer, at jo mere fintfølende menneskelegemet bliver, jo mindre kan det tåle kød-kosten - altså var det for datidens mennesker mindre skadeligt for organismen at spise kød, end det er i vore dage. Og dermed er det jo logisk, at Gud må påpege to tilsyneladende forskellige sandheder for menneskeheden, for et menneske er ikke bare et menneske, de står på forskellige udviklingsgrader, også med hensyn til det at tåle at spise kød. Men igen så er tolerancen 100% hos Martinus.

Og hvad med ateisterne? Noget af det første Martinus skriver i Livets Bog er jo, at alt er levende og genstand for livets oplevelse. Hvad siger ateisterne til, at vi lever flere gange, og at selv træerne er sjælelige væsener? Mon ikke en sådan smøre lyder skurrende i mange ateisters øjne, og dermed er de skræmt bort med det samme? Og alle andre religioner kan jo hurtigt blive skræmt bort af Martinus' henvisninger til kun Bibelen. Man kan her hurtigt se, at det slet ikke var Martinus' mission at tækkes hverken den eller den. Det var udelukkende hans mission at forkynde den sandhed han selv kunne erkende, og det er vel det højeste man kan opnå - at beskrive det man selv føler som sandhed, selv om man så skræmmer den store flok bort. Der er i forvejen nok ulve der glammer efter flokkens mentalitet.

Hej Arne.

Jeg synes det er tydeligt i skabelsesberetningen, hvilken føde
der er tiltænkt mennesket. At Paulus, så senere hen, i et brev
til korinterne skriver noget andet, ligger jeg ikke så meget vægt
på. Han skriver også, at kvinder ikke skal tale i menigheden og
skal være tildækkede/bære tørklæde osv.
  Jesus disciple var måske nok nogen af dem der var længst fremme
i udvikling for deres tid, men dog stadig ufærdige mennesker efter
min mening. I Paulus tilfælde, siger han jo selv noget i retningen af:
"Det gode jeg vil, det gør jeg ikke og det onde jeg ikke vil det gør jeg."

Jeg synes dog, at han skriver mange "guldkorn" også...måske han
har haft kosmiske glimt.

Bla. skriver han i 1.kor 10:23-24
"Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt. Alt er tilladt; men ikke alt opbygger.
Lad ingen søge sit eget, men medmenneskets bedste."

Og det er jo interessant. Alt er tilladt (incl. kødspisning), for vi har af Gud fået vores
frie vilje, men ikke alt er gavnligt. Alt er tilladt (incl kødsspisning), men ikke
alt opbygger. (det der ikke opbygger nedbryder, og er udtryk for det dræbende
princip.)
Lad ingen søge sit eget, men medmenneskets bedste. Måske medmennesket her
også kunne oversættes med sin næste. Hvem er næsten? Det er jo også dyrene
og vores microbasser.

Så måske skal man, som med alt andet materiale, tage biblen og hvad disciplene
skriver med et "gran salt" og ja måske endda "tage hvad man kan bruge og lade
resten ligge", som med Martinus værker.

Ellers er man jo, som du så rigtigt er inde på i forhold til DTT, i færd med at gøre
biblen til udtryk for SANDHEDEN i sin renkultur og dermed dogmatik, med
fralæggelse af egen selvstændige tænkeevne.

Selv de bibelkyndige er ikke enige om tolkningen af biblen , og Kristendommen er i
vor tid delt op i underafdelinger/sekter med hver deres tolkning. Hvilket du med
dine besøg i mange forskellige meninger er bekendt med, ved egen erfaring og
oplevelse.

Kærlig hilsen Ejby

Hej Gabriel.

Alle skikkelser er lige store, blot på forskellige udviklingstrin.
Når jeg side stiller Jesus og Martinus, så er det fordi jeg mener
de er udtryk for samme udviklingstrin ("Det rigtige menneske")

Kærlig hilsen Ejby

  Hej Svend og Ejby.

  Hvordan man udlægger Biblen individuelt er ikke i mine øjne det store problem, blot der er et minimum af logik i sammenhængen, og blot man ved hvad man taler om, (er det ikke hvad man selv afkræver af andre der "bedømmer" Martinusses værker?).

  Når man i en sammenhæng bruger et bibeludsagn som er tænkt sagt til mennesket, før det blev smidt ud af paradiset, som argument i en helt anden "kontekst" nemlig nuet, og samtidigt selv i sit værk har udtalelser om at det selvfølgeligt er helt OK at spise kød i dyreriget, det kan slet ikke undgåes, da det er en del af dyrenes udvikling (og karmalærdom) at spise hinanden i denne periode, så "misbruger" man biblen, i mine øjne.

  Eller har ikke forstået sammenhængen i biblen, og ikke læst "det hele" men blot lige det der "kildrer" ens egne ører.

  Som f.eks når du Ejby, taler om at Paulus siger at kvinder skal bære tørklæde, mens Paulus selv siger at "hovedklædning" og det at kvinder skal bære en sådan, og mænd ikke, omhandler HÅRET, så det der siges er, at kvinder bør have langt hår (tildække deres hoved) og mænd bør lade sig klippe korthårede, (ikke tildække sig).

  Dette står ganske tydeligt i samme kontekst i biblen, som den du henviser til, hvori Paulus taler om at man skal "tildække" sig på forskellig vis, alt efter om man er mand eller kvinde.

  Så det ville have været rart med en "petersh" til at have holdt Martinus i ørene, hvad angår Biblens tekster, som han holder mig i ørene hvad angår Martinusses tekster.

  Intellektualitet og logik er absolut ikke det samme, logik er objektivitet, upartiskhed og kærlighed, mens intellektualitet er noget man kan bruge efter "forgodtbefindende"  både selvviskt og uselvviskt, så giv mig hellere "den logiske kristendom" fremfor "den intellektualiserede kristendom", jeg er jo personligt absolut kræsen i mit valg af grundlag for opfattelser, eller verdenssyn.

    Kærlige Hilsner fra Avatar.